Til alle tider og på alle steder vil det være til gavn, hvis sindet er opløftet til Gud. I stedet for fylde sindet med fantasien, i dagdrømmerier og luftkasteller, må sjælen opdyrke den vane at beskue verdens frelser. Når sindet således fyldes, vil sjælen fortsætte i bøn, og våge med det samme i taksigelse, og den troende i Kristus vil være i stand til at frembringe gode ting fra hjertets rigdomme, tale om Kristus, hans barmhjertighed, hans kærlighed og medfølelse. Gud vil give en sådan sjæl visdom, ligesom han gav den til Daniel, gjort det tydeligt for ham, hvordan han bør tale, og hvordan han bør vandre i visdom over for dem som er uden, og genløse tiden. Han vil se betydningen af apostlens formaning: "Jeres tale skal altid være vindende, krydret med salt, så I ved, hvorledes I bør svare enhver især." "Men Herren Kristus skal I hellige i jeres hjerter. Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer dog med sagtmodighed og frygt og med god samvittighed, så de, der håner jeres gode færd i Kristus."