Lignelsen om den fortabte søn er fremstillet til ungdommens belæring. I et liv fuldt af forlystelser og syndige glæder forødte han sin del af arven. Han er uden venner og i et fremmed land; klædt i pjalter og sultende, og længes endog efter at få svinenes føde. Hans sidste håb er det at vende tilbage, angrende og ydmyg, til sin faders hus, hvor han får et hjerteligt velkommen, erholder tilgivelse og atter bliver knyttet til faderhjertet. Mange unge gør, som han gjorde, idet de lever et ligegyldigt, forlystelsessygt, ødselt liv og glemmer den levende vandkilde, den sande glædens kilde og hugger sig sprukne brønde, som ikke kan holde vand.