Om tirsdagen, efter ten tale om det tredje og fjerde kapitel i Malakias bog, indbød vi dem som ikke bekendte sig og dem som var faldet fra og havde mistet deres bevis for Guds kærlighed til dem, at komme frem og søge Herren i bekendelse og anger. Omkring tre hundrede tog imod indbydelsen. De fik lejlighed til at udtrykke deres følelser og ønsker. Der blev givet bekendelsesvidnesbyrd med dybe følelser. Fædre og mødre vedkendte de forsømmelser de havde forøvet mod deres børn, at de ikke havde været omhyggelige og undervist som det var deres pligt at give. Det rørte mit hjerte at høre de mange vidnesbyrd fra deres læber som var småbørn i sandheden. Nogle havde kun holdt en enkelt sabbat, medens andre havde holdt, to, fire eller seks. De glædede sig over sandheden, men var ikke tilfreds med deres nuværende mål, og ønskede bestemt at nå en højere standard.