For Abraham kunne ingen åndelig tortur sidestilles med det, som han udholdt ved at adlyde befalingen om at ofre sin søn. . . Med et hjerte, der er ved at briste, og med rystende hænder tager han ilden, medens Isak spørger: ""Her er ilden og brændet, men hvor er dyret til brændofferet?"" 1Mos 22,7. Men åh, Abraham kan ikke fortælle ham det nu! Fader og søn bygger alteret, og det frygtelige øjeblik kommer, da Abraham skal fortælle Isak det, som har pint hans sjæl på hele den lange rejse: at Isak skal være offeret. . . Sønnen indvilliger i offeret, fordi han tror på sin faders retskaffenhed. Men da alt er rede, da faderens tro og sønnens underkastelse er prøvet til fulde, holder Guds engel Abrahams udrakte hånd tilbage og forkynder, at det er nok. ""Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!"" 1Mos 22,12."