Hvis ikke Guds sindelag bliver menneskers sindelag, vil alle menneskers bestræbelser på at rense sig selv være nyttesløse; for det er umuligt at ophøje mennesker uden ved kendskab til Gud. Man kan besmykke sig i det ydre, og mennesker kan være sådan som farisæere var, som Jesus beskrev som ”kalkede grave,” fulde af fordærv og døde menneskers ben. Men hele sjælens deformitet ligger åben for ham der dømmer retfærdigt, og plantes sandheden i hjertet, kan det ikke kontrollere livet. Når vi renser ydersiden af bægeret vil det (karret) aldrig blive rent inden i. En nominel accept af sandhed er godt så længe det går, og evnen til at begrunde vor tro er en god færdighed; men hvis sandheden ikke går dybere end det, vil sjælen aldrig frelses. Hjertet må renses for al moralsk urenhed. ”Jeg ved, min Gud. at Du prøver hjerter og har behag i oprigtighed.”