Folket havde mistet grundlæggeren og lederen for deres læreanstalt, men det var ikke det hele. De havde mistet ham som de var vandt til at komme med deres store trængsler. De havde mistet en som hele tiden gik i forbøn for Gud for deres skyld. Israel følte sig mere sikker medens denne gode mands bønner steg op til himlen for den; for ”for den retfærdiges bøn udretter meget.” De følte nu at de var blevet forladt af Gud. Kongen lod til ikke være mindre end en sindssyg person. Gud opgav ham; men han var ikke fyldt med den gudfrygtige sorg for den onde optræden han udviste. Han var angergiven, lidenskabelig og ude af stand til at vise fornuft. Herren havde erklæret den ulydiges vilkår ved Samuels læber: ”Thi genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde.” Disse ord bekræftes i Sauls liv. Hans onde hjertes ukontrollerede lidenskaber gjorde ham uegnet til at modtage råd og vejledning. Han nægtede al instruktion, og handlede som han sad inde med en dæmon. Retfærdighed blev fordrejet til grusomhed, og orden blev vendt til forvirring. Oh, om Saul havde ydmyget sit stolte hjerte for Gud. Vrede bor i tåbers bryst og forvandler dem, som var skabt i Guds billede, til den ondes billede.