Det er en urovækkende kendsgerning, at kærlighed til verden er fremherskende i de unges sind, når man betragter dem som en helhed. Mange opfører sig, som om de dyrebare nådetimer vi ejer, medens nådens dør endnu er åben, var een stor forlystelsesdag, og som om de var her i verden bare for at more sig og føle sig tilfreds med en stadig række af ophidselser. De finder deres fornøjelse i verden og i de ting, der hører verden til, og de er fremmede for faderen og hans ånds nåde. De er ikke forsigtige i deres tale, og de synes at glemme, at af deres ord skal de blive retfærdiggjorte eller fordømte. Gud vanæres ved deres frivole og tomme, forfægte tale og latter, der karakteriserer livet hos mange af vore unge.