Helligdommen, de 2300 dage, og den lukkede dør

Indhold: I. Helligdommen (1) – II. De 2300 dage (8) – III. Den lukkede dør (11)

»Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den talende: »hvor lang tid gælder synet om, at det daglige offer ophæves, ødelæggelsens misgerning opstilles, og helligdommen og hæren nedtrampes?« Han svarede: »2300 aftener og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen!« Daniel 8,13. 14.

I. Helligdommen
Definitionen for ordet helligdom er “et helligt sted,” “et bosted for den Allerhøjeste.” Det kan ikke bruges på jorden, eller nogen del af den, for det kan ikke påvises at jorden, eller nogen del af jorden, er ”et helligt sted,” Derfor er Helligdommen ikke på jorden, den er heller ikke Kanaans land. Ordet Helligdom forekommer mere end ethundrede gange i Bibelen, og de fleste tilfælde i forbindelse med tabernaklet og jødernes tempel, eller første pagt, nogle gange til en del af det, og andre gange til det hele. Den nævnes fire gange i det Nye Testamente, alt sammen i hebræerbrevet. I kapitlerne 9,1. 2; 13,11, henvises der til den første pagt, og i kapitel 8,2, er det om Helligdommen i den anden pagt, som “Herren oprejste” i himlen. I de to tekster [2. Mos 15,17, Sal 78,54] antager nogle at ordet Helligdommen hentyder til Kanaans land; men ved nøjere ransagelse af disse tekster kan vi se at de selv fordømmer en sådan antagelse.

”Du førte dem frem og planted dem i din arvelods bjerge, på det sted du beredte dig til bolig, herre, i den helligdom, herre, som dine hænder grundfæsted.” 2 Mos 15,17. Dette er en del af Moses’ profetiske sang, der blev sunget ved det Røde havs bred, som pris til Gud for deres udfrielse, og udsigten til at bosætte sig i Kanaan. Dets opfyldelse blev erklæret i Sal. 78,54. “Han bragte dem til sit hellige land, de bjerge, hans højre vandt.” Cruden skriver - “Ved Helligdommen her [2 Mos 15,17,] kan vi forstå templet på Moria bjerg, som Gud visselig lod bygge og etableres.” Dette synspunkt viser sig at være korrekt ud fra sammenhængen i Salme 78,54. Efter at have erklæret i vers 54 at Gud bragte sit folk til sin Helligdoms grænse, fortæller Salmisten i vers 68 og 69 os hvad hans Helligdom var, som hans hænder oprettede. ”Men Judas stamme vælges, Zions bjerg som han elskede. Og han BYGGEDE SIN HELLIGDOM SOM HØJE STEDER.” Helligdommens ”grænse” eller ”plads” hvor Gud plantede sit folk var en ting, og Helligdommen i sig selv var noget helt andet. Folket blev anbragt, og boede i førstnævnte, men Gud boede i sidstnævnte, blandt sit folk. Da så disse to tekster ikke viser at jorden, eller Kanaans land er Helligdommen, men at dette syn derimod visselig er ubibelsk, og burde forlades med det samme.

”Herren talte til Moses, og sagde: Sig til Israels børn.” ”Lad dem gøre mig en helligdom; så jeg kan bo iblandt dem.” Den helligdom var ”et helligt sted.” Herren satte sit navn, og viste sin herlighed i den typiske forvaltning af Mose lov. Men da Kristus kom og blev korsfæstet, så blev denne forvaltning afsluttet, og alle den jordiske helligdoms tjenester blev naglet til korset, og at Helligdommen ikke længere er ”et helligt sted.” Siden den tid har Helligdommen været i himlen.

”Hovedsagen i det, der her tales om, er imidlertid, at vi har en sådan ypperstepræst, der har taget sæde på højre side af Majestætens trone i Himlene som tjener ved HELLIGDOMMEN, det SANDE TABERNAKEL, som Herren selv og ikke et menneske har rejst.” Hebr. 8,1.2.

Denne ene tekst er nok til at vise, at Kristus steg op til himlen for at indtage “det sande tabernakel” eller “helligdommen;” og denne Helligdom som “Herren rejste” i himlen er den Helligdom som skal renses ved afslutningen af de 2300 dage.

Den guddommelige befaling i Mose lov, som står i brevet til hebræerne viser klart at den jordiske Helligdom, dens møbler og tjenester, var en “skygge,” “mønster,” “symbol” på den Himmelske Helligdom, m.m.

“Nu havde jo også den første pagt sin gudstjenesteordning og sin jordiske helligdom.

”Thi i den var der indrettet et forreste rum, hvori lysestagen og bordet og skuebrødene var; det kaldes »det hellige«.

”Og bag det andet forhæng var der et rum, som kaldes »det allerhelligste«.

”Deri stod et gyldent røgelsealter og pagtens ark, på alle sider beslået med guld, og i den var der en guldkrukke med mannaen, og Arons stav, den, som havde blomstret, og pagtens tavler.

”Oven på den stod herlighedens keruber, som overskyggede sonedækket. Men herom skal der nu ikke tales i det enkelte.

”Således var dette indrettet, og i det forreste rum går præsterne til stadighed ind og udfører deres gudstjenstlige handlinger;

”i det andet går derimod alene ypperstepræsten ind én gang om året, og aldrig uden blod, som han frembærer for sig selv og for folkets ufrivillige forseelser.” Hebr. 9,1-7.

“Så er det da nødvendigt, at afbillederne af den himmelske helligdom renses på denne måde, men at selve den himmelske helligdom renses ved bedre ofre end disse.

”Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os.” Hebr. 9,23., 24.

En skygge må ligne forbilledet, og et symbol eller mønster må idet mindste dannes, ligesom tingen selv, derfor må den Himmelske Helligdom være et bogstaveligt tempel, der indeholder to Helligdomme, det Hellige, som menighedsforsamlings tabernakel fremstillede, og Det Allerhelligste, fremstillet ved ”tabernaklets vidnesbyrd.” Macknights oversættelse gør dette punkt endnu klarere.

“Dette var en nødvendighed, derfor, at de virkelige fremstillinger af de HELLIGE STEDER I HIMLENE, skulle RENSES ved disse ofringer; men DE HIMMELSKE HELLIGE STEDER I SIG SELV, ved ofre der var bedre end disse. Derfor var Kristus ikke gået ind på de hellige steder som var gjort af hænder, de SANDE HELLIGESTEDERS BILLEDER; men i himlen selv, for at vise sig for Guds ansigt, for vor skyld.” Hebr. 9,23. 24.

“Dette betegnede Helligånden, at vejen til de HELLIGE STEDER endnu ikke var lagt åben, så længe de første tabernakel stadig står.” vers 8.

”Var en gang for alle gået ind i de HELLIGE STEDER, ikke ved geder og kalves blod, men VED SIT EGET BLOD.” vers. 12.

Ingen punkter af bibelsandheder åbenbares klarere end at der er et bogstaveligt Tempel i himlen, der indeholder to Helligdomme, ligeså adskilte som de to helligdomme i den jordiske Helligdom.

I den jordiske helligdom, tjente præsterne i 354 dage om året i det Hellige, og så blev døren lukket, [se 3. Mos 16,17] og ypperstepræsten gik, på den tiende dag i den syvende måned, ind i det Allerhelligste, og rensede Helligdommen på den dag. Dette var ”en skygge,” ”et afbillede,” ”symboler” på den himmelske helligdom, derfor tjente Kristus i det Allerhelligste af den Himmelske Helligdom indtil afslutningen af de 2300 dage, og så rejste han sig op og lukkede døren, og gik ind i det Allerhelligeste, for at modtage riget, og rense Helligdommen. Her vil jeg bemærke nogle indvendinger mod dette syn.

1. Spørgsmålet stilles nogle gange lidt spottende: “Kan der være noget urent i himlen, og som behøver renselse”? Vi vil lade det Guddommelige vidnesbyrd afgøre dette spørgsmål: ”Så er det da nødvendigt, at afbillederne af den HIMMELSKE HELLIGDOM renses på denne måde [dyreblod], men at SELVE DEN HIMMELSKE HELLIGDOM renses ved bedre ofre [Kristi blod] end disse.” Hebr. 9,23. Ingen vil påstå at den jordiske helligdom var uren i sig selv, alligevel blev den renset en gang om året “på grund af Israels børns urenhed.” På forsoningsdagen blev Israels synder båret væk fra Helligdommen på syndebukkens hoved, og så blev det renset. Det vil give os et korrekt syn af den Himmelske Helligdoms renselse, ved afslutningen af de 2300 dage.

Da der blev talt med en advent-forkynder om dette emne for ikke så lang tid side, sagde han at Helligdommen der skulle renses ved afslutningen af de 2300 dage ikke kunne være i himlen, af den grund at der ikke var noget i himlen som var urent. Så læste jeg Hebr. 9,23.24 for ham, og svarede – ”Jeg erkender at der er ingen i himlen som skal renses; men det er ikke Helligdommen”!! Faktisk en meget dårlig udgang, for en bekendende lærer af Israel.

2. Nogle tænker at der ikke er noget bogstaveligt tempel i himlen, fordi St. Johannes siger - “Og noget tempel så jeg ikke i staden, etc.” Åbenbaringen 21,22. Læs hele kapitlet og du vil se at Johannes så det Nye Jerusalem, ikke som det er nu, men som det vil være når det kommer ned fra Gud, ud fra himlen, ved slutningen af de 1000 år. Så vil der ikke være noget Tempel i den Hellige Stad. Det Gamle Jerusalems tempel blev gjort til den gamle pagts tilbedelse, og når dette symbolske religiøse system afsluttede, havde Gud ikke længere brug for dette Tempel. Det Nye Jerusalem-tempel, ”som Herren rejse” i himlen, var for den nye pagtstilbedelses skyld, og da Kristi tjeneste er fuldbragt, og de hellige er helt genløste, vil der ikke være mere brug for den Himmelske Helligdom end for den jordiske efter korsfæstelsen.

”Og Guds tempel i Himmelen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel.” Åbenbaringen 11,19. Se også Åbenbaringen 15,5. 6. Her er en tydelig erklæring fra den elskede Johannes da han så et Tempel i himlen, og at arken med de ti bud blev set i den. Dette vidnesbyrd burde afgøre det endeligt, at der er et bogstaveligt Tempel der indeholder de to Helligdomme i den levende Guds stad.

Lad mig nu spørge den opmærksomme læser – Modsiger Johannes vidnesbyrd i kap 21,22 hans vidnesbyrd i kapitlerne 11,19; 15,6. 7? Dette vil du ikke bestride. Så den eneste måde du kan disse tekster overens er at tro på Paulus og Johannes vidnesbyrd hvor de bevidner at “Helligdommen,” “Det sande tabernakel, som Herren har oprejst og ikke mennesker,” [Hebr. 8,1. 2,] “Guds tempel,” [Åbenbaringen 11,19,] det “større og mere fuldkomne Tabernakel,” [Hebr. 9,11,] er i den Hellige Stad. Men når hele Guds Israel er genløst ved Kristi blod, vil Helligdommen fjernes fra Staden, og den vil være som Johannes så det, komme ned fra himlen. ”Og jeg så ikke noget tempel der inde.” Hvorfor siger Johannes at han ikke så noget Tempel i Staden hvis der aldrig har været et tempel på dette sted? Det er et sikkert bevis på at han tidligere havde set Templet i den Hellige Stad.

3. Nogle drager den begrundelse af Jesus indtog det Allerhelligste da han steg op til himlen, fordi han fremstilles til at være ved Guds højre hånd. Nu tror jeg ag ingen vil gå med til at Jesus har stået helt stille ved Faderens højre hånd bogstaveligt, i mere end 1800 år. Mange som påstår dette, tror faktisk ikke selv på at Faderen har hænder; men fornægter hans personlighed.

I den symbolske Helligdom, viste Gud sin herlighed i det Hellige, såvel som i det Allerhelligste. Så i den Himmelske Helligdom, kan Jesus ”vise sig i Guds tilstedeværelse for os” i det Hellige, såvel som i det Allerhelligste. Guds trone er over keruber, og hans herlighed kan ses fra hver side af det andet forhæng.

Den opmærksomme bibellæser vil se at udtryk i bibelen som ”ved tronens høre side,” ”Guds højre hånd,” ”magtens høre hånd,” betyder at Kristus, som ydmygede sig på korset, rejste sig fra døde i sejr, og steg op i herlighed, er den næst magtfulde til den Evige Gud.

II. De 2300 dage
“Efter totusinde og trehundrede dage; [år] så skal helligdommen renses.” Der står ikke et ord om ”hæren” [Guds sande tilbedere] bliver overgivet ved afslutningen af de 2300 dage; kun at Helligdommen skal renses. Daniel har fået to målbare tidslinjer, en 2300 år lang, og den anden en kort linje, som er tidspunktet for Helligdommens renselse. Den korte linje er ventetiden, eftersom afslutningen af de 2300 dage, som de hellige må vente tålmodigt på at deres Herres tilbagekomst fra brylluppet. Paulus kalder denne korte tidslinje for ”en kort stund,” hvor vi ”har brug for tålmodighed.”

Adventtroende er enige i at de halvfjerds uger [490 år] blev skåret af fra de 2300, derfor kan vi, hvis vi finder ud af hvor de halvfjerds uger begynder, vise hvor de 2300 dage slutter. Her vil jeg give et meget vigtigt uddrag fra en “Lektion om kronologi,” “Advent Herald” til den 2.marts, 1850:

”Bibelen giver dataene for et fuldstændigt kronologisk system, der går fra skabelsen til KYRUS’ fødsel, en klart konstateret dato. Fra denne periode nedad, har vi PTOLEMYs ubestridte kanon og NABONASSARs utvivlsomme æra, der går ned til vor almindelige tidsæra. På det punkt hvor den inspirerede kronologi forlader os, begynder denne nøjagtige ubestridte kanon. Og således spænder hele tidshvælvingen sig. Det er ved PTOLEMYs kanon at den store profetiske periode på halvfjerds uger er fastsat. Denne kanon sætter ARTAXERXES sig til år 457 før kr.; og kanonens nøjagtighed viser sig ved samstemmende enighed ved mere end tyve formørkelser. De halvfjerds uger dato går fra at dekretet udgår om genopbyggelse af Jerusalem. Der var ingen dekreter mellem det syvende og tyvende år af ARTAXERXES. Firehundrede og halvfems år, der begyndte det 7., må begynde i 457 før kr, og slutte i 34. efter kr. Det begynder i det 20., må de begynde i 444. før kr, og slutte i 47 efter kr. Og ingen begivenhed indtraf i 47 efter kr der markerede dens afslutning, kan vi ikke regne fra det 20.; må vi derfor se hen til ARTAXERXES det 7.. Denne dato kan vi ikke ændre fra 457 uden at først at påvise unøjagtigheden i PTOLEMYs kanon. For at gøre det, er det nødvendigt at vise et større antal (måne)formørkelser hvor dens nøjagtighed påvises flere gange, er ikke blevet beregnet nøjagtigt; og et sådant resultatet vil fastsætte enhver kronolgisk dato, og overlade fastsættelse af epoker og ørenes tilpasning helt til enhver drømmers nåde, så at kronologien ikke vil være af være af større værdi en gætteri. – Idet de halvfjerds uger må slutte i 34 efter kr, medmindre det 7. af ARTAXERXES er sat forkert, og at det ikke kan ændres uden bevis for denne effekt, spørger vi: Hvilket bevis markerer denne afslutning? Tidspunktet hvor apostlene vendte sig til hedningene, stemmer bedre med den dato, end nogen anden er blevet nævnt. Og korsfæstelsen i 31. efter kr, i midten af den sidste uge, understøttes af en masse vidnesbyrd som er svære at omstøde.”

Jeg er glad for at ”Herald” ar bragt dette vidnesbyrd på tidspunktet. En skoledreng, som kan lægge sammen og trække fra, kan se at hvis de halvfjerds uger begyndte i 457 før Kr., som ”Herald” viste, så slutter de 2300 dage visselig i 1844. Det blev ofte gentaget i 1843, ”SYMBOLERNE VIL IKKE LYVE.” Dette er lige så sandt i 1850, som det var i 1843.

Jesu fik ”slagtoffer og afgrødeoffer til at ophøre” i ”midten” i det halvfjerdsindstyvende uge ved at ”nagle det til hans kors” i foråret 31 efter kr. Hertil tilføjes der tre og et halvt år, den sidste halvdel af den halvfjerdsindstyvende uge, og det fører os frem til efteråret 34 efter kr. for afslutningen af de halvfjerds uger, [490 år]. Her tilføjes 1810 år, den sidste del af de 2300, som vil nå frem til Helligdommens renselse, og den fører os frem til efteråret 1844. Amen.

På dette tidspunkt blev midnatsråbet givet, arbejdet for verden var under afslutning, og Jesus gik ind i det Allerhelligste, for at modtage riget, og rense Helligdommen.

Med disse kendsgerninger foran os, virker det besynderligt om nogen skal gå med til at de 2300 dage ikke er til ende. I virkeligheden en speciel periode som allerede har strakt sig fire og et halvt år ud over sin virkelige længde, og er ikke afsluttet endnu.

“Watchman,” (et blad der forsvarer afslutningen af de 2300 dage i foråret 1850,) siger – ”Der tydeligvis en stor mangel tro på tid.” Det virker fuldstændigt ufornuftigt at forvente meget tro på den tid der kan sætte for at afslutte de 2300 dage, idet vi mere end fem år på denne side hvor den virkelige udregning om at vække verden, løb ud. Siden 1844, er det blevet offentliggjort, med så lidt eller ingen beviser for understøttelse, og har kun lille virkning på folk, og er gået hen, så vi naturligvis må forvente at folk væmmes over enhver tidsfastsættelse for de 2300 dage til afslutningen i fremtiden, og vi må fornuftigt for vente at de, som har publiceret disse falske gange vil skamme sig over deres tidligere måde at fjerne ”landmærkerne” på.

III. Den lukkede dør
At der skal være en lukket dør op til genkomsten vil mange indrømme; alligevel er der få som gene vil at den rent faktisk finder sted. Lad os tage et kort tilbageblik over for tidligere historie, som den markeres ved lignelse om de ti jomfruer, [Mattæus 25,1-11,] og jeg tror vi kan se klart at der ikke er andre steder til den lukkede dør, end ved efteråret 1844.

Her giver Jesus os beretningen om et østerlandsk bryllup, og erklærer at himmerriget [beretningen om de levende indbyggere der ser efter riget, for de kunne gå ud at møde brudgommen for andet, etc. etc.] bør lignes [sammenlignes] med det. For at nu kunne sammenligne adventberetningen med et ønsterlandsk bryllup, bør enhver begivenhed i vor historie, der svarer til alle punkter i østerlandsk bryllup, være fuldstændig, og vi må stå nede ved denne side af den lukkede dør, så vi kan se tilbage og sammenligne begge historier. Dette vil vi gøre nu.

Adventhistorien.
Læren om Kristi genkomst, kalder et helliget folk ud som tager deres Bibler [lamper] i deres hænder, og som tillidsfuldt forventer at møde Kristus [brudgommen] i 1843.

Vi blev skuffet, og det bedste lys vi kunne se, for nogle få måneder siden, efter den skuffelse, var at vi var i ventetiden. I denne ventetid blev vi ”alle døsige og sov hen” i tiden.

Men snart så vi at de 2300 dage gik til 1844. Vi så at det ville række helt fra 457, og helt til 1843, for at det udgjorde 2300; derfor vil det tage så meget af 1844, for at få 2300 hele år, som er gået fra 457, da dekretet udgik. Ud fra det bedste lys som vi kan opnå fra de efterårsagtige billeder, var vi meget sikre på at dagene ville ende ved den syvende måned, og råbet – ”Se Brudgommen kommer” hævede sig helt, og hævede sig højere og højere ud over landet, indtil adventfolket var fuldt vågen, og forventede ivrigt at se Jesus på den tiende dag i den syvende måned.

Brylluppet.
”Så skal himmeriget lignes med ti jomfruer, som tog deres lamper, og gik ud for at møde brudgommen.” etc. ”Da brudgommen lod vente på sig blev alle døsige og sov.”

”Og ved midnatstide gom der et råb: Se brudgommen kommer; gå i ud og mød ham.”

”Så rejste alle jomfruer sig og gjorde deres lamper klar.”

Grundteksten har desværre byttet linjerne forkert sammen – så det er uforståeligt
Da vi kom frem til dette tidspunkt, ”Og de tåbelige sagde til al for forståelse, byrder og forstandige bønner: Giv os af jeres olie for synderne ophørte, og vore lamper er gået ud sammen. (føler og vidnesbyrd var, at vor) ”Men de kloge svarede og sagde: arbejd for verden blev fuldbragt for altid. Sådan er det : for der er ikke nok til os og til jer: (men gå hellere for at) ”Ligesom [Kristus] er, ligeså er vi i dem, som sælger og køber for verden.” 1 Joh. 4,17. De lever for sig selv. (grenene på jorden), vil sympatisere med, og bevæges i samordning med “den sande vin” i himlen. Grunden til at “Og da de gik for at købe, følge de levende grene at deres arbejde kom brudgommen; og de der var gjort for verden, var, fordi de var rede, gik ind med ham i de 2300 dage var til ende. Grunden til at ”Og da de gik for at købe, følte de levende grene at deres arbejde for brudgommen kom; og de som var gjort det for verden, var fordi de var rede, gik til ham til de 2300 dage var til ende, og tiden hvor brylluppet og døren var lukket.”

Kom til Jesus for at lukke det Helliges dør, og gik ind i det Allerhelligste, for at modtage riget, og rense Helligdommen. Denne forandring, beskrives så forunderligt i Daniel 7,13. 14, besvar brudgommens komme og den lukkede dør, i lignelsen. ”Så skal himmeriget lignes med ti jomfruer, som tog deres lamper, og gik ud for at møde brudgommen.” etc. Hvornår? På det tidspunkt hvor de trofaste tjenere giver føde til ”HUSSTANDEN,” (ikke til den ikke-troende verden,) og modsættes af den onde tjener, og når adventhistorien, der opridses af lignelsen, bliver opfyldt, og den lukkede dør er fortid. Nu ser vi at det eneste sted for den lukkede dør var i 1844. Amen.

Men så vil man indvende – “Nådedøren vil ikke lukkes før Jesus kommer.” Vi læser ikke om en dør som “nådedøren” i Bibelen; vi lærer ikke at sådan en dør blev lukket i 1844. Guds “nåde varer for altid.” Sal 136; 106,1; 118,1. Han er stadig nådig mod sine hellige, og Jesus er stadig deres advokat og præst. Men synderen, som Jesu har rakt sine arme ud til hele dagen lang, og som har afvist frelsens ofre, efterlades uden en advokat, når Jesus forlader det Hellige, og lukker den dør i 1844. Den bekendende kirke, som forkastede sandhed, blev også forkastet, og slås med blindhed, og nu, “sammen med deres hjord og med deres hyrder” går de “for at søge Herren” som en stadig forsvar for mennesker der har syndet; men profeten siger: [Hosea 5,6. 7] “Ham skal de ikke finde, thi BORT fra dem VIL HAN VIGE. Troløse var de mod Herren, thi uægte børn har de født.”

Grunden til at de ikke finder Herren er enkelt dette, at de søger efter ham hvor han ikke er; “Han har trukket sig tilbage” til det Allerhelligste. Guds profet kalder deres menneskegjorte pagter, ”FREMMEDE BØRN,” ”der nu skal have en mund til at opsluge dem, og deres ejendomme”.

Så vil man indvende og sige - “Jeg tror at Jesus stadig er på nådestolen” Som svar på denne ofte gentagede påstand, lag mig da sige; Jesus har aldrig været på nådestolen, og vil aldrig være det. Nådestolen er i det Allerhelligste, hvor Jesus gik ind i afslutningen af de 2300 dage. Dennes position er på arken med de ti bud; og over den er herlighedens keruber. Foran nådestolen står vor Store Ypperstepræst i bøn med sit blod for Israel.

Hvis den dør (der fremstilles af døren i lignelsen) ikke lukkes før Jesus stiger ned fra himlen i ildflammer, så vil der ske en banken, der siger: ”Herre, Herre, åben op for os”? Det er indlysende at døren lukkes lige før genkomsten, og at ikke-troende ikke kender til det faktum at den lukkes; derfor banker de på den lukkede dør, og siger: ”Herre åben op for os.” Når Guds store vredesdag kommer, og ikke-troende underrettes om deres fortabte situation, vil de ikke banke, med et håb om at få lov at komme ind, nej, nej; men de vil flygte til klipperne og bjergene for at få ly. Se Esajas 2,19-21; Åbenbaringen 6,15-17. Nu er deres bøn: “Herre, Herre, ÅBEN OP FOR OS;” men så vil deres bøn være til “klipperne og bjergene,” “FALD OVER OS, og SKJUL os FRA hans ansigt der sidder på tronen, og for Lammets vrede”.

Det er umuligt at komme overens med dele af Ordet såsom Esajas 2,19-21; Åbenbaringen 6,15-17, med tanken om den lukkede dør, og bange på ved og efter genkomsten. De 2300 dage og renselsen af Helligdommen i Daniel 8,13. 14, lignelsen om de til jomfruer, og andre parallelle dele af Bibelen befæster klart den lukkede dør i 1844. Dette syn befæster vor hellige adventerfaring i fortiden, og giver sikkerhed for det “salige håb” at snart se Jesus, og lade vor sti skinne “mere og mere på den fuldkomene dag.” Amen.
JAMES WHITE. - Oswego, maj, 1850.