Samuels liv havde fra hans tidlige barndom været et liv i fromhed og gudsfrygt. Han var i sin barndom blevet givet ind under Elis omsorg, og hans elskelige sind vandt den gamle præsts varme kærlighed. Han var venlig, ædelmodig, flittig, lydig og ærbødig. Modsætningen mellem den unge Samuels handlemåde og præstens egne sønners, var meget markant, og Eli fandt hvile og trøst og velsignelse i nærheden af hans varetægt. Det var forunderligt, at der kunne bestå så varmt et venskab mellem Eli, som var folkets øverste myndighed, og det enfoldige barn. Samuel var hjælpsom og kærlig, og ingen fader har nogensinde elsket sit barn mere ømt, end Eli elskede ham. Idet alderens svagheder kom over Eli, følte han sine egne sønners nedslående, hensynsløse og ryggesløse handlemåde mere tydeligt, og han vendte sig til Samuel efter trøst og støtte.