Når vi angrer vor synd, behøver vi ikke gå i kloster som Luther gjorde, og pålægge os selv bodsøvelser som soning for vor synd, og tro at vi ved det kan vinde Guds velbehag. Spørgsmålet lyder: "Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd? Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud." (Mika. 6,7-8). Og salmisten siger: "Et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud." (Sl 51,19). Johannes skriver: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed." (1Joh 1,9). Den eneste grund til at vi ikke har fået syndsforladelse er, at vi ikke har bekendt overfor ham som vi har såret med vore overtrædelser og gennemboret med vor synd, at vi er overtrædere og behøver hans nåde. Når bekendelsen kommer fra hjertedybet, vil den finde vejen til Guds hjerte, for Herren er nær hos den som har et sønderknust hjerte, og han frelser den som har en knust ånd.