årstal - norsk - svensk - tilbage

Hvem var Ellen G. White?

Hvem var Ellen G. White, og hvorfor anser mange millioner mennesker hendes skrifter som specielt værdifulde og vigtige? Kort fortalt var hun en kvinde med specielle åndelige gaver som levede det meste af sit liv i 1800-tallet (1827-1915), men som fortsat gennem sine skrifter har en revolutionerende påvirkning på millioner af mennesker over hele verden. Mens hun levede, skrev hun mere end 5000 tidsskriftartikler og 40 bøger. I dag er mere end hundrede titler tilgængelige på engelsk. De omfatter også bøger som består af uddrag fra hendes mere end 50.000 manuskriptsider.

Hun er den kvinde i hele litteraturhistorien som er blevet mest oversat til andre sprog, og den amerikanske forfatter blandt både mænd og kvinder, som er mest oversat. Hendes skrifter dækker et vidt spektrum af temaer, som religion, uddannelse, sociale relationer, evangelisme, profetier, forlagsvirksomhed, ernæring og ledelse. Hendes bog Vejen til Kristus, et mesterværk som har forandret mange menneskers liv, er blevet udgivet på over 140 sprog.

Syvendedags adventisterne tror Ellen White var mere end en begavet forfatter. De tror Gud udrustede hende som en speciel budbringer som skulle trække verdens opmærksomhed til Den Hellige Skrift og forberede menneskene på Kristi andet komme. Fra hun var 17 år gammel til hun døde 70 år senere, gav Gud hende mere end 2000 syner og drømme. Synene varede fra mindre end et minut til næsten fire timer. De kundskaberne og råd som hun fik gennem disse åbenbaringer, skrev hun ned for at dele dem med andre. Derfor anser syvendedags adventisterne hendes skrifter som inspirerede, og deres specielle egenskaber bliver anerkendt af selv tilfældige læsere.

I bogen Seventh-day Adventists Believe står der: »Ellen Whites skrifter er ikke en erstatning for Skriften. De kan ikke sættes på samme niveau. Den Hellige Skrift står alene, og er den enestående målestok som hendes og alle andre skrifter må bedømmes efter og som de er underlagt« (Seventh-day Adventists Believe, udg. Ministerial Association, General Conference of Seventh-day Adventists, Washington D.C. 1988, s. 227). Alligevel, som Ellen White selv bemærkede det: »Det faktum at Gud har åbenbart sin vilje for menneskene gennem sit Ord, har ikke fjernet behovet for Den Hellige Ånds fortsatte nærvær og ledelse. Tværtimod, Frelseren gav løfte om at Ånden skulle blive givet for at åbne Ordet for hans tjenere og for at oplyse og anvende det Ordet lærte« (The Great Controversy, s. vii).

Det efterfølgende er en mere detaljeret fremstilling af livet og arbejdet til denne bemærkelsesværdige kvinde som opfyldte alle kriterierne for en sand profet som Skriften stiller op, og som bidrog til at grundlægge Syvendedags Adventistkirken.

De tidlige år
Ellen og hendes tvillingsøster Elisabeth blev født 27. november 1827. Forældrene var Robert og Eunice Harmon. Med otte børn i familien var hjemmet et interessant og travlt sted. Familien boede på en lille gård ikke langt fra Gorham, Maine, i det nordøstlige hjørne af USA. Nogle få år efter at tvillingerne blev født, opgav Robert Harmon at drive landbrug og flyttede med sin familie til byen Portland, Maine, som lå ca. 20 kilometer længere mod øst.

Som barn hjalp Ellen til med husarbejdet og hjalp også sin fader som nu ernærede sig som hattemager. En dag da hun var ni år gammel kom hun meget til skade i ansigtet da hun på hjemvejen fra skolen blev ramt af en sten som en klasseveninde kastede. I tre uger lå hun bevidstløs, og i de efterfølgende år havde hun store smerter på grund af den alvorlige skade hun fik i næsen. Ellens formelle skolegang afsluttes brat, og alle mente at den, så lovende unge pige, ikke havde lang tid at leve i.

I 1840 var Ellen og hendes forældre til stede ved en teltmødesamling hos metodisterne i Buxton, Maine. Det var der at hun, 12 år gammel, gav sit hjerte til Gud. Den 26. juni 1842 blev hun døbt ved fuld neddykkelse, efter selv at have bedt om det, i Casco Bay i Portland. Samme dag blev hun optaget som medlem i Metodistkirken.

Adventbudskabet
I 1840 og 1842 var Ellen og andre af hendes familie til stede ved adventistmøder som blev holdt i Portland, Maine. Her tog de imod det budskab som William Miller og hans medarbejdere forkyndte. Nu så de med stor forventning frem til at Kristus lige snart skulle komme igen. Ellen var en alvorlig missionsarbejder som forsøgte at vinde sine unge venner og gøre sin del med at forkynde adventbudskabet.

Smerten, som mærkes ved Den store skuffelse da Jesus ikke, sådan som de forventede, kom igen den 22. oktober 1844, blev ikke mindre af at hun var ung, og i de forvirrende dagene som fulgte studerede hun sammen med andre og bad inderlig om lys og vejledning. Mange vaklede eller vendte ryggen til sin adventisterfaring. En dag sent i december var Ellen sammen med fire andre kvinder samlet til familieandagt i hjemmet hos en anden troende i den sydlige del af Portland. For den lille gruppe som var samlet i bøn syntes himmelen at være nær. Mens Guds kraft hvilede over Ellen så hun adventfolkets rejse til Guds stad i et syn (Early Writings, s. 13-20).

Da den 17 år gamle pige modstræbende og skælvende fortalte om synet til en gruppe adventister i Portland, tog de imod det som lys fra Gud. Efter at Ellen senere fik et syn til, rejste hun sammen med venner og slægtninge fra sted til sted og besøgte spredte grupper af adventister og fortalte om det som var blevet åbenbart for hende i det første og i de efterfølgende syner.

Dette var ikke lette dage for adventisterne som havde oplevet skuffelsen. De mødte ikke bare hån og latterliggørelse fra folk i almindelighed rundt omkring sig, men de var heller ikke enige indbyrdes, og alle mulige former for fanatisme opstod blandt dem. Men gennem åbenbaringer givet til Ellen viste Gud dem hvad resultatet ville blive af noget af denne fanatisme, og hun blev givet ansvaret at skulle revse det som var galt og pege på det som var forkert. Disse opgaver syntes hun var vanskelige at udføre.

Ellen Harmon gifter sig med James White
På en rejse til Orrington i Maine mødte Ellen en ung adventistprædikant som hed James White. Han var da 23 år gammel. Deres arbejde gjorde at de fra tid til anden traf hinanden, og begejstringen de efterhånden følte for hinanden førte til at de giftede sig i slutningen af august 1846.

I løbet af de nærmeste uger efter at de var blevet gift, studerede Ellen og James indgående en 46-sider lang traktat skrevet og udgivet af Joseph Bates fra New Bedford i Massachusetts. Traktatens titel var The Seventh-day Sabbath (Den syvende dags sabbat). Den redegjorde for de bibelske beviser for at sabbaten var den syvende dag i ugen. Ellen og James blev overbevist om at synspunkterne i traktaten var i samsvar med Skriften, og derfor begyndte de at holde lørdag som sabbat. Omtrent seks måneder senere, den 3. april 1847, blev Ellen i et syn vist Guds lov i helligdommen i himmelen, hvor det fjerde bud havde en speciel lysglorie rundt omkring sig. Det hun så gav en klarere forståelse for betydningen af læren om sabbaten og bekræftede tilliden adventisterne havde til denne lære (Early Writings, s. 32-35).

Den første tid af Ellens og James' ægteskab var præget af fattigdom og nogle gange nød. De som arbejdede for Adventbevægelsen måtte selv sørge for sit økonomiske underhold, så James delte sin tid mellem at forkynde og arbejde i skoven, på jernbanen eller ude på marken i høet. Den 26. august 1847 fik Ellen og James sit første barn, en søn som fik navnet Henry. Han gav sin unge mor meget glæde og trøst; men Ellen fandt snart ud at hun måtte overlade til gode venner hun havde tillid til at tage sig af dreng mens hun selv fortsatte arbejdet med at rejse rundt og bringe budskaber som Gud havde betroet hende. De næste år skrev hun meget, og rejste meget og langt for at besøge »den spredte flok« og deltage i konferanser.

Begyndelsen til litteraturarbejdet
Medens familien sommeren 1849 opholdt sig i Rocky Hill i Connecticut begyndte James White at udgive bladet The Present Truth. Bladet var på otte sider og kom ud to gange om måneden. I senere numre af bladet kom der artikler skrevet af Ellen White som indeholdt profetiske synspunkter om menighedens fremtid, samt advarsler og råd.

I 1851 kom Ellen Whites første bog ud, en lille tryksag på 64 sider med papir om sig, med titlen A Sketch of the Christian Experience and Views of Ellen G. White. I dag udgør dette første skrift og et senere Supplement (1854) siderne 11-127 i bogen Early Writings. Tiden da tidsskrifterne The Advent Review and Sabbath Herald (1850) og Youths Instructor (1852) først kom ud, da den første håndpresse blev købt, så flytningen af udgivelsen af bladene til Rochester, New York, alt i løbet af årene 1852-1855, var møjsommelige og prøvende dage. Det var meget knapt med penge. Sygdom og dødsfald gav sine bidrag med skuffelser og mismod. Men fremtiden skulle bringe lysere dage. Da de adventtroende i Michigan i 1855 inviterede familien White til at komme til Battle Creek, og gav løfte om at bygge et lille hus for trykkeriet, vendte udviklingen sig til det bedre.

Flytte til Battle Creek
I november 1855 flyttede forlaget The Review and Herald Publishing Association med håndpressen og andet trykkeriudstyr fra de lejede lokaler i Rochester, New York, til den nye bygning i Battle Creek som de adventtroende der så rundhåndet havde bidraget til at få opført.

Nogle dage efter at pastor White og hans kone, og alle som sammen med dem arbejdet i forlagsvirksomheden, var kommet til Battle Creek, blev der holdt en konferanse som drøftede planene for at sprede adventbudskabet. Ved afslutningen af denne sammenkomst blev en række sager af betydning for menigheden generelt åbenbart for Ellen White. Hun skrev dette ned og læste det for menigheden i Battle Creek. Menighedens medlemmer så at dette angik alle de forskellige grupper af troende, så de besluttede at det skulle trykkes. Noget senere kom der derfor en traktat fra den genoprettede trykkepresse på 16 sider med titlen Vidnesbyrd for menigheden (i dag i Vidnesbyrd for menigheden, bd 1, s. 113-126), det første i en serie med skrifter som i løbet af de næste 55 år kom til at udgøre næsten 5000 sider, som er blevet udgivet i en serie på 9 bøger med titlen Vidnesbyrd for menigheden.

I årene som fulgte var Ellen og James White optaget med at oprette forlagsvirksomheden og sørge for at menigheden blev organiseret, og de rejste til mange steder med tog, hest og vogn og slæde. Det er en beretning om lidelse på mange rejser i streng kulde over lange strækninger hvor der knapt boede folk, men også om Guds specielle beskyttelse i mange farer. Det er en beretning om hændelser som bragte skuffelser når kritik og angreb blev rettet mod deres arbejde, men også om opmuntringen som kom når Guds kraft bragte sejer i livet til dem som holdt sabbaten og fremgang for arbejdet til dem som førte an i udbredelsen af adventbudskabet.

Synet om »Den store strid«
Ved en begravelse en søndag eftermiddag i marts 1858 som blev holdt i folkeskolen i Lovett's Grove (i dag Bowling Green) i Ohio, fik Ellen White et syn som handlede om den tusinde år lange konflikt mellem Kristus og hans engle og Satan og hans engle. To dage senere forsøgte Satan at tage hendes liv for at hindre at det som var blevet åbenbart for hende blev brakt videre til andre. Hun blev imidlertid styrket og holdt oppe af Gud så at hun kunne udføre den opgave Gud havde betroet hende. Hun skrev scenerne ned som var blevet vist hende, og sommeren 1858 blev en bog udgivet med titlen Spiritual Gifts bd 1, med undertitlen The Great Controversy between Christ and His Angels and Satan and His Angels. Bogen blev godt modtaget og lovprist for at den tegnede et klart billede af de to stridende magter i den store konflikt. Bogen nævnte en række højdepunkter i denne kamp, men behandlede de afsluttende hændelser mere udfyldende i denne jordens historie (se Early Writings, s. 133-295).

Hjemmet i Battle Creek
Ellen Whites dagbøger fra den sidste del af 1850'erne viser at hun ikke brugte al sin tid til skrive og offentlig arbejde. Pligterne i hjemmet, hyggelige kontakter med naboerne, specielt dem som trængte hjælp, lagde beslag på meget af hendes opmærksomhed. Nogle gange hjalp hun også med at folde og hæfte brochurer og traktater når der var særlig travlt på forlaget.

Efteråret 1860 bestod familien White af seks personer, med fire drenge i alderen fra nogle få uger til 13 år. Den yngste dreng som hed Herbert, levede bare nogle måneder, og hans død bragte det første brud i familiekredsen. De første år af 1860'erne var fyldt med de sidste anstrengelser for at få på plads en organisation af individuelle menigheder som blev samlet i en distriktsorganisation kaldt »konferenser«. Dette medførte mange rejser, meget skriverier og arbejde på det personlige plan. Højdepunktet i dette arbejde blev nået da The General Conference of Seventh-day Adventists blev organiseret i maj 1863.

Synet om sundhedsreform
To uger senere besøgte James og Ellen White en weekend Otsego i Michigan for at opmuntre dem, som drev evangeliserene arbejde der. Mens gruppen knælede i bøn ved begyndelsen af sabbaten, fik Ellen White et syn om forholdet mellem fysisk sundhed og åndelighed, om betydningen af at følge rigtige sundhedsprincipper når det gjaldt mad, om hvordan vi passer på kroppen, og om fordelene ved at benytte naturlige lægemidler - som frisk luft, solskin, motion og rent vand.

Før dette syn blev givet, var det spørgsmål som gjaldt sundhed, blevet viet lille tid og opmærksomhed. Mange af de overarbejdede prædikanter var blevet tvunget ud af arbejdet på grund af sygdom. Synet den 6. juni 1863 gjorde derfor indtryk på lederne i det nylig organiserede kirkesamfund så at de så behovet for en sundhedsreform.

I de efterfølgende måneder, da de så at sundhedsbudskabet var en del af syvendedags adventisternes budskab, blev et uddannelsesprogram i sundhed udarbejdet. Et første skridt i denne retning var udgivelsen af seks pamfletter, hver på 64 sider, med titlen Health, or How to Live, som blev udarbejdet af Ellen og James White. En artikel af Ellen White blev taget ind i hver af pamfletterne.

Betydningen af sund levevis gjorde særlig indtryk på de tidlige ledere af menigheden da sønnen til Ellen og James White, den seksten år gamle Henry White, døde så alt for tidlig, og da James White selv blev ramt af alvorlig sygdom som i tre år gjorde det umulig for ham at udføre noget arbejde, og på samme måde sygdommene til en række andre prædikanter.

Tidligt i 1866 blev der lagt planer for at adventisterne skulle oprette en sundhedsinstitution som skulle give pleje til syge og give undervisning i sundhedsspørgsmål. I september samme år åbnede Western Health Reform Institute. Dette tiltag kom som svar på undervisning givet til Ellen White juledag 1865 (Vidnesbyrd til menigheden, bd 1, s. 489).

Mens familien White var i og borte fra Battle Creek i årene 1865 til 1868, førte James Whites dårlige fysiske tilstand til at de flyttede til et gårdbrug i Greenville, Michigan. Her var de borte fra de påtrængende opgaver ved menighedens hovedkontor. Ellen White fik nu bedre anledning til at skrive, og hun begyndte arbejdet med at give en mere udfyldende fremstilling af beretningen om den store konflikt som var blevet vist hende i flere efterfølgende syner. I 1870 blev det første bind af The Spirit of Prophecy udgivet som gav en oversigt over udviklingen fra Lucifers fald i himmelen ned til kong Salomos tid. Arbejdet med denne serie blev afbrudt og der gik syv år før neste bind kom ud.

Arbejdet vokser
Teltsamlingerne (Camp meetings) som adventisterne arrangerede i Michigan og Wisconsin i sidste del af 1860-erne var så vellykkede at der blev lagt store planer for at udvide denne virksomhed i årene som fulgte. James White tog aktivt del, ikke bare i planlægningen af disse samlinger, men han ville også være til stede ved så mange af dem som hans tyngende administrative opgaver og svigtende helbred tillod. De lange perioder med overarbejde og vanskeligheder i den første tid af menighedens eksistens, det udmattende pres fra arbejdet som redaktør, sammen med pligterne som leder for Generalkonferensen og leder for en række bestyrelser for institutioner, krævede sin pris når det gjaldt hans sundhed. Ellen White fulgte sin mand på hans rejser og tog sin del af byrden med at prædike og samtale med mennesker personlig, og der udover fortsatte hun at skrive så vidt tiden tillod.

Vinteren 1872-1873 opholdt ægteparret White sig i Californien for at styrke menighedens projekter på Vestkysten. Dette var det første ophold der af flere, de næste syv år. Et vigtigt syn blev givet Ellen White den 1. april 1874 mens hun var der ude i vest. I synet fik hun at se hvilke fantastiske måder menighedens arbejde ville udbrede sig på og udvikle sig, ikke bare vest i USA, men også i udlandet. Nogle uger senere åbnede en teltsamling sig Oakland i Californien, og i forbindelse med disse møder begyndte James White udgivelsen at tidsskriftet Signs of the Times.

Battle Creek College
Efteråret 1874 kom familien White tilbage til Michigan hvor de hjalp til i Bibelinstituttet, deltog i gudstjenesterne om sabbaten og havde en fremtrædende plads i indvielsen af Battle Creek College den 4. januar 1875.

Da Ellen White stod foran gruppen som var samlet fra en række delstater for at indvi den første af Adventistkirkens uddannelsesinstitutioner, fortalte hun dem hvad som var blevet vist hende i et syn dagen før. Billedet hun tegnede af det internationale arbejde som måtte udføres af syvendedags adventisterne gjorde stærkt indtryk på arbejderne og de troende, som var forsamlet om betydningen af og behovet for denne skole. Hun fortalte at hun bl.a. havde set trykkerimaskiner i arbejde i andre lande, og et godt organiseret arbejde som udviklede sig i store områder som Adventistkirken indtil da ikke en gang havde haft i tanke at gå ind i.

Skrivearbejde og rejser
I løbet af de næste år brugte Ellen White meget af sin tid til at skrive den del af beretningen om den store konflikt som omhandlet Kristi liv og apostlenes arbejde. I 1877 og 1878 blev dette udgivet som bind 2 og 3 i serien The Spirit of Prophecy. James White var travlt optaget med at etablere forlagshuset Pacific Press i Oakland i Californien, og samle penge for at udvide Battle Creek Sanatoriet og til bygningen af Tabernaklet, en ny kirkebygning i Battle Creek.

Da familien White tidlig i 1878 besøgte den nye helseinstitutionen nær St. Helena i Californien, udbrød Ellen White at hun havde set disse bygninger og omgivelser tidligere i synet om udvidelsen af arbejdet på Vestkysten. Dette var et tiltag på Stillehavskysten hun havde set i synet i 1874. De to andre var bladet Signs of the Times og forlagshuset Pacific Press.

I løbet af teltmødesæsonerne i slutningen af 1870-årene talte Ellen White til store forsamlinger. Den største var et møde en søndag eftermiddag i slutningen af august 1877 i Groveland, Massachusetts, hvor 20.000 personer hørte hende tale om det vidtfavnende kristne afholdsarbejde.

Ellen Whites arbejde og rejser i denne perioden bragte hende til øst og vest og op til området nordvest på Stillehavskysten. Hun skrev hele tiden, var til stede på Generalkonferensens møder, hun talte på teltmødesamlinger og i forskellige menigheder, hun talte til afholdsforeninger, og også på samlinger på torvet i byer og i fængsler.

James Whites svigtende helbred gjorde at familien tilbragte vinteren 1878-1879 i Texas. Det var her Arthur G. Daniells, den senere leder for Generalkonferensen, og hans kone kom og boede hos familien White. Den unge Arthur var James Whites medhjælper og plejer, mens hans kone var husholderske og kok.

James White dør
I løbet at de efterfølgende år var der perioder da James Whites helbred var forholdsvis godt og han var i stand til at udføre sit arbejde. Men de mange år med mentalt og fysisk overarbejde havde svækket hans livskræfter, og den 6. august 1881 døde han i Battle Creek. Da Ellen White stod ved siden af ægtemandens kiste i begravelsen, forsikrede hun at hun ville trofast fortsætte arbejdet som var blev betroet hende.

Kort tid senere var Ellen White igen på Stillehavskysten. Hun følte stærke smerter ved tabet af sin ægtefælle, men hun fortsatte intens arbejdet med at færdigskrive det fjerde og sidste bind i serien The Spirit of Prophecy. Dette bind dækkede perioden i beretningen om den store konflikt fra Jerusalems ødelæggelse til tidens ende. Mange så frem til at dette bind skulle komme. Da bogen kom ud blev den godt modtaget. En illustreret udgave som skulle sælges fra dør til dør fik titlen The Great Controversy Between Christ and His Angels and Satan and His Angels, og i løbet af tre år blev det solgt 50.000 eksemplarer.

Ellen Whites rejse til Europa
Generalkonferensen havde i nogen tid anmodet Ellen White og hendes søn W.C. White om at besøge missionsområder i Europa. Mens hun forberedte sig for rejsen så det for hendes nærmeste ud for at hendes fysiske tilstand ville gøre rejsen umulig. Men hun var lydig mod det hun så som sin pligt og begav sig ud på rejsen. Helbredet blev bedre og hun tilbragte tiden fra efteråret 1885 til sommeren 1887 i landene i Europa.

Fra Basel i Schweiz, hvor menighedens hovedkontor for Europa lå, rejste Ellen White til England, Tyskland, Frankrig, Italien, Danmark, Norge og Sverige. Ellen White fandt to turer til valdenserdalene i Italien specielt interessante. Her besøgte hun steder hun havde set i sine syner i forbindelse med Middelalderen og Reformationen. Både i Basel i Schweiz og Christiania (Oslo) i Norge genkendte hun trykpresserne som hun havde set i synet den 3. januar 1875, da hun så mange trykpresser i virksomhed i lande udenfor Nordamerika. Rådene Ellen White gav til lederne for arbejdet i Europa fik stor betydning for planene og retningslinierne som blev lagt.

Den store strid og Patriarker og profeter
Fordi mange ønskede det fjerde bind i serien The Spirit of Prophecy oversat til europæiske sprog, følte Ellen White at hun måtte skrive mere omfattende om det hun havde set om hændelser på forskellige steder i Europa. Resultatet blev bogen som i dag er kendt under titlen The Great Controversy (Den store strid). Bogen blev første gang udgivet i 1888.

Efter at Ellen White var vendt tilbage til USA, slog hun sig ned i Healdsburg i Californien. Hun var imidlertid til stede ved Generalkonferensen som i 1888 blev holdt i Minneapolis i Minnesota. I de følgende måneder rejste og talte hun meget for at forene menigheden om læren om retfærdiggørelse ved tro. Samtidig arbejdede hun med bogen Patriarchs and Prophets som udkom i 1890.

Kaldet til Australien
Ved Generalkonferensens møder i 1891 fik hun et indtrængende kald om at rejse til Australien for at være rådgiver og bistå i menighedens pionerarbejde i dette område. Hun tog imod kaldet og i december 1891 ankom hun til Australien sammen med sin søn W.C. White og flere af sine assistenter. De nye medlemmer af menigheden der, satte stor pris på at hun kom, og hendes råd om udviklingen der bidrog stærkt til at menighedens arbejde fik godt fodfæste på dette sydlige kontinent. Også her genkendte hun trykpressen som en af dem hun havde set i synet i januar 1875.

Ikke længe efter at hun var kommet til Australien så Ellen White behovet for en uddannelsesinstitution, så at syvendedags adventistunge kunne få en uddannelse i et kristent miljø, og at der på denne måde kunne uddannes arbejdere for Australien og øerne i Stillehavet. Som svar på hendes mange stærke appeller blev der i 1892 åbnet en bibelskole i Melbourne. I to år holdt skolen til i lejede lokaler, men i denne periode kom der mange alvorlige appeller fra Ellen White, både mundtlige og skriftlige, om at skolen burde ligge i landlige omgivelser.

Skolen i Avondale
Et område blev købt i Avondale efter at Gud klart havde tilkendegivet at dette var det rigtige sted. For at opmuntre dem som var engageret i dette pionerforetagende, købte Ellen White en større ejendom i nærheden af den nye skole og gjorde dette til sit hjem. Gud gjorde det klart at denne skole skulle være et forbillede for hvad adventisternes uddannelsesarbejde skulle være.

For at det voksende arbejdet i Australien skulle blive ledt på en god måde, blev området i 1894 organiseret som en unionskonferens, den første unionskonferense i Adventistkirkens historie. A.G. Daniells, som sammen med sin kone var blev sendt som missionærer til New Zealand i 1886, fik nu en stilling i administrationen i den nydannede union. Hans nære forhold til Ellen White og hans trofaste holdning til hendes råd når han arbejdede med de administrative udfordringer i området, bidrog til at forberede ham for det endnu større arbejde som blev betroet ham da han i 1901 blev valgt til leder for Generalkonferensen.

Begyndelsen til sundhedsarbejdet
Så snart som uddannelsesarbejdet var godt i gang ved Avondale, kom det appeller om at starte et sundhedsmissionsprojekt. Ellen White gav ikke bare stærk moralsk støtte til dette, men bidrog også rundhåndet af sine begrænsede midler for at gøre det mulig at oprette et sanatorium. Det blev sådan at så godt som alle kirker som blev bygget og alle projekter som blev sat i gang i løbet af de ni år Ellen White opholdt sig i Australien, nød godt af hendes økonomiske støtte.

I tillæg til at Ellen White viste interesse for det lokale arbejde i dette pionerområde, fandt hun også tid til at skrive tusindvis af sider med betimelige råd som blev sendt over havet til vejledning for Adventistkirkens ledere. Hver uge skrev hun også artikler for tidsskrifterne Review and Herald, Signs of the Times og Youths Instructor. Dette omfattende skrivearbejdet forsinkede hendes arbejde med bøgerne, og det var først i 1898 at bogen The Desire of Ages (Den store Mester) blev fuldført og udgivet. Bogen Thoughts from the Mount of Blessing (Med mesteren på bjerget) kom ud to år tidligere, og Christ's Object Lessons (Kristi lignelser) og Testimonies for the Church, (Vidnesbyrd til menigheden) bd. 6, fulgte i 1900.

Arbejdet for afro-amerikanerne
I 1891 appellerede Ellen White til menighedens ledere om at de burde begynde uddannelsesarbejdet og evangelisme blandt de sorte i Sydstaterne i USA. Tre år senere byggede James Edson White, en af Ellen Whites sønner, en hjuldamper til brug på Mississippi-floden. I omtrent ti år blev båden brugt som en flydende missionsstation i arbejdet for de sorte i Mississippi og Tennessee. I 1895 og 1896 skrev hun artikler i Review and Herald hvor hun fortsatte at opmuntre til indsats blandt de sorte i Sydstaterne, og fra tid til anden sendte hun budskaber med råd og opmuntringer til dem som arbejdede i dette område. Hun gav stærk støtte til oprettelsen af Oakwood College i Huntsville i Alabama som havde som sin hovedopgave at uddanne unge afro-amerikanere. I 1904, i en tale til lærerne og studenterne på denne skole, udtalte hun: »Det var Guds hensigt at skolen skulle placeres her.« I hele resten af sit liv viste hun dyp interesse og omsorg for menighedens arbejde blandt de sorte i Sydstaterne.

Tilbage til USA
En dag i 1900 overraskedes Ellen White-familien og deres medarbejdere da hun meddelte dem at hun den foregående nat havde fået guddommelig pålæg om at vende tilbage til USA. For dem som arbejdede i Australien så dette ud som et meget uheldigt tidspunkt for hende at rejse, men for Een hvis øjne ser hele menighedens arbejde under et og også ser ind i fremtiden, kendte godt til behovet for at hun var i USA under den krise som skulle fylde de første år af 1900-tallet.

Ellen White fik sit nye hjem i Elmshaven, ikke langt fra den lille by ude på landet som hed St. Helena i Californien. Her tilbragte Ellen White de sidste femten år af sit liv, optaget med at skrive, forberede udgivelsen af bøger, arbejde for enkeltpersoner og rejsevirksomhed. Lige så snart hun havde slået sig til ro i St. Helena, så modtog hun en invitation om at være til stede ved Generalkonferensens møder i 1901 i Battle Creek i Michigan.

Ved dette vigtige møde opfordrede hun stærkt til en omorganisering af arbejdet ved Generalkonferensen, så at menighedens stadig mere omfattende arbejde kunne blive taget bedre hånd om. Delegaterne besvarede hendes kald ved at udvikle og iværksætte en plan for omorganisering som åbnede vejen for at det voksende ansvar som indtil nu havde ligget hos nogle få mænd skulle blive fordelt vidt ud over. Planer blev lagt for at oprette unionskonferenser som skulle være organisatoriske mellemled mellem den centrale Generalkonferensen og de lokale distrikter. Det blev også besluttet at opdele arbejdet ved Generalkonferensen i flere afdelinger. Disse tiltag åbnede vejen for stor udvidelse og udvikling af menighedens arbejde.

To år senere blev kontorene til Generalkonferensen og forlaget Review and Herald Publishing Association flyttet, og i overensstemmelse med Ellen Whites råd om at de burde ligge på Østkysten, blev de placeret i Takoma Park i Maryland, som var en forstad til Washington D.C. I denne forbindelse forlod Ellen White sit hjem i Californien og flyttede til Takoma Park. I fem måneder fortsatte hun sit arbejde herfra. At Ellen White opholdt sig her, bidrog til at medlemmerne fik tillid til beslutningen om flytningen af kontorene til Østkysten.

De sidste travle år
Sent i 1905 kom bogen Ministry of Healing (Vejen til et bedre liv) fra trykkeriet. Den handlede om god helbred for krop, sind og sjæl. Bogen Education (Uddannelse) var udkommet i 1903, og bind 7 og 8 i serien Testimonies for the Church (Vidnesbyrd til menigheden) udkom i 1902 og 1904.

Mens hun opholdt sig i Washington opfordrede hun arbejderne i Sydcalifornien til at sikre sig en ejendom i Loma Linda hvor der kunne oprettes et sanatorium. Hun opfordrede også til at begynde sundhedsmissionsarbejde på Vestkysten. I løbet af de følgende årene afbrød Ellen White ofte sit arbejde med bøgerne for at rejse til Loma Linda. Hun opmuntrede dem som arbejdede her og ved Paradise Valley sanatorium nær San Diego som hun havde bidraget til at oprette i 1903.

I 1909, i en alder af 81 år, rejste Ellen White til Generalkonferensens møder i Washington. Hun talte flere gange ved denne konferanse med en stemme som var stærk og fast. Efter disse møder fik hun opfyldt en livslang drøm da hun rejste til sit hjemsted i Portland i staten Maine. Her bragte hun igen sit vidnesbyrd på dette historiske sted hvor hendes arbejde havde begyndt 65 år tidligere. Dette var hendes sidste rejse til staterne på Østkysten, og det gjorde et stærkt og varig indtryk på mange syvendedags adventister som hørte hende tale eller mødte hende ved Generalkonferensen.

Ellen White var klar over at hun ikke havde så mange år igen. Da hun vendte hjem til Elmshaven gik hun energisk ind for at få udgivet flere bøger med vigtig vejledning for menigheden. Bind 9 af Testimonies for the Church (Vidnesbyrd til menigheden) blev udgivet i 1909. I 1911 kom bogen The Acts of the Apostles, (Mesterens efterfølgere) i 1913 Counsels to Parents and Teachers (Råd til forældre og lærere), og i 1914 blev manuskriptet til Gospel Workers (Evangeliets tjenere) gjort færdigt og sendt til trykkeriet. De sidste aktive måneder af sit liv viede Ellen White til bogen Prophets and Kings (Profeter og konger).

Om morgenen den 13. februar 1915 snublede og faldt Ellen White idet hun gik ind i sit komfortable arbejdsværelse i Elmshaven. Hun kunne ikke at rejse sig op igen, hjælp blev tilkaldt og det blev snart klart at uheldet var alvorlig. Røntgenbilledet afslørede et brud i den venstre hofte, og de næste fem måneder var Ellen White bundet til sengen eller kørestolen.

Hendes ord til venner og slægtninge i de sidste uger af hendes liv bar præg af lys glæde, en følelse af trofast at have udført det arbejdet som Gud havde betroet hende, og tillid til at sandhedens sag ville sejre til sidst.

Ellen Whites liv afsluttedes den 16. juli 1915. Hun blev 87 år gammel. Hun blev lagt til hvile ved siden af sin ægtemand på Oak Hill kirkegården i Battle Creek i Michigan.

Gennem sit liv fik Ellen White set hvordan adventbevægelsen voksede fra en håndfuld troende til et verdensomfattende kirkesamfund som ved hendes død havde 136.879 medlemmer. [I 1915 tæller Adventistkirken over 18 millioner medlemmer i alle dele af verden. Overs. anm.].