Tilbage

Advent og sabbats-traktater. nr.2. - 1855

Sabbatens historie.

af J N Andrews

Overholdelse af forskellige ugedage fra den der er pålagt i det fjerde bud, og af forskellige årsager, som er fastsat, tror mange er den apostolske måde at vise lydighed mod denne forskrift. At en sådan tanke ikke har grundlag i det Nye Testamente, har vi allerede set. Til gavn for dem som vi ønsker at lære i den metode som den første ugedag fik pladsen for Herrens Sabbat, bringer vi efterfølgende vigtige vidnesbyrd. Det tages fra ”Sabbatens historie”, udgivet af det Amerikanske sabbats traktatselskab, New York. Vi mener at dem som vil læse vidnesbyrdet om dette emne omhyggeligt, vil affinde sig med Dr. Neanders oprigtige vidnesbyrd, den fremtrædende kirkehistoriker. I hans ”Den kristne religions og kirkes historie”, side 168, skriver han således: Modsætningen til jødedom indføres ved særlige søndagsfester, faktisk ret tidligt, i stedet for sabbaten. . . . . Søndagsfesterne, såvel som andre (2) fester, var altid kun en menneskelig forordning, og det var langt fra apostlenes intention at sætte en guddommelig befaling om dette – langt fra dem, og fra den første apostolske kirke, at overføre sabbatslovene til søndag. Måske var denne falske brug af den slags allerede begyndt at finde sted i afslutningen af andet århundrede; for den gang lod mennesker til at betragte arbejde på søndagen som en synd.”

Apostlen Paulus informerede tessaloniker-menigheden om at syndens mysterium allerede var begyndt at arbejde, og at det vindende menneske ville åbenbares i denne foreskrevne periode. 2 Tess. ii,7,8. Idet det store frafald var begyndt at udvikle sig selv i apostlens dage, følger det dermed at den tidlige overholdelse af enhver forskrift, eller tro på noget lærdomspunkt ikke giver præger det som apostolsk eller guddommeligt, hvis det ikke har fundament i Guds ord. For os, er det et spørgsmål om særlige interesser, der sporer en gradvis fordærv af Bibelsandheder, helt fra apostlenes dage, ned til syndens menneskes fuldstændige udvikling.

Efter at ”Sabbatens historie” udgår fra det Nye Testamente, at Herren Jesus og hans inspirerede efterfølgere overholdt sabbaten ifølge buddet, berettes om forhold i forbindelse med dets overholdelse i den første menighed. Den siger således: -

(3) OVERHOLDELSE AF SABBATEN HELT FRA APOSTLENES TID TIL KONSTANTIN.
Efter den periode der er beskrevet i Apostlenes gerninger, spredtes Kristen hurtigt vidt ud i det romerske imperium, som bredte sig over det meste af den civiliserede verden. Men idet man kom længere væk fra apostlenes tid, og der blev flere af deres bekendende, blev kirken gradvist mindre åndelig, og mere tilbøjelig til at dække Jesu religion med formelle mysterier og overtro; og biskopper og præster blev ærgerrig efter deres autoritet over kirkerne.

Disse menigheder viste sig endog i ikke jødiske byer, at først og fremmest bestå mest af omvendte jøder, som ikke kun overholdt dem ugentlige sabbat, men også påskefesten, særlig tilpasset kristen tilbedelse, blev der således nogle stridigheder. I mellemtiden bredte de sig meget blandt hedningene, og blev forenet med dem fra jøderne, som uden grund, betragtede sig som titler der var forskellige fra den evangeliske kirkes oprindelige grundlæggere, os som bedre informere fra Mose og profeternes skrifter, havde for vane at læse dem hver sabbat i synagogerne.

Omkring tre år efter Peter og Paulus martyrium, blev Judæa invaderet af romerske hære, ifølge den almindelige beretning, og Jerusalem blev belejret, sådan som Herren havde forudsagt. Ved denne skæbnesvangre ulykke, formodes det at de fleste kirker i Judæa blev spredt; for de flygtede efterhånden som fjenderne nærmede sig, sådan som Jesus Kristus lærte de ville gøre. Matt, xxiv, 16

(4) Dette resulterede ikke kun i et brud for nationen, og for udslettelse af en del mennesker, men også med føre en generel modstand mod jøderne, hvor de end er; så at endog Judæas kristne led det, som vor Frelser forevævede dem. [Matt, xxiv, 9,] "Og I skal hades af alle folkene for mit navns skyld." Disse forhold blev føjet til den misundelse som havde været mellem hedningene og jøderne, skabte fordomme som fik sin indflydelse i menigheden, at indføre dårlige forhold, og sætte en skamplet på hvad der kunne betragtes som jødedom. ”Vor frelsers læresætninger, og menighedens opblomstring fra dag til dag, fortsatte med den stadige vækst,” sagde Eusebius, "men Jødernes ulykker fortsatte også med at vokse til med det ene onde efterfulgt af mere.” Oprørs-tendensen fik overhold over jøderne i Trajans regering, i alle dele af det andet århundrede, og ulykkerne fulgte efter dem, synes at bekræfte den opfattelse, at den Almægtige overgav jøderne til fuldstændig udslettelse. Men deres ulykker tog til i Adrians regering, som fulgte efter Trajan, i hvis regering jødernes opstand atter fortsatte for mange og i stort omfang, ”og Rufus, Judæas stedfortrædende fører, brugte deres vanvid, som en forbillede, udsletter myriader af mænd, kvinder og børn, i hobe; og reducerede deres land til en helt underlagt stat, ifølge krigens love, og nedgraderede slægten til slaveagtig tilstand.” Kirkens forandring i Jerusalem beskrives således af Eusebius: “Jødernes stad blev reduceret til et efterladt sted for dem, og fuldstændigt affolket af sine gamle indbyggere, og også beboet af fremmede, den romerske (5) by, som således ændrede sit navn, og blev kaldt Ælia, for at ære kejser Ælias Adrian; og da kirken blev samlet op af hedningene, blev den første biskop efter deres omskærelse var Markus.” Således blev den hebræiske kirke i Jerusalem helt slukket, efter at være efterfulgt af fremten pastorer; ”alle som,” siger Eusebius, ”at de siger var hebræere fra først af. På det tidspunkt var hele kirken under dem,” tilføjer han, ”bestod af trofaste hebræere, som fortsatte fra apostlenes tid til den belejring der fandt sted.”

Denne menighed, som hidtil havde første rang i indflydelse, bestod nu helt af hedningene, og fralagde sig dens apostolske karakter og indflydelse, kunne ikke længere gå imod menighedens biskoppers voksende begær og indflydelse i kejserigets midtpunkt.

Frem til den tid, og en tid efter, som ikke viser nogen forandringer i menighedens holdninger eller praksis, på noget sted, angående sabbaten; men ud fra det som efterfølgende har skrevet, som vil noteres i dets sted, er det sikkert at det vil overholdes af menighederne ud over universet.

Dette er udbredt anerkendt af dem der kender til den sags historie, at vi kun skal have nogle få passager at bevise.

De lærte grotiusere siger, i forklaring på dekalogen: “Derfor overholdt også de kristne, som troede at Kristus ville genoprette alle ting til deres oprindelige praksis, ligesom Tertullian lærer i Monogamia, at holde sabbaten hellig, og deres samlinger på den dag, hvor loven blev læst op for dem, som den står i Apostlenes gerninger xv, 21,hvor det var skik indtil (5) tidspunktet for Laodikæa-rådet, omkring e.kr. 365, hvor det også menes at evangelierne blev læst på den dag."

Edward Brerewood, professor på Gresham College, London, siger i en redegørelse om Sabbaten, 1630,: "Det var en udbredt opfattelse af den jødiske sabbat blev ændret til Herrens Dag af kristne kejsere, og de ved kun lidt om, at den gamle sabbat forblev og blev overholdt af de østlige kirker tre hundrede år efter vor Frelsers lidelse."

ERKLÆRING FOR DEN FØRSTE DAG UNDERSØGES.
Tidspunktet hvor man blev opmærksom på den første ugedag, som højtid i kirken, det er ikke let at fastsætte. Den første antydning vi har af dette, i nogen af de gamle skrifter med anerkendt pålidelighed, er fra Justin Martyrs Apologi for Kristus, omkring 140 efter kr. Han citeres for at sige, ”at kristne i byen og på landet var samlet på den dag der kaldes søndag; og efter visse religiøse helligelser, vendte alle hjem til deres arbejde;” og som grund for dette siger han, at Gud har skabt verden på den første dag; og at Kristus først vise sig for sine disciple på den første ugedag efter sin opstandelse. Dette var den bedste og sandsynligvis alle grunde der kunne gives for denne praksis. Han omtaler også søndagen som en højtidsdag, som de arbejdede på, skønt de ikke holdt andagter; og ikke som en erstatning for sabbaten. Ud fra denne forfatter kan vi ikke se omfanget af denne praksis; for selvom han siger at det gjorde dem ”i byen og på landet,” kunne han kun have tænkt på Roms by og dets forstæder, eftersom Justin, (7) er en palestinænser i Syrien, siger Euseibus at han har sit bosted i Rom. Vi kan heller ikke afgøre ud fra dette, at han ville noget mere, end det som de gjorde på Søndagen med Roms kirke, kort tid efter dette, vides at have ophørt påskefester, som blev overholdt hvert år.

Ikke desto mindre påstås det at det nævnes at den første dag overholdes før Justin. Den første antydning af den slags, menes det fra et apokryf skrift, stilet til Barnabas’ brev. I dette brev indvendes det dog at der ikke er bevist for dets ægthed. Eusebius, som levede dengang da det blev skrevet, nævner det som et falsk skrift, tillægger det ingen betydning. Dr. Milnor siger at det er til skade for St. Barnabas, og tilskriver dette brev til ham. Mosheim siger at det er nogle overtroiske jøders arbejde, der er lidt evnesvage. Og vi tænker at dets høje alder anbefaler kun lidt. Barnabas teori for at overholde den første dag, påhviler den tradition, at den syvende dag var typisk verdens syvende årtusinde, som ville være en helt ren tid, og at sabbaten ikke skulle holdes før den tid kom; og han siger: ”Vi holder gladelig den ottende dag, hvor Jesus stod op fra døde.”

Citaterne fra Ignatius, har kun et lille formål. Det skriftsted som bruges mest, siger han ikke selv, eller nogen andre holdt Herrens dag, som det ofte hævdes. Hans egne ord er, at profeterne som levede før Kristus, kom til håbets nyhed, ikke ved at holde sabbaterne, men ved at leve efter en overherres eller det mest fremragende liv. I dette skriftsted, talte Ignatius i det hele taget om (8) noget helt andet end Sabbatsoverholdelse. Der er endog andre citater fra ham, hvor hans synspunkt kommer mere klart frem om forholdet mellem sabbaten og Herrens dag. Der står således: ”Lad os ikke holde sabbat efter en jødisk metode, i dovnskab og lediggang. Men lad os holde den efter en åndelig måde, ikke efter kropslig magelighed, men ved at studere loven, og i overvejelse af Guds gerninger” Og efter at vi har holdt sabbaten, så må enhver, som elsker Kristus, holde Herrens dag som en højtid”. Ud fra dette lader det til at han vil holde sabbaten først, som for eksempel sådan som det svarer til den strengeste sabbatarianer, hvor Herrens dag, ikke som en sabbat, men som en højtidsdag. Dette er faktisk forskellen mellem sabbaten og en højtid der er foran os, det er let at forklare alle disse citater fra de tidligere historikere, som referer til den første dag. Vi finder dem enten forbundet direkte med instrukserne om tider som god fredag og hellig torsdag, eller i deres forventen, som har anbefalet overholdelsen af disse højtidsdage.

Der siges også at Pliny, Bithynias guvenør, i 102 efter Kr., skriver i et brev til Trajan, at de Kristne møtes den første ugedag, for at tilbede; men han kan ikke forstås ved nogen rimelig fortolkning af hans ord. Han siger, med skrifterne om dem fra hans eget område, at de havde vænnet sig til at samle på en bestemt dag. Dette kunne referere til den første dag, hvis der var troværdige vidnesbyrd for det, så kun kristne kunne tage hensyn til den dag; men eftersom der ikke er noget bevis for dette, og eftersom sabbaten kendes for alle som har anført en dag med religiøs samling, lang tid efter dette, er det mere (9) rimeligt at refere det til sabbaten, end til den første dag.

Vi vil kun nævne et mere af disse fejlfortolkede citater, og det er fra Dionysius, biskoppen af Korint, som levede lidt efter Justin.’ I et citat i hans brev til Soter, Roms biskop, står der: ”Denne dag fejrer vi den Dominikalske dag, som vi har læst i dit brev.” Sådan som Eusebius giver det, står det sådan: ”I dag har vi forbipasseret Herrens hellige dag” &c Det eneste grundslag som denne passage kan referes til den første dag på, er at denne dag på den tid var kendt med samme titel, som Gud gav sabbaten, [se Es. lviii, 13] som der ikke er bevis for. Derfor er det ikke retfærdigt at citere denne passage, som bevis for at overholde den første dag på det tidspunkt.

Det er faktisk et velkendt faktum, at den første dag kom ind og blev brugt af en stor del kristne i stort omfang, som den eneste dag til ugentlig hvile og tilbedelse. Fremkomsten af denne praksis viser sig ikke desto mindre i nogle hundrede år, som mange tror; den blev heller ikke antaget på én gang, men bredte sig gradvist frem i de kristne århundreder. Dette blev tydeligst tilladt af Morer, en engelsk episkopal, i hans Dialog om Herrens dag, side 236. Han skriver: ”In St. Jeromes tid (det er i det femte århundrede,) var kristendommen nået til tronen, såvel som ud i kejseriget. Alligevel gik anerkendelsen af Herrens dag dog langsomt; og at det var på tide at den blev fuldkommengjort, med flere skridt kirken gjorde i sin opbygning, og fra kejseres og andre fyrsters dekreter, hvori forbudene fra gamle og civile forretninger (10) udgik fra dekreter fra den ene race til den anden, indtil den fik en anseelig figur i verden. Den samme forfatter siger på den samme side: “Hvis de kristne på st Jeromes tid, efter gudstjeneste på Herrens dag, fulgte deres daglige sysler, bør det huskes, at det ikke skete før gudstjenesten var helt ovre, så de harmløst kunne genoptage dette, fordi tidsrummet og antal timer der var sat til andagt, ikke blev forklaret så godt i de efterfølgende tider.”

Det er sandsynligt at ingen anden kan have fået samme opmærksomhed i gamle tider, som den første ugedag fik; for der var omstændigheder, udover opstandelsen, som påvirkede dens helligholdelse. For det første var det en fejring af samme karakter som den fjerde og sjette ugedag, og de årlige højtider for hellige og martyrer. Disse fejringer var forholdsvis uangribelige, skønt de ikke gik imod en guddommelig bestemmelse; Men da de blev lavet for at fortrænge en sabbatsforsømmelse, var de ulovlige. Med hensyn til disse ugentlige fejringer, siger Mosheim, da han talte om denne tidlige periode, og hensynet til den syvende og første dage: ”Mange har også helligholdt den fjerde dag, da Kristus blev forrådt, og den sjette dag, hvori han blev korsfæstet.” Han tilføjer: ”samlingstidspunktet var normal tom aften efter solnedgang, eller om morgnen før opgang.”

Søndags-helligholdelse er af hedensk oprindelse
Den repekt hedningene havde for den første dag, eller søndag, da de var hedninge, medvirkede meget til at gøre indførelsen let, og den ugentlige (11) fejring blev populær, blandt personer som udgjorde Roms kirke i det andet, tredje og fjerde århundrede. Overholdelsen af de første ugedag, som solhøjtid var generelt blandt folk som hedningekirken fik sine nyomvendte fra. Denne afgudedyrkelse tilgik Solen og andre himmellegemer af hedningene, som det Gamle Testamente bevidner meget; og den slags forgudelse tilgik Solen i senere tider, står ganske tydelig nedskrevet i historien. Thomas Bampfield, en engelske skribent i det syttende århundrede, citerer Verstegans i oldtiden, på side 68, hvor der står: "Vore forfædre i England, før det evangeliske lys kom til dem, gik meget langt i denne afgudsdyrkelse, og satte den første ugedag til side for at tilbede Solens afgud, og kaldte den for sol-dag. Denne afgud placerede de i et tempel, og ofrede der til den.” Han siger videre, at fra hans historielæsning, finder han ud af at en stor del af verden, og særlig de dele som sidenhen antog kristendommen, tilbad solen på søndagen tidligere. Dr. Chambers siger også, i hans cyklopdi, ”at søndagen opkaldt således af vore afgudsdyrkende forfædre, fordi den blev brugt på at tilbede solen.” Grækerne og latinerne gav også den første ugedag det samme navn. Dr. Brownlee siger, som citeres af Kingsbury, om sabbaten, side 223: ”Da Adams efterkommere frafaldt den sande tilbedelse af den sande Gud, erstattede de søndagen i hans sted, så at berømtheden, som er mere end alle andre, slår vilde menneskers tanker, med religiøs æresfrygt; og alle hedninge således dyrker.” Det er velkendt at særlige religiøse fejringer fastlægges (12), helt op i vor tid, til at meget stærke; og kraftfulde pligtoverbevisninger, er ofte nødvendige for at skabe en forandring. De kristne lærer på denne tid forstod det uden tvivl rigtig godt. Da dr. Mosheim behandlede på den tid, sagde han: ”Lederne bildte sig ind at folkene ville hurtigere antage kristendommen, når de så de ritualer og ceremonier, som de havde vænnet sig til, komme ind i kirkerne, og den samme tilbedelse blev tillagt Jesus Kristus og hans martyrer som de tidligere hav til deres afguder. Derfor det skete det, at grækerne og romernes religion den gang, skilte sig kun lidt ud i sit ydre udseende fra de kristnes.”

Fordomme mod jøderne var noget andet der gik imod sabbatten, og til fordel for den første dag. Dette stod meget stærkt, og var sat til for at få hedenske kristne til at sætte stempel på alle jødernes religiøse skikke, og brændemærkede det som jødedom, uanset om de mente det var i forbindelse med den mosaiske religion. Sådan var det i de tider, ligeså ofte som det sker i vor egen tid, at skabe utilfredshed og væmmelse mod den syvende dag som sabbatten, talte de om den, og bebrejdede dens overholdelse som jødisk. Dette følelsesforhold til jødedom ledte Athanasis, Alexandrias biskop i Ægypten, det fjerde århundrede, som overholdt sabbatten sammen med sit folk, og sagde, med sin fortolkning af salmerne: ”Vi samles om lørdagen, ikke fordi vi er påvirket af jødedom, men for at tilbede Jesus sabbattens Herre.” I de kristnes fællesskab hvis religion var formel, og hvis fejringer var mere møntet på at handle på deres lidenskaber og sanser, end udnytte deres hjerter eller tilpasse dem med guddommelige pålæg, (13) et kraftigere argument som knapt nok kunne bruges imod sabbatsdagen, eller noget som ville fremme helligholdelsen af den første dag, som blev fremhævet som sin modstander. Dr. Neander siger udtrykkelig, "Modstanden mod jødedom indførte de særlige søndagsfester meget tidlig."

Fejringen af påsken af de første kristne, hjalp til indførelsen af den første dag som en religiøs festdag i menigheden, hvis det egentlig ikke var direkte årsagen til det. Denne fest holdt de asiatiske kristne, som begyndte med den samtidig med at jøderne begyndte deres påske, og afsluttede den på samme måde, uden at se på den særlige ugedag. Roms menighed ser ikke ud til at have overholdt den før sidst i det andet århundrede, da Victor var Roms biskop, blev den åbenbart overholdt af romere og de vestlige menigheder. Victor insisterede på at fasten blev afsluttet på den første ugedag, på hvilken dag det end måtte begynde; og han hævede sin ret som Roms biskop, at kontrollere alle kirkerne i denne sag.« Således," siger Eusebius, "blev der synoder og sammenkaldelser for biskopperne på dette spørgsmål, og alle (dvs det vestlige biskopper) drog samstemmende et gejstligt dekret, hvor de meddelte alle kirkerne på alle steder, at mysteriet om Herrens opstandelse, skulle fejres på ingen anden dag end Herrens dag; og kun på den dag skulle vi overholde påskefesternes afslutning.” Asiens biskopper, fastholdt dog en anseelig tid til at overholde den skik de havde overrakt af den apostolske tradition, indtil de, enten ved trusler om udelukkelse, eller ved ønske om fred, (14) blev påvirket til at delvis antage de vestlige kirkers skikke. Som vi har fået at vide skete denne ændring delvis for at ære den dag, og delvis for at sætte forskel mellem jøder og kristne.”

Men spørgsmålet var åbenbart ikke helt afgjort, for vi finder at Konstantin i et brev til menighederne, opfordrerer dem til enighed i fejringen af dagen, hvori, efter stærke skælsord mod jødernes praksis, han siger: ”For vi har lært en anden vej fra vor Frelser, som vi må følge. Det er faktisk meget absurd at de har anledning til prale uforskammet på bekostning af at vi ikke kan overholde disse ting på nogen måde, uden ved hjælp af deres instrukser.” ”Lad os derfor ikke have nogen skikke som er afskyelig for jødernes blod.

Ved denne stridighed blev et vigtigt punkt vundet for den første dag, selvom det kun var en årlig fejring. Det viser sig derimod at sabbaten ikke er sat til side på nogen måde, men fortsætter som den vigtigste dag for religiøs tilbedelse udover hele den kristne verden.

På hvilket tidspunkt begyndte man at holde den første dag om ugen, har vi ingen præcis efterretning; men det bedste vi har fra Roms biskopper og nogle af de kristne fædre, var det i slutningen af det trejde og begyndelsen af det fjerde århundrede, mener vi det var en praksis og nogle af de vestlige kirker.

Dette bringer os nærmere til slutningen af det tredje århundrede. Og her må det noteres, at herrens dag, eller søndag, ikke kun var helligdag for kirken i disse tre århundreder. Oprindeligt, (sådan som dr Peter Heylyn citerer det i sabbatens (15) historie,) benævner den gode fredag, så vi kalder den nu, Paraseevesen som han kalder det der, påske- og pinsefester. Og i gamle dage var det ikke kun den dag som blev kaldt Whit-søndag eller pinse, men alle halvtreds dage efter påske fremefter, blev regnet som hellige, og højtideliggjort med ingen mindre overholdelse end søndagene blev. På himmelfartsdagen eller hellig torsdag, kan det på samme måde siges, og snart efter, blev det værdsat højere end al anden hvile. Sådan blev søndagen påskønnet, som Herrens dag blev holdt. Det var på niveau med andre helligdage, som den protestantiske kirke nu ignorerer som helhed. Det skal huskes, fader, at begrebet sabbat kun blev brugt om den syvende ugedag, eller lørdag. Faktisk møder vi i flere tusinde år ordet sabbattum af alle skrivere, af hvilket ikke andet navn er, må det forstås som ingen anden dag end lørdag.

(16) SABBATTEN FRA KONSTANTINS TID TIL REFORMATIONEN.
Nu har vi set på hvordan det stod indtil begyndelsen af Constantins levevej, sabbaten blev generelt overholdt, medens Herrens dag blev betragtes som en højtid, der ikke var vigtigere eller havde nogen autoritet, end en god fridag, eller hellig torsdag. Ingen steder i Bibelen, eller dekret fra kejser eller dekret fra rådssamlinger, fremkommer med noget sådant. Men fra denne tid af kan der finds kejsere og rådgivere der sammen tilkendegiver vigtigheden af Herrens dag og modsætter sig sabbaten.

Et vigtigt pålæg om det første udgivne, hurtig efter Konstantins (16) tiltrædelse, den første kristne kejser, i første del af fjerde århundrede. Da han blev Roms mester, gav han hurtig sig selv over til den kristne gejstligheds ledelse. Ifølge Jones’ kirkehistorie, Byggede han offentlige bedehuse. Han hjalp med synoder og biskoppelige møder – ære dem med sin tilstedeværelse, og brugte sig selv hele tiden til at rose kirken. Han var nøje opmærksom på religiøse ritualer og ceremonier som gejstligheden foreskrev for ham. Han fastede, holdt mindefester for martyrerne, og vågede fromt hele natten over de helliges nattevagter,” og viste stor iver at få ensrettet religionens læresætninger og fejring i kirken. Han passede således helt til de romerske biskoppers og gejstligheds ønsker, at oprette det, ved sin kejserlige myndighed, som ingen bibelsk understøttelse har, og som deres indflydelse hidtil ikke kunne udvirke, en ensartethed for at fejre påske og den første ugedag. I 321, udgav Konstantin sit første dekret, der pålagde sine borgere disse overtroiske fejringer.

Med sit liv i Konstantin siger Eusebius, »Han pegede på den Dominicale dag, som et passende tidspunkt for bøn, som var en særlig dag, og er nu utvivlsomt den allerførste. Hans livvagt overholdt den dag, og sende særlige bønner, skrevet af kejseren. Den lykkelige fyrste vovede at overtale alle til at gøre dette, og ledte alle til at tilbede Gud, ved at gøre dette; hvorfor han besluttede at de der adlyder den romerske magt, afholder sig fra al arbejde på de dage der er opkaldt efter Frelseren, så de også ærer dagen før sabbatsdagen, i hukommelse, som det forekommer mig, for de ting der skete i (17) dagene for vor almindelige Frelser.” Han siger også: ”Endog en forordning, ved kejserens vilje og behag, blev videreført til provinsernes prefekter, så de således skulle ære den Dominikale dag; ad de skulle ære dage helliget martyrerne, og skulle fejre højtidernes helligheder i kirkerne, at skete efter kejserens vilje.” Og som det citeres af Lucius, ser han, at han formanede sine undersåtter, på samme måde som de dage hvor sabbaterne skulle æres, eller tilbedes på.

Sozomen siger i sin Gejstlige Historie, b. 1, c »: "Han (Konstantin) gjorde også en lov på den Dominikale dag, som hebræerne kaldte for den første dag i ugen, grækerne for solens dag, og også på Venus’ dag, (det er fredag) der skal ikke fældes domme, eller føres andre forretninger, men at alle skal tilbede Gud med bøn og inderlig bøn, og ære den Dominikale dag, ligesom Kristus opstod fra de døde; og at Venus’ dag, som den dag hvor han blev korsfæstet.”

Dr. Chambers siger: ”Det var Konstantin den Store som først lovgav for søndagsoverholdelsen og som, ifølge Eusebius, bestemte at de skulle fejres udover romerriget. Før ham, og endogså på hans tid, overholdt de den jødiske sabbat, såvel som søndagen; både for at holde Moses lov, og for at efterligne apostlene, som plejede at mødes på den første dag”. Han tilføjer: ”Faktisk nævnes nogle synspunkter om Herrens dag i apokalypsen, at det er søndag; som som de vil have indført så tidligt.” ”Ved Konstantins love fra 321, blev det dikreteret at søndagen (18) skulle helligholdes fremover, som en hviledag i alle byer og stæder; men han lod landfolkene følge deres gerning. I 538, forbød Orleans bestyrelse dette arbejde på landet.

At gøre den første ugedag mere højtidelig, (som vi lærer fra Lucius’ gejstlige historie,) ændrede Sylvester, som var Roms biskop, medens Konstatin var Kejser, søndagens navn, og gav den en mere statelig titel af Herrens dag.

Det kan ikke betvivles at Konstantins love gjorde meget for at gøre den første dag tydelig udover hele riget, idet alle de offentlige forretninger blev forbudt dem. De ændrede sin karakter fra en særlig dag, som en ugentlig højtids dag, hvor alle slags forretninger og arbejde blev udført i byerne og på landet, skulle, som Eusembius siger det, være den allerførste. Denne kejserlige prioritet for den første dage gik imod alle, der samvittighedsfuldt respekterede sabbaten ud fra det fjerede bud, i lydighed mod at den syvende dag altid er blevet overholdt; og hvis der var erklæret en generel aflysning af dens overholdelse, ville det være meget overraskende, når man ser det eksempel hoffet viste, og den generelle uvidenhed og mørke tid. Dette viser sig dog ikke at være tilfældet. Sabbatten blev stadig overholdt i stort omfang, og for at modvirke dette sagde Laudikæa-byrådet, omkring 350 ef.kr, et dekret der siger: ”Det er ikke passende for kristne at gøre sig til jøder, og ophøre med at arbejde om sabbaten, men de burde arbejde på den dag, og give Herren særlig ære, som kristne. Hvis nogen gør som jøderne, lad ham da blive forbandet.”

Men dette affødte ikke nogen materiel forandring, for Sokrates, en skriver af det femte århundrede, som boede i (19) Konstantinobel, og kommer med disse kommentarer om sabbatsfejringen for den tid han skrev, 440 ef.kr, hvor han skriver: ”Der er forskellige skikke for at samle sig; for i alle kirker, udover hele verden fejrer de hellige mysterier på sabbatsdagen, nægtede alexandrinerne og romerne dog dette, ud fra en gammel tradition; men ægypterne som var i nabolaget til Alexandria, og de der beboede Thebais, havde faktisk samlinger på sabbaten, men deltager ikke i mysterierne, som det var for skik med de kristne. I Kæsarea, Cappadokia og i Cypern, fortolkede lysende lamper tusmørket for præsbytianerne og biskropperne over skrifterne. I Rom fastede de hver sabbat.

Denne historie om at fejre sabbaten i det femte århundrede, blev bekræftet af Sozo-mændene, i hans Gejstlige beretning, bind 7, c 9. Hvor der står: ”I Konstantinobel, og næsten alle, samledes de kristne på sabbaten, og også på den første ugedag, undtagen i Rom og Alexandria, var de gejstlige samlinger Rom ikke på sabbaten, som det var i næsten alle andre kirker i resten af verden; og i mange byer og landsbyer i Ægypten, plejede de at være sammen om aften om sabbaten, på hvilken dag der var offentlige samlinger.”

Med hensyn til at faste på sabbaten i Rom, som Sokrates henviser til, burde det siges fra de første tider i det fjerde århundrede, var det skik at holde sabbat som en helligdag. Men i Roms kirke gjorde man den til en fastedag, i modsætning til jøderne, så den skilte sig markant og stærkt ud. I de østlige kirker fastedede de aldrig om sabbaten, undtagen en sabbat om året, som var dagen før påske. Men i de vestlige kirker holdt de faste hver ugen. Det var med henblik på dette at Anbrosius sagde: ”Når jeg kommer til Rom, faster jeg på sabbaten; når jeg er her, faster jeg ikke.” Om dette sagde Augustin også: “Hvis de siger det er syndigt at faste på sabbaten, vil de fordømme Romerkirken, og mange steder nær og langt fra den. Og hvis de tror det ikke er en synd at faste på sabbaten, så vil de gøre mange østlige kirker til skamme, og en langt større del af verden.” Sabbatsfasten blev modsat af de østlige kirker; og i den sjette generelle rådssamling, der blev holdt i Konstantinobel, blev det befalet at sabbaten og de dominikale dage blev holdt som højtidsdage, og at ingen skulle faste eller sørge på disse. Skikken at faste, blev således hovedsaligt i de vestlige kirker, omkring Rom.

Det er måske vanskeligt at sætte den præcise betydning der forbinder den syvende og første ugedag på dette tidspunkt. Vi har fået nok til at forvisse os om at sabbaten blev overholdt, og at ingen betragtede søndagen som gået i dets sted. Dette kommer frem af rådet i Laodikæa i 365 ef. Kr, at Evangelierne blev læst på den dag. Det vises ved Rådssamlingens gøren i 517 (der nævnes i Robinsons Hutorys dåb) som tilpasser og indfører sabbatsoverholdelsen. Dette vises ved Grekorv af Nyssas protest: ”Hvordan kan I se på Herrens dag, hvis I forsømmer sabbaten? Ved I ikke at de er søstre og at afvise den ene, så krænker I den anden?” (21) Og som søstre finder vi de gejstlige kanoner hånd i hånd. Der blev udmålt straffe af både rådene i Laodikæa og Trullo, en gejstlig præst som ikke overholdt begge dage som højtider.

Hvordan den første ugedag, eller Herrens dag, blev overholdt i første del af femte århundrede, kan vi erfare fra St. Jeromes ord. I en begravelsesprædiken for Lady Paula, siger han: Sammen med alle jomfruer og enker der boede i Bethlehem i kloster med hende, føjede hun sig behørligt til kirken, eller Guds hus, som lå tæt ved hendes celle; og efter hun kom tilbage, da hendes eget lille hus, ville hun og hendes gruppe til at arbejde, og de udførte deres opgaver, som var at sy tøj til sig selv og til andre, som de havde til opgave.

St Chrysostom, konstantinopels partriark, "anbefalede i hans påhør, at tilskynde dem og deres familier, hvad de hørte om Herrens dag, og vende tilbage til deres daglige erhverv.”

Dr Francis White, Herrens Bishop af Ely, talte om dette, og sagde: "Den katolske kirke tillod arbejde, i mere end seks hundrede år efter Kristus, og gav mange kristne mennesker lov at arbejde på Herrens dag, i timer hvor de var pålagt at ikke være til stede til offentlig gudstjeneste, efter kirkens forordninger.”

I det sjette århundrede blev der gjort tiltag for at forhindre dette arbejde. Følgende formulering fra en synode afholdt på foranledning af kong Juntbran, fra Burgundi, vil vise tingenes tilstand, og de midler der bruges for at forbedre dette: ”Vi ser at de kristne mennesker giver sig til at foragte den Dominikale (22) dag, og hengiver sig til stadigt arbejde, ligesom på andre dage. Derfor var de opsat på at lære folk at underkaste sig dem, og holde den Dominikale dag, som man mister uigenkandeligt, hvis den ikke overholdes af juristen, og hvis landmanden eller tjeneren ikke holder den, må han slås af kølleslag. Rådssamlingen der blev afholdt i Orleans i 538, forbød arbejdet på landet om søndagen, som Konstantin forbød ved sine love. Kamrene ved dette rådsmøde erklærede også ”at det var ulovligt at rejse med heste, kvæg og vogne, tilberede mad, eller gøre noget nødvendigt for at gøre husene rene og nette personerne, smager mere af jødedom end kristendom.” Ifølge Lucius til et andet rådsmøde i Narbonne i Frankrig, i det syvende århundrede, blev de også forbudt at arbejde på landet.

Først i det syvende århundrede, da Gegoiy I var pave, tiltrak sabbatsspørgsmålet sig megen opmærksomhed. Der var en gruppe personer som erklærede, ”at det ikke var lovligt at gøre noget arbejde på lørdagen, eller den gamle sabbat; andet at ingen må bade sig selv på Herrens sabbat, på deres nye sabbat.” Pave Gregory skrev imod begge læresætninger en brev til den romerske borger, Baronius, til hans Rådsmøder, og siger: ”I år [603] knyttede paven i Rom, St. Gregory, den fejl med noget forkyndt af jødisk undertrykkelse, eller en græsk skik, at det var en pligt at tilbede på sabbaten, på samme måde som på den Dominikale dag;” og han kalder disse forkyndere for Antikrists forkyndere. Næsten det samme doktrin blev forkyndt igen på Gregory VIIs tid år 1074 – omkring fem hundrede år efter hvad vi (23) taler om nu. Dette er nok til at vise at sabbaten blev holdt indtil disse nedgangstider, som indførte så mange fejl i tro og praksis. Faktisk er det nok at vise, om emnet har været til diskussion, har sabbaten fundet sin forsvar, både i teori og i praksis.

Ifølge Lucius, “var pave Urban II, i det ellevte århundrede dedikeret for sabbaten for Jomfru Maria med en messe.” Binius siger: “Pave Innocent I, indførte en faste om sabbaten, som lod til at være den første ordning for den faste, men Sabbatens dedikatin til Jomfru Maria var Urban II, i sidste del af ellevte århundrede. På dette tidspunkt fandt vi Esychius’ lære, læren at sabbatsoverholdelsens forskrift ikke er et af budene, fordi den ikke til alle tider overholde efter bogstavet, og Thomas Aquinas en anden romersk gejstlighed sagde, ”at det virkede inkonsekvent at buddet for sabbatsoverholdelsen, skulle lægges blandt tibudslovens bud, hvis den slet ikke hører dertil; at buddet ” Du skal ikke gøre dig noget udskåret billede, og buddet for sabbatsoverholdelsen, er ceremoniel.”

FØRSTE-DAGS HELLIGHOLDELSEN, INDFØRES I STORBRITANIEN.
Førstedags helligholdelsen i dette land kommer fra England, er vi mest interesseret i at forstå den oprindelige fejring i dette land. Selvom de fleste af de bekendende drikker fra disse strømme, har kendskabet til kildeudspringet størst værdi. ”Sabbatens historie” bevidner på dette punkt: (24) overholdelsen af den første dag var ikke så tidlig i England og Scotland som i andre dele af Romerriget. Ifølge Heylyn, blev der oprettet Kristne selskaber i Skotland, så tidlig som i 435 efter Kr; og det menes at evangeliet blev forkyndt i England i det første århundrede af St. Paul. Mange år efter at kristendommen blev modtaget i disse ringer, tog de sig ikke noget af den første dag. Binius, en katolsk skriver, I det andet bind af hans værker, kommer med en redegørelse om at indføre den Dominikale dag [søndag] i Skotland, så sent som 1203. "I hans year," siger han, "et råd blev holdt i Skotland om indførelsen af Herrens dag, hvilken rådssamling blev holdt i 1203, medens Pave Innocent III var pave, ”og han citeres som sin myndighed Roger Hoveden, Matth. Paris, og Lucius' gejstlighed. Hist. Han siger: "Ved dette råd blev det vedtaget at der skal være hellig tid fra den tolvte time søndag middag indtil mandag."

Bmius siger at i 1201, Eustachius, kom Abbot af F til England, og forkyndte der fra by til by. Han forbød markeder på de Dominikale dage; og dette erkendte han som en særlig befaling fra himlen. Historien bag dette særlige dokument, med titlen En hellig befaling om den Dominikale dag, sagde den fromme abbed, som dette: ”Dette kom fra himlen til Jerusalem, og blev fundet i St. Simeons grav i (25) Golgata. Og Herren påbød dette brev, som mennesker så på i tre dage og tre nætter, og faldt til jorden, bad Gud om barmhjertighed. Og efter den tredje time, rejste patriarken sig op; og ærkebiskpppen Akarias rakte sin bispestav ud, og de tog Guds hellige brev, og så at det var skrevet sådan.”

“Jeg, Herren, som befalede jer at I skal overholde den dominikale dag, og I har ikke overholdt den, og I har ikke angret jeres synd, som jeg sagde ved mit evangelium, skal himlen og jorden gå forbi, men mit ord skal ingen lunde forgå; jeg har frembragt anger i livet, der skal forkyndes for jer, og I har ikke troet; sendte jeg hedninge imod jer, som udgød jeres blod, dog troede I ikke; og fordi I ikke overholdt den dominikale dag, i nogle få dage, har I sultet, men jeg gav jer hurtig store mængder, og så gjorde I det endnu værere; vil jeg atter, at ingen fra den niende sabbatstime, indtil solopgang mandag, udrette noget, medmindre det er for det gode, og udretter nogen noget, så lad ham bevæbnes med anger; og hvis I ikke er lydig mod dette bud, amen, siger jeg jer, og jeg sværger jer ved mit sæde, og trone, og keruber, som holder mit hellige sæde, fordi jeg vil ikke ændre noget, med et nyt brev, men jeg vil åbne himlene, og for regn vil regne på jeres stene, og brændestable, og varmt vand om natten, og ingen vil kunne forundre det, men at jeg måtte udslette alle onde mennesker. Dette siger jeg jer, at I skal dø døden, på grund af den dominikale helligdag og andre højtider som ansås for hellige, som I ikke har overholdt. Jeg vil sende jer udyr med løvehoveder, kvindehår, og kamel-haler; de skal være udsultede så de kan fortære jeres kød, og I skal ønske at flygte de dødes grave, og skjule jer af frygt for bæsterne; og jeg vil borttage sollyset fra jeres øjne; og jeg vil sende mørke over jer, og vil ikke vise jer barmhjertighed; for jeg vil brænde alles legemer og hjerter, som ikke har holdt den dominikale helligdag. Hør min røst, så I ikke går til i landet, på grund af den dominikale helligdag.

Hør min røst, at I ikke går i landet, på grund af den Dominikale helligdag. Nu ved I, at I er sikret ved mine bønner for min allerhelligste moder Maria, og for mine hellige engle vil daglig bede for dig. Jeg gav jer loven fra Sinajs bjerg, som I ikke har holdt. For I blev født ind i verden, og mine højtider har I ikke kendt til; I har ikke overholdt den Dominikale dag for restitution; jeg sværger jer ved min højre hånd, holder I ikke den Dominikale dag og mine helliges højtider, vil jeg sende hedninge der dræber jer.”

(26) Med denne nye befaling fra himlen, “Forkyndte Eustachius I forskellige dele i England imod at den Dominikale dag og andre højtider blev vanhelliget, og gav folk syndsforladelse på betingelse af at de overholder den Dominikale dag, og de helliges højtider.” Og folket lovede Gud, at de herefter ville hverken købe eller sælge noget andet end mad om søndagen. ”Således, ” siger Binius, ”misunder menneskets fjende, dette hellige menneskes formaninger, lægger det i Englands konger og adelsmænd på hjerte, at befale alle, som holder de førnævnte traditioner, og hovedsalig alle som nedlægger markederne efter det er passer den Dominikale dag, bør komme op for kongens domstol, og opfylde det der skal til, for at holde den Dominikale dag.”

Binius fortæller om mange mirakuløse ting som skete om sabbaten, for dem der arbejdede efter den niende time (efter kl tre om eftermiddagen) på den syvende dag, eller lørdag. Han siger at på en bestemt sabbat, efter den niende time, var en snedker i gang med at lave en træspids, blev han slået af lammelse; og en kvinde knyttede på sabbaten blev efter den niende time, slået af lammelse. En mand bagte brød, og da han brød for at spise, kom blod ud. En anden malede korn, kom der blod i stedet for mel, medens hans møllehjul stoppede helt, på grund af voldsomt oversvømmelse af vand. Varme ovne ville ikke bage brød, hvis den var varm efter den niende time på sabbaten, og dejen var ubagt. Uden hensyn til Eustrachius’ nye lære (21) kunne der mandag morgen bages godt uden hjælp af ild. Disse fabler gik propaganderende ud i riget; ”alligevel frygtede folk,” siger Binius, ”riget og menneskekraft højere end det guddommelige, vendte tilbage som en hund til sit eget udspy, og drive markeder med salgsbare ting på den Dominikale dag.”

Mr. Bampfield siger, på en forspørgsel, s. 3: "I 1203 ville Englands konge og fyrster, ikke eneste om at ændre sabbaten, og holdt den første dag, på denne autoritet. Det var i Kong Johns tid, imod hvem den papistiske gejstlighed havde stor irritation for at ikke ære deres præstestand. Englands konger for fyrster i 1203, ville ikke enes i at ændre sabbaten, og holde den første dag, ved dens autoritet. Dette var i Kong Johns tid, som papistiske gejstlighed havde en stor ærgerelse for ikke at ære deres prælat, og de munke, som han egentlig forpestede.

Binius (Councils, cent 13,) siger at Kong John af England, i 1208, i det tiende år af hans regeringstid, for ikke at underlægge sig papitiske pålæg på dens privilegier, blev bandlyst af Paven, og hans rige blev forbudt, som foranledigede så mange problemer hjemme og derude, at det tvang ham til sidst at lægge sin krone for fødderne af Mandulphus, Pavens agent. Efter han blev ydmyget af at banlysning og afvisning, fjernede kongen i sit femtende år af sin regering, ved direktiv på markedet i Exon by fra søndagen, som blev afholdt til mandag. Markedet i Lanceston blev fjernet fra den første til den femte ugedag. I Henry IIIs andet og tredje år, blev mange andre markeder fjernet fra den første og andre ugedage, som kongen ikke ville tillade først. Han udstedte også direktiv som tillod at markederne blev fjernet på den første ugedag gør andre dage uden særlig tilladelse.

Englands parlament mødte op om søndagen indtil Richard IIs tid, som suspenderede det fra den dag til efterfølgende dag.

I 1203 blev, ifølge Boethus, "afholdt en rådssamling i Skotland til indvielse af kongen, og om sabbatens højtid; og der kom også en legat fra Paven, med et sværd og purpurhat, og indrømmelser og privilegier til den unge konge. Her blev det også dekreteret at søndagen fra den tolvte time om middagen, skulle være hellig.” Magdeburgerne siger at denne Rådssamling handlede om at den Dominikale dags overholdelse blev indført på ny, og at de forordnede at den skulle være hellig fra den tolvte time om lørdagen helt til mandag.”

Binius siger: "En synode blev afholdt i Oxford, ef.kr. 1223, af Stephen, ærkebiskop af Canterbury, hvor de besluttede at Dominical dag blev holdt med al ærbødighed, og en faste om sabbaten."

SØNDAGSHELLIGHOLDELSEN BLEV FASTLAGT VED LOV I ENGLAND.
Ifølge Bampfield, blev Englands første lov for søndagshelligholdelse, vedtaget under Edward VL, omkring 1470. "Den gang gennemførte parlamentet lov, hvorved søndagen og mange andre helligdage, alle de Helliges højtider og helligt uskyldige, blev oprettet som højtider ved lov. Dette gjorde også, at den var lovpligtig for husmænd, håndværkere fiskere, og alle andre i høsten, eller til enhver årstid hvor det var nødvendig skulle pålægges at arbejde, rejse, fiske, eller gøre en anden slags arbejde, for deres egen frie vilje og fornøjelse, på nogen af de nævnte dage.”

Ved midler som disse, blev overholdelsen af den første dag gradvist gennemført over for folk, uanset (29) om de var i forbund med paven som kirkens hoved eller ej, og sabbaten blev gradvis lagt til foragt og væmmelse.

Den proces forandringen blev gennemført ved, er dette: Først få en årlig fejring af den første dag, ved slutningen af påske, til ære for opstandelsen; så en delvis overholdelse af dagen hver uge. Den blev overholdt blandt hedningene i almindelighed. Så blev den støttet af de borgerlige love, gejstlige forskrifter og straffe, og gav den titel af Herrens dag. Så blev det til at hele dagen blev gjort hellig. For at formindske og helt udslette al respekt for sabbaten, blev den først vendt til en faste, så blev den helliget til Jomru Maria, og stemplede den som jødisk og hedenskab, og forkyndelsen af den blev kaldt for antikrist, og til sidst blev det fjerde bud erklæret for ceremonielt, og blev faktisk taget ud af tibuds-loven. Og hvad angår den romerske kirke blev målet nået, og gjorde rimeligvis sin del, for at opfylde Daniels profeti, [vii, 25,] " Han skal påtænke at ændre tider og love; og de skal gives i hans hånd, indtil en tid, og tider og tidens deling.

Årsagen til sabbaten må påvirkes også alvorligt ved det ottomanske riges opkomst i det syvende århundrede, og maometanernes held med at erobre kirkens østlige division. Mahomet formede planen og oprettede en ny religion, eller som han sagde den, genplantede den eneste sande og gamle som bekendte sig til Adam, Noa, Abraham, Moses, Jesus og profeterne; ved at udrydde afgudsdyrkelse, udluge det fordærv som jøderne og de kristne havde, mente at have indført. Han var lige så meget imod jøder som mod kristne. For at kunne skelne disciplene fra hinanden, valgte han deres ugefejringsdag, den sjette dag, eller fredag. Og derved, sådan som det syttende århundredes skriver siger det, ”korsfæstede romanisterne sabbaten, og som jøderne og romerne gjorde Herrens sabbat, mellem to tyve, til den sjette og den første ugedag.”

Derved har vi sporet sabbatens historie i den romerske kirke, ned til det nittende århundrede; og vi ser at den syvende dag i hele denne tidsperiode, fornægtes at blive kaldt sabbat, og at ingen dag nogen sinde har haft den title, ikke før det agtværdige brev i St. Simeons grav, hvor det hævdes for enhver, at overholdelsen af Herrens første dag, eller søndag, blev pålagt ved Jesu eller hans apostles myndighed, ejheller hvis de skulle have bedt om noget hen imod dette. Det kom ejheller frem i Bibelen hvad der krævede dets overholdelse.

Der er nogle spor om sabbatshelligholdelse, blandt kristne der skilte sig fra det katolske fællesskab, eller aldrig har været i det. Den græske kirke skilte sig ud fra dem omkring midten af det ellevte århundrede, og havde et større rige end papisterne. Ifølge Brereivoods undersøgelser, side 128, højtideligholdte så denne kirke lørdagshøjtiden?, og frabad sig som ulovligt at faste på en lørdag undtagen i Lint, der bibeholdt skikken før adskillelsen. Den samme forfatter siger at de syriske kristne, som udgav en stor del af befolkningen i Østen, fejrede højtidelig guddomstilbedelse (31) både om sabbaten og den første dag, fortsatte romerkirkens skik, på den tid de skilte sig ud af fællesskabet. Sandys Rejser side 173, taler om et kristen imperium i Etiopien, der holder både sabbat og søndag, ”da de har forskellige vildfarelser og mange gamle sandheder.” De abyssianske kristne, sammen med utallige andre, viser at de ligner Papisterne i nogle henseender; og Purchase taler om dem, som underlagt Peter og Paulus, og især under Kristus,” og overholder lørdagens sabbat. Også Brerewood nævner dem. Mosheim nævner en sekt kristne i det tolvte århundrede, i Lombardiet, der kaldes Pasaginianere, der pålagde sine efterfølgere omskæring, og holde den jødiske sabbat. Mr. Benedict betragter fortællingen om hvordan de praktiserer blodige ritualer, en bagtale om dem, fordi de holder den jødiske sabbat. Binius siger at i 1555 var der kristne i Rom der holdt sabbat, og blev således kaldt for sabbatarianere, og de fremkommer som anderledes fra andre Romanister. Mange af de Armenske kristne troede at den gamle sabbat skulde overholdes. Dr. Buchanan taler, i sine forskningsresultater, om dem der boede i Østindien, og siger: “Deres doktriner er, så vidt forfatteren ved, bibelens doktriner. Udover dette, fastholder de kristentilbedelsens højtidelige overholdelse, udover vort rige på den syvende dag.”

VALDENSERNE HOLDT SABBATEN.
Der har sandsynligvis ikke være en klasse kristne siden apotlenes tid, som kunne retfærdiggøre det apostolske krav mere end valdenserne, som det folk der boede i Piedmont-dalene førhen. Om de så er tilbagetrukne, siger Burnside, på Konstantin-lovenes kundgørelse, for at overholde den første dag i det fjerde århundrede, og de forblev, ifølge Scaliger og Brerewood, i Elisabeths af Englands tid, til den sidste del af det sekstende århundrede. De holdt fast ved den apostolske tro, og led hårde forfølgelser af katolikkerne.

I Dåbens historie skriver Robinson: blev kaldt Sabbati og Sabbatati, og navnet kom af det hebræiske ord sabbat, fordi de holdt lørdagen som Herrens dag.” De kaldte det også Insabbatati, fordi de afviste alle højtider, eller sabbater, i ordets lave latinske forstand. Papisternes redegørelse gav deres holdning tilkende i 1250, således, kortfattet: De erklærede sig selv som apostlenes efterfølgere, og få apostolsk autoritet; at de holdt Roms kirke for ”Babylons skøge” at ingen af kirkens forordninger, som blev indført siden Kristi himmelfart, skulle overholdes; at dåb ikke hjælper små børn noget, fordi de faktisk ikke kan tro. De afviser konfirmationens sakramente, men i stedet for dette lægger de deres hænder på deres disciple. Jone siger, i sin Kirkehistorie, at fordi de ikke overholder hellige dage, mener man de fejlagtigt også forsømmer sabbaten. Andre af deres fjender, en Romersk inkvisisator, anklagede dem, for at foragte alle højtiderne for Kristus og hans hellige. En anden, en kommisionær af Charles XII af Frankrig, indberettede for ham, at han fandt ingen ceremonier, afbilleder eller tegn af den Romerske kirke blandt dem, der var meget mindre (33) kriminalitet hvorved de blev anklaget; tvært imod, overholdt de sabbatsdagen, overholdt dåbsforordningen ifølge urkirken, og indstuderede deres børn i den kristnes tros artikler og Guds bud.”

SABBATEN SIDEN REFORMATION.
Med reformationens begyndelse, blev der vagt en ny ånd i religionerne. Næsten alle de kristne skikke blev revideret, og ikke fjernet, før de enten blev anerkendt eller forkastet. Det som var til diskussion, hvem finder sabbaten tidligt indført og grundigt ransaget. Der var forskellige syn på dette, blandt de forskellige slags reformatorer, som fortjener særlig opmærksomhed.

En af reformatorernes grupperinger, var dem som kun dvælede ved troen alene, og Evangeliets frihed, skælvede ved tanken om at påtvinge regler på mennesker, og synes at frygte lovens holdbarhed. Disse erklærede at love som sabbaten var ophævet; at søndag ikke var sabbat, kun en højtidsdag for kirken, som var blevet udpeget og kunne forandres efter kirkens behag. At vi ikke må tænke fejlagtigt her, såvel som at forstå den tids anskuelser til fulde, vil vi bringe nogle af disse mænds påstande.

I bishop Cranmers katekismus, 1548 ef.kr, står der: "Jøderne blev i det Gamle Testamente pålagt at holde sabbats-dagen, og de overholdt hver syvende dag, kaldt for sabbat, eller lørdag; men vi kristne mænd er ikke bundet til et sådant bud i Mose lov, og derfor skal vi ikke længere holde sabbaten, eller lørdagen, ligesom jøderne gjorde, men vi holder søndagen, og nogle andre dage, sådan som magistraterne dømmer rigtigt.”

William Tindal skriver, i sit svar til More, kap. 25: "Vi er herre over sabbaten, og kan ændre den til mandag, eller en anden, sådan som vi behøver det; ellers må vi gøre hver tiende dag en helligdag, kun hvis vi ser en grund til; kan vi have to hver uge, hvis det er passende, og en er ikke nok til at undervise folk. Der er ej heller nogen grund til at ændre den fra Søndag, anden end at gøre os forskellige fra jøderne, og at vi ikke skal blive tjenere for den dag, efter deres overtro.”

Der var en anden klasse blandt sabbats-forsvarere, som hævede at de kunne undgå vanskeligheder og selvmodsigelser, ved streng overholdelse af bibelen, som andre er blevet ledt til. De kæmpede for Sabbattens tidlige institution, for dens moral og stadighed som kom frem, da den kom ind i ti-buds-loven, og for ugens syvende dag som en væsentlig og nødvendig del af buddet Theophilus Brabourne, i 1628, skriver: "1. Det fjerde bud i tibuds-loven er en guddommelig forskrift, enkel og helt moralsk, har intet legalistisk ceremonielt i sig, i sin helhed eller i en del, og derfor bør overholdelsen af dette hver uge være evigt, og fortsætter i fuld styrke og dydighed til verdens afslutning. 2. Lørdagen, eller ugens syvende dag, bør være en evigt helligdag i den kristne kirke, og den religiøse overholdelse af denne dag, forpligter kristne under evangeliet, ligesom den gjorde for jøderne før Kristi komme, 3. Søndagen, eller Herrens dag, er en almindelig arbejdsdag, og det er overtro og vil blive tilbedt som det samme som det fjerde buds (35) sabbat.” Disse synspunkter forsvarede Brabourne i to bogværker som blev udgivet i 1628 hhv. 1632.

Disse to bind kan tilføjes andre, som blev udgivet umiddelbart efter, og som resultat af dette, har levende vidner bevidnet frem til i dag.

Man har troet at der var Kristne til alle tider, som har holdt den syvende dag hellig. I løbet af den kristne kirkes tre første hundrede, lader Sabbatten at være blevet holdt næsten universelt. Den blev holdt udbredt i de østlige kirke i seks hundrede år. Og fra den tid af til nu, kan der ganske hyppigt findes spor af sabbatsholdere, enten i de enkeltes historie, eller i rådforsamlingers gøren imod dem der holdt den. Disse noter rækker sig til reformationstiden; og er lige så hyppig som referancer til den første ugedag, under titlen Herrens dag.

Ifølge Ross’s “billed af alle religioner,” har man i Tyskland holdt den syvende dag som sabbat, Ganske almindelige i det sekstende århundrede, blev de så mange at de organiserede sig, og fik opmærksomhed. Nogle af disse dannede en kirken og imigrerede til Amerika, da bosættelserne begyndte på landet. Der var sabbatsholdere i Transylvanien omkring samtidig, blandt hvem var Francis Davidis, den første feltpræst for Sigismunds hof, fyrsten for det rige, og derefter tilsynsførende for alle de transsylvanske menigheder. Også i Frankrig var der kristne i denne gruppe, blandt hvem var M. de la Roque, der skrev forsvaret for Sabbatten, over for Bussuet, den katolske biskop i Meaux. Men det er vanskeligt at afgøre, i hvilken omfang denne dag blev helligholdt i disse lande.

I England finder vi Sabbats-holdere meget tidligt. Dr. Chambers skriver: " De oprejser sig i England i det sekstende århundrede, hvoraf vi kan forstå at de bliver deres eget trossamfund i dette rige. De voksede sig meget i det syttende århundrede; og mod slutningen af dette århundrede finder vi elleve blomstrende menigheder på forskellige dele af dette land. Blandt dem der fremholdt dette synspunkt var der forskellige mænd. Theophilus Brabourno blev kaldt frem for den Høje kommisions hof, i 1632, for at skrive og udgive bøger der forsvarede kravet på den syvende dag. One Traske blev omkring samtidig forhørt i Starr Chamber, hvor der synes at være en lang diskussion om emnet. Næsten tredive år efter dette, blev Johan Jammes, en prædikant for en sabbatsholdende menighedsforsamling i Østlondon, ekskluderet på en barbarisk måde, på forskellige anklager, der blandt andet gik på hans sabbatshelligholdelse. Tyve år senere døde Francis Bampfield i Newgate, en martyr for manglende konformitet (tilpasning) – specielt som ham der ikke indrette sig efter sagen om Sabbatten. Det er unødigt at nævne flere navne, eller tale særligt om Edward, Joseph, Dr. Joseph, og Dr. Samuel Stennett, John Maulden, Robert Cornthwaite, og andre som har skrevet og lidt som bevis på deres forbindelse til denne sandhed.

Men Sabbatten mødte stor modstand i England, blev agrebet fra både talerstolen og pressen, af dem som var knyttet til den etablerede kirke. Mange lærte og talentfulde mænd gik (37) ind i diskussionen, på begge sider af spørgsmålet. Det var tydeligt at modstandere af reformen fandt det vanskeligt at forsvare sig selv mod talentfulde og bibelske kræfter, der gik ind for den syvende dag. De borgerlige myndigheder prøvede at bremse alle dissenternes fremmarch, med hjælp af den berømte konventionslov. Den lov der blev gennemført i 1664, blev det muligt at enhver over seksten år, der var til stede ved en gudstjeneste, der var anderledes end Englands kirke, var der fem personer mere end hjemmet, skulle han fængsles i tre måneder eller betale fem pund første gang; og anden gang blev straffen fordoblet; for tredje gang skulle han bandlyses til Amerika, eller betale et hundrede pund sterling. Denne lov blev fornyet i 1669, og udover de tidligere straffe, blev personen erklæret ansvarlig for at betale en bødestraf på tyve pund; og den samme straf blev pålagt en person der fik stuearrest. Fredsdommeren fik myndighed til at gå ind i disse hjem, og anholde disse personer; og de blev idømt et hundrede pund vis de ikke ville dette. Disse handlinger var enormt forstyrrende for dem som overholdt sabbatten. Mange af deres fremtrædende præster blev ud af deres hjord, og sat i fængsel, nogle af dem segnede under deres lidelser. Disse forfølgere forhindrede dem ikke kun i at holde sabbat, men fra at samles, og afskrækkede nogle, der antog deres meninger i at gå sammen med dem, modarbejdede andre fra at undersøge emnet. Fra den tid af blev sabbatten ikke holdt i England som den blev tidligere. Men omfanget af sabbatshelligholdelsen, kan ikke bestemmes med antallet og størrelsen af menigheder, enten der eller i andre lande. Mange personer lever med overholdelsen af den syvende dag og forbliver medemmer af menigheder der holder den første dag; og endnu flere anerkender det rigtige i det, som tilpasser sig den mere populære skik, at holde den første dag.

Om Sabbatten på den tid blev genstand for opmærksomhed i Amerika kan vi ikke sige definitivt. De første bosætteres intolerance i New England, gik ikke til fordel for Sabbatten. De stakkels kristne, som blev forvist til dette land, for at overholde denne, kunne ikke finde tilflugt blandt Pilgrims fædrene. Rhode Island’s love var mere tolerante end i nogle andre Stater, og sabbatsholdere gjorde sig først synlige i Newport i 1671. Sabbattens sag har gradvis fundet fodfæste i dette land fra den periode, men den fik megen modstand mod udbredelsen, selv på Rhode Island. Det gik imod de kristnes praksis i almindelig, og således kom der modvilje imod det, og de som har holdt sabbatten har bebrejdet det for jødisk, og klassificeres med jøderne. Udover dette, har det altid været forbundet med stor besvær med deres stillinger, især i byer og landsbyer.

Den almindelige version af Bibelen er i mange tilfælde fundet tilstrækkeligt for at omvende mennesker til sandheden. Menigheder der overholder Sabbatten er blevet dannet på Rhode Island, Connecticut, New York, New Jersey, Pennsylvania, Virginia, South Carolina, Georgia, og i de fleste af veststaterne, der sandsynligvis dækker en population på femogfyrretyve tusinde.

(39) De foregående uddrag fra “Sabbattens Historie”, får vi en præcis forståelse for den måde sabbatten blev ændret på. Den institutions oprindelse har tronranet Herrens sabbat, kan vi også se klart. Idet vi har fået mulighed for at se de trin, som Solens dag har fortrængt Herrens hviledag på, så lad os nu spore os tilbage på den sti vi nu har fulgt.