Advent og sabbats-traktater. nr.2. - 1855
af J N Andrews
Overholdelse af forskellige ugedage fra den der er pålagt i det fjerde bud, og af forskellige årsager, som er fastsat, tror mange er den apostolske måde at vise lydighed mod denne forskrift. At en sådan tanke ikke har grundlag i det Nye Testamente, har vi allerede set. Til gavn for dem som vi ønsker at lære i den metode som den første ugedag fik pladsen for Herrens Sabbat, bringer vi efterfølgende vigtige vidnesbyrd. Det tages fra ”Sabbatens historie”, udgivet af det Amerikanske sabbats traktatselskab, New York. Vi mener at dem som vil læse vidnesbyrdet om dette emne omhyggeligt, vil affinde sig med Dr. Neanders oprigtige vidnesbyrd, den fremtrædende kirkehistoriker. I hans ”Den kristne religions og kirkes historie”, side 168, skriver han således: Modsætningen til jødedom indføres ved særlige søndagsfester, faktisk ret tidligt, i stedet for sabbaten. . . . . Søndagsfesterne, såvel som andre (2) fester, var altid kun en menneskelig forordning, og det var langt fra apostlenes intention at sætte en guddommelig befaling om dette – langt fra dem, og fra den første apostolske kirke, at overføre sabbatslovene til søndag. Måske var denne falske brug af den slags allerede begyndt at finde sted i afslutningen af andet århundrede; for den gang lod mennesker til at betragte arbejde på søndagen som en synd.”
Apostlen Paulus informerede tessaloniker-menigheden om at syndens mysterium allerede var begyndt at arbejde, og at det vindende menneske ville åbenbares i denne foreskrevne periode. 2 Tess. ii,7,8. Idet det store frafald var begyndt at udvikle sig selv i apostlens dage, følger det dermed at den tidlige overholdelse af enhver forskrift, eller tro på noget lærdomspunkt ikke giver præger det som apostolsk eller guddommeligt, hvis det ikke har fundament i Guds ord. For os, er det et spørgsmål om særlige interesser, der sporer en gradvis fordærv af Bibelsandheder, helt fra apostlenes dage, ned til syndens menneskes fuldstændige udvikling.
Efter at ”Sabbatens historie” udgår fra det Nye Testamente, at Herren Jesus og hans inspirerede efterfølgere overholdt sabbaten ifølge buddet, berettes om forhold i forbindelse med dets overholdelse i den første menighed. Den siger således: -
(3) Overholdelse af sabbaten helt fra apostlenes tid til Konstantin.
Efter den perioden der er beskrevet i Apostlenes gerninger, spredtes Kristen hurtigt vidt ud i det romerske imperium, som bredte sig over det meste af den civiliserede verden. Men idet man kom længere væk fra apostlenes tid, og der blev flere af deres bekendende, blev kirken gradvist mindre åndelig, og mere tilbøjelig til at dække Jesu religion med formelle mysterier og overtro; og biskopper og præster blev ærgerrig efter deres autoritet over kirkerne.
Disse menigheder viste sig endog i ikke jødiske byer, at først og fremmest bestå mest af omvendte jøder, som ikke kun overholdt dem ugentlige sabbat, men også påskefesten, særlig tilpasset kristen tilbedelse, blev der således nogle stridigheder. I mellemtiden bredte de sig meget blandt hedningene, og blev forenet med dem fra jøderne, som uden grund, betragtede sig som titler der var forskellige fra den evangeliske kirkes oprindelige grundlæggere, os som bedre informere fra Mose og profeternes skrifter, havde for vane at læse dem hver sabbat i synagogerne.
Omkring tre år efter Peter og Paulus martyrium, blev Judæa invaderet af romerske hære, ifølge den almindelige beretning, og Jerusalem blev belejret, sådan som Herren havde forudsagt. Ved denne skæbnesvangre ulykke, formodes det at de fleste kirker i Judæa blev spredt; for de flygtede efterhånden som fjenderne nærmede sig, sådan som Jesus Kristus lærte de ville gøre. Matt, xxiv, 16
(4) Dette resulterede ikke kun i et brud for nationen, og for udslettelse af en del mennesker, men også med føre en generel modstand mod jøderne, hvor de end er; så at endog Judæas kristne led det, som vor Frelser forevævede dem. [Matt, xxiv, 9,] "Og I skal hades af alle folkene for mit navns skyld." Disse forhold blev føjet til den misundelse som havde været mellem hedningene og jøderne, skabte fordomme som fik sin indflydelse i menigheden, at indføre dårlige forhold, og sætte en skamplet på hvad der kunne betragtes som jødedom. ”Vor frelsers læresætninger, og menighedens opblomstring fra dag til dag, fortsatte med den stadige vækst,” sagde Eusebius, "men Jødernes ulykker fortsatte også med at vokse til med det ene onde efterfulgt af mere.” Oprørs-tendensen fik overhold over jøderne i Trajans regering, i alle dele af det andet århundrede, og ulykkerne fulgte efter dem, synes at bekræfte den opfattelse, at den Almægtige overgav jøderne til fuldstændig udslettelse. Men deres ulykker tog til i Adrians regering, som fulgte efter Trajan, i hvis regering jødernes opstand atter fortsatte for mange og i stort omfang, ”og Rufus, Judæas stedfortrædende fører, brugte deres vanvid, som en forbillede, udsletter myriader af mænd, kvinder og børn, i hobe; og reducerede deres land til en helt underlagt stat, ifølge krigens love, og nedgraderede slægten til slaveagtig tilstand.” Kirkens forandring i Jerusalem beskrives således af Eusebius: “Jødernes stad blev reduceret til et efterladt sted for dem, og fuldstændigt affolket af sine gamle indbyggere, og også beboet af fremmede, den romerske (5) by, som således ændrede sit navn, og blev kaldt Ælia, for at ære kejser Ælias Adrian; og da kirken blev samlet op af hedningene, blev den første biskop efter deres omskærelse var Markus.” Således blev den hebræiske kirke i Jerusalem helt slukket, efter at være efterfulgt af fremten pastorer; ”alle som,” siger Eusebius, ”at de siger var hebræere fra først af. På det tidspunkt var hele kirken under dem,” tilføjer han, ”bestod af trofaste hebræere, som fortsatte fra apostlenes tid til den belejring der fandt sted.”
Denne menighed, som hidtil havde første rang i indflydelse, bestod nu helt af hedningene, og fralagde sig dens apostolske karakter og indflydelse, kunne ikke længere gå imod menighedens biskoppers voksende begær og indflydelse i kejserigets midtpunkt.
Frem til den tid, og en tid efter, som ikke viser nogen forandringer i menighedens holdninger eller praksis, på noget sted, angående sabbaten; men ud fra det som efterfølgende har skrevet, som vil noteres i dets sted, er det sikker at det vil overholdes af menighederne ud over universet.
Dette er udbredt anerkendt af dem der kender til den sags historie, at vi kun skal have nogle få passager at bevise.
De lærte grotiusere siger, i forklaring på dekalogen: “Derfor overholdt også de kristne, som troede at Kristus ville genoprette alle ting til deres oprindelige praksis, ligesom Tertullian lærer i Monogamia, at holde sabbaten hellig, og deres samlinger på den dag, hvor loven blev læst op for dem, som den står i Apostlenes gerninger xv, 21,hvor det var skik indtil (5) tidspunktet for Laodikæa-rådet, omkring e.kr. 365, hvor det også menes at evangelierne blev læst på den dag."
Edward Brerewood, professor på Gresham College, London, siger i en redegørelse om Sabbaten, 1630,: "Det var en udbredt opfattelse af den jødiske sabbat blev ændret til Herrens Dag af kristne kejsere, og de ved kun lidt om, at den gamle sabbat forblev og blev overholdt af de østlige kirker tre hundrede år efter vor Frelsers lidelse."
Erklæring for den første dag undersøges.
Tidspunktet hvor man blev opmærksom på den første ugedag, som højtid i kirken, det er ikke let at fastsætte. Den første antydning vi har af dette, i nogen af de gamle skrifter med anerkendt pålidelighed, er fra Justin Martyrs Apologi for Kristus, omkring 140 efter kr. Han citeres for at sige, ”at kristne i byen og på landet var samlet på den dag der kaldes søndag; og efter visse religiøse helligelser, vendte alle hjem til deres arbejde;” og som grund for dette siger han, at Gud har skabt verden på den første dag; og at Kristus først vise sig for sine disciple på den første ugedag efter sin opstandelse. Dette var den bedste og sandsynligvis alle grunde der kunne gives for denne praksis. Han omtaler også søndagen som en højtidsdag, som de arbejdede på, skønt de ikke holdt andagter; og ikke som en erstatning for sabbaten. Ud fra denne forfatter kan vi ikke se omfanget af denne praksis; for selvom han siger at det gjorde dem ”i byen og på landet,” kunne han kun have tænkt på Roms by og dets forstæder, eftersom Justin, (7) er en palestinænser i Syrien, siger Euseibus at han har sit bosted i Rom. Vi kan heller ikke afgøre ud fra dette, at han ville noget mere, end det som de gjorde på Søndagen hvir Roms kirke, kort tid efter dette, vides at have ophørt påskefester, som blev overholdt hvert år.
Ikke desto mindre påstås det at det nævnes at den første dag overholdes før Justin. Den første antydning af den slag, menes det fra et apokryf skrift, stilet til Barnabas’ brev. I dette brev indvendes det dog at der ikke er bevist for dets ægthed. Eusebius, som levede dengang da det blev skrevet, nævner det som et falsk skrift, tillægger det ingen betydning. Dr. Milnor siger at det er til skade for St. Barnabas, og tilskriver dette brev til ham. Mosheim siger at det er nogle overtroiske jøders arbejde, der er lidt evnesvage. Og vi tænker at dets høje alder anbefaler kun lidt. Barnabas teori for at overholde den første dag, påhviler den tradition, at den syvende dag var typisk verdens syvende årtusinde, som ville være en helt ren tid, og at sabbaten ikke skulle holdes før den tid kom; og han siger: ”Vi holder gladelig den ottende dag, hvor Jesus stod op fra døde.”
Citaterne fra Ignatius, har kun et lille formål. Det skriftsted som bruges mest, siger han ikke selv, eller nogen andre holdt Herrens dag, som det ofte hævdes. Hans egne ord er, at profeterne som levede før Kristus, kom til håbets nyhed, ikke ved at holde sabbaterne, men ved at leve efter en overherres eller det mest fremragende liv. I dette skriftsted, talte Ignatius I det hele taget om (8) noget helt andet end Sabbatsoverholdelse. Der er endog andre citater fra ham, hvor hans synspunkt kommer mere klart frem om forholdet mellem sabbaten og Herrens dag. Der står således: ”Lad os ikke holde sabbat efter en jødisk metode, i dovnskab og lediggang. Men lad os holde den efter en åndelig måde, ikke efter kropslig magelighed, men ved at studere loven, og i overvejelse af Guds gerninger” Og efter at vi har holdt sabbaten, så må enhver, som elsker Kristus, holde Herrens dag som en højtid”. Ud fra dette lader det til at han vil holde sabbaten først, som for eksempel sådan som det svarer til den strengeste sabbatarianer, hvor Herrens dag, ikke som en sabbat, men som en højtidsdag. Dette er faktisk forskellen mellem sabbaten og en højtid der er foran os, det er let at forklare alle disse citater fra de tidligere historikere, som referer til den første dag. Vi finder dem enten forbundet direkte med instrukserne om tider som god fredag og hellig torsdag, eller i deres forventen, som har anbefalet overholdelsen af disse højtidsdage.
Der siges også at Pliny, Bithynias guvenør, i 102 efter Kr., skriver i et brev til Trajan, at de Kristne møtes den første ugedag, for at tilbede; men han kan ikke forstås ved nogen rimelig fortolkning af hans ord. Han siger, med skrifterne om dem fra hans eget område, at de havde vænnet sig til at samle på en bestemt dag. Dette kunne referere til den første dag, hvis der var troværdige vidnesbyrd for det, så kun kristne kunne tage hensyn til den dag; men eftersom der ikke er noget bevis for dette, og eftersom sabbaten kendes for alle som har anført en dag med religiøs samling, lang tid efter dette, er det mere (9) rimeligt at refere det til sabbaten, end til den første dag.
Vi vil kun nævne et mere af disse fejlfortolkede citater, og det er fra Dionysius, biskoppen af Korint, som levede lidt efter Justin.’ I et citat i hans brev til Soter, Roms biskop, står der: ”Denne dag fejrer vi den Dominikalske dag, som vi har læst i dit brev.” Sådan som Eusebius giver det, står det sådan: ”I dag har vi forbipasseret Herrens hellige dag” &c Det eneste grundslag som denne passage kan referes til den første dag på, er at denne dag på den tid var kendt med samme titel, som Gud gav sabbaten, [se Es. lviii, 13] som der ikke er bevis for. Derfor er det ikke retfærdigt at citere denne passage, som bevis for at overholde den første dag på det tidspunkt.
Det er faktisk et velkendt faktum, at den første dag kom ind og blev brugt af en stor del kristne i stort omfang, som den eneste dag til ugentlig hvile og tilbedelse. Fremkomsten af denne praksis viser sig ikke desto mindre i nogle hundrede år, som mange tror; den blev heller ikke antaget på én gang, men bredte sig gradvist frem i de kristne århundreder. Dette blev tydeligst tilladt af Morer, en engelsk episkopal, i hans Dialog om Herrens dag, side 236. Han skriver: ”In St. Jeromes tid (det er i det femte århundrede,) var kristendommen nået til tronen, såvel som ud i kejseriget. Alligevel gik anerkendelsen af Herrens dag dog langsomt; og at det var på tide at den blev fuldkommengjort, med flere skridt kirken gjorde i sin opbygning, og fra kejseres og andre fyrsters dekreter, hvori forbudene fra gamle og civile forretninger (10) udgik fra dekreter fra den ene race til den anden, indtil den fik en anseelig figur i verden. Den samme forfatter siger på den samme side: “Hvis de kristne på st Jeromes tid, efter gudstjeneste på Herrens dag, fulgte deres daglige sysler, bør det huskes, at det ikke skete før gudstjenesten var helt ovre, så de harmløst kunne genoptage dette, fordi tidsrummet og antal timer der var sat til andagt, ikke blev forklaret så godt i de efterfølgende tider.”
Det er sandsynligt at ingen anden kan have fået same opmærksomhed i gamle tider, som den første ugedag fik; for der var omstændigheder, udover opstandelsen, som påvirkede dens helligholdelse. For det første var det en fejring af samme karakter som den fjerde og sjette ugedag, og de årlige højtider for hellige og martyrer. Disse fejringer var forholdsvis uangribelige, skønt de ikke gik imod en guddommelig bestemmelse; Men da de blev lavet for at fortrænge en sabbatsforsømmelse, var de ulovlige. Med hensyn til disse ugentlige fejringer, siger Mosheim, da han talte om denne tidlige periode, og hensynet til den syvende og første dage: ”Mange har også helligholdt den fjerde dag, da Kristus blev forrådt, og den sjette dag, hvori han blev korsfæstet.” Han tilføjer: ”samlingstidspunktet var normal tom aften efter solnedgang, eller om morgnen før opgang.”
Søndags-helligholdelse er af hedens oprindelse
Den repekt hedningene havde for den første dag, eller søndag, da de var hedninge, medvirkede meget til at gøre indførelsen let, og den ugentlige (11) fejring blev populær, blandt personer som udgjorde Roms kirke i det andet, tredje og fjerde århundrede. Overholdelsen af de første ugedag, som solhøjtid var generelt blandt folk som hedningekirken fik sine nyomvendte fra. Denne afgudedyrkelse tilgik Solen og andre himmellegemer af hedningene, som det Gamle Testamente bevidner meget; og den slags forgudelse tilgik Solen i senere tider, står ganske tydelig nedskrevet i historien. Thomas Bampfield, en engelske skribent i det syttende århundrede, citerer Verstegans I oldtiden, på side 68, hvor der står: "Vore forfædre i England, før det evangeliske lys kom til dem, gik meget langt i denne afgudsdyrkelse, og satte den første ugedag til side for at tilbede Solens afgud, og kaldte den for sol-dag. Denne afgud placerede de i et tempel, og ofrede der til den.” Han siger videre, at fra hans historielæsning, finder han ud af at en stor del af verden, og særlig de dele som sidenhen antog kristendommen, tilbad solen på søndagen tidligere. Dr. Chambers siger også, i hans cyklopdi, ”at søndagen opkaldt således af vore afgudsdyrkende forfædre, fordi den blev brugt på at tilbede solen.” Grækerne og latinerne gav også den første ugedag det samme navn. Dr. Brownlee siger, som citeres af Kingsbury, om sabbaten, side 223: ”Da Adams efterkommere frafaldt den sande tilbedelse af den sande Gud, erstattede de søndagen i hans sted, så at berømtheden, som er mere end alle andre, slår vilde menneskers tanker, med religiøs æresfrygt; og alle hedninge således dyrker.” Det er velkendt at særlige religiøse fejringer fastlægges (12), helt op i vor tid, til at meget stærke; og kraftfulde pligtoverbevisninger, er ofte nødvendige for at skabe en forandring. De kristne lærer på denne tid forstod det uden tvivl rigtig godt. Da dr. Mosheim behandlede på den tid, sagde han: ”Lederne bildte sig ind at folkene ville hurtigere antage kristendommen, når de så de ritualer og ceremonier, som de havde vænnet sig til, komme ind i kirkerne, og den samme tilbedelse blev tillagt Jesus Kristus og hans martyrer som de tidligere hav til deres afguder. Derfor det skete det, at grækerne og romernes religion den gang, skilte sig kun lidt ud i sit ydre udseende fra de kristnes.”
. . . . . .