Ved visse anledninger talte han med en værdighed, som udsprang af hans virkelige storhed. ""Den, som har øren, han høre,"" sagde han. Med disse ord gentog han den befaling, Gud gav i majestætisk herlighed, da den Almægtige erklærede: ""Denne er min Søn, den elskede, I ham har jeg velbehag. Hør ham!"" Da Kristus stod over for de spydige farisæere, der søgte at fremhæve deres egen værdighed, tøvede han ikke med at sammenligne sig med de mest fremtrædende mænd, der havde levet i verden. Jesus gjorde fordring på at stå over dem alle."