Fra sin ungdom af, vandrede Samuel foran Israel i sit hjertets renhed; men han skulle ikke længere gå ind og ud for sit folk. Selvom Saul var blevet anerkendt som Israels kongen, udøvede Samuel en mægtigere indflydelse end han, fordi han var kendt for trofasthed, lydighed og helligelse. Vi læser at han dømte Israel alle sine livs dage. De sidste år profeten havde var blot til bedrøvelse og byrde for hans sjæl. Hans egne børn havde ikke fulgt det eksempel som han havde givet dem. De havde ikke givet agt på de forskrifter som han forsøgte at indprente i deres sind. De havde ikke efterlignet det ophøjede, rene og uselviske liv hos deres fader. I deres ugudelige og selviske liv havde de mistet folkets samvittighed, og dette var årsag til Samuels store sorg. I et vist omfang var han for nem og føjelig over for sine sønner, og resultatet ses sædvanligvis i den situation, der blev tydelig for hans familie. Hans børns karaktertræk blev ødelagt af selviskhed, og deres opførsel var sådan at de vanærede Guds sag. Hvis den advarsel Eli havde udøvet indflydelse på Samuels sind som det burde gøre, ville det have hjulpet ham i styringen af hans hjem.