Hannas bøn kunne ikke høres af menneskers øre, men blev hørt af hærskarernes Herres øre. Hun bad inderligt om, at Gud måtte fjerne hendes skam og give hende den velsignelse, som blev højst værdsat af kvinder på den tid: moderskabets velsignelse. Idet hun kæmpede i bøn, udtalte hendes stemme ingen lyd, men hendes læber bevægede sig, og hendes ansigt gav udtryk for stor følelse. Og nu ventede der en anden prøvelse på den ydmyge ansøger. Idet ypperstepræsten Elis øjne faldt på hende, kom han hurtigt til det resultat, at hun var beruset. Drikkegilder havde i høj grad erstattet sand gudsfrygt blandt Israels folk. Tilfælde af umådeholdenhed var hyppige, selv blandt kvinder, og nu besluttede Eli sig til at give det, som han anså for at være en fortjent irettesættelse. “Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at komme af med din rus!”