Efter Kristi korsfæstelse følte præsterne og rådsherrerne ikke den sejersbevidsthed, som de havde ventet. De frydede sig ikke over, at det var lykkedes dem at bringe den store lærers røst til tavshed. De var bange. Hans død havde allerede vakt opmærksomhed om hans liv og personlighed. Præsterne følte sig overbevist om, at deres forsøg på at hævne sig var mislykkedes; og de frygtede mere, ja, langt mere, for den døde Kristus, end de nogensinde havde frygtet den levende Kristus.