Da det første sabbatsmøde kom, følte jeg at jeg måtte være på lejrgrunden, for at jeg der kunne møde den guddommelige Helbreder. Om eftermiddagen lå jeg på i vestibulen for det store telt, medens ældre Waggoner helte til folk, bragte de tegn som viste at Guds dag var meget nær. Ved slutningen af hans prædiken, besluttede jeg mig at rejse mig op på mine fødder, håbede at hvis jeg vovede i tro, gjorde alt i min kraft, ville Gud hjælpe mig til at sige nogle få ord til folk. Idet jeg begyndte at tale, kom Guds kraft over mig, og jeg fik straks min styrke igen.