Men der er selskabelige sammenkomster af en ganske anden karakter, hvor man er stolt af at vise sig frem, hvor højrøstet glæde og letfærdig skæmt ofte gør sig gældende. I deres ønske om at få fornøjelser, glemmer ofte de, der kommer sammen, Gud, og der sker ting, som får de engle, der våger over os, til at græde. Fornøjelsens stunder bliver deres paradis her på jorden. Alle giver sig hen til højrøstet spøg og latter; øjnene funkler, kinderne blusser, men samvittigheden sover. Den slags oprømthed og inspiration har ikke nogen himmelsk oprindelse, men hører ganske og aldeles denne jord til. Himlens engle ser med bedrøvelse på deres glemsomhed, for hvem Kristus har gjort så meget. Når sygdom og død kommer til dem, som bare har levet for selvbehag, finder de for sent, at de ingen olie har på deres lamper, og at de i høj grad er uskikket til at afslutte livet.