If any man sin, we have an advocate with the Father, Jesus Christ the righteous, and to this refuge the repentant soul turns to plead the merits of his Saviour's blood. But while the blood of Christ avails for the repenting soul, Christ is not the minister of sin, and there is no peace, no assurance, no genuine hope, for anyone who ignores the claims of God's law and tramples upon its just demands. To trust in man's good purposes or works is seen by the repenting sinner to be utmost folly. To suppose that a few deeds of beneficence or the performance of duty will cancel a life-time of sin, is a blindness that Satan brings over the mind to befog the moral perceptions, and lead men to trust in themselves.

Hvis nogen synder, så har vi en advokat hos Faderen, Jesus Kristus den retfærdige, og til denne tilflugt må den angrende sjæl vende sig for at påberåbe sig sin Frelsers blods fortjenester. Men selvom Kristi blod hjælper den angrende sjæl, så er Kristus ikke syndens tjener, og der er ingen fred, ingen garanti, intet ægte håb for nogen, der ignorerer Guds lovs krav og træder dens retfærdige bud under fode. At stole på menneskets gode hensigter eller gerninger, vil af den angrende synder blive set som den yderste tåbelighed. At tro, at nogle få gode gerninger eller udførelsen af pligter vil udviske et livs synder, er en forblindelse, som Satan bringer over sindet for at gøre den moralske opfattelsesevne tåget og lede mennesker til at stole på sig selv.