Hanna havde været i samtale med Gud. Hun troede på, at hendes bøn var blevet hørt, og Kristi fred fyldte hendes hjerte. Hun havde en mild og følsom nature, alligevel hengav hun sig hverken til sorg eller vrede for den uretfærdige anklage om drukkenskab i Guds hus. Med passende ærbødighed for Herrens salvede, tilbageviste hun stille anklagen og fortalte sagen fra hendes synspunkt. »Nej, herre! Jeg er en hårdt prøvet kvinde; vin og stærk drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min sjæl for Herrens åsyn. Regn ikke din trælkvinde for en dårlig kvinde! Nej, hele tiden har jeg talt ud af min dybe kummer og kvide!« Overbevist om at hans irettesættelse var uretfærdig, svarede Eli: »Gå bort i fred! Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om!«