David kunne ikke være til stede ved Samuels begravelse; men han sørgede lige så dybt og ømt for ham, som en trofast søn kunne have sørget over en helliget fader. Han vidste at hans død havde brudt et andet betingende bånd fra Sauls ånd og handlinger og han følte sig mindre sikker end da profeten levede. Så længe Sauls opmærksomhed var på at sørge over Samuels død, tænkte David at han måtte finde et mere sikkert sted; så han flygtede til Parans ørken. Det var her at han digtede den ethundrede og tyvende og enogtyvende samle. I ørknenes afsondrede ødemarker, erkendte han at profeten var død, og kongen var hans fjende, sang han: ” Jeg løfter mine øjne til bjergene: Hvorfra kommer min hjælp? Fra Herren kommer min hjælp, fra himlens og jordens skaber. Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; nej, han blunder og sover ikke, . . . . . Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din sjæl; Herren bevarer din udgang og indgang fra nu og til evig tid!”