Tilbage
J. N. Andrews
J. N. Andrews

John Nevins Andrews (1829-1883). Kom med i millerbevægelsen i 1843. Og holdt sabbat sammen med adventbevægelsen i 1845. Begyndte pastorarbejdet 1850, gift i 1856. Generalkonferensformand i 1867 og redaktør af Review and Herald 1869. I 1874 rejste han til Europa, og startede den europæiske mission op i Basel, hvor han døde ni år efter.


NB! - korretkur mangler

Åbenbaringens tre budskaber 14,6-12


Helt specielt den tredje engels budskab og det to-hornede vilddyr.
Af pastor John N. Andrews.
Review and Herald Publishing Co.:
Battle Creek, Mich; Chicago, Ill.; Toronto, Ont.; Atlanta, Ga, 1892.

Forord

Bibelen er fuld af henvisninger til Frelserens andet komme og begivenhederne på Guds store dag. Den viser denne dag som den store dag for hans vrede; som tidspunktet hvor den Almægtiges hånd skal komme over de onde, og hvor landet skal lægges øde, og de syndige mennesker derpå udslettes derfra. Den inspirerede skrivers sprog beskriver de mest ærefrygtindgydende og skrækindjagende scenerier fra den dag hvor Guds rejser fra sit sted for at straffe jordens indbyggere.

Skal menneskene ikke have en advarsel for hvornår denne udslettelse er ved at fare over dem? Skal der ikke komme tegn på at den kommende vrede griber de skyldige i deres nedadgående løbebane? Skal den uoprettelige ruin ikke opsluge en syndig verden, og Gud antyder slet ikke at det nærmer sig?

Sådan var det ikke med verden før syndfloden, heller ikke med den måde hele jordens retfærdige Dommer hjemsøgte menneskeheden på, med dom, uden at advare dem om den kommende hævn. Ham der læser profetierne opmærksomt, vil finde gode vidnesbyrd der beviser denne udtalelse. Guds domme over Jerusalem, Samaria, Tyratira, Nineve, og Babylon er slående illustrationer på dette. Skal vi da konkludere at Guds sidste og mest frygtelige dom skal komme over vor jord, uden forudgående advarsel til dens beboere?

Ved begyndelsen af den store vredesdag vil Guds folk forvandles til hans evige rige. Det er at de vil iklædes udødelighed, og vil aldrig smage døden. Hvad vil forberede den sidste slægts hellige til en så fornæm ære? Vil de, når deres Herre kommer tilbage, findes i en forvirret og anarkistisk tilstand? Vil dette være deres tilstand når deres Herre skal legemligt tager dem til sig?

Som Guds folk har man, en for en, faldet som ofre for dødens magt, og det personlige forberedelsesarbejde er alt der var nødvendigt; men når tiden kommer hvor alle Guds hellige, som lever skal tages som et legeme i hjertlighed, er det sikkert at noget mere end et personligt arbejde er nødvendigt. Med hvilke skal Guds hellige samles med som et folk og forberedt til forvandling? Hvilke mægtige sandheder har Guds gemt på til den sidste slægt, som dette store arbejde skal udføres ved? Som svar på disse spørgsmål, citerer vi det fjortende kapitel i Åbenbaringen.

Planen med de tre store forkyndelser i dette kapitel, er for det første, at advare om kommende domme, for det andet at sætte Guds folk på deres vagttårne, for det tredje at indsamle alle de spredte hellige i en enhed; og for det fjerde at genoprette Guds bud for sit folk, og forberede dem til udfrielsen i trængslens tid, og forvandles til hans rige.

Sådan præsenteres værket i Åbenbaringen 14. Det giver verden advarslen, og efterlader dem uden undskyldning; det oplyser de helliges stivej; og ryster dog hjerteløsen af med dens tålmodighedstrængsler, og giver verdens mennesker, til trods for sin advarsel, en chance for at dæmpe sig ned i sikkerhed, når Guds vrede hænger over deres hoveder.

Skal disse store sandheder ikke fange vor opmærksomhed? Skal det ske med os som det gjorde før syndfloden, som advarede om den kommende udslettelse, kendte alligevel ikke til den før den og tog dem alle bort? Når menneskesønnen kommer, hvem af os vil da kunne sige: “Se, det er vor Gud, vi har ventet på ham, og han vil frelse os.”? J. N. A. Battle Creek, Mich., jan., 1877.

Indholdsoversigt


Forord 3
Kapitel I – Tidspunktet hvor forkyndeserne for åbenbaringen 14 gives. 9
Kapitel II – Den første engels forkyndese 25
Kapitel III - Den anden engels forkyndese 36
Kapitel IV – Babylons fald 49
Kapitel V - Den tredje engels forkyndese 73
Kapitel VI – Det to-hornede vilddyr 80
Kapitel VII – Det to-hornede vilddyrs arbejde 101
Kapitel VIII – Den tredje engel truer med straffen 115
Kapitel IX – Den tredje engels kronologi 127

Kapitel I – Tidspunktet hvor forkyndelserne for åbenbaringen 14 gives.

Emnets betydning – Forskellige syn på denne profeti – Disse forkyndelser gælder ikke den Kommende Tidsalder – De kan heller ikke tilhøre tidligere tider – Budskaberne henvender sig til den sidste slægt - Argumentet fra 2 tessaloniker 2 - Fra Daniel 12 - Fra Tegnene - Fra lignelsen om nadveren - Fra Nahum 2 – Fra Babylons udslettelse – Fra det to-hornede dyrs arbejde – Beskaffenheden i disse forkyndelser

Ham som læser forkyndelserne opmærksomt der står i Åbenbaringens fjortende kapitel kan ikke undgå at bemærke deres umådelige vigtighed. Uanset hvilken periode i kirkehistorien disse forkyndelser sker, må de ud fra deres beskaffenhed udgøre det store tema denne slægt er interesseret i. Uanset hvornår englene i dette kapitel er hvervet af Gud til at annoncere jordens nationer at hans Domstime er kommet, eller forkynde Babylons fald, eller komme med de frygteligste trusler imod vilddyrets tilbedere som bibelen indeholder, kan intet menneske ignorere deres arbejde, eller behandle deres advarsler som om de er uvæsentlige, undtagen ved hans egen sjæls fare. Hvis det kun var muligt at disse advarsler gjaldt os selv, var det op til os at ransage dette emne, med alvorlig opmærksomhed; men hvis dette punkt kan afprøves med at klart vidnesbyrd, er det sikkert at vi ikke kan være for omhyggelige med at passe på de advarsler der kommer her.

Det var kun for nogle få år siden at alle adventtroende gik sammen om at bruge denne profeti på den nuværende slægt; men i den trængselsperiode der fulgte efter skuffelse, har mange af dem i stort omfang, mistet deres oprindelige tro. Nu er der et anseeligt antal der strides om at disse engle skal give deres advarselsrøst længere ud i fremtiden; som er en periode efter genkomsten. En anden klasse prøver at vise at de fik deres opfyldelse for mange tider siden, den første engel begyndte i apostlenes dage, den anden på Luthers tid, og den tredje i en periode noget senere.

Som bevis på at disse engle hører til fremtiden, påberåber som et faktum at Johannes så dem flyvende gennem himlenes midte, straks efter at have set Lammet stå på Zions bjerg med de 144 000. Da den senere begivenhed er fremtid, konkluderer de at englene i denne profeti også må være fremtid. Hvis det var et faktum at de ting der forudsiges i Åbenbaringens bog blev givet i rækkefølge, ville der være en vis kraft i dette argument. Men det er tydeligt at den bog er dannet på mange tydeligt adskilte syner, der sædvanlig introduceres med udtrykket, ”Og jeg så,” eller noget i den retning, som i Åbenbaringen 14,6. Den serie af begivenheder som begynder i kapitel 12, med dragen, strækker sig tydeligvis gennem dyrets værk i kapitel 13, og afslutter med et syn om restmenigheden i deres herlige tilstand på Zions bjerg. Åbenbaringen 14,1-5. Så begynder en ny række begivenheder med englen i kapitel 14,6.

Disse begrundelser afviser at denne profeti gælder fremtiden: -

1. Dette syn vil gøre englen med det det evige evangelium til ethvert folk, stamme og tungemål, til en engel fra himlen med et andet evangelium (galaterne 1,8); for den apostolske hvervelse gik kun til den høst, som er verdens ende. Mattæus 28,19, 20; 24,14; 13,24-30; 13,36-43. Paulus tog del i denne hvervelse (1 Timotius 1:11), og han erklærede således dens betydning: at Gud befaler ”at de alle og alle vegne skal omvende sig. Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed.” Apg. 17,30.31. Den apostolske hvervelse strakte sig kun til afslutningen, - den dag hvor Gud skal dømme verden ved Jesus Kristus. Et evangelium der forkyndes på den dag vil være et andet evangelium end det Paulus forkyndte, og et som ikke har nogen Frelser i det. Det vil faktisk vise at englen i Åbenbaringen 14,6.7. var netop ham, som Paulus’ forbandelse i Galaterne 1,8 hviler på.

2. Den anden engel kundgør Babylons fald. Efter denne forkyndelse, kan en stemme høres fra himlen, der siger: ”Drag ud af hende, mit folk.” Åbanbaringen 14,1-4. Det kan ses at det er meningsløst i at sætte denne handling efter genkomsten, læs venligst 1 Tess 4,16.17. Her er det tydeligt at Kristi folk ved Hans komme, skal tages op for at møde ham i luften, og derefter være sammen med Herren for altid. Vil Herren tage sit folk til Babylon når han kommer? – Aldrig. Han siger: “Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. . . kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være. Joh. 14,2. 3. Så vil Herren ikke få anledning til at kalde sit folk ud af Babylon efter genkomsten; for fra den tid af fil de altid være hos ham.

3. Lad os nu se om den tredje engels budskab kan bruges på fremtiden på en nogenlunde rimelig måde. Dem som vil sammenligne Åbenbaringen 14,9-12 og 13,11-17, vil straks se at den tredje engels advarselsrøst angår et frygteligt sceneri, hvor det to-hornede vilddyr skal gøre sin del for at undertrykke Herrens hellige. Men hvis den tredje engels forkyndelse angår den periode som følger efter genkomsten så må det to-hornede vilddyrs værk også udspille sig i fremtiden. Og hvilken sceneri kan de helliges fremtidige regering præsentere, hvis Åbenbaringen 13,11-17 skal opfyldes på den tid! Med vender vi os til Åbenbaringen 20,4-6 vil det kunne ses at perioden for vilddyrets og dets billedes sejr, og for at tage imod dets mærke, går forud for de helliges regeringsperiode. Og når de helliges regering begynder, er vilddyrets sejr fortid.

Vilddyret repræsenterer utvivlsomt pavemagten. Åbenbaringen 13,1-10; Daniel 7,8. 20. 21. 25. 26. Men vender vi os til 2 Tessaloniker 2, erfarer vi at pavemagten udslettes ved ankomsten af Kristi stråleglans. Derudover lærer vi fra Åbenbaringen 19,12-21 at vilddyrets og den falske profets, eller det to-hornede dyrs, sidste omstyrtelse finder sted ved slaget på Gud den Almægtige store dag, direkte i forbindelse med genkomsten. Med disse tydelige vidnesbyrd fastsættes kendsgerningen at vilddyret udslettes ved genkosten. Derfor spørger vi: Hvorfor er det farligt at mennesker tilbeder vilddyret på det tidspunkt hvor ikke er nogen de kan tilbede? Gud vil aldrig sende en engel for at advare mennesker imod tilbedelse af vilddyret, når vilddyret ikke eksisterer.

Sproget i vers 12: ”Her er det de helliges tålmodighed,” er nok i sig selv til at afvise at disse budskaber gælder fremtiden. De efterfølgende skriftsteder lærer klart at de helliges tålmodighed angår nutiden, og ikke perioden for deres fremtidige belønning: ”Thi I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet.” Hebr. 10,36. “Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle.” Luk. 21,19. ”Så vent da tålmodigt, brødre! indtil Herrens komme.” Jak. 5,7. Har de hellige behov for tålmodighed i Guds rige? Må de besidde tålmodighed i deres sjæle efter at de har modtaget forjættelsen, og endog i det evige liv? Joh. 2,25. Det er trængslen der udvirker tålmodighed. Rom. 5,3 Jak. 1,2. 3. Er de hellige i trængsel efter at de er gjort udødelige og kronet med evig glæde? - Nej, aldrig. Esajas 25,8. 9; 35,10; Åbenbaringen 7:13-17. Men de hellige er I deres tålmodighed når den Tredje Engels Budskab gives, derfor tilhører det budskab ikke fremtiden.

Men vers 12 konkluderer sådan: ”Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.” Det er tydeligt at dette henviser til en periode hvor restmenigheden holder Guds bud medens den er udsat for dragens vrede (Åbenbaringen 12,17), og at den ikke henviser til den periode hvor de lovlydige skal have gået ind gennem den hellige stads porte (Åbenbaringen 22:14); og at det referer til den periode hvor de hellige lever ved tro (Hebr. 10,38. 39), og ikke til den periode hvor de skal have modtaget deres tros mål, deres sjæles frelse. 1 Peter 1,9.

Men vers 13, som erklærer en velsignelse på den døde, der dør i Herren fra nu af, der ud fra et senere tidspunkt, til sidst som den tredje Engels Budskab, bringer et vidnesbyrd som ikke kan udslettes. Dette demonstrerer at den del af Johannes syn angår en periode før den første opstandelse; for de hellige kan ikke dø efter at være gjort udødelige. 1 Korinter 15,51-56. Vor Herre bevidner at de ikke længere kan dø, men er lige med engle, og er Guds børn, bliver opstandelsens børn. Luk. 20,36. Hvis nogen stadig er tilbøjelig til at placere disse englebudskaber på Guds egen dag, så lad dem omhyggeligt læse disse skriftsteder: Mattæus 24,37-39; Luk. 17,26-30; 1. Mos. 7,21. 22; Luk. 21,35; Sal. 2,6-9; Åbenbaringen 2,26. 27; 19,11-21; 22,11. 12; 2 Tessaloniker 1,6-10.

Næste spørgsmål ligner det foregående. Er disse budskaber ikke blevet opfyldt i kirkens historie i de sidste tider? – Vi tror det ikke. Vor grund for denne konklusion er dette, i opdeling: -

1. Guds kommende domstime forkyndes ikke, er aldrig sket tidligere.

2. Er en sådan forkyndelse givet for mange hundrede år siden, som nogle bestrider, vil det have været en falsk forkyndelse.

3. De profetier en sådan forkyndelse til mennesker i prøvetidens tilstand vil basere sig på, blev afsluttet og beseglet til endens tid.

4. Skriften placerer advarselsbudskabet om dommen tydeligvis i kort tid lige før vor Herres forestående komme, og modsiger således synspunktet der placerer disse budskaber i tidligere tider.

Vi fører nu bevis for de foregående forslag. Hvis der er hold i dem, fæster de det faktum at nuværende generation er den som englenes budskaber henvender sig til. Vi indbyder alvorligt alle, som ønsker at finde sandheden, at vægte denne del argumentet med særlig omhu.

1. Er forkyndelsen af Guds kommende domstime, givet i tidligere tider? Hvis en sådan forkyndelse aldrig er blevet givet i foregående århundreder, er der en ende på striden af denne del af emnet. Ingen person har aldrig kunne vise en sådan forkyndelse i fortiden. Apostlene gav ikke en sådan forkyndelse; ellers ville de tydelig informere os om at Herrens dag ikke var for hånden. Martin Luther gav ikke denne forkyndelse, for han mente at dommen var omkring tre hundrede år ud i fremtiden. Og endelig bringer menighedens historie ikke en sådan forkyndelse i fortiden. Forkyndte den første engel for alle folkeslag, stammer og tungemål og folk, at Guds dom var kommet, ville offentliggørelsen af en sådan forkyndelse være garanti nok for at verdenshistorien ville have nedskrevet noget om dette faktum. Dets totale tavshed om en sådan forkyndelse er bevis nok til at den aldrig er givet, og burde bringe dem til tavshed, som giver en sådan forsikring.

2. Vi er på fast grund, også, når vi siger at en sådan forkyndelse skulle være givet til verden i tidligere tider, at dette er falsk. Fire grunde understøtter denne udtalelse: (1.) Der er ingen steder i bibelen hvor et sådant budskab, for flere hundrede år side, kunne få sin basis; derfor, skulle et sådan forkyndelse være givet, ville det være uden bibelsk fundament, og således ikke fra himlen; (2.) Det vil være i direkte modstand mod disse skriftsteder som placerer Dommen, og advarslen om dens komme, i den sidste slægts tidspriode. (Skriftsteder som understøtter disse to begrundelser skal vi nu citere.); (3.) verdenshistorien beviser tydeligt at Guds domstime ikke er kommet i tidligere tider; (4.) det vil heller ikke være rigtigt for fortiden, hvis den er begrænset til Babylon; for Åbenbaringen 18,8-10 viser klart at Babylons domstime er stadig i fremtiden. Det er derfor sikkert at englen som forkynder Guds domstime ikke har angivet et tidspunkt, hvor det ikke kun er blottet for bibelmæssigt belæg, men vil gå direkte imod deres tydelige vidnesbyrd.

3. De profetier som giver os domstidspunktet, og som frembringer efterfølgende begivenheder, og fører frem til den store krise, blev lukket og beseglet indtil endens tid. Vi henviser specielt til Daniels profetier. Se Daniel 8,17. 26; 12,4. 9. Således er det tydeligt at Gud bevarer advarselen til den generation alene, som behøver den. Noa’s advarsel om vandfloden gjaldt alene dem som skulle bevidne den; og sådan også med advarselen om Dommen som alene gælder den generation som lever i de sidste dage.

4. Bibelen placerer disse budskaber i den periode der går umiddelbart forud for genkomsten, og advarer os tydeligt imod domserklæringen for hånden førend den tid. Her går vi sammen vore modstandere. I stedet for at finde at apostlene gav denne forkyndelse, som nogle lærer, skal vi finde utvivlsomt bevis på at de planer er den langt ind i fremtiden, og at de formanede kirken om at passe på at ingen går i forkøbet med et tidspunkt. Hvis vi vender os tilbage til bogen Apostlenes Gerninger, finder vi at Paulus forkynder den kommende dom over for Feliks; over for atenerne, at Gud har udpeget en dag hvori han vil dømme verden ved Jesu Kristi retfærdighed. Apg. 24,5; 17,31. Men den bog tilkender ingen steder at Kristus straks kom til dommen. Peter peger til tilhørere til fremtiden, og siger at himlene som modtog Kristus, må beholde ham indtil til genoprettelsestiderne. Apg. 3,21.

Det er som om det første brev til tessalonikerne lærer at apostlene forventede Kristi komme til dom i deres tid. Faktisk er det tydeligt at en sådan tanke kom af det af tessalonikermenigheden. Derfor fandt Paulus det, som det står i andet brev til dem, det nødvendigt at tale rent ud på dette punkt. Han fortæller dem at Kristi komme til Dommen ikke kan finde sted før det store frafald; og som resultat af dette frafald, så syndens menneske skal åbenbares, vise sig selv at han er Gud, og ophøje sig selv over alt der kaldes Gud, eller som tilbedes. At dette uretfærdighedens mysterium er det store romerske frafald, som ingen andre end en papist vil fornægte.

Paulus minder tessalonierkene om at han har fortalt dem om disse ting da han stadig var hos dem. Og hvor kunne Paulus have lært dette som han således fortæller dem? Han var vandt til at resonere ud fra skrifterne, og ikke komme med påstande. Herfra var det tydeligt at han referer til Daniels profeti, som i det syvende kapitel viser begivenheder i rækkefølge som lægger sig ind mellem dens tid og Dommen. I denne række af begivenheder, er den magt beskrevet forunderligt, som Paulus referer som syndens menneske. Ingen protestant vil fornægte identiteten af Daniels lille horn og Paulus syndens menneske. Og når Daniel bringer det ind i en række begivenheder, som slutter med dommen og sætter det evige rige op, er det en let sag for Paulus at fortælle hvor i denne rækkefølge han stod, og hvorvidt dommen var det næste der skulle ske eller ej. Derfor fortæller apostlen dem tydeligt at den dag ikke var nær. For syndens menneske, det lille horn, må rejse sig og udføre sit foreskrevne arbejde; og når at det udføres, vil Kristi komme ske, og fortære ”de onde” med sin klarhed.

Hvornår skulle det lille horn da rejse sig? Daniel fik fortalt at det rejser sig efter de ti horn på det fjerde dyr, eller, med andre ord, efter at det fjerde rige deles i ti riger, som blev fuldført omkring femhundrede år efter Kristus. Derfor kan dommen ikke komme før den tid. Men hvor længe skal det lille horn have magt til at trætte de hellige? – Daniel informerer os at det vil være for ”en tid, to tider, og en halv tid.” Hvor lang er denne periode? Åbenbaringen 12 viser at det er 1260 profetiske dage, eller år. Vers 6,14. Således fører apostlen tankerne fem hundrede år frem, til udvikling af syndens menneske, og herfra 1260 år for hans sejr, før Dommen vil kunne forkyndes som noget der er umiddelbart forestående. Han som vil læse Daniel 7 nøje, vil få Paulus’ oprindelige argumentering i 2 Tessaloniker 2 og vil ikke kunne undgå at se kraften i hans udtalelse.

Pavens overherredømme begyndte i 538 og sluttede i 1798 med omstyrtelse af pavens timelige magt. Derfor kommer Paulus’ advarsel imod en falsk forkyndelse om en nærstående dom for den tid, og ikke før; for så vil vi nå til det tidspunkt for den sidste vigtige begivenhed i Daniel 7, før Dommen er sket. En engel fra himlen, der forkynder at timen for Guds dom er kommet for mange år siden, vil give et anderledes evangelium end Paulus forkynde. Dem som placerer Åbenbaringens engel i 14,6.7. til tidligere tider, sætter i virkeligheden Paulus’ bandlysning i sit hoved i Galaterne 1,8. Og hvad er af meget dyb interesse, tidspunktet hvor Paulus giver sin advarsel, er begyndelsen af endens tid - det punkt hvor Daniels syner blev lukket til og beseglet. Sammenlign Daniel 11,33.35 med 7,25, og faktumet at 1260 års forfølgelse af de hellige afslutter ved endetidens begyndelse, vil være iøjnefaldende. Hvor herligt er dette syn over emnet der får Guds sandhed til at skinne frem! for apostlens advarsel imod en falsk nærstående domsforkyndelse, sker netop der hvor seglet tages fra de profetier som viser hvornår Dommen sættes. Og det er om denne periode, endetiden, at der siges: Mange skal løbe hid og tid, og kundskaben (på det område de var skjult) skal blive stor. Da er endetiden den periode hvor domstimeråbet, og de efterfølgende budskaber, gives. Daniel 8,17. 26; 12,4. 9.

Et andet vigtigt budskab på dette punkt findes i det vor Herre har sagt om tegnene ved hans genkomst. Menigheden skulle forstå hvornår hans komme var nær, ved at visse udlovede tegn blev opfyldt. Indtil disse kunne ses, var de ikke bemyndiget til at afvente Herrens forestående komme. Men når de tegn som vor Herre lovede begynder at vise sig, ved menigheden at hans komme, at dømme de levende og døde, er nær. Det er et interessant faktum, at Kristus har markeret tidspunktet hvor disse tegn begynder at vise sig. Således skulle de undersøgte budskaber ikke bringes før det tidspunkt. ”Straks efter trængselen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter rystes.” Matthæus 24,29. “Men i de dage, efter den trængsel, skal solen formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og kræfterne i himlene skal rystes.” Mark 13,24. 25. Vi mener at der ikke kan være tvivl om at Herren referer i disse skriftsteder til paveforfølgelse af profeten Daniel. Tegnene på hans andet komme skulle begynde ”i disse dage,” men efter den forfølgelse. Med andre ord vil de 1260 profetiske dage ikke vær helt ovre, men deres forfølgelse vil være til ende, hvor solen formørkes. Solformørkelsen var i 1780, og forfølgelsen i de dage var fortid, men dagene udløber ikke før 1798. Således får vi tegn på vor Herres umiddelbare komme åbnet lige op for os, når vi går ned til endens tid, den periode hvor der åbnes op for synet, og mange løber hid og did med advarselsord til en fortabende verden.

Lignelsen står i Mattæus 22,1-14 og Lukas 14,16-24, giver et vigtigt vidnesbyrd på dette emne. Mattæus giver en særlig beretning om den første del af denne lignelse, giver gæsterne det endelige kald, med et ord. Lukas, derimod, udelader den første del af lignelsen, men bringer den med anstrøg af særlig udtrykkelighed. Vi mener at identiteten i lignelserne i Mattæus 22 og Lukas 14 vil enhver kunne se som sammenligner disse skriftsteder. Det er tydeligt at Mattæus, ved kaldet til måltidet, fremstiller de kald som blev givet til jøderne ved det første komme. Det skal bemærkes at den generelle indbydelse til måltidet, gik forud for disse kald; for dette er en særlig meddelelse til de indbudte, at måltidet er parat. Dette forstår vi at henvise til Johannes Døbers og andres arbejde i Kristi første kommes tid. Og vi forstår at udslettelsen af staden og folk i lignelsen hentyder til Jerusalems ødelæggelse, og forkastelsen af jøderne.

Kaldet til måltidet har ingen virkning, kongen vender sig til andre folk. Vi forstår dette som vi gør med teksten hvor vor Herre fortæller jøderne at riget skal tages fra dem, og gives til et folk der frembringer frugterne. Mattæus 21,43 I denne del af lignelsen har Matt givet nogle ord om at tjenerne i lydighed mod deres herres befaling, kunne bringe gæster til brylluppet. Men Lukas har taget denne del op med minutiøs akuratesse. Måltidet var i virkeligheden i fortid og de folk som det blev givet til var uværdige at dele som gæster; men kongens hensigt var ikke formålsløs. Ved måltidets begyndelse siger Lukas, blev et budskab sendt ud for at bekendtgøre det til dem som var blevet indbudt, at måltidet er parat. Vi forstår at dette kald til bryllupsmåltidet gik til hedningene, og at det er i umiddelbar forbindelse med genkomsten. For vi mener at ingen vil fornægte bryllupsmåltidet i Lukas 14,16 og det som er i Åbenbaringen 19,9 er det samme. Sådan ser vi at, for jøderne var det almindelige arbejde at indbyde gæsterne, og det særlige kald på måltidets tidspunkt; og at for hedningerne er der det generelle evangeliearbejde med at indbyde, og så ved spisetid det særlige kald til bryllupsmåltidet.

Af disse tre kald til bryllupsmåltidet (Lukas 14,16-24) forstår vi det samme som for de tre budskaber i Åbenbaringen 14,6-12. Det første kald til måltidet er “ved spisetid,” og den første engel annoncerer at “Hans domstime er kommet.” Ingen vil bestride at dommen og bryllupsmåltidet er i umiddelbar forbindelse med hinanden. Åbenbaringen 19,20. De tre kald er ikke det generelle evangeliske arbejde med indbydelse; de gives ved spisetid, som er ved dagens afslutning. Og de tre forkyndelser i Åbenbaringen 14 er på samme måde, ikke det generelle evangeliearbejde, men særlige advarsler adresseret til verden som vor Ypperstepræsts store arbejde afslutter.

Nahums bog giver et meget slående vidnesbyrd om dette emne. Vognene er som fakler, og løber som lynglimt, på Guds forberedelsesdag. Kapitel 2. Ved at læse det første kapitel af denne profet kan vi lære af den begivenhed som denne beredelsesdag er bestemt. At de ophøjede scenerier der skildres af genkomsten og Guds dag, tror vi at få vil kunne fornægte. Guds forberedelsesdag, er således til denne begivenhed. Nu er det tydeligt at Guds domstime ikke kan gå forud for hans forberedelse for dommen. Således er Guds forberedelsesdag tidspunktet til at advare om dommen, og de tilknytte forkyndelser til jordens beboere. Og hvor slående har vi set det tegn som markerer Guds forberedelsesdag opfyldt for vore øjne! Siden endens tid begynde, hvori profetierne om dommen fik fjernet seglet, og mange skulle løbe hid og did, og kundskaben blev større, har vogne der kørte som lynild været synlig i alle dele af de civiliserede verdener. Vi mener at dette er en tilkendegivelse for at vi nu er i Guds forberedelsesdag, og således sker tidsperioden for de tre forkyndelser i Åbenbaringen 14; for Guds forberedelsesdag for genkomsten må være det tidspunkt hvor verden skal advares om denne begivenhed.

Hvis vi læser den anden engels budskab med omhu, og med større henblik på emnet i Åbenbaringen 18, kan vi også samle nogle vigtige idéer angående kronologien i disse budskaber. Guds folk kaldes ud af Babylon, så de plager som Gud er ved at påføre hede ikke også falder på dem også. Disse lager tælles som dødelig, knurre og hungersnød og fuldstændig udslettelse ved ild. Og det siges at disse skal komme over hende på een dag. Det er tydeligt at disse plager endnu ikke er kommet over hende. Timen for Babylons dom, når kongerne skal jamre sig over byen af frygt for dens martre, er stadig fremtid. Advarslen angående Babylon, må derfor nødvendigvis angå den slægt som lever når dens plager kommer over byen. Advarslen om vandfloden, eller Sodomas udslettelse, henførte til den tid som bevidnede disse begivenheder. Og advarslen om dommene over Babylon må angå den slægt som skal leve, når disse domme skal påføres.

Den tredje engel bringer en frygtelig advarsel imod tilbedelsen af dyret og dets billede, og modtage dette mærke. Det må være tydeligt for enhver at denne advarsel må angå tidspunktet hvor mennesker pålægges at tilbede billedet af dødssmerten. Det er sikkert dette tohornede udyrs værk, som står i kapitel 13, stadig kun har gjort en del af sit arbejde. Se versene 13-15. Således er det en stor vildfarelse at placere denne forkyndelse i nogen fortid.

Det er begrundelserne i korthed, som befæster at disse forkyndelser henvendes til de sidste generationer af mennesker. Disse budskaber henvendes til mennesker i e prøvesituation. Men det er imod nådens knaphed at engle synligt skal gå i gang med forkynde evangeliet; derfor må disse engle symbolisere en menneskekrop der forkynder de foreliggende budskaber; ellers må vi forstå at bogstavelige engle har opsy med dette arbejde, og at det gennemføres gennem menneskeagenter.

Kapitel II – Den første engels forkyndelse

Identiten af englene i Åbenbaringen 14,6 og 10,1 – Den åbne bog i kapitel 10 – Beskaffenheden af denne forkyndelse – Tidspunktet hvor det høres på – Omfanget af advarslen – Beviser det baserer sig på – Henvisning til Johannes døber - Skuffelsen

“Og derefter så jeg en engel flyve midt oppe under himmelen; han havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk. Og han råbte med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.” Åbenbaringen 14,6. 7.

Vi kalder dette for den første engel, fordi det er den første i rækken. Se vers 9. Johannes kalder det den “anden engel,” ud fra at han tidligere havde set en engel flyvende over himlens midte, efter at den fjerde engel havde basunstødt, og erklæret de sidste tre basuner som ve-basuner. Se kap. 8,13. Dette var ved afslutningen af det sjette århundrede, og dette faktum viser at englen i Åbenbaringen 14 ikke tilhører den apostolske tidsalder.

Vi forstår at denne engel er den samme som ham der kom til syne i Åbenbaringen 10. Således skal vi kort referere til dette kapitel som en forklaring på kap. 14,6.7, og som giver et vigtigt argument om opfyldelsestidspunktet. Kapitel 9 bringer første og andet veer. Den profetiske periode i forbindelse med det andet ve slutter med det ottomanske riges politiske magt, 11. aug 1840. Sådan slutter det niende kapitel, og det tiende starter med den mægtige engel der stiger ned fra himlen med en lille bog i sin hånd, som råber med høj røst, som når en løve råber, og løfter da sin hånd til himlen, og sværger at der ikke længere er tid.

Denne ed kan ikke betyde at det varer i dage og år, for i kapitel 20 har vi 1000 år målt mellem de to opstandelser, og for noget som modsat ser ud til vil opstandelserne vare som de udmåles. Det kan heller ikke betyde prøvetid af to årsager: 1. Det er sikkert, ud fra vers 7, at denne bekendtgørelse går forud for den syvende engels røst, og de dage denne røst begynder at Guds mysterium er fuldendt; 2 Efter denne ed fra englen, siges der til Johannes, som utvivlsomt fremstiller kirken, at han må profetere igen. Disse begrundelser giver et afgørende bevis for at prøvetiden er afsluttet når denne ed fremsiges. Således forstår vi at denne ed har reference til de profetiske perioder, og at denne engel med den lille bog åben i sin hånd er det samme som englen i kap. 14, der bekendtgører at Guds dom er kommet. Den lille bog som var åben i hans hånd, forstår vi er Daniels profeti, som blev beseglet indtil endens tid. Englen i kapitel 10 forkyndte ud fra denne lille bog, og det er denne profeti i Daniel som indeholder profetisk tid, hvor englen i kap. 14,6 baserer sin forkyndelse, at Guds domstime er kommet.

Denne forkyndelse er af vældig meget vigtig. Det er ikke blot en lokal dom, men den der angår jordens beboere. Derfor refererer det til den sidste domsscene. Det er det samme evangelium Paulus prædikede som betegnes som “det evige evangelium.” Men den store sandhed denne engel giver her, ville ikke være sandt hvis Paulus kom med den; for han levede i begyndelsen af evangeliets forvaltning, og denne forkyndelse relaterer sig til de afsluttende scenerier. Det lader til at være det samme som “dette evangelium af krigen” at vor Herre viser det i Mattæsus 24,14 som tegn på denne forvaltnings afslutning.

PÅ dette punkt udtrykkes sandheden med dette sprog af den sidste Sylvester Bliss: -

“Som en indikation på at enden nærmer sig, kunne der ikke desto mindre ses en anden engel flyvende under himlens midte, med et evigt evangelium at forkynde for alle dem der bor på jorden, og for alle folkeslag, og stammer, og tungemål og folk. Åbenbaringen 14,6. Denne engels byrde var det samme evangelium som blev forkyndt før; men forbindes med flere motiver for rigets nærværelse – ‘siger med en høj røst, frygt Gud og giv ham ære; for has domstime er kommet; og tilbed ham som har gjort himlen og jorden, og havet, o vandkilderne.’ Vers 7. Ikke blot forkynde evangeliet, uden at bekendtgøre dets nærhed, kan fuldende dette budskab. 1

Vi tror fast og holdent at denne forkyndelse er gjort, og at forkyndelsen om vor Herres forestående komme er en opfyldelse af denne profeti. Før det Ottomanske riges fald i 1840, blev det vist for dem som forkyndte Kristi forestående komme, at timen, dagen, måneden og året for det ottomanske overherredømme vil udløbe den 11. august 1840. Da denne begivenhed bekræfter sandfærdigheden af denne beretning, var vejen beredt for at adventbudskabet ville gå ud med mægtig kraft. Der var ikke kun åbnet op for profetierne, men i Guds forsyn, blev der givet en demonstration af medlidenhedens skik om den profetiske tid til verden. Således begyndte adventbudskabet, på det tidspunkt hvor Guds mægtige engel kom ned med den lille bog i sin hånd, og råbe med høj røst, at blive forkyndt med stor kraft. Det var gode nyheder om det evige rige, og den herlige Konges ankomst.

Herfra er det tydeligt at adventforkyndelsen kommer ind på det rigtige tidspunkt i denne profeti. Denne engels erklæring, at Guds mysterium skal afsluttes i dagene for den syvende engels røst, at Han der har erklæret profeterne for sine tjenere: bringer flere vigtige kendsgerninger: 1. At englen baserer sin forkyndelse på profeternes autoritet; 2. At afslutningen af Guds mysterium ligger i dagene hvor den syvende engels røst begynder, og vi forstår at denne dages engels dage er år, ligesom dem i den femte og sjette engel i kap. 9,3. At det skal afsluttes i de syvende engels stemmes dage på den måde som profeterne har erklæret. En af dem, Daniel, har fortalt dem hvordan Guds mysterium skal afsluttes ved slutningen af de 2300 dage; nemlig hvor helligdommen skal renses, hvor vor store Ypperstepræsts store arbejde bliver fuldbragt.

Omfanget af denne forkyndelse er værd at bemærke sig. En engelsk skriver, Mourant Brock, bemærker det sådan: -

“Det er ikke kun i Storbritannien at der næres forventninger til Genløserens nære tilbagekomst, og at advarselsrøsten hæves, men også i Amerika, Indien og på Europas fastland. I Amerika forkynder omkring tre hundrede prædikanter ordet om “dette riges evangelium;” medens der i dette land, hæver omkring syv hundrede sig i Englands Kirke med det samme råb.” 1

Dr. Joseph Wolfe rejste i Arabien Felix, gennem Horebs ubeboede ørkenregioner, Moses’ svigerfar. I Yemen, så han en bog som han omtaler således:-

“Araberne på dette sted har en bog der hedder SEERA. som skildrer Kristi andet komme, og hans regering i herlighed! I Yemen, tilbragte han seks dage sammen med Rekabitterne. ‘De drak ingen vin, plantede ingen vingårde, såede ingen frø, levede i telte, og husker Jonadabs ord, søn af Rekab.’ Sammen med dem var Israels bør, Dans stamme, som opholder sig nær Terim i Hatramawt, som forventer, i almindelighed sammen med Rekabs børn, Messias hurtige ankomst i himlens skyer.”

I bogen “Kirkens røst,” af D. T. Taylor, står der dette om udbredelsen af holdninger til genkomsten: -

“I Wirtemberg er der en kristen koloni på et hundrede, som afventer Kristi snarlige genkomst; og andre af lignende tro på de Kaspiske kyster; Molokanerne, mange som afviger fra den russisk-græske kirke, der bor på de baltiske kyster, - et meget gudfrygtigt folk, om hvem der siges: ‘Tag kun bibelen for deres trosbekendelse, deres tros norm er blot de Hellige skrifter,’ – karakteriseres ved ‘forventningen af Kristi forestående og synlige regering på jorden.’ I Rusland, forkyndes læren om Kristi komme og regering i et vist omfang, og mange i de lavere klasser tager imod det. Der agiteres meget for det i Tyskland, særlig i de sydligere dele blandt herrnhutikkerne. I Norge, omdeles der intenst kort og bøger om genkomsten, og mange har modtaget læren. Bland tataerne i Tatrien, er der en udbredt forventning om Kristi komme på dette tidspunkt. Engelske og amerikanske publikationer om denne lære er blevet sendt til Holland, Tyskland, Indien, Irland, Konstantinobel, Rom, og til næsten alle missionsstationer på kloden. På tyrkerøere, modtages det i et vist omfang blandt wesleyanerne.

“Mr. Fox, a skotsk missionær for Teloogoo folket, troede på Kristi snarlige komme. James MacGregor Bertram, en skotsk missinær fra Baptist-ordnen i St. Helena, udstødte råbet ud over den ø, og fik mange nyomvendte og før-milleartitter tilhængere; han har også prædiket i Sydafrika ved missionsstationerne der. David N. Lord informerer os at en stor del missionærer er taget fra Storbritannien for at gøre evangeliet kendt bland hedningene, og arbejder nu i Asien og Afrika, er milleritter; og Joseph Wolfe, D. D., ifølge has journaler, mellem årene 1821 og 1845 forkynde Herrens hurtige komme i Palæstina, Ægypten, på Rødehavs kyster, Mesopotamien, Krimøen, Persien, Georgien, udover det Ottomanske rige, i Grækenland, Arabien, Turkistan, Bokhara, Afghanistan, Cashmir, Hindostan, Tibet, i Holland, Skotland, og Irland, i Konstantinopel, Jerusalem, St. Helena, også ombord i middelhavet, og i New York by for alle trossamfund. Han erklærer at han har prædiket blandt Jøder, Tyrkere, Muhammedanere, Persere, Hinduer, Kaldæere, Yesceere, Syrere, Sabeanere, til pashanere, sheiker, shahnere, Organtshs og Bokharas konger, den græske dronning, mfl.; og om hans ekstraordinære arbejde siger forskeren: ‘Ingen enkeltperson har måske givet læren om Herren Jesu Kristi andet komme større offentlig opmærksomhed, en denne velkende missionær for verden. Uanset hvor han kommer, forkynder han Messias forestående komme i herlighed.’”

Ingen kan benægte denne verdensomspændende advarsel om den kommende dom, bliver bragt ud. At et sådant bevis kan gives her kræver vor opmærksomhed, som giver det mest afgørende vidnesbyrd for at budskabet er fra Himlen.

Alle de store linjer i verdens profetiske historie vises som fuldbyrdelse i den nuværende slægt. Denne store profetiske kæde i Daniel 2, også kæderne i kapitel 7,8,11,12, blev vist for at blive fuldbyrdet. Det samme med vor Herres profetiske beskrivelse af evangeliets forvaltning. Mattæus 24; Markus 13; Lukas 21. De profetiske perioder i Daniel 7, 8, 9, 12 og Åbenbaringen 11, 12, 13, blev vist for at harmonisere med, og i forening understøtte denne store forkyndelse. Tegnene i himlene og på jorden og havet, i kirken og blandt folkene, med en røst frambar vidne til at advare det som Gud gav menneskeslægten. Joel 2,30. 31; Mattæus 24,29-31; Markus 13,24-26; Lukas 21,25-36; 2 Timotus 3; 2 Peter 3; Åbenbaringen 6,12. 13. Og udover denne mægtige række vidnesbyrd som denne advarsel baserer sig på, har Helligåndes store udgydelse i forbindelse med denne forkyndelse, sat Himlens segl på sin sandhed.

Johannes Døbers advarsel, som skulle berede vejen for vor Herres første komme, varede ganske kort, og ikke så udbredt. For alle profetiske vidnesbyrd som understøttede Johannes arbejde, har vi flere der støtter forkyndelser af Kristi snare komme. Johannes havde ikke trykpressen til hjælp til at udbrede sin forkyndelse, ejheller moderne rejsemetoder, ha var en ydmyg mand, iklædt kameluldshår, og udførte ingen mirakler. Hvis farisæerne og de lovlærte forkastede Guds råd mod dem selv, og ikke blev døbt af Johannes, hvor stor måtte deres skyld så ikke være der afviste den advarsel Gud sendte for at berede vejen for det andet komme!

Men dem der ventede Herren i 1843 og 44 blev skuffede. Dette var nok til at mange forkastede alle vidnesbyrdene i denne sag. Vi anerkender skuffelsen, men kan ikke anerkende at det er grund nok til at nægte Guds hånd i dette værk. Den jødiske menighed blev skuffet da Jesus, ved afslutningen af Johannes Døbers arbejde, bragte sig selv som den udlovede Messias; og de tillidsfulde disciple blev sørgeligt skuffede da Han, som de forventede skulle udfri Israel, blev taget af onde hænder og slået ihjel. Og efter sin opstandelse da de forventede at han skulle genoprette Israels rige igen, kunne de ikke kun være skuffede da de forstod at han tog væk til sin Fader, og at de blev efterladt til en lang tid i trængsel og pine. Men skuffelsen beviser ikke at Gud ikke har hånden med i vejledningen af sit folk. Det bør lede dem til at rette deres fejl, men det bør ikke lede dem til at bortlægge deres lid til Gud. Det var derfor at Israels børn blev så skuffede i ørknen, da de så ofte fornægtede at deres vejledning var guddommelig. De står som en formaning for os, at vi ikke skal falde i det samme vantroens eksempel.

Men det må være tydeligt for enhver bibelstuderende, at den engel der forkynder Guds domstime ikke giver det sidste nådesbudskab. Åbenbaringen 14 bringer to andre og senere forkyndelser, før menneskers prøvers afslutning. Alene dette er nok til at bevise at Herrens komme ikke finder sted før anden og tredje forkyndelse er blevet lagt til den første. Det samme kan også ses idet engle i kapitel 10 har sværget at tiden ikke skal vare længere end andre profeterede værker, før det bekendtgøres for mange folk og folkeslag. Således forstår vi at når den første engel forkynder Guds domstimes komme; så er prædike afslutningen af de profetiske perioder, og at det er den tid han sværger ikke skal være mere.

Dommen begynder nødvendigvis før Kristi komme; for han kommer for at eksekvere dommen (Judas 14. 15; Mattæus 25,31-46; - Joh. 5,27); og ved lyden af den sidste basun, giver han evigt liv til enhver retfærdig, og forbigår alle de onde. Den undersøgende dom går således forud for det samme som Frelseren udretter. Det er Faderens område at sætte denne undersøgende dom, som det fremstilles i Daniel 7. I denne retssal åbner Sønnen sit værk op som ypperstepræst, og er kronet konge. Således kommer han til jorden for at effektuere sin Faders beslutninger. Det er dette domsarbejde fra Faderen, som den første engel introducerer.

Den store periode på 2300 dage, som var den vigtigste periode med at danne en afgrænset tid til den forkyndelse, breder sig til Helligdommens renselse. Det er blevet tydeligt vist at renselsen af Helligdommen er ikke renselsen af nogle områder på jorden, men at det er vor Ypperstepræsts sidste arbejde i det himmelske Tabernakel, før hans ankomst til jorden. Og vi forstår at det er når renselsesarbejdet sker i helligdommen, at det sidste nådesbudskab forkyndes. Sådan vil det kunne ses at de profetiske perioder, og den forkyndelse ligger sig til grund for dem, ikke breder sig ind til Herrens komme.

Kapitel III - Den anden engels forkyndelse

Tidspunktet for denne forkyndelse – Begrebet Babylons oprindelse - Babylon er ikke den onde verden – Ikke Roms by – Symboler forklares – Vilddyrets syv hoveder – Rom er vilddyrets hovedsæde - Babylon er ikke en bogstavelig by – Betydningen af symbol – Kendsgerninger der viser at protestanter er en del af denne Store Stad - “Og endnu en engel, den anden, fulgte efter; han sagde: »Faldet, faldet er det store Babylon, som har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin.«. Åbenbaringen 14,8.

Det første vigtige spørgsmål angår den tid hvor denne forkyndelse gives. Idet denne engel følger ham der forkynder Guds doms time, er det tydeligt at denne forkyndelse er det næste der sker i rækken. Og som det er blevet vist at forkyndelsen af Guds domstime henvender sig til dem som lever i de sidste dage, er det tydeligt at den Anden Engels budskab hører til den samme tid, og at det ikke opfyldes i forrige århundreder. Det første vigtige spørgsmål angår den tid hvor denne forkyndelse gives. Idet denne engel følger ham der forkynder Guds doms time, er det tydeligt at denne forkyndelse er det næste der sker i rækken. Og som det er blevet vist at forkyndelsen af Guds domstime henvender sig til dem som lever i de sidste dage, er det tydeligt at den Anden Engels budskab hører til den samme tid, og at det ikke opfyldes i forrige århundreder. Og det at tidspunktet for denne forkyndelse af Babylons fald gives, plagerne og Babylons totale udslettelse, som kom under den syvende vredesskål, som var umiddelbaret forstående, er også afgørende bevis for at denne forkyndelse er i de sidste dage. Åbenbaringen 18,1-10; 16,17-21. 21. Vi konkluderer derfor at den slægt som lever når plagerne udgydes over Babylon, er den som den Anden Engels budskab henvender sig til.

Vort næste spørgsmål angår betydningen af begrebet Babylon. Hvad angiver ordet Babylon i Åbenbaringens bog?

Ordet Babylon betyder forvirring, og kommer af Babel, det sted hvor Gud forvirrede jordens beboere i deres ugudelige forsøg på at bygge et tårn op til himlen. 1. Mos 11,9 og derefter; 10,10 og derefter. Ordet som er det valgte begreb på at Helligånden tilkendegiver “at midnatsråbet” som bemærkes i Åbenbaringens bog, blev utvivlsomt valgt med særlig henblik på dens betydning, og til de omstændigheder som ordet kommer sig af. At Babylon ikke betyder hele den onde verden, og at det ikke består af en enkelt bogstavelig by, men at det består af bekendende Guds tilbedere, tænker vi det klart kan ses. Dette er ikke et abstrakt spørgsmål, men helt praktisk, og er nøje forbundet med vor pligt over for Gud.

Babylon er ikke den onde verden
Åbenbaringen 17 fremstiller Babylon ved et kvindesymbol, der sidder på et skarlagenfarvet vilddyr. Hvis kvinden Babylon repræsenterer hele denne faldne verden, hele djævelens imperium, hvad symboliserer så det vilddyr kvinden sidder på? Er det ikke et faktum at vilddyret symboliserer det fjerde rige på vor jord, i pavemæssig form? Og er det tilfældet, er det ikke sikkert at Babylon ikke inkluderer hele den onde verden? At vilddyret og kvinden er to forskellige symboler, er tydeligt i vers 7.

I det samme kapitel repræsenteres Babylons ulovlige forbindelse med jordens konger, og at hun har gjort jordens beboere fordrukne. Hun fremstilles også som den store stad der regerer over jordens konger. Babylon er således noget andet end jordens konger, og inkluderer ikke alle de onde på jorden.

Der står også at denne store skøge sad på mange vande. I forklaringen siges der at disse vande er folk, folkeskarer, folkeslag og tungemål., Åbenbaringen 17:1,15. Vi skal i hvert fald ikke forvirres over skøgen med vandene eller folkeslagene, sådan som det står, hvad hun sidder på. Når Babylon udslettes, Bliver revet ned som en møllesten og kastes i det mægtige dyb, og brændes helt med ild, jordens konger, købmænd, søfarende, m.fl. stadig spares, og knurre og begræder hende. Det er således tydeligt at Babylons fuldstændige udslettelse ikke er de ondes menneskers udslettelse, som levede i synd med hende. Af dette fremgår det at Babylon ikke udgør hele den onde verden.

Babylon er ikke Roms by
Idet nogle hævder stærkt synspunktet at Rom er Babylon i Åbenbaringens bog, vil vi undersøge begrundelserne for at påberåbe sig dette synspunkt. Argumentet lyder således: -

Englen fortalte Johannes at den kvinde som han havde set var den store stad der regerede over jordens konger, og at vilddyrets syv hoveder var syv bjerge som kvinden sad på. Forklaringen “kvindens mysterium” betragtes som et afgørende vidnesbyrd for at Rom er Babylon i Åbenbaringens bog. Til de foregående begrundelser tilføjer nogle at en kvinde bruges i alle andre tilfælde af Åbenbaringens bog, som symbol på en bogstavelig by, og må derfor betyde en bogstavelig by i dette tilfælde. Min vi er tvunget til at vige fra dette synspunkt, af disse grunde: -

Det store princip det foregående synspunkt antog er dette: Fortolkningen af at symbol må altid være bogstavelig, og kan aldrig bestå af et symbols indsættelse i stedet for et andet; og således vil fortolkningen af kvinden som en by, og dyrets hoveder som bjergene som kvinden sidder på, må være bogstavelig. At der er undtagelser til den regel, og det at spørgsmålet giver en tydelig undtagelse, vil nu vise. I åbenbaringen 11,3 introduceres to vidner. De næste vers er en forklaring på hvad der menes med de to vidner: “Det er de to olietræer og de to lysestager, som står for jordens Herres åsyn.” Der er ikke tvivl om at forklaringen på dette symbol kommer af andre symbolerstatninger. Med andre ord, forklaringen er at overføre betydningen til andre symboler, som forklaret klart anden steds.

At dette er tilfældet i Åbenbaringen 17, vil vi vise nu. Englen indleder sin forklaring af hovederne med ordene: “Her gælder det at have et sind, som rummer visdom,” forudsætter klart at visdom er nødvendigt for at forstå hvad han her meddeler.

Med tingene for øje, at forklaringen i Åbenbaringen 11 består i at erstatte et symbol med et andet, og med englens formaning, idet han forklarer denne sag, så lad os tænke over hvad han siger:

“De syv hoveder er syv bjerge, som kvinden sidder på.” ”Og kvinden, du så, er den store by, som har herredømme over jordens konger.” versene 9. 18

Den visdom som er brug for at kunne forstå englens ord, vil utvivlsomt lede os til at sammenligne forskellige eksempler hvor de samme ting sker i Åbenbaringens bog. Gør vi det, vil følgende punkter vise sig: -

1. Kap. 13 informerer os om at en af de syv hoveder blev såret til døde, og at dette dødelig sår blev lægt. Eller som det samme faktum siges igen, det fik et sår af sværdet, og overlevede. Det vil være helt tåbeligt at hævde at dette er et bogstaveligt bjerg. Således er hovederne ikke jordens bjerge.

2. Enhver af de syv hoveder repræsenteres i kapitel 12 med en krone på det, endog hver af de ti horn er således fremstillet i kapitel 13. Hver af hovederne må således repræsentere riger eller regeringer, ligesom hornene repræsenterer regeringer.

3. Det er tydeligt at de syv hoveder er efter hinanden (det er at dyret kun har et hoved ad gangen), til forskel fra de ti horn, som er samtidige. Men Roms syv bakker er ikke efter hinanden; for der kan ikke siges om dem: “De fem er allerede faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og når han kommer, skal han kun blive en kort tid.” Vilddyret selv er det ottende, og af de syv som viser at vilddyret er et bogstaveligt bjerg, eller at hovederne ikke er det.

4. Vilddyrets hoveder må ifølge Daniel 7,6 sammenlignes med Daniel 8,2, forklares som riger eller regeringer. Ifølge Daniel 2,35.44 og Jeremias 51,25 betegner bjerge kongeriger. Men professor Whitings version, som er en bogstavelig oversættelse af teksten, fjerner alle uklarheder fra Åbenbaringen 17,9.10: “De syv hoveder er syg bjerge hvorpå kvinden sidder, de er syv konger.” Således vil det kunne ses at englen fremstiller hovederne som bjerge, og så forklarer bjergene som syv efter hinanden følgende konger. Sådan ser vi at englen overfører betydningen fra det ene symbol til det andet, og gav så forklaringen af det andet symbol.

Efter at bevise at bjergene ikke er bogstavelige, men symbolske, står der at kvinden som sidder på dem, ikke kan repræsentere en bogstavelig by; for en bogstavelig by kan ikke sidde på symbolske bjerge. Således kommer det frem at englen overfører det ene symbols betydning til et andet, ligesom i vers 9, 10; kap. 11,4. Og det er sikkert at kvinden i kapitel 12 repræsenterer kirken, og ikke en bogstavelig by. Således er det en forkert tanke at kvinden i Åbenbaringens bog, som et symbol, altid repræsenterer en bogstavelig by.

Et andet bevis på at Roms by ikke er Apokalypsens Babylon, findes i dette vigtige faktum: Rom var og er “vilddyrets sæde;” derfor kan Roms by ikke være den kvinde der sidder på vilddyret; for Rom kan ikke både være vilddyrets sæde og kvinde der sidder på vilddyret. For at nogen ikke skal benægte at Rom er vilddyrets sæde, vil vi bevise dette ud fra det Nye Testamente. Vilddyrets sæde er det samme som var dragens sæde. Åbenbaringen 13,2. Denne drage er den magt der herske verden under vor Frelsers fødsel. Åbenbaringen 12. Således er dette det kejserlige Rom. Sædet for denne kejserlige magt, kejsernes trone, var i Rom i Italien. Lukas 2,1; Apg. 25,10-12. 21; sammenlignet med Apg. 26,32; 27,1. 24; 28,14-16. Kendsgerningen bekræftes at Rom er vilddyrets sæde, det følger at Rom ikke er kvinden Babylon, sædet på vilddyret.

Faktummet at Rom ikke er apokalypsens Babylon tilkendegives også i Åbenbaringen 16. Det femte bæger udgydes ud over vilddyrets sæde, som vi har vist er Rom. Men den store stad, Babylon, får ikke dette vredesbæger før det syvende bæger er udgydt. Versene 10. 11. 17-19. Så er Babylon og Rom ikke det samme.

Var Babylon en bogstavelig by, men kun få, mest Guds folk, kunne ikke findes i den, og kun en del af en del af de onde; så at næsten alle menneskeklasser vil i dette tilfælde være uden for Åbenbaringens Babylon.

Men det er meget tydeligt at tidspunktet for råbet, “Drag ud af hende, mit folk,” Guds folk, som legemet, er i den store stad. Det er også værd at bemærke sig at Babylon er en bogstavelig stad, det må være et sted af største kommerciel betydning; for i Åbenbaringen 18 fremstilles den som det store mødecenter og dets udslettelse skaber universel jammer blandt verdens købmænd og søfarende. Det er sikkert at Rom er langt fra at være en handelsstad ligesom en anden på kloden; og Roms udslettelse vil ikke på mindste måde påvirke den handelsmæssige affærer.

“I Rom,” siger Gibbon, “er handel altid foragteligt.” Jordens søfarende og skibsmænd begræder hende og siger: “Hvilken stad er som denne store stad!” for hverken New York eller London er på niveau med så stort et indbyggerantal med sådanne byer som Rom, år det gælder kommerciel betydning. Og der er faktisk ikke en by på kloden, hvis udslettelse vil få al samhandel til at ophøre, g alle jordens søfarende og købmænd til at jamre sig. Disse argumenter mener vi demonstrer at Rom ikke er Apokalypsens Babylon.

Babylon er et symbol på den bekendende kirke der forener sig med verden
Babylon er den symbolske søges navn som Johannes ser. En kvinde er et symbol på en menighed. Åbenbaringen 12. En skøge er symbol på en fordærvet menighed. Ezekiel 16. Det er tydeligt at kvinden i Åbenbaringen 17 skal fortolkes på samme måde som den i kapitel 12. Da det symbol utvivlsomt repræsenterer den sande menighed, selv om den omtales som en kvinde og hendes afkom, så er skøgen og hendes døtre utvivlsomt den helt fordærvede menighed. Åbenbaringen 18,5. Vi forstår således at Babylon ikke er begrænset til en enkel gejstlig organisation, men at dets navn nødvendigvis må fortælle at den består af mange.

Hvis den søge som jordens konger uretmæssig har forenet sig med, kun symboliserer Roms kirke, må det være sådan at mange af jordens onde magter er helt fri fra denne synd. Den græske kirke er den russisk og græske etablerede kirke; den lutherske kirke er den etablerede kirke i Prøjsen, Holland, Sverige, Norge, og en del af de mindre tyske stater; England har bispestyre for sin statsreligion; og andre lande har deres etablerede religioner, og modsætter sig nidkært de afvigende retninger. Babylon har fået alle nationerne til at drikke af sin vin; den kan derfor ikke symbolisere mindre end den universelle verdenskirke.

Det vil således kunne ses, at vi ikke udelukkende bruger profetien om Babylon for nogen af de fordærvede organisationer som har eksisteret, eller som nu eksisterer. I denne store forvirringens by, forstår vi at de fordærvede romerske og græske fordærvede kirker besidder et stort område, og gør en betydelig del. Krig, undertrykkelse, tilpasning til verden, og på samme måde sætte sig lig med den sørgelige og nøje efterligne de store protestantiske kirker som en vigtig bestanddel af dette store Babylon.

Da pavekirken besat magt, udslettede de umådelig skare af Guds hellige. Den protestantiske kirke har heller ikke siden dens opkomst været fri for forfølgelseshandlinger når den har haft magt til at gøre dette. Geneves protestanter, med John Calvin som deres overhoved, brændte Michael Servetus, en mand som med nød og næppe undgik den samme skæbne fra den papistiske inkvisationens hænder. De gjorde dette af samme grund som papisterne gjorde det samme, de gjorde for meningsafvigelse, og fordi de havde magt til at gøre det. Der var også vidne om den langvarige undertrykkelse som Englands Kirke kunne fastholde over for alle afvigere. Endog New Englands puritanske fædre der selv flygtede fra Englands Kirkes onde undertrykkelse, kunne ikke afholde sig fra at hænge kvækere, og piske og fængsle baptisterne. I alle disse tilfælde var den borgerlige magt under disse bekendende Jehovas tilbederes kontrol, og de kunne holde op med at bruge den.

Den protestantiske kirke holdt, indtil for kort tid siden, mange tusinde slaver; det er heller ikke til at komme uden om at den bekendende kirke var slavemagtes højre arm. Slaveriet blev heller ikke ophævet af kirkerne. Den verdslige magt tilfalder æren at overtræde dette gigantiske onde; og kirkerne har aldrig bekendt deres store fejl med at vedholde dette lastefulde system så længe. Denne store sag identificerer absolut sikkert den protestantiske kirke som en del af Babylon. Åbenbaringen 18,13. Den hyllede Albert Barnes, hvis bemærkninger om det Nye Testamente spredes så vidt omkring, siger disse overraskende ord:

“Der er ingen mangt udenfor kirken som kunne understøtte slaveriet en eneste gang, hvis den ikke blev understøttet i den.” “Kirkerne er det amerikanske slaveris bolværk.”

Kristus forbød sit folk at samle sig rigdomme på jorden (Mattæus 6,19); men den bekendende kirke u vore dage udøver, som organisation, en større iver for at jage rigdomme, og erhverve sig babylonske skatte (Åbenbaringen 18,11-14), end endog de verdslige selv gør. Ved at blive udsat for den babylonske kirkes fordærv for sin tid, advarede Kristus sit eget folk om at passe på lignende vederstyggeligheder. “Men kaldes I ikke for Rabbi,” siger Kristus, som er mester, eller doktor; “for en er jeres Mester, og det er Kristus; og I er alle brødre.” Mattæus 23,8. For at tilsyneladende efterligne den romerske kirke, kalder protestanterne deres prædikanttjenere for ærværdige. Dette ord, (er hellig) bruges kun et sted i bibelen, og det er om Gud. Salme 111,9. Hvis det er en synd for kirken at kalde sine prædikanter for Rabbi, eller mester, hvor meget større synd må det så ikke være for den at bruge titlen den ærværdige, som tilkommer Gud alene! Ikke nok med det, nogle af disse bekendende Jesu Kristi tjenere bliver de rette ærværdige, og meget ærværdige. Og ikke nogle få af dem bliver guddommelighedens doktorere, så stor er deres kyndighed i Kristi doktriner!

Den nye testamente taler på den mest afgjorte måde om enkle klæder; men de fleste af de bekendende kirker i vor tid går rundt i livets moderigtige tåbeligheder. De sættes alle i række med de spraglede klæder de babylonske købmænd har. De babylonske købmænd er jorden store mænd. I de nominelle kirkers fold findes en stor del advokater, doktorere, politikere og verdens store mænd. For at få succes med forretninger, og blive ærværdige i samfundet, eller opnå høje stillinger i samfundet, er det vigtigt at bekende sig til en religion, og få en godt og regulært ståsted i kirken. Det er det mest afskyelige i Guds øjne; og alligevel er det meget tydeligt at kirken byder sådanne medlemmer velkommen med glæde, fordi de vil gøre institutionen mere anerkendt.

Det kan siges at endog forvanske protestanter ikke skal gå sammen med katolikker, for at forme Babylons store by; for selvom katolikkerne påberåber sig ufejlbarlighed, har protestanterne dog aldrig gjort dette. Vi svarer hertil at forskellen kun er i navnet. Taler man ud fra deres forskellige prætentioner (det de gør krav på), så kan katolikkerne aldrig fejle; protestanter gør aldrig fejl. Hvis katolikkerne påberåber sig ufejlbarlighed for at kunne fremme deres kirkes dekreter og forordninger, er det også rigtigt at de protestantiske organisationer aldrig efterfølgende anerkender at der har været fejl i deres kirker eller rådssamlinger. Således har de protestantiske kirker alle fortrin ufejlbarlighed, og overlader al modviljen til katolikkerne at påberåbe sig den.

Babylon fremstilles om en handel af menneskesjæle. Se på Englands Kirke. Der sættes nogle af de tomme sogne endog til salg, og de højestbydende vil besidde dens indtægter og præst for dens folk! For at komme til det hjemlige, så lad os e på de forskellige religiøse trossamfund alle de steder hvor de er rige nok og kræfter nok til at blive populære. De kan rejse et storslået bedehus, og udstyre det med de dyreste mode; og menighedsmedlemmer kan klæde sig i alle livets mode og stolthed. Så kan de få en veltalende mand til at sige glatte ting for moderne ører. Kirken som kan overgå andre med disse spidsfindigheder, vil få succes med at få stedets moderne syndere som permanente medlemmer af deres menighedsforsamling.

Som vi har set betegner ordet Babylon forvirring, og kommer af Babel, stedet hvor mennesker, i deres ugudelige forsøg på at bygge et tårn der skulle nå himlen, fik forvirret deres sprog. 1 Mos. 11. Menigheden skal være en enhed. Det var Kristi vilje. Idet han bevidnede sin mellemkomst med Faderen, som det står i Johannes 17, bad han at hans disciple måtte blive et, og han og Faderen er et; for det vil få verden til at tro på Kristus. Siden det store frafald, har de fleste af de bekendende efterfølgere haft travlt med at prøve at klatre op til himlen af en anden vej. De blev forbløffede over forsøget, og blev spredt ud over jordens overflade, med en tro på disharmoni for deres sprog som blev spredt ved det gamle fortidens tårn. Helligånden bruger ordet Babylon på grund af dens betegnelse, og det er en meget passende betegnelse på den store forvirringens by, som det anvendes til.

Menigheden blev fremstillet som en kysk jomfru, der ægtede Kristus. 2 Korinter 11,2. Hun blev en søge ved at søge venskab med verden. Jakob 4,4. Det var denne ulovlige forbindelse med jordens konger som gjorde hende til den store skøge i Apokalypsen. Åbenbaringen 17. Den jødiske menighed, der fremstilles som talsmand for Herren (Jeremias 2; 3; 31,32), blev en skøge på den samme måde. Ezekiel 16. Endog begrebet Sodoma, som i Åbenbaringen 11 betegnes som “den store stad,” er i Esajas 1 den jødiske menighed som frafalden fra Gud. Det at Babylon er anderledes fra jordens konger, selvom den er ulovligt forenet med dem, er det tydelige bevis på at Babylon ikke er den borgerlige magt. Det at Guds folk er i dens mindste, lige før den kuldkastes, beviser at den er en religiøs organisation efter bekendelse. Vi tror at det må være tydeligt at Babylon i Åbenbaringen 17, symboliserer den bekendende menighed, der er ulovligt forenet med verden

Kapitel IV – Babylons fald

Babylons fald er ikke det brændende Rom – Dens borgerlige magt tabes ikke – Det er et moralsk fald – Babylons vin – Menighederne prøves af den første forkyndelse – Det første og andet budskabs forbindelse – Vidnesbyrd som angår de faldne kirkers tilstand – Nuværende vækkelser – Spiritisme som en bekræftelse på de synspunkter der fremstilles – Babylons udslettelse – Guds folks pligt

Hvad udgør Babylons fald? Dem som er tilfreds med at Åbenbaringens Babylon er Roms by, besvarer at Babylons fald er det brændende Rom; men dem som kun gør Babylon til at symbol på Roms menighed; besvarer at dette fald er et tab på borgerlig magt, - kvindens fald fra dyret. Vi er uenig i begge disse synspunkter, tror at Babylons fald er et moralsk fald, og at det betegner sin - som organisation – forkastelse af Gud. At Babylons fald ikke er Roms brand, viser sig i disse kendsgerninger: -

1. Råbet “Drag ud af hende, mit folk,” gives efter bekendtgørelsen om at hun er faldet. Åbenbaringen 18,2.4. Det er derfor tydeligt at Babylon eksisterer efter hendes fald, og at Guds folk stadig er i dens midte, derfor må dens fald være noget andet end dens udslettelse.

2. Når der står, “Drag ud af hende mit folk,” tilføjes der en begrundelse, “at I ikke har del i hendes synder, og at I ikke har del i hendes plager.” Hendes fald har fundet sted; men hun er der stadig og synder imod Gud, og hendes plager var endnu fremtid; derfor er hendes fald og ødelæggelse helt forskellige begivenheder.

3. Når hendes plager benævnes i vers 8, siges det at de er død, jammer og hungersnød, og fuldstændig udslettelse ved ild. Hendes plager var endnu fremtid for tidspunktet for hendes fald; hendes fald er således ikke hendes udslettelse ved ild. Mellem de to begivenheder undflyr Guds folk fra hende.

4. Det brændende Rom vil ikke få den by til at blive hjemsted for urene ånder og bur for alle urene og hadefulde fugle. Faktisk vil den eneste virkelige rensning af den onde by nogen sinde vil få, være med ild. Dette viser klart at Babylons fald ikke er det brændende Rom. Derudover får vi klart bevist at Rom ikke er Apokalypsens Babylon, som er nok i sig selv på dette punkt.

At Babylons fald ikke er tab af pavekirkens borgerlige magt, viser dette ganske tydeligt:-

1. Dette ville få englen til at sige: Babylon er faldet, og at den har mistet sin borgerlige magt, fordi hun har fået alle folkeslagene til at drikke af hendes vin. Et sådan udtalelse vil være falsk; for det var netop ved disse midler at hun fik magt.

2. Babylon bliver tilholdssted for alle urene ånder og tilholdssted for alle urene og afskyelige fugle som følge af hendes fald. Åbenbaringen 18,1.2. Det ville være absurd at fremstille dette som følge af hendes tab af borgerlig magt.

3. Tab af borgerlig magt er ikke Babylons fald, for det vil ikke gøre hende mere syndig end tidligere, ejheller vil et sådant fald som dette være årsag til hvorfor Guds folk skulle forlade hende.

Vi forstår at Babylons fald er hendes forkastelse af Gud, at Helligånden forlader hende som følge af hendes fremmedgørelse over for Gud og hendes forening med verden, og at hun sådan overlades til djævelens ånder. Som illustration, vil vi referere til den jødiske kirkes fald, skøgen i Ezekiel 16. Dette fald begyndte tydeligvis i Romerne 11. Dets enkeltheder kan indsamles fra Matthæus 21,43; 23; 12,43-45.

At hendes fald var hendes afvisning fra Gud, hendes ødelæggelse udskydes i en anseelig periode, viser disse kendsgerninger: -

1. De naturlige grunde for Babylons fald viser at det er et moralsk fald; for det er fordi hun har fået folkene til at drikke af hendes vin. Med andre ord, det er hendes ondskab som har fået Gud til at forkaste hende.

2. Konsekvenserne af hendes fald bevidner at dette fald er hendes afvisning af Gud, og ikke hendes udslettelse; for hendes fald får hende til at blive tilholdssted for urene ånder, og bur for urene og afskyelige fugle. Dette viser at Gud har overgivet hende til stærke bedrag. Det er af den grund at røsten fra himlen råber: “Drag ud af hende, mit folk.” Årsagen til Babylons fald siges således: “Har givet alle folkeslagene at drikke af sin utugts harmes vin.” Hendes utugt var hendes ulovlige forening med jordens konger; og vinen er dem som kirken har forgiftet jordens folkeslag med. Der er kun en ting som dette kan hentyde til; nemlig falsk lære. Denne skøge har, på grund af hendes ulovlige forening med jordens magter, fordærvet bibelens rene sandheder, og med vinen eller den falske lære har forgiftet nationerne. I nogle få tilfælde af hendes fordærv af bibelsandheder må det være tilstrækkeligt:-

1. Læren om et tusinde års fred og fremgang før Herrens komme. Denne lære vil sansynligvis vise sig som fordærv for mange sjæle, som enhver kætter har pådraget kirken.

2. Fordærv af dåbens forordning. Begravelsesdåben er det guddommeligt bemyndiget minde om Herrens begravelse og opstandelse. Dette er blevet ændret til at stænke, eller udøse, det rigtige minde er kun en ting; nemlig menneskenes dumhed og formastelse.

3. Forandringen af det fjerede bud. Den hedenske søndagshelligholde er blevet erstattet af Herrens hviledags menighed. Bibelen lærer klart at Herrens helligede hviledag er det guddommelige mindesmærke på Jehovas hvile fra skabelsesarbejdet. Men kirken har ændret denne første ugedag, for at gør den til mindesmærke for Herrens opstandelse, i stedet for dåben, som er blevet ændret til bestænkelse.

4. Læren om sjælens naturlige udødelighed. Dette kommer af hedensk mytologi, og blev indført i kirken ved hjælp af fremtrædende nyomvendte mennesker fra hedenskab, som blev ”kirkens fædre.” Denne lære gør menneskene til den sidste fjende – døden – til port for uendelig glæde, og gør opstandelsen til en mindre betydningsfuld ting. Det er grundlaget for moderne spiritisme.

5. Læren om den helliges arv, udover tid og rummets grænser. Ved denne fabel, har mange mennesker vendt sig fra bibelens syn på det jordiske rige på den nye jord.

6. Den åndelige genkomst. Det er velkendt at de fleste af nutidens religiøse lærere og kommentatorere åbenlyst forsvarer synet at Kristi genkomst, som det fremgår af Mattæus 24, finder sted ved udslettelsen af Jerusalem; og også at han kommer for anden gang når en person dør.

7. Indtil det tidspunkt hvor slaveri blev afskaffet ved lov, blev denne virksomhed fremholdt på den mest overbevisende måde fra de gamle og nye testamenter, af nogle af de ledende teolog-doktorere fra de fleste trossamfund; og nogle af de dygtigste og flittigste endog prøvede på at finde autoritet for det i den gyldne regel.

8. Til sidst, fornedres gudsfrygtens standard ned til støvet. Dette er er gået så vidt at store skarer begynder at tro at ”enhver som siger, Herre, Herre, skal komme ind i himmeriget.” Som bevis for dette, appellerer jeg til næsten alle gravstene eller gravprædikener.

Gud udpegede menigheden til at være verdens lys, og samtidig forordnede at hans ord skal være lys for menigheden. Men når kirken bliver upålidelig over for sin betroelse, og fordærver evangeliets rene lære, bliver verden som en naturlig konsekvens forgiftet af dens falske lære. At jordens nationer er i en sådan tilstand for tiden, er for åbenlys at benægte. Verden er forgiftet af jagen efter rigdomme og ære, men synden ligger ved menighedens dyr; og menigheden billiger det Herren har forbudt strengt, og den sætter et eksempel for verden. Hvis kirken ikke havde forgiftet verden med vin fra dens falske lære, ville bibelens klare sandheder bevæge sig mægtigt i alle menneskers sind. Men verden virker som håbløst beruset af Babylons vin.

For tidspunktet for den Første Engels budskab, var Guds folk i Babylon; eller bekendtgørelsen af Babylons fald, og råbet, ”Drag ud af hende, mit folk,” blev givet efter at den første forkyndelse blev hørt. Her har vi også det mest afgørende vidnesbyrd for at Babylon indbefatter protestantiske så vel som katolske kirker. Det er sikkert at Guds folk, på forkyndelsestidspunktet for hans Domstime, var i alle de populære kirker, og dette er det mest slående vidnesbyrd for hvad der skaber den store forvirringens by. Med nogle ord har Paulus beskrevet Apokalypsens Babylon, og Guds folks pligt over for denne, i 2. Timotius 3,1-5: ”Du skal vide at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra.” Hvem tør begrænse denne beskrivelse til den katolske kirke?

Forkyndelsen af Guds domstime og Herrens forestående komme, blev menighedens prøve med det samme, og det middel som den kunne være helbredt ved. Det var menighedens prøve da den viste at dens hjerte var til verden, og ikke til Herren; for når beviserne for Hans forstående komme fremstilles for menigheden, forkastede den efterretningerne med hån, og klyngede sig endnu tættere til verden. Men det kunne have været middel til at helbrede menigheden. Havde den taget imod dette, hvilket værk kunne den ikke have udført for menigheden? Menighedens ubibelske håb om en timelig regering, dens falske syn på genkomsten, dens uretsmæssige retfærdiggørelse af undertrykkelse og ondskab; dens stolthed og tilpasning til verden, ville alt sammen være fejet bort. Men ak! At den advarsel fra himlen dog blev forkastet!

Det sidste middel som Himlen havde til Babylons helbredelse virkede ikke, Gud opgav menigheden til den eget hjertes ønske.

Det er velkendt at den umiddelbare forbindelse til forkyndelsen af Guds domstime, bekendtgørelsen af Babylons fald skete udover hele vort land. Dens forbindelse med adventbudskabet udtrykker Pastor Himes godt, det er dateret McConnellsville, O., 29. aug., 1844:-

“Da vi begyndte med at give ’midnatsråbet’ sammen med bro Miller, i 1840, havde han holdt forelæsninger i ni år. I den tid stod han næsten alene. Men hans arbejde voksede og vække religionsbekenderne effektivt op til Guds folks sande håb, og den nødvendige forberedelse for Herrens komme, som også vækker alle uomvendte klasser op til en fornemmelse af deres fortabte tilstand, og til pligtfølelse for øjeblikkelig anger og omvendelse til Gud, i en beredelse for at møde Brudgommen fredeligt ved hans komme. Dette var de store mål for hans arbejde. Han forsøgte ikke at omvende mennesker til et hemmeligt selskab, i religion. Derfor arbejde han blandt alle partier og sekter uden at lægge sig ud med deres organisering eller disciplin, tro at medlemmerne i de forskellige samfund kunne fastholde deres ståsted, og samtidig forberede sig for deres Konges komme og arbejde for menneskenes frelse i disse forhold, indtil deres håb blev opfyldt. Da vi blev overtalt til sandhedsforkyndelsen at genkomsten var nær, og greb læren i offentlighed, nærede vi de samme synspunkter og handlede på samme måde iblandt forskellige sekter, blev vi kaldt i Guds forsyn til at arbejde. Vi fortalte prædikanter og menigheder at det ikke var en del af vor plan at bryde dem op, eller at splitte eller distrahere dem. Vi havde et klart mål, og det var at give ’råbet’, advarslen om ’dommen ved døren,’ og overtale vore medmennesker til at berede sig til den begivenhed. De fleste prædikanter og menigheder der åbnede deres døre for os og vore brødre som forkyndte adventlæren, samarbejdede med os indtil det sidste år. Den forkyndertjeneste og det medlemskab som lod sig hjælpe af vort arbejde, men ikke rigtigt greb læren, så at de enten må gå med på læren, og forkynde og fastholde den, ellers ville de i kriser der var lige over dem, få det svært med de troende der havde besluttet og bestemt sig. De besluttede sig imod læren og bestemte sig, nogle ved en politik og andre ved en anden, for at holde dette spørgsmål borte. Dette satte vore brødre og søstre blandt dem i en meget prøvet situation. De fleste af dem elskede deres menigheder, og kunne ikke tænke sig at forlade dem. Men da de blev hånet, undertrykt og afskåret på forskellige madder fra deres tidligere privilegier og nydelser, og da ”manden i rette tid” blev holdt borte fra dem, og varslingssangen om ”fred og sikkerhed” genlød i deres ører fra sabbat til sabbat, vænnede de sig hurtig fra deres partiske, forkærlighed, og vågnede op i deres styrkes storhed, rystede åget af sig, og hævede råbet: ”Drag ud af hende, mit folk!” Denne tilstand af tingene satte os i en prøvet situation.

1. Fordi vi var nær afslutningen af vor profetiske tid, hvor vi forventede at Herren vil samle hele sit folk til ét; og 2. Vi fik altid forkyndt en anderledes lære, og nu hvor forholdene havde ændret sig, vil det betragtes som uærlighed fra os, hvis vi skulle forene os i udskillelsesråbet og bryde med de kirker som havde taget imod vort budskab. Vi tøvede således, og fortsatte med at udvirke vort første standpunkt til at kirken og forkyndertjenesten førte sagen så vidt at vi var nød til, i gudsfrygt, at tage stilling til fordel for sandheden og Guds nedtrådte børn. 1

Kirkernes vidnesbyrd i 1844, om deres faldne tilstand, er særlig opmærksomhed værd.

Det kristne værn af 5. maj, 1844, taler i disse sørgmodige toner: ”Fra alle retninger hører vi den sørgmodige sang, der lyder i alle himmelsus, afkøler som vindstød fra de nordlige isbjerge, sætter sig som en mare på den forskræmtes bryst, og drikker den svages kraft op, - at lunkenhed, splid, anarki og affolkning forpiner Zions grænser.”

Det religiøse teleskop af 1844 bruger dette sprog: ”Vi har aldrig før været vidne til en sådan generelt religionsforfald som vi er nu. Kirken bør virkelig vågne op, og søge grunden til denne plage; for sådan en enhver der elsker Zion må se den som en plage. Når vi tænker på hvor ”få og langt imellem” der mellem den sande omvendelse, og den mest uforlignelige utålmodighed og synderes hårdhed, må vi næsten uvilkårligt udbryde: ’Har Gud glemt at være nådig? eller er nådedøren lukket?”

På det tidspunkt, blev proklamationer for faster og bedestunder efter Helligåndens tilbagevende udsendt på religiøse blade. Endog i Philadelphia Sun, den. 11. nov., 1844, stod dette: “Undertegnede prædikanter og medlemmer fra forskellige trossamfund i Philadelphia og omegn, tror højtideligt at tidernes nuværende tegn – den åndelige død i vore kirker generelt, og de ekstreme onder i verden omkring os – lader til at kalde højlydt på alle kristne for en særlig bedestund, og derigennem blive enige, ved guddommelig tilladelse, at gå sammen i en særlig bedeuge for Almægtige Gud, for udgydelse af hans Helligånd på vor by, vort land, og verden.”

Professor Finney, redaktør af Oberlin Evangelisten, febr. 1844, skriver: “Vi har fået lagt de generelle kendsgerninger frem for os, at de protestantiske kirker i vort land, der sådan var enten apatiske eller fjendtlige for næsten alle tidens moralreformer. Der er delvise forventninger, alligevel ikke nok til at gøre mere ved dette end i almindelighed. Vi har også andre ting som er blevet bekræftet: den udeblevne vækkelsesindflydelse i kirkerne er næsten universel. Det åndelige apati gennemstrømmer nogen overalt, og der skræmmende dyb; som det religiøse pres over hele landet bevidner. Kirkemedlemmer helliger sig meget vidt omfang til moden – trykker hænder med de ugudelige i fornøjelsesselskaber, dans og fester, m.m. Men vi behøver ikke at gå i detaljer med dette smertefulde tema. Det er nok at sige at beviserne fortætter sig og ruller tungt over os, og at vise at kirkerne i almindelighed degenereres sørgeligt. De har bevæget sig meget langt fra Herren, og han har trukket sig selv væk fra dem.”

Det kan siges at vort syn på kirkernes moralske fald og åndelige død viser sig at være ukorrekt, ved de store vækkelser i 1858. Frugten fra disse vækkelser frembærer de ledende menighedbevægelses- og baptistblade i Boston et vidnesbyrd.

Menighedsbevægelsen af nov. 1858 skriver: ”Vækkelses-pieteten i vore kirker er der ingen som kan vise overbevisende, ud fra dens blotte eksistens, den ægte og praktiske frugter. Det burde for eksempel være lige så sikkert, efter en sådan nådesregn, at forrådskamrene fra vore velgørenhedsselskaber ville blive fyldte, som den bliver af en overmådelig regn så strømmene vil svælge i deres kanaler. Men lederne for vore selskaber beklager sig over den svage forståelse og hjælp fra kirkerne.

”Der er en anden og mere sørgelig illustration på den samme almindelige sandhed. Skildvagten og Genspejlet har for nylig sagt at der aldrig, blandt baptister, har været en så beklagelig udbredelse af kirke uenighed som der er for tiden. Og denne sørgelige kendsgerning nævnes at denne synd smitter de kirker som fordeler sig mest i den sidste vækkelse. Og endnu mere melankoli føres til, at denne fremmedgørelse kan, i de fleste tilfælde, føres tilbage til midten af den vækkelse. Endog et glimt i ugejournalerne for vort eget trossamfund vil råbe at dette onde på ingen måde begrænser sig til baptisterne. Vore egne rækker har måske aldrig båret en så ydmygende rapport over stridigheder og gejstlige retssager, som i løbet af de sidste få måneder.”

En prebyteriansk præst, fra Belfast i Irland (1858), bruger disse vendinger om de nuværende vækkelser i dette land: “Beslutningen om at knuse alle prædikanter som siger et ord imod deres nationale synd [slaveri], beslutningen om at kvæle og undertrykke bibelens klare lære, kan fastholdes og gennemføre på det tidspunkt hvor disse New York-kristne forventer at den religiøse verden vil hilse deres vækkelser velkommen. Indtil Amerikas ulykkelige fornedrede kirker gør Guds arbejde i deres eget land, vil de ikke have åndelig livskraft til at bibringe andre noget; deres vækkelser i den religiøse verden er deres pralende råb om frihed, iblandet med slaveriets suk, som er i det politiske.

Under den store irske vækkelse i 1959, afholdt den irkske presbyterianerkirke sin generalforsamling i Belfast. Belfast nyhedsbrev af 30. sep skriver: “Her i denne ærværdige samling af prædikanter og ældste, finder vi tro præster der åbenlyst giver hverandre løgnen, og hele generalforsamlingen vendes til forvirring der nærmer sig tumult.”

Disse sørgelige kendsgerning behøver ingen kommentarer. I Irland er evangelisprædikanterne ikke i stand til imødekomme generalforsamlingen uden en tumult bland sig selv; i Amerika, bønner for slaveriet blev ikke tilladt ved vækkelsesmøderne. Intet under at frugten af ægte pietet er vanskelig at finde.

Hvor anderledes af det Gud vil have sit folk til at være, er denne store by blevet til! Kristi kirke skulle være verdens lys, en by på et bjerg, som ikke kan skjules. Mattæus 5,14-17. Men i stedet for dette, har hans bekendende folk forenet sig med verden, og sluttet åndsslægtskab med den. Denne uretsmæssige union med kirke og verden (Jakob 4,4) har ført til at den forkastes af Gud; for hvordan kan sandhedens og hellighedens Gud genkendes som sit folk, der udover at have forladt deres Herre, har forkastet og forhånet nyhederne om hans snarlige komme?

I åbenbaringen 18 bringes budskabet om Babylons fald igen, med tilføjelser, der viser, som vi forstår det, at der i fremtiden er en mægtig bevægelse der finder sted på dette område. Vi har ingen tvivl om at Gud har mange dyrebare hellige der er forenet med forskellige organisationer af bekende kristne. De, tror vi, vil dog høre kaldet i åbenbaringen 18,4. Der er ikke destomindre en vigtig ting som viser at det var Guds forsyn som fik forkyndelsen af den første og anden englebudskaber for nogle få år siden. Åbenbaringen 14,6-8. Idet vi i kapitel 18, igen for fremstillet budskabet om Babylons fald, informeres vi om at hun er blevet tilholdssted for urene ånder, og bur for alle urene og hadefulde fugle. Som bevis for at vi er rigtige på den med at udlægge Åbenbaringen 14, så lad den nuværende bevægelse om de dødes ånder svare. En utallig hær af dæmoner spreder sig selv over hele landet, oversvømmer landes kirker og religiøse organisationer i et meget stort omfang. Sjælens udødelig, en lære som fremholdes i næsten alle kirker i verden, er basis og grundlag for al deres arbejde. Denne ekstraordinære bevægelser viser klart at fristelsens stund, der nærmer sig snart, skal komme over hele verden, og prøve dem der bor på jorden.

Det er en interessant ting at dommen over denne store skøge, som beskrives så detaljeret i Åbenbaringen 18, bliver vist til Johannes af en af de syv engle som har de syv skåle fyldt med Guds vrede. Åbenbaringen 17:1 Fra kapitel. 16,17-21, lærer vi at dommen over skøgen Babylon udbringes af englen med den syvende skål. Heraf kan vi konkludere med rette at englen, som viser Johannes Babylons dom, er at en af de syv har sin dom at give; med andre ord, det er englen der har de den syvende skål. Det er enstemmigt fra alle sider af at den syvende engel i Åbanbaringen 16 stadig er fremtid. Det følger således at åbenbaringen 18, som beskriver dommen over Babylon og råber om at drage ud af hende, tilhører fremtiden. Det er tydeligt at Babylon hurtig bliver tilholdssted for urene ånder, og urene og hadefulde fugle. Kaldet om at drage ud af hende gives når hendes plager er umiddelbart forestående.

Babylons udslettelse finder sted, som beskrevet i åbenbaringen 18, under den syvende vredesskål; for det er under den vredesskål at hun bliver husket af Gud, at give hende vinbægeret med hans vredes heftighed. Åbenbaringen 16:17-21. Guds folk kaldes ud af hende lige før den sidste plage udgydes. Disse plager er fremtid, som vil herefter skal bevise. Således er det sikkert at Åbenbaringen 18 ikke gælder det der skete i sekstende århundrede. Det er tydeligt at Babylons udslettelse begynder før det store slag finder sted; for kongerne spares til at være vidne for udslettelsen (Åbenbaringen 18); men i det store slag udslettes de helt. Åbenbaringen 19. Når de hellige spiser bryllupsmåltidet, beskuer de røgen af hendes brændoffer; og som svar på kaldet i Åbenbaringen 18,20, glæder de sig over hende. Åbenbaringen 19,1-9.

Babylon skal kuldkastes med vold, som en møllesten der kastes i havets dyb, og hun skal brændes helt op af ild. Hvis denne totale udslette var hendes ”fald”, vil der ikke være behov for den anden engels proklamation, der annoncerer dette; for konger og købmænd, og alle skibskaptajner, og skibssætninger og sømænd, og mange som arbejder af havet skal være vidne til hendes udslettelse. Dette er det afgørende bevis for Babylons fald og udslettelse ikke er det samme, og at Babylon selv ikke er en bogstavelig by; for denne udslettelse fører til at ingen by på jordkloden udslettelses. Det er tydeligt hvad der er blevet sagt, at Babylons udslettelse finder sted i umiddelbar forbindelse med genkomsten. Dette faktum er nok i sig selv til at gendrive synspunktet som placerer kaldet ”Drag ud af hende, mit folk,” til en fremtid; for Babylon udslettes ved begyndelsen af den tid.

Guds folks pligt kommer tydeligt til udtryk: ”Drag ud af hende, mit folk, så I ikke får del i hendes synder, og at I ikke tager imod hendes plager.” Hendes synder har nået himlen, og Gud husker på hendes synder; hun har forenet sig selv med jordens konger, og beror sig på den kødelige arm, og ikke på Jehova. På grund af denne beskyttelse, har hun beroliget mod de frygtelige trusler i Guds ord imod synd, og har kastet religionens kappe over nogle af menneskers mest tarvelige forbrydelser. Som eksempel vil vi tage den kortvarige slavelov frem, som i sin periode fik billigelse fra mange ledende teologiske doktorere. Stolthed og kærlighed til verden, og det at forlade Gud er for tydeligt apokalypsens Babylon med sankt Pauls beskrivelse af de sidste dages populære menighed. 2 Timotius 3,1-5. ”Fra disse,” siger apostlen, ”vender vi bort.” Hvis vi ikke tager del i hendes synder, og får derved del i de plager der er ved at udgydes på hende, må vi tage os i agt for himlens røst: ”Drag ud af hende, mit folk.”

De protestantiske kirkers moralske fald i almindelighed fører os derhen hvor vi kan sige, i den anden engels budskabs sprog: “Babylon er faldet, er faldet, den store stad.” Dette gjaldt ikke hele Babylon for dette moralske fald var blevet bevidnet, og således ville det andet budskab ikke gøre sig gældende hvis det var blevet forkyndt før 1844. Kun to delinger af Babylon var faldet før det tidspunkt.

Bibelen bringer et vidnesbyrd i den mest højtidelige karakter om Babylon. Det må være Guds tjeneres pligt at give dette vidnesbyrd på rette tidspunkt, sådan som Gud har givet det i sit ord. Dette vidnesbyrd kommer fra Gud, og er ikke afhængig af menneskers vilje, og derfor vil ingen person krænkes når det bringes. Hvis det der siges om Babylon er sandt om et specielt trossamfund, da vil det folk modtage lyset i taknemmelighed, og frembringe angerens frugter. Men hvis der findes en kirke som dette vidnesbyrd ikke kan bruges på; så lad være taknemmelige over at de ikke tilhører denne store stad, og lad dem ikke beklage sig over at dette højtidelige budskab forkyndes til glæde for de mange mennesker det gælder. Guds tjenere kaldes til at bekendtgøre sandhedens principper pålideligt, og enhver må bruge dem på sin egen sag over for sandheden, i gudsfrygt.

For at nogen ikke skal fornægte at de græske og protestantiske kirker er indbefattet i Babylon, henleder vi opmærksomheden til disse kendsgerninger: Ud fra denne profetis perioder er det tydeligt at Babylon udgør det folk der bekender at være kristne. Det er også tydeligt at en stor del af Guds sande folk findes i Babylon, også i de sidste dage. Men Babylon er en skøge på grund af hendes ulovlige forening med jordens konger; og som resultat af denne forening har hun fordærvet Guds sandhed. Nu vil vi bevise at den græske kirke er en af de tre store delinger i Babylon. Den katolske kirke blev en skøge i en epoke i det mindste så tidlig som Konstantins tid. Historien beskriver handlinger af ingen anden borgerlig hersker som har gjort så store forandringer i kirken, som Konstantin gjorde. Han gav kirken en ny regeringsform, havde imperiets regering som sit forbillede. Han skabte embedsmænd i kirken det Nye Testamente ikke kendte til, og fordærvede kirkens lære og praksis. På hans tid dannede den græske og romerske kirke sammen den såkaldte katolske kirke.

Denne store kirke fortsatte med at fordærve sig selv mere og mere fra århundrede til århundrede. Dens historie er fuld af eksempler med ulovlige foreninger med jordens konger. Men i det ellevte århundrede, som resultat af lang uenighed mellem Roms biskop og Konstantinobels biskop om overherredømmet, blev den katolske kirke delt i to kirker, den romersk katolske kirke, og den græsk katolske kirke. Efter denne adskillelse, fortsatte den græsk katolske kirke med det den almindelige katolske kirke var før splittelsen. Adskillelsen fik ikke den græske kirke til at opgive en eneste fejltagelse fra den store katolske kirke af, eller til at ophøjre sin ulovlige forbindelse med jordens konger. Hvis den katolske kirke var Babylon før den blev delt, så var den græske kirke, før adskillelsen fra Rom, en meget anseelig del af den store stad Babylon. Hovedforskellen mellem den romerske kirke og den græske kirke siden adskillelsen er at den græske kirke blot har beholdt alle vildfarelserne i almindelighed fra før adskillelsen, uden at lægge så meget til disse vildfarelser, og uden at tage særlig aktiv del i at forfølgelse andre; medens den romerske kirke har tilføjet adskillelige andre fejltagelser sit læresæt, specielt at få respekt for pavens magt, og den har været meget aktiv for at forfølge dem som ikke har underlagt sig dens myndighed. Den græske kirke er mindre skyldig end den romerske kirke, men skulle den fornægte at gøre en vigtig deling fra Babylon, vil være at fornægte at Babylon udøver den store kirkestrid i det ellevte århundrede.

Fem hundrede år efter adskillelsen fra de græske og romerske kirker bringer os frem til det sekstende århundredes reformation, som splittede store nationer fra fællesskabet med Roms kirke. Dette er den anden store adskillelse fra Rom. Siden dengang, har den religiøse verden eksisteret i tro store delinger, de græske katolikker, romerske katolikker og protestanterne. Grækernes adskillelse fra Rom karakteriseredes ikke ved en reformation; det er derfor sikkert at grækerne fortsatte med at være en del af Babylon. Men protestanternes adskillelse fra Rom blev karakteriseret af aflæggelse af adskillige store vildfarelser. Det er værd for os at vi ser hvor nøje protestanterne gjorde en sådan reform, som får dem til at ophøre med at være en del af Babylon. De forkastede pavens autoritet og Roms kirke; de appellerede til at bibelen er den højeste regel for tro, de afslørede mange af Roms kirkes vildfarelser og synder; og de lærte retfærdiggørelse ved tro.

Men for at forlade Babylon er det ikke nok at skille sig ud fra fællesskabet med dem der støtter hendes fejltagelser. Det er nødvendigt at fralægge sig disse fejl ved at tage imod Guds sandhed, og det er også nødvendigt, at aflægge sig Babylons synder ved sand anger. Hvis protestanterne vendte tilbage til det Nye Testamentes renhed og enkelthed, så ville de ikke længere være en del af Babylon; men hvis de beholdt anseelig mange af Babylons væsentlige fejl og synder, og selv nøjes med at bevare deres del af den gamle stad, efter en delvis renselse, i stedet for at bygge op på ny efter den guddommelige model, så ville de aldrig ophøre med at være en del af Babylon. Det nye testamentes kirker bestod kun af dem der angrede deres synder, troede på Herren Jesus Kristus, og blev begravet med ham i dåben. Men de kirker som udgør det romerske frafald organiseres på væsentlig anderledes måde end apostlene. Ved hjælp af barnedåb, kommer hele befolkningen ind i kirken; kirken og verden er ikke længere adskilte; og kirken bliver en forsamling af uomvendte mennesker. Dette forvirring med verden og med kirken er en af de væsentlige vildfarelser som gjorde et Babylon af den katolske kirke. Nu er det tydeligt at reformatorerne ikke ser det nødvendige i at begynde fra grunden, og fra kirker med kun omvendte mennesker; tværtimod nægtede de tydeligvist at gøre dette; men deres første kirker var enkle romerske kirker, som havde accepteret reformationens lære, men blev sammensat af personer der tillod barnedåb, hvor den største del ikke kendte til kristen erfaring; og derefter blev de kirker de blev oprejst af, af lignende karakter, fordi de var dannet efter samme model.

Nu giver vi et andet afgørende bevis på at reformationen ikke var fuldendt nok til udfri protestanterne fra Babylon. Den ulovlige union mellem kirke og stat er den naturlige konsekvens af barnedåbens almene udbredelse; for den menneskelige forordning har gjort kirken og verdens to navne til samme ting. Dette viser hvor passende begrebet Babylon er som forvirringens by. Men Babylon kaldes for en skøge på grund af hendes ulovlige forening med jordens konger. Denne kriminelle forening ses når de i deres kongelige myndighed udøver deres indflydelse for at informere kirkens doktriner, og give en form til Guds tjeneste og dyrkelse, og skabe embeder i kirken, og fylde dem med dem de gerne vil have; og når kirken ikke kun accepterer alt dette, men endog anerkender kongernes kriminelle skikke, så at hun får udbytte af deres indtægter, og at hun må bruge denne kraft på at forfølge dem der ikke antager dennes dogmer. Var det rigtigt at reformatorerne adskilte kirke og stat i Tyskland, Schweiz, Danmark, Sverige, Norge, Skotland og England? Efterlignede de apostlene med at organisere kirkerne uden at tage del i den borgerlige magt? – På ingen måde. I alle disse århundreder har den borgerlige magt udøvet en stærk indflydelse for at forme trosbekendelser, og afgøre tilbedelsesmetodens karakter, og skabe kirkeembeder og udvælge personer til at udfylde disse embeder, og endog bestemme hvem skal være Guds ords tjenere. Disse ting går så vidt i England at kongen eller dronningen erkendes som kirkens overhoved. Denne ulovlig forening med kirke og stat gør Babylon til en prostitueret, og reformerne løser ikke denne forening, men foreviger den.

Kirkens forordninger er blevet forvansket i Babylon. Det er nødvendigt at forlade Babylon for at vende sig fra disse fordærveligheder, og modtage den nytestamentlige kirkes forordninger. Så reformatorerne nødvendigheden af at gøre dette? – Det gjorde de ikke. De var tilfredse med den døb de havde fået i deres barndom fra de katolske præster, og de forevigede denne fordærvede forordning i de protestantiske kirkers dåb. De tjente i det kristne forkynderarbejde i kraft af deres ordination som katolske præster, og de har aldrig tænkt over at det var vigtigt at sætte denne hellige tjeneste sættes til side af omvendte mænd. De var tilfreds med det som de havde modtaget fra Rom. Endog Englands gamle katolske kirkes biskopper og ærkebiskopper er blevet bevaret i Englands Kirke og i Amerikas biskoppelige kirke, og disse kirker gør krav på at være katolske kirke, eller snarere store delinger af den kirke, fordi de spore deres biskopper tilbage til apostlene gennem den lange rækker af paver.

Disse ting viser at reformationen dannede en tredje stor deling af Babylon, i stedet for at oprette en kirke med den gamle apostolske kirke som model. Denne tredje deling er meget mindre tilsølet med vildfarelse end de to andre delinger, men det er ikke rent i Guds øjne. Siden reformationen har andre protestantiske kirker kommet frem, med mindre af pavens vildfarelser end de første reformerte kirker. Men en alvorlig vildfarelse som er grundlaget for det store babylonske frafald findes i næsten alle protestantiske kirker. At det store frafald i virkeligheden har annulleret det bud som forbyder udskårne billeder, og det bud som påbyder mennesker at hellige den syvende dag til minde for Skaberens hvile. Den romerske kirkes handling med respekt for det første af disse bud, betragtede reformatorerne som en god grund til skille sig ud fra den kirke, og alligevel har næsten alle protestantiske kirker foreviget den store frafaldshandling med hensyn til det fjerde bud. De overtræder det fjerde bud, og lærer mennesker således; eller snarer de ugyldiggør Guds bud for at kunne holde præsternes tradition. De lagde Herrens sabbat til side så de kan holde solens festdag; og ved at overtræde det fjerde bud, overtræder de i virkeligheden hele Guds lov. Ingen kirke har ret til at betragte sig selv som apostolsk, når den overtræder Guds bud. Så længe at en kirke gør dette, er frafaldets skamplet over den, og i denne henseende er den mere babylonsk end apostolsk.

I beretningen om dommen over Babylon i Åbenbaringen 18, tales om Babylon som om hun var én stad; alligevel lærer vi fra Åbenbaringen 16,19 at Babylon vil blive delt i tre dele, før hun får sin straf. Dette lader til at disse tre dele ikke er lige skyldige, og at Gud gør denne deling så han kan straffe enhver deling efter det lys som den har haft, og de forbrydelser den har begået. Det er derfor ikke ufornuftigt at konkludere at Babylon nu består af tre store sektioner, som er straf skyldig i forskellig grad, og at Gud vil dømme enhver efter dens fortjeneste. Den romerske katolske kirke, har sit sæde i Rom, og har tidligere haft domsmyndighed over hele ti riger, og nu over en større del af dem, er uden tvivl den centrale del af denne store stad; men vi har overbevisende beviser for at der også er to andre sektioner af Babylon, og at Gud vil straffe enhver efter fortjeneste.

Denne store stads fald annonceres efter at den tredje og sidste sektion er faldet. Det er kun der at vi vil kunne se i sandhed at Babylon er faldet. Det sted denne proklamering i profetien gælder er det eneste sted hvor dette kan ske. For os der skal kunne forlade Babylon, er det nødvendigt at Guds engel kan oplyse jorden med sin herlighed (Åbenbaringen 18,1.2), og derved sprede det mørke som dens vildfarelser har skabt. Denne engel udfører sit arbejde i umiddelbar forbindelse med den engel der bekendtgør at Guds domstime er kommet, og at den anden engel som forkynder Guds bud og Jesu tro. Det er op det tidspunkt for disse budskaber at Guds folk kaldes ud af Babylon, - et afgørende bevis for at den største del er i Babylon, hvor denne proklamation gives. Forud for Kristi komme må der være et arbejde som opretter den oprindelige renhed, og dette arbejde må udføres af de tre engle. Således passer proklameringen om Babylon til afslutningen af dette system.

Kapitel V - Den tredje engels forkyndelse

Denne proklamation er ikke overstået – Det angår det tohornede vilddyrs værk – Det tihornede dyr – Dens identitet med det lille horn i Daniel 7 – De syv hoveder – De ti horn – Det dødelige sår – Munden der siger store ting – Vilddyrets skæbne “Den tredje, fulgte dem; han råbte med høj røst: »Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne. Og røgen fra deres pine stiger op i evigheders evigheder; og de har ikke hvile hverken dag eller nat, de, som tilbeder dyret og dets billede, og enhver der tager dets navn som mærke. Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.” Vers 9-12.

Dette er det mest højtidelige advarselsbudskab som Bibelen indeholder. Idet inspirationens pen har nedskrevet dette sprog til vor belæring, vil det være klogt for os at lytte og adlyde. Det er sikker at nedskrivningen af vor verdenshistorie ikke bringer noget vidnesbyrd om at dette budskab er blevet hørt tidligere. Og det at den første og andel engel i denne række har bevist at tilhører den nuværende generation, allerklarest giver punktet at dette budskab ikke hører tidligere tider til.

J. W. Himes sagde i 1847: “Men det fjortende kapitel [i åbenbaringen] bringer et forbløffende råb, der skal gives som en advarsel til menneskeheden i den hårde fristelsens stund. Versene 9-11. En sådan vredestilkendegivelse kan ikke findes i hårdere Guds bog. Rummer det ikke en stærk fristelse, der kræver så frygtelig en forhånelse!” 1

Det tohornede vilddyrs arbejde med at udføre mirakler, og få dem der bor på jorden, ved hjælp af disse mirakler, til at forme et billede for dyret som alle mennesker må tilbede, angår særlig fremtiden. Den tredje engels budskab er en advarsel for at berede kirken til det frygtelige sceneri. Som bevis for dette, sætter vi profetien om det tohornede vilddyr, og den tredje engels advarsel, i modsætning: -

Om det tohornede wilddyr siger profeten: ” Og det udøver det første dyrs hele magt for dets øjne og får jorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, hvis dødshug blev lægt. . . . . Og det fik magt til at give dyrets billede livsånde, så dyrets billede endog kunne tale og lade alle dræbe, som ikke ville tilbede dyrets billede. Og det får alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle, til at give sig selv et mærke på deres højre hånd eller på deres pande, Åb.13,17. for at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket: dyrets navn eller dets navns tal.” Kap. 13,12-17.

Om den tredje engels advarsel siger han: ”Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne. Og røgen fra deres pine stiger op i evigheders evigheder; og de har ikke hvile hverken dag eller nat, de, som tilbeder dyret og dets billede, og enhver der tager dets navn som mærke.” Åb. 14,9-11.

En sammenligning med disse skriftsteder viser os hvilken fristelsens- og pinslens stund vi stadig har foran os. Hvis mennesker tilbeder dyret og dets billede, vil de modtage Guds vredes vin; og hvis de nægter, er det i menneskers hænder til fare for deres liv. Denne referer utvivlsomt til den tid hvor alle som bor på jorden, hvis navne står skrevet i livets bog, skal tilbede dyret. Åbenbaringen 13,8.

At vi må forstå grunden til denne frygtelige advarsel imod tilbedelse af dyret og dets billede, og tage imod dets mærke, er det nødvendigt at vi ransager vidnesbyrdet om vilddyret, og også det tohornede vilddyr, så får billedet til se ud som det første dyr. Hvad er vilddyret da?

Dette spørgsmål kan besvares ved at henvise til åbenbaringen 13,1-10. Da Daniel i sit syn i det syvende kapitel, fik vist forskellige riger som efter tur skulle herske over jorden, blev de fremstillet under symboler af dyr der stod op af havet. Tre af disse var forbi på Johannes’ tid, det er rimeligt at det fjerde i denne række, kun skal vises for ham. Dyret med de ti horn, som Daniel beskriver, ser Johannes også stige op af havet.

Hos ham blev alle de foregående dyr blandet, panderens krop, bjørnens fødder, løvens mund. Daniel 7,4-6. Dyret er tydeligvis den pavelige skikkelse af det fjerde rige; for det modtager sin kraft og sæde fra dragen, det kejserlige Rom. Vers 2. Som bevis på dette, viser vi Litch’s opsætning. Han viser den pavelige magt i Daniel 7 med dyret i Åbenbaringen 13, 1-10.

”1. Det lille horn skal være en bespottende magt. ‘Han skal sige store ord imod den Allerhøjeste.’ Daniel 7,25. Ligeså er det også med dyret i Åbenbaringen 13,6 der gør det samme. ’ Han åbnede sin mund i bespottelse imod Gud.’

“2. Det lille horn ‘førte krig imod de hellige, og fik overhånd over dem.’ Daniel 7,21. Således skulle dyret i Åbenbaringen 13,7 også føre krig med de hellige, og overvinder den.’

“3. Det lille horn fik en ’mund som talte store ting.’ Daniel 7,8, 20. På same måde fik dyret i åbenbaringen 13,5 ’en mund til at sige store ting og bespottelser.’

“4. Kraften blev givet til det lille horn i Daniel 7,25, ’indtil en tid, tider, og to tider.’ Til dyret også fik kraft til at fortsætte i toogfyrretyve måneder.’ Åbenbaringen 13,5.

“5. Det lille horns dominas blev taget bort ved afslutningen af denne bestemte periode. Dyret i Åbenbaringen 13,10, som også førte i fangenskab og lagde mange af de hellige i døden med sværd, blev selv ført i fangenskab, og blev dræbt med sværdet, ved afslutningen af de toogfyrretyve måneder.

”Med disse sammenfaldne punkter af de to symboler, med det lille horn og vilddyret, hvem kan da betvivle deres identitet? 1

“Dragen (det kejserlige Rom) gav dyret (pavelige Rom) sin kraft, og sit sæde, og stor myndighed.”

Vi har tidligere bevist at Roms by var sæde for dragen, som her fremstilles som dyret der overføres. Vi har tidligere bevist at Roms by skal være sæde for dragen, som her fremstilles som overført til vilddyret. Det er velkendt at kejserrigets hovedsæde blev fjernet af kejser Konstantin fra Rom til Konstantinobel, og at Rom selv, i en senere periode, blev givet til paverne ved Kejser Justinian.

De syv hoveder er syv former for borgerlig magt, som efter hinanden havde magten. De syv hoveder tilhører på samme måde dragen i åbenbaringen 12, vilddyret i kapitel 13, og det i kapitel 17. Dette viser således at dragen og disse to vilddyr er symboler på den samme magt under forskellige hoveder, for der er ikke tre sæt af syv hoveder, men det er tydeligt at hovederne er magtformer i rækkefølge, en af den har magten for en tid, og giver plads til den anden. Åbenbaringen 17,9.10. Det viser sig at dragen i kapitel 12 og dyret i kapitel 13 og det i kapitel 17, hver især repræsenterer en eller flere af de syv hoveder selvom enhver ses med syv hoveder, må de hver i sær i en vis forstand brede sig over hele den perioder, disse tre symboler dækker; for der er ikke enogtyve hoveder. Den rette periode for enhver enkelt synes at være dette: dragen før de 1260 år, dyret i kapitel 13, under den periode, og dyret i kapitel 17 siden det dødelige sår og fangenskabet i slutningen af den periode.

De ti horn er de det fjerde riges ti konger. De er anderledes fra de syv hoveder, og derefter regnes de ti riger som en af hovederne sådan som nogen har gjort. De ti horn er nutidige, som alle regerer samtidig, medens hovederne er efter hinanden, og en ad gangen. Det er som om Johannes i Åbenbaringen 13,1-10 går to gange over i vilddyrets historie, første gang i vers 1-3 og igen i vers 4-10. Vi spørger nu om det tidspunkt hvor dyret fik sit dødelige sår. At denne begivenhed fandt sted i slutningen af de 1260 år og ikke før begyndelsen af den periode eller under dens fortsættelse, mener vi det er tydeligt ud fra disse faktaer: -

1. Et såret hoved før den periode vil ikke være et vilddyrets hoved, men et dragens hoved. Profetien henfører ikke til et såret hoved på dragen, for at bane vej for vilddyrets oprejsning, som nogle mener, men til et såret hoved på vilddyret.

2. Det kunne heller ikke finde sted I de 1260 år; for det siges at vilddyret får sin kraft og sit sæde fra dragen, og fra den tid får det kraft I 1260 år, så at det vil kunne overvinde de hellige, og skal få magt over alle stammer, tungemål og folk. Denne 1260-års regering begyndte med dragens handling at give sit sæde, Roms by, til vilddyret, i 538, og sluttede i 1798, da Roms by blev taget fra vilddyret, og dens magt blev vristet fra det. I denne periode kunne det dødelige sår og vilddyrets omstyrtelse således ikke finde sted.

3. Tidspunktet hvor vilddyret modtog dette dødelige sår virker klart markeret i vers 10. Der står der at det føres i fangenskab og dræbes med sværdet, så må det føres i fangenskab og dræbes med sværdet. Det er pavemagten som således har handlet sådan i 1260 år, må i slutningen af den sejrsperiode bliver brugt sådan. Sådan var kendsgerningerne i 1798. Så Johannes går over i vilddyrets historie to gange, første gang i vers 1-3, og slutter med det dødelige sår; og anden gang i vers 4-10, slutter med at vilddyret føres i fangenskab og slås ihjel. Det er hvad der står foreskrevet i Daniel 7,26: ”De skal borttage dets overherredømme.”

Den mund vilddyret får til at sige store ord og bespottelser med, betyder tydeligvis det samme som det lille horns mund i Daniel 7, som skal sige store ord imod den Allerhøjeste, og påtænke at ændre tider og love. Det er pavedømmet der påberåber sig ufejlbarlighed, og foregiver sig at være Guds vikar på jorden. At denne profeti er blevet opfyldt på den mest forunderlige måde, og at pavetriumfens 1260 år udløb i slutningen af det sidste århundrede, (skrevet 1890) kan ikke fornægtes. Da blev pavens magt omstyrtet og dragens sæde vristet fra ham. Vi tror dog at vers 8 – ”Og alle de, der bor på jorden, skal tilbede det, alle de, der ikke fra verdens grundlæggelse har deres navn skrevet i livets bog, det slagtede Lams bog” – er aldrig blevet udrettet til fulde. Det er sikkert at tidspunktet endnu aldrig har været når alle, undtagen sande kristne, tilbeder vilddyret. Men dette tidspunkt skal stadig bekræftes i opfyldelsen af profetien om det tohornede vilddyr. Vi forventer dette skal komme over verden i fristelsens stund, for at prøve dem der bor på jorden. Det er med henblik på dette at den tredje engel udtrykker sin advarende røst. Vilddyret i Åbenbaringen 13,1-10 blev, selvom det var dødeligt såret, helnet fra såret, og må ifølge Åbenbaringen 19,19.20 og Daniel 7,7-11, fortsætte indtil kampen på Guds den Almægtiges dag, efter at det skal kastes i ildsøen.

Kapitel VI – Det tohornede vilddyr

Det tohornede vilddyret kan ikke oprejse det pavelige Europas ti riger – Tidspunkt og måde det oprejses på – Dublin-Nationens vidnesbyrd – De to horns symboler – Dragens røst – En forunderlig tidsalder – Djævleånder udvirker mirakler – fristelsens stund.

Det er det tohornde vilddyr som får verden til at tilbede det første vilddyr, og danne et billede af det vilddyr, som alle må tilbede i dødssmerte. Vi er blevet vist at det er det tohornede vilddyr som skaber det frygtelige sceneri derom, som den tredje engel udtrykker med sin alvorlige advarselsrøst. Det er således tydelig at hvis vi vil forstå denne advarsel, må vi nøje undersøge profetien om det to-hornede vilddyr. Hvilken magt er da symboliseret ved dette vilddyr med to horn som et lam? Vi har allerede set at det fjerde dyr i Daniel, som med sin pavemæssige form er det samme som det vilddyr som modtog det dødelige sår, som Johannes taler om, ikke giver plads til det andet vilddyr, men fortsætter indtil Dommen, når han skal kastes i ildsøen. Daniel 7,11; Åbenbaringen 19,20. Således er det sikkert at det tohornede vilddyrs placering ikke er i det fjerde dyrs ti riger. Vi kan ikke tage en af det fjerde dyrs horn, og fastsætte et andet dyr med dette, eller med den andens horn.

Det tohornede vilddyr er det ”andet dyr” ved siden af de tihornede vilddyr. Det er ikke det første vilddør der er helbredt fra sit dødelige sår; for det tohornede vilddyrs arbejde er for øjnene af det vilddyr. Åbenbaringen 13,14 Det er faktisk en overraskende ændring, hvis de ti horn skulle tages ud, og de to horn skulle sættes i deres sted. Dog er en sådan konklusion nødvendig hvis det tohornede vilddyr er i en anden form end det første vilddyr. Således konkluderer vi at det tohornede vilddyr er et andet og en anderledes magt.

Det er alligevel ud fra en magts opkomsts tidspunkt der er samtidig med det dyr hvis dødelige så helnes. Den udfører sine forunderlige handlinger for øjnene af det første vilddyr.

Dens måde at oprejse på kan ikke overses. Daniels fjerde vilddyr, hvor Johannes første vilddyr udgør det fjerde, ser alle rejse sig fra havet som følge af de kæmpende vinde. Daniel 7,2.3. Åbenbaringen. 13,1. De opstår ved magters fald før dem, ved hjælp af almindelig krig. Vinde betegner krigsstridigheder blandt menneskene, og hav eller vande betegner folk, nationer, etc. Åbenbaringen 7,1-3; 17,15. Men denne magt opstår på en fredfyldt eller lamlignende måde fra jorden. Den rejser sig ikke ved vindendes kampe over havet, som kommer ved at kuldkaste andre nationer og kejserriger, men opstår hvor der ikke er noget andet vilddyr, og gør sin del i nærværelse af dens forgængere. Dette viser at det rejser sig fra et nyt og ubesat territorium.

Hvornår skal denne magt opstå? – Slet ikke før det første vilddyrs. Ikke samtidig; for så vil det ikke kunne udpege nogen som det første vilddyr. Det siges at det skal udøve al det første vilddyrs magt før dette. Så må vi se det komme frem på scenen ved slutningen af det første dyrs herredømme, ved slutningen af de 1260 år. Det vil også få verden til at tilbede det første vilddyr, hvis dødelige sår er helbredt, som viser at dens handlingsperiode er på denne side af 1798.

J. Litch siger: “Det tohornede vilddyr fremstilles som en magt der er og udfører sin del efter det første dyrs død og genopstandelse. . . . Efter min mening hvad det dyr med de to horn udgør, eller den falske profet, må jeg ærligt indrømme at jeg ikke ved det. Jeg tror det er en magt der stadig er under udvikling, eller viser sig som ledtog med pavedømmet for at underlægge sig verden. Det vil være en magt som vil udføre mirakler, og bedrage verden med dem. Se Åbenbaringen 19,20.”

Mr. Wesley, siger i sine bemærkninger til Åbenbaringen 13 om det tohornede vilddyr: “Han er ikke kommet endnu, skønt han ikke kan være langt væk: for an viser sig ved afslutningen af det første dyrs toogfyrretyve måneder.”

Her er det interessant at bemærke: Rigets adfærd, begyndelsen af det første store rige nær Edens have, har altid vendt mod vest. Således var det babylonske og persiske sæde i Asien. De græske og romerske hovedsæder var i Europa. Det romerske besad i sin delte tilstand, som det fremstilles ved de ti horn, hele det tilbageblevne territorium vest for Atlanterhavet. Herfra ser vi endnu længere mod vest for den magts opkomst, der er beskrevet i denne profeti.

Da Biskop Berkeley skrev sit hyldestdigt om Amerika, før den amerikanske revolution, forudså han denne magts storhed, og han beskriver tvingende dens forbindelse med dens forgængere: - ”Mod vest drager riget på sin vej; de første fire gerninger er allerede forbi, en femte skal afslutte dramaet på dagen; Tidernes ædleste afkom er til sidst.”

Med ”de fire gerninger” referer biskoppen utvivlsom til de profeten Daniels fire store riger. Det femte, som sceneriet afsluttes med, er den kraft som har oprejst sig denne side af Atlanterhavet. Idet de fire magter i det østeuropæiske kontinent, ikke blev efterfulgt af et femte, forstår vi at den magt der repræsenteres i vilddyret med de to horn, som rejser sig i de sidste dage af det fjerde dyr, må lokaliseres til Amerika. Denne lamlignende magt, det ædleste og sidste afkom af tiden, må også bevise sig med dragonisk karakter sig selv som det mest falske. Som vi har sagt, rejser det tohornede vilddyr sig ikke ved at kuldkaste sine forgængere. Og det er værd at bemærke at det fjerde imperiums ti riger var helt færdige længe før Amerikas opdagelse. Revolutionskrigen havde ikke til hensigt at kuldkaste de ti riger i det fjerde imperium, men netop at fastholde det amerikanske folks rettigheder.

Denne magt er tydeligvis de sidste hvorved Guds folk er knyttet til; for den tredje engels budskab, som går forud lige før Jesus komme på den hvide sky angår forbindelse næsten alle de to-hornde vilddyrs handlinger. Sammenlign Åbenbaringen 14,9-11 med 13,11-18. Og det er et faktum som ikke bør overses, at de magter som Guds folk er knyttet til, er de eneste der bemærkes i profetien. Det er også klart at civlisationens og kristendommens march, ligesom den naturlige sols vej, altid er mod vest; og at det er tydeligt at territoriet for denne sidste magt skal være marken for englens budskaber, landet hvor evangeliets omkransende sandheder, idet de afslutter dens vej, hvor de bringes ud.

Enhver af disse store magters opkomst har været gradvis. I en årrække forberedte de sig til de stationer som de senere overtog; men de begyndte at vise sig i profetien på et tidspunkt hvor de forbereder sig på deres del. Nu skal vi opspore et imperiums opkomst i synet af det første dyr, - en magt som er endnu længere mod solnedgangen, med en historie som det store imperiums rundtur vil fuldføre, for det umådelige Stillehavs grænser er nået.

En kort før Reformationen i Martin Luthers dage, blev et nyt kontinent opdaget. Reformatorernes opkomst gav en stor klasse mennesker som var opsat på at tilbede Gud efter hvad deres egen samvittighed dikterer. De ønskede et større mål eller borgerlig og religiøs frihed; derfor flygtede de sammen med mange andre til Amerikas vildmark, og grundlagde et nyt imperium. De oprettede ikke deres magt ved at overvinde en anden magt, men de satte sig selv på en uopdyrket ødemark, og lagde fundamentet for en ny regering. De foregående magter var opstået gennem vindenes kampe på det store hav; men dette magt rejser sig op fra jorden. Det at de første magter kommer sig af krigshandlinger og overvinde og underlægger sig andre nationer, og derefter overvindes og underlægges af deres sejrherre; Men denne magt opstår fra jorden på en fredfuld måde. Den fremkommer for øjnene af det første vilddyr, som et nyt lands bosættelse og vækst.

Dublin Nationen bemærker således denne republiks fremvækst og magt således: ”På østkysten rejser der sig en kolossal kentauer der kaldes det russiske imperium. Med civiliseret hoved og forparti har den scenerne til en kæmpestor barbarisk krop. En mands hjerne bevæger 70,000,000. Der er alle folks traditioner i aggressioner og sejre til vestkysten. Der er kun to rækker at skille imellem, livegener og soldater. Der er fremtidens kort med Konstantinobel og Wien som St. Petersburgs yderposter.

”På vestkysten, dukker et modsættende og endnu mere underfuldt amerikansk imperium frem. Vi øboer har intet begreb om de ekstraordinære begivenheder som dagligt føjes til denne gigantiske nations magt og stolthed, midt i jordens tavshed. Inden for tre år, har territorierne bredt sig mere end tre riger, Frankrig og Italien til sammen, har stille og roligt og i næsten selvfølgelig mode indlemmet sig til Unionen.

”I halvfjerds år, har sytten nye suverene regeringer, det mindste af den større end Storbritanen, forenet sig fredeligt til førderationen. Ingen stående hær blev rejst, ingen national gæld stiftet, in større anstrengelser er gjort, end der hvor de er. Og det sidste brev bringer nyheder om organisering af tre flere store stater som er ved at forenes til den tredje, Minnesota i Nordvest, Deseret i sydvest, og Californien på Stillehavekysten. Disse tre stater vil dække det samme areal som halvdelen af det Europæiske kontinent.

”Der tilføjes heller blot til kortet. Det er ikke samle sig det golde Pelion på det uopdyrket Ossa. Det er en reel sejr over nye kræfter og ressourcer. Minnesota har allerede sin hovedstad, St. Paul som har sine aviser, kirker, skoler, selskaber, interesser og spekulationer. . . . I stedet for at blive en lovløs horde af eventyrer, grundlægger Californiens beboere byerne, udvælger delegater, magistrater, sheriffer og kongresfolk ligeså systematisk og ufravendt som om de betrådte de tilstampede livets stier på kontinentets Atlanterhavskyst.

”Og med dette større territorium, er der en rigelig vækst af industrier i de ældre stater. Folketællingen i 1850 som var ved at blive taget i de Forenede Stater vi vise en vækst af flere territorier, og industrier uden sammenligning i menneskehistorien. Lad den Gamle Verdens grånende magter lære af det; lad Frankrig, Tyskland og Ruslands stats læse folketællingen omhyggeligt, vil det alligevel overraske dem. Lad tyranniet regne alle disse millioner af mennesker som dødsfjender, og alle hektarer i denne umådelige republik som en menneskehedens arv være pantsat for frihedens sag. Amerika er en stor mark for menneskers virksomhed ligesom da Columbus skibe nærmede sig Guanahanis kyster første gang.”

Vort lands vækst siden de første bosættere har faktisk været forunderlig. Vi opsporer dens opkomst fremadgående, fra der hvor de første bosatte sig, der flygtede fra det fjerde riges undertrykkelse, indtil det antager sin plads blandt jorden store magter, lidt før afslutningen af de 1260 år. Det territorium har vokset til mere end tre gange siden den periode, idet Louisianas, Floridas, Texas’, New Mexicos, og Californiens umådelige teorier lagdes til, og udbredelsen fra en ubestridt ejendom til Oregon, således bredtes ejerskabet til det umådelige Stillehav.

De unge, såvel som denne magts mildhed lader til at vise sig ved ets lam-lignende horn. Hvad betyder disse horn? Hornenes symbol, ligesom et lam bruges ellers ikke i de profetiske skrifter, med udtagelse af de tekster som fremstiller Kristus som et lam med syv horn, mm. Åbenbaringen 5,6. Denne tanker viser sig generelt som fremherskende, at et horn bruges kun for at betegne borgerlig magt. Det er helt sikkert en fejltagelse.

”Hornet som et tegn på magt blev oprindelig taget fra dyrene, såsom urokser, vildokser, bøfler, eller måske næsehorn, som blev anses for at have men magt i deres horn. Derfor blev et horn ofte båret på kroner og hjelme, som bevis på gamle mønter, og i dag er det et tilbehør på Afgrundens konger og hærførere.”

Må kan lære fra de symboler, som forklares i forbindelse med andre magter, nogle kendsgerninger vil kaste lys på dette. De to horn på vædderen i Daniel 8 betagner unionen mellem Medien og Persiens magter, i et rige. Den græske buks store horn var symbolet på den første form af den magt. De ti horn på det fjerde dyr betegne tidsadskildte magter hvori det fjerde rige blev delt. Daniel 7,23-25. Og det lille horn som kom op efter de ti, repræsenterer pavedømmet, en ren gejstlig magt. Det var et horn før de tre blev revet op. Se Daniel 7,8. 24. Dette blev udført i 538, men pavedømmet besad ingen timelig magt før 755.

Goodrich siger følgende: “Som en belønning til den romerske pave, Pepin, i år 755, i rådslagning med Stephen, Zacharys efterfølgere, blev han, som gave, indsat som en verdslig monark over flere provinser i Italien som gave.”

Derfor er det sikkert at den gejstlige såvel som den borgerlige magt fremstilles som et horn. Og det er tydeligt at disse vilddyrs horn symboliserer hele vilddyrenes magt. Ud fra disse kendsgerninger erfarer vi at hornene på Daniels fjerde dyr (det første dyr i Åbenbaringen 13) betegner civil og religiøs magt. Derfor betragter vi det sidste vilddyrs horn i åbenbaringen 13 som symbol på nationens borgerlige og religiøse magt fremstillet i det vilddyr. Et flertal af er ikke altid symbol på en delt magt; for vædderens to horn i Daniel 8 symboliserer Mediens og Persiens union i en regering.

Det ser ud til, hvis vi dømmer ud fra de symboler der bruges, at dette vilddyr repræsenterer den mildeste magt der nogen sinde er fremkommet; for i den profetiske historie for regeringer som går før denne, har ingen været fremstillet ved så milde symboler. Vi forstår at disse horn betegner borgerlige og religiøse magter for denne nation, - dens republikanske borgerlige magt, og dens protestantiske gejstlighed. Hvis det indvendes at dens borgerlige magt burde repræsenteres ved vilddyret, fremfor et horn på vilddyret, henviser vi til en eller to kendsgerninger som imødekommer dette. Grækenlands borgerlige magt blev repræsenteret ved det bukkens store horn; og når den borgerlige magt er brudt, vil vilddyret fortsætte med at eksistere, og i stedet for denne ene borgerlige regering oprejses der fire. Og vi kan tilføje, at når de Daniel 7’s forskellige dyrs herredømmer tages bort, forlænges deres liv for en stund og en tid. Det betyder at nationerne stadig lever, selv om deres herredømme er ødelagt. Derfor forstår vi at vilddyrene betegner nationer som udgør forskellige riger, og vilddyrets horn betegner borgerlig og religiøse kræfter som udgør forskellige riger, og vilddyrets horn betegner nationernes borgerlige og religiøse magter.

Ingen borgerlig magt vil aldrig kunne sammenligne med republikanismen i dens lam-lignende karakter. Det store princip der genkendes ved denne form for magt udtrykkes således: ”At alle mennesker er skabt live; at de er begavet af deres Skaber med visse umistelige rettigheder; som bland disse er liv, frihed og udfolde sin lykke.” Derfor bør alle have ret til at være med i lovudformningen, og udfærdige hvem skal føre dem ud i livet. Har der nogen sinde udviklet sig en så lam-lignende borgerlig magt før? Og hvad kan sammenlignes med protestantisme når det gælder religiøse sager? Dens overordnede anskuelser er anderledes fra hvad der er ret for den enkelte i samvittighedssager. Bibelen er protestanternes eneste religion.” Har i den religiøse verden nogen sinde været noget lignende som disse lam-lignende bekendelser?

Vilddyrets symbol med de horn som et lam fremstiller passende den nye magt. Læg mærke til kombinationen mellem lammet og dragen. Begge disse symboler har Johannes set tidligere. Der er en tydelig henvisning til dem i denne beskrivelse af vilddyret med to horn. Han har set et Lam med syv horn og en drage med ti horn. Åbenbaringen 5,6; 12,3. Lammet repræsenterer Jesus Kristus i sit embede som kongernes Konge. Åbenbaringen 17,14. Dragen repræsenterer den romerske magt som Satan sætter liv i. Åbenbaringen 12. Hvis vi i virkeligheden undlader de hoveder og horn som repræsenterer imperiet i sin forskellige former, vinder vi at den virkelige drage, eller slangen, er Satan selv. Åbenbaringen 20,2.3.7. Kristi rige og Satans rige er modsat i karakter. Kristi rige er et og usynligt; men Satans rige er fuld af forvirring og splid. Af den grund er Lammets horn og dragens horn, selvom symbolerne er de samme, fortolkes de af Guds Ånd meget forskelligt. Dragens horn er de samme som det vilddyrs horn som dragen gav sin magt til. De er de ti riger, hvor dragens eller vilddyrets rige er blevet delt. Åbenbaringen 17,12; Daniel 7,24. Men Lammets horn, som er kongernes Konge, er de syv Guds ånder. Åbenbaringen 5,6. De syv horn må således repræsentere naturen af Kristi herredømme som kongernes Konge, og ikke at hans rige skal deles; for hans titel, kongernes Konge, indikere ikke at noget krige brydes op i mange, men snarere at mange forenes i et; for Kristi tjenere, vil være fyrster under ham (Matthæus 19,28; Lukas 22,30; Åbenbaringen 20,4; 21,24); og han, som Konge over et udelt rige, vil bære mange kroner. Åbenbaringen 19,12.

I symbolet for det tohornede vilddyr, hornenes karakter, og ikke blot antallet, skal det kunne udtrykkes med ordene, ”to horn som et lam”; for der er intet særligt for et lam med hensyn til antallet af dets horn, men der er noget særligt i disse horns særtræk.

Det er vigtigt at bemærke sig dette faktum; for fortolkningen af lammets horns i Johannes syn er meget forskellig fra dragens, eller vilddyrets horn. Således fremstiller vilddyrets horn dets riges splid; men lammets horn fremstiller hvilken slags magt den har, og viser at dets rige skal deles. Vi forstå således at de to horn ligesom lammets repræsenterer hvilken slags magt der er symboliseret, og at den ikke skal deles i to dele.

Idet vi får symbolet på det tihornede vilddyr af Guds ånd påtænkes det alvorligt at sætte kroner på hver af disse horn. Men når vi får symbolet på vilddyret med de to horn ligesom det med et lam, sættes der ingen kroner på de horn. Ny gives disse symboler ikke i umiddelbar forbindelse, men de går sammen i det samme arbejde, ifølge denne profeti. Åbenbaringen 13,1. 11. 12. 14; 16,13; 19,20. Det kan således ikke være uden plan at kronerne sættes på det første vilddyrs horn, og udelades på det andet. Vi ved at hornene med kronerne repræsenterer kongelige regeringer (Åbenbaringen 17,12); og vi tror det er en nødvendig konklusion at disse horn som et lam, og uden krone, repræsenterer en regering hvor folk bærer regler.

En en vis form eksister to slags magter overalt. Der er den borgerlige magt, som ses i staten; og den åndelige magt som ses i kirken. I næsten alle lande blandes disse magter sammen i et, og begge er i herskernes hænder, og ingen af dem hos folk. Men den Amerikanske Republik fremstiller i første omgang i verdenshistorien disse to magter som adskilte, og begge har folk forbeholdt i deres egne hænder. Det er en regering af folket og for folket, og den anerkender dem som kildeudspring for al myndighed. Her har vi en Stat uden en konge og en kirke uden en pave; og kirken og staten er adskilte. Den borgerlige magt anerkender ligelighed for loven for alle; og den åndelige magt anerkender ethvert menneskes ret til at tilbede Gud efter sin egen overbevisning om hvad Gud forlanger. Her er de to horn ligesom et lam.

”Og det talte som en drage.” Med alle disse lam-lignende udtryk, er den virkelige ånd som han igangsætte ligesom dragen, - djævelen. ”For hvad hjertet løber over med kommer ud af munden.” Mattæus 12,34. Hvad han skal sige må vi bemærke herefter. Åbenbaringen 13,14.

“Og det udøver det første dyrs hele magt for dets øjne [eller i hans øjne, som hvidtepulver ændrer det] og får jorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, hvis dødshug blev lægt.” Her er det endelige bevis på at de to-hornede vilddyr er forskellig fra det tihornede vilddyr, og samtidig med det fra det tidspunkt dets dødelige så blev helnet, eller ved begyndelsen af indeværende århundrede (1800-tallet). Dette udøver en magt som udgør det trængsels og farefulde sceneri der er foran os, med hensyn til den tredje engel der udtrykker sin advarselsrøst, ”Hvis nogen tilbeder dyret,” . . . . etc. . .Pinslerne i den periode, hvor hele det første dyrs kraft skal udøves, kan erfares ved at læse om det første vilddyrs historie. Åbenbaringen 13,5-7; Daniel 7,23-26. Det er sikkert at siden det første dyrs 1260 sejrrige år, har ingen magt udøvet en sådan undertrykkelse som foreskrevet her. Herfra er dette ikke sket i fortiden, og profetien viser os klart at dette dragoniske værk skal udvikle sig fra en regering som aldrig har set så mild ud for verden, repræsenteres dens magt af ”horn som et lam”; som fra en magt viste verden det mest udsædvanlige skuespil af borgerlig og religiøs frihed, bitter og ubønhørlig forfølgelse skal stadig kirken stadig erfare. Denne vigtige kendsgerning bør nøje tages i øjesyn.

Den lamlignende karakter skal først vises frem. Dette er for at bedrage folkene. Så den dragoniske karakter – vilddyrets virkelige karakter – skal vise sig. For ligesom dragen gav magt til det første vilddyr, og således forberedte pavedømmet til sine 1260 års forfølgelse, ligeså giver det tohornede vilddyr magt til at efterligne det første vilddyr, og gør en del ligesom det dyr i advarselen af de hellige. Den eneste borgerlige regering som nogensinde har eksisteret, udvist det lamlignende udseende i dette symbol, er de Forenede Stater, en af dens Forfatnings artikler som lyder således: ”Kongressen skal ikke lave love om oprettelsen af en religion, eller forbyde den frie udøvelse deraf.” Som det lamlignende magt i dette vilddyr, repræsenteret ved dets horn, er ikke i overensstemmelse sin dragoniske karakter, som udvise i sin udøvelse af alle de første dyrs magter, tror vi konklusion er fornuftig nok, at dens mildheds periode og bedrag går forud for dens tyranni og undertrykkelse. Herefter bemærker vi at denne magt får verden til at tilbede det første dyr.

Det er et umiskendeligt faktum at vi lever i en underfuld tid. Dette gentages ofte: ”Noget mere fantastisk kan der ikke ske.” Større kundskab i alle kunst. - og videnskabsgrene har faktisk været uden sidestykke i vor verdens historie. Vort eget land tager føringen i alt dette: vi ser vogne, men lynfart bane deres vej gennem landet, og med samme hastighed kommer mennesker dybt ned. Nahums profeti opfyldes bogstaveligt: ”Hans vogne funkler af stål, den dag han ruster og spydene svinges. Igennem gaderne raser vognene frem, hen over torvene farer de i susende fart; de ser ud som fakler, farer frem og tilbage som lyn.” Kap. 2:4,5. “Guds ild” (lynglimt, Job 1,16; 2 Mos. 9,23. 24) kommer her ned fra himlen. Så er det de forunderlige kræfter som mennesker har fået over elementerne. Og lynglimtene der således kommer ned fra himlen er nu lydige mod menneskers vilje, og sendes som budbringer fra den ene ende af vort land, til den anden. Gud sagde til Job: ”Sender du lynene ud, så de går, og svarer de dig: »Her er vi!« Job 38:35. At sende lynglimt virker næsten som den Almægtiges egenskab, hvis vi dømmer ud fra de måde Jehova talte til sin tjener på i gamle dage; alligevel kan mennesker kunne bruge denne Guds vredes udøvelse som deres egen lydige tjener. Det har en taler bemærket: ”Hvis Franklin kunne tæmme lynet, lært Professor Morse det, det engelske sprog.” Og alt dette fordunkles af andre og endnu mere forbavsende undere.

Faktisk betragter vi ikke dette som en opfyldelse af profetien: ”Det gør store tegn, så det endog får ild til at falde fra himmelen ned på jorden for menneskenes øjne,” men disse kendsgerninger er værd at bemærke som sker i den tid vi lever i. Da mennesker i gamle tider havde nået det punkt at intet af det de troede de gjorde forblev tilbage efter dem, så læser at Gud kom ned og forvirrede dem. 1 Mos. 11,6-9. Hvis mennesker i nuværende slægt ikke har et lignende standpunkt, blev de rimeligvis pålagt at gøre sådan for lang tid siden. Verden er faktisk bedraget ved de ting vi har nævnt, og mange andre af lignende karakter, og påvirkes til at tro at der kommer bedre dag, og at jorden forberedes til den lykkeligere menneskeligbolig, og at mennesker bliver mere sejrrige og oplyse, og at vejen beredes således for det timelige tusindeårsrige. Men der er en klasse af undere der nu er ved af udvikle som rimeligvis påbyder at bringe verden denne profetis fuldkomne opfyldelse. Vi henviser til det som nu kaldes for ”Spritualime,” de urene ånders værk i vort land.

I næsten alle dele af vort land, danner skarer af mennesker fra næsten alle klasser selskaber med hinanden med hvad de mener, er de dødes ånder. Og at de har fællesskab med en vis slags ånder er ubestidelig, for det at de er tilstede bekræftes ved forbløffende mirakler. Vi mener at ingen kan fornægte de kendsgerninger som kan dokumentere åndernes arbejde, uanset hvordan de selv måtte bedømme ånderne.

Ærværdige. J. W. Edmonds, højesteretsdommer i New York, sagde i 1853: “Næsten mere en fire år er gået siden vi første gang kendte til ‘Rochester bankningerne’. Så kunne medierne tælles i enkelte enheder, men nu i tusindvis, så kunne de troende tælles af hundredvis, nu i titusindvis. De bedst informerede troede at alle i de Forenede Stater måtte være flere hundrede tusinde, og at det er i denne by [New York] og i omegn måtte der være fra tyve til femogtyve tusinde. Der er ti eller tolv aviser og tidsskrifter som går helhjertet ind i den sag, og det spirituelle bibliotek omfatter mere end hundrede forskellige tidsskrifter, nogle af de har allerede fået et oplag på mere end ti tusinde kopier. Udover middelmådige folkeskare, er der mange mænd i høje stillinger og talent i blandt de, - doktorere, advokater og gejstlige i stort antal, en protestantisk biskop, den lærte og ærværdige formand for en læreanstalt, dommere i højere retter, kongresmedlemmer, udenlandske og ambassadører og tidligere medlemmer af De Forenede Staters senat.

Denne udtalelse fra Judge Edmonds blevet skrevet omkring 1855. Siden det tidspunkt har dette arbejde med ånderne gået støt fremad, og de har nu bredt sig selv over Storbritanien, Frankrig, Tyskland og mange andre lande. Den romerske pave, Spaniens dronning, og Frankrigs kejserinde, også den sidste kejser, har alle søgt disse ånder efter kundskab. Det kan være rimeligt at vi medregner nogle af de mange bemærkelseshandlinger de har udført. Blandt dem er disse: -

Mange veldokumenterede helbredelsestilfælde; de har udført skrifter uden hjælp fra nogen; transport af ting borte fra ved ånder alene; og personer føres med ånder gennem luften under tilstedeværelse af mange andre. Borde er blevet hængt op i luften med flere personer på dem, smuk musik er blevet spillet af ånderne, med og uden hjælp af instrumenter; ekstraordinære meddelelser om fjerntliggende personer og steder er mange gange givet fuldstændig nøjagtigt; og ånderne har vist sig selv i naturligt syn for nogle, og talt med dem med hørbar stemme, personer der ikke kender dem som ånder før de er forsvundet.

Den forbavsende fremvækst af disse undere bør vække alvorlig eftertanke for enhver. Hvis disse ting fortsætter med at vokse som hidtil, hvilket sceneri vil vi da ikke have for os! Det er tydeligt at disse ting kun er begyndelsen af de mirakler som verden skal bedrages ved. At alt dette er dæmoners værk, og ikke fra de dødes ånder, viser flere afgørende faktaer, som disse: -

1. Hvad angår den døde, bevidner Bibelen tydeligt at de “ikke ved noget” (Præd. 9,5); at de er i kraven, hvor der ikke arbejdes, ingen tankevirksomhed, ejheller kundskab, ejheller visdom (vers 10); at de er lagt ned, og at de ikke skal vågne op, ejheller oprejses af deres søvn, før himlene ikke er mere (Job 14,12); at de sikke skal prise Herren (Esajas 38,18. 19 Sal. 115,17; 6,5): at tankerne forgår på dødens dag (Sal. 146,2-4); og hvis der ikke er nogen opstandelse, skal de som er faldet i søvn i Kristus gå fortabt. 1. kor. 15,18. Til dette må vi tilføje, at Gud har aller alvorligst forbudt åndemaneri, som er foregiven videnskabelig omgang med døde. 5. Mos. 18,11; Es 8,19. Vi kan alle med sikkerhed se at de døde ikke kan give os nogen kundskab når de ikke har nogen selv; og herfra forstår vi at Gud advarer os mod at søge kundskab fra den kilde, idet vi blot udsætter os for djævelens bedrag.

2. Bibelen forudsiger klart at Satan i de sidste dage arbejder med al magt og tegn, og løgnagtige undere; at de onde ånder skal udvirke mirakler; og at de vil komme ind i de dødes ånders forklædning. Vi bønfalder læseren omhyggeligt at sammenligne 2. Tessaloniker 2,9.10 med Åbenbaringen 16,13-15 og Esajas 8,19-22. At det tohornede vilddyr, som udvirker de mirakler der omtales i Åbenbaringen 13, er den samme som den falske profet, fra hvis mund urene ånder udgår. (kap. 16,13), skal vi herefter bevise.

3. Den tredje grund for at dette er djævleånder findes i at de åbenlyst modsiger de Hellige Skrifters autoritet. De fornægter de dødes opstandelse, Kristi genkomst, dommen, og alt der i virkeligheden leder den kristne religion; de sætter de mest ryggesløse og onde mænd, som den hedenske Paine, i den højeste himmel, og fremstiller ham som engageret i det samme arbejde som han så trofast udførte da han levede, nemlig at omstyrte Bibelens autoritet, og til sidst fornægtede de åbenlyst Guds ords inspiration, og søgte at erstatte dens plads med deres egne værdiløse fabler.

Ovennævnte kendsgerninger er kortfattet de vigtigste begrundelser der beviser dem som djævleånder, og enhver som frygter Gud og skælver er disse taknemmelige. Vi har henvist til de urene ånder som det redskab som de tohornede vilddyr udfører miraklerne ved. En sammenligning mellem Åbenbaringen 13,11-17 med 19,20, som vi skal kommentere herefter, viser at de tohornede vilddyr og den falske profet er den samme; herefter er det sikkert at de urene ånder er det agentur som de tohornede vilddyr udfører sine mirakler ved.

Men disse mirakler skal gå så langt at ild bringes ned fra himlen over jorden for øjnene af mennesker. I Elias’ dage prøven mellem Jehova og Baal var det netop dette; den gud der kunne få ild til at falde ned fra himlen for øjnene af den forsamlede skare, var den sande Gud. Satan kunne udføre dette forbavsende mirakel. 1 Kong 18. Men netop denne handling, som adskilte den sande Gud fra den falske, skal nu udføres af Satan selv. Dette viser, som vi tror, at det som det tohornede vilddyr gør, har med den fristelsens stund at gøre, som skal komme over verden, og prøve dem der bor på jorden. Åbenbaringen 3,10.11. Hvem er forberedt til at modstå mirakler som disse? - Ingen andre dem som bevares særligt af Gud. Skaren vil uundgåeligt blive ført bort af dem. Guds sandhed, som viser at alt dette er Djævelens værk, vil så kun være det eneste skjold. Kun dem der har taget ordet for Guds tålmodighed vil bevares i den tid. Denne frygtelige fristelsens stund, hvor Satan vil arbejde med al magt og tegn og løgnagtige undere, er foran os, og hvem vil stå når det kommer over hele verden. ”Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen.” Lukas 21,36.

Kapitel VII – Det tohornede vilddyrs arbejde

Denne magts indflydelse over nationerne – Dens bedrageriske karakter –Det tohornede vilddyrs identitet med den falske profet – Vilddyrets dragerøst – Dyrets billede – Dets navns mærke og tal – Tilbedelse af dyret – Den endelige kamp

Ingen form for magt har nogen sinde rejst sig førhen med så bemærkelsesværdige træk som viser sig i vor egen regering. I sig selv er det et under at et regeringssystem som ikke har haft sit lige noget andet sted. Hvad der er brug for udover verden er at lette dens beboere for deres undertrykkelse, men hvordan skulle republikanismen kunne genvinde alle deres borgerlige regeringer? Dens principper har dybt gennemsyret ud over alle jordens nationer. Som bevis på dette, bevidner revolutioner af 1848, som næsten kvalte alle Europas troner. Og hvad bedre beregnet til at udvikle og fastholde religiøs frihed som protestantismen? Da disse principper spredte sig, hvor mange forventer i fortrøstning en lang velstands og sejrs-periode for kirken, - en periode med frigørelse af fattige trælbundne nationer på jorden , - fører os ind i en periode hvor nationerne ikke erfarer krig mere, og et universelt åndeligt rige skal oprejses og fylde hele jorden (Mika 4,1-5); og de undere, som vi har skrevet om i korthed, lover menneskeheden en bedre åbenbaringen end det som Skrifternes sandhed kan give os?

Guds folk ser i virkeligheden frem til det tidspunkt hvor Lammet, som er kongernes Konge og herrernes Herre, skal regere som person over hele jorden. Men sammen med mængten blev dette syn givet plads til en mere sympatisk tanke om en åndelig regering, og om timelig velstand og triumf. Dette syn sætter fred og sikkerhed i udsigt for mennesker (1 Thessaloniker 5), uanset beviset som er blevet udbredt for dem, at Guds domstime er kommet, og at ingen bedre tilstand af tingene nogen sinde vil være indtil forbandelsen fjernes fra jorden. Advarslen om kommende vredesstorm er givet ganske nøje; men er blevet afvist af skaren, overlader dem til de bedrag der allerede er kommet over jorden. De drømte at jorden med al dens fremgang og forbedringer, er langt mere elskeligt og fremragende til at Gud kan ødelægge det. Fred og sikkerhed er den bedragede drøm som mennesker føjer sig i, medens Guds vrede hænger over dem.

Vi betragter det tohornede vilddyr, som et symbol på borgerlig og religiøs magt, der i mange henseender adskiller sig fra det der gik forud før dette. Det ser ud til den mildeste form for magt der nogen sinde har eksisteret; men det skal, efter at verden er blevet bedraget med alle dens underværker, udøve hele det første vilddyrs tyranni. Hvis den rette uforstyrrede dom tillades af den protestantiske kirke, hvorfor udstøder den så mennesker fra sit samfund til ingen større forbrydelse end at forsøge at adlyde Gud i noget hvori ordet ikke er i overensstemmelse med dens overbevisning? Læs Charles Beechers værk, “Bibelen er overbevisning nok.” Hvorfor skal mennesker udelukkes fra kirkerne, for ikke andet end at se efter Jesus Kristus, fra kirker der bekender at elske hans tilsynekomst?

Til disse og mange andre spørgsmål af lignende karakter, kan vi blot svare, at lammet er kun sådan i sit foregivende; det er dragen i karakter. Dens påstående tilsynekomst er som et lam; men den magt som han udøver er af en drage. Lammets sande rige, kongernes Konge, sættes på jorden før de onde magter som hu hersker er udslettet. Så vil Sejrherren afslutte de helliges trældom. Gud fremskynder det rigtige!

Men får bedre overblik over det tohornede vildyr ved at sammenligne dens historie med den falske profets historie. Det tohornede vilddyr fremstilles som det er udvirker mirakler for øjnene af det første vilddyr. Åbenbaringen 13,14. Det samme erklæres om den falske profet. Kap. 19,20. Jordens nationer bedrages af disse mirakler, og tilskyndes at tilbede det første vilddyrs billede, og modtage dets mærke. Dette samme arbejdet tilskrives den falske profet. Endnu længere kan vi sige at Bibelen giver os det tohornede vilddyrs oprindelse, men giver os ikke under det navn dets endelige skæbne. Den falske profets oprindelse, gives ikke under det navn, men dets skæbne er klart åbenbaret. Åbenbaringen 19,20; 20,10. For så vidt deres arbejde er identiske, og de gør deres del på samme tid, kan vi ikke betvivle deres identitet. Dette er et tydeligt bevis på hvad det tohornede dyr, fra tidspunktet for dets opkomst, en magt der svarer til det første vilddyr, og ikke det første vilddyr i en anden form. Hvilken magt har nogen sinde opstået i verdens tidligere historie kan svare til denne lam-drages beskrivelse, eller falske profet? Hvis Satan fik lov til at gøre brug af hedenskab, som et undertrykkelses- og bedragelses-redskab, og også pavemagten, som er kristendommen i en fordærvet form, hvorfor gør han så ikke også brug af protestantismen, når den bliver fordærvet, som et, om muligt, mere effektivt middel til bedrage nogen af de tidligere?

Har den protestantiske kirke ikke gjort sin del for at den falske profet lover verden tusinde års fred og velstand før vredens dag? Den har profeteret dette ud fra sit eget hjerte, for Gud har altid talt om nederlag. 2 Timotius 3; Daniel 7; Matthæus 13; 2 Thessalonikerne 2. De protestantiske kirker proklamerer nu som menighed denne lære som udtryk for det store mål som de arbejder for, - timelig velstand og sejr i en verden som altid har forkastet Kristus.

Muhammeddanismen er ikke denne falske profet; for den kommer ind i profetien symboliserende græshopper, og dens magt går bort i det andet vers time, dag, måned og år. Åbenbaringen 9. Men det tohornede vilddyr, eller falsk profet, handler som en medskyldig i pavedømmet for Satans store værk for det endelige bedrag, og forenes i den store kamp mod kongernes Konge. Åbenbaringen 19.

Det bedrageriske værk forbereder vejen for vilddyrets dragerøst. Den siger til ”dem, der bor på jorden, til at lave et billede af dyret, der har sværdhugget, men atter kom til live.” Og sådan virker det til at dette symbols historie er delvis, i det mindste, præsenteret to gange, hver gang ender med sine tyranniske gerninger, først med sin magt der viser sig ved horn som et lam, og sidenhen udøver al det første dyrs dragoniske magt; og derefter, sen en magt der udvirker mirakler for at bedrage dem der bor på jorden; og når dette bedrag er fuldført, får det dem til at forene sig i at gøre et billede som får magt til at til at bortlægge enhver i døden, som ikke vil tilbede det. Når vi bemærker det første vilddyrs profetiske historie, henleder vi opmærksomheden på forudsigelsen om den tid hvor alle der bor på jorden, hvis navne ikke står skrevet i livets bog, skal tilbede vilddyret, er endnu aldrig gået i opfyldelse; og vi vil her udtrykke vor overbevisning om at denne profeti hentyder til det tidspunkt hvor det tohornede vilddyr taler som en drage, og udøver al det første vilddyrs magt. I den stærke fristelsens stund, kan vi forvente at se alle jordens beboere forenes i at tilbede vilddyret.

Vilddyret var pavedømmet iklædt med magt til at lægge Guds hellige i døden. Åbenbaringen 13,5-8; Daniel 7,23-26. Et billede for dyret, må være en anden gejstlig enhed iklædt med magt og myndighed der lægger de hellige i døden. Dette kan referere til intet andet end den fordærvede og faldne protestantiske kirke. Hvis det spørges hvornår vilddyret får denne magt, kan vi kun svare at, ved Guds tilladelse, dragen, den gamle slange, som kaldes djævelen og Satan, er uden tvivl det væsen som bibringer sin magt til vilddyret. Han påberåber sig Verdens riger, og ret til at overgive dem til dem han vil. Lukas 4,5.6. Skulle der protesteres mod at verden er for oplyst til at underlægge sig et sådant bedrag, eller forene sig i et sådant forfølgelsesværk, svarer vi at Guds giver os denne profeti i et klart sprog; og det er med henblik på dette farefulde sceneri at den tredje engel udtrykker sin højtidelige advarsel. Se på den jødiske menighed, og læg mærke hvor hurtig de forkastede Messias ved sit første komme, overgav de ham til en grusom død, og også slog mange af hans apostle og hellige ihjel. De sagde faktisk, (Matthæus 23) at havde de levet i deres fædres dage ville de ikke have fået del med dem i profeternes blod; men når deres ”mørkets time og magt” kom over dem, hvor fuldstændigt viser det dem at de er under Satans magt. Lukas 22,53; Joh. 7,30.

Forkastelsen af Guds sandhed bliver mænd til fanger af Satan, og ligger under for hans bedrag. 2 Thessaloniker 2,9-12. Jo større lys mennesker forkaster, des større bedragende magt og mørkets magt kommer over dem. Adventbudskabet blev givet i vort land, og ved de mange der forkastede, og intet større, og faktisk ikke andet, lys kan nogen sinde gives dem som har vendt sig bort fra det. Den tredje engel advarer os om de fare som nu er foran os. Advarslen går forud for faren, at vi med betimelig formaning, kan slippe bort.

Andre religiøse magter gennemtvinger det første vilddyrs forlangender og hans billede, og får verden til at tage imod dets mærk. Hvad er dette dyrs mærke? – Det er det dyrs mærke som billedet var gjort af – det første vilddyr. Åbenbaringen 19,20; 16,2. Men det gennemtvinges ved det tohornede vilddyr; eftersom vi forstår det er en institution af pavemagten, gennemført af protestantismen. Dyret og dets billede forenes i denne ting, i modstand mod de hellige, som er i gang med at holde Guds bud. Får vi en institution med paveligt frafald som den borgerlige magt understøtter, og som den religiøse verden vil tilhylle? – Vi får det. Den findes i den ugentlige sabbat, hvor ”syndens menneske” er sat i stedet for det fjerde buds sabbat. Hvis vi vender os til Guds lov, vil vi finde at det fjerde bud alene udpeger Jehova, de første tre forbyder tilbedelse af falske guder, bespottelse, og de sidste seks angår helt vor pligt over for vore medmennesker. Ingen af disse ni bud udpeger den sande Gud. Men sabbatsbuddet udpeger den sande Gud, som ham der skabte himlen og jorden på seks dage, og hvilede på den syvende. Ved overholdelse af skaberens hellige hviledag, anerkendes han som den sande Gud, adskilt fra alle de ting som øjnene kan hvile på, i himlene deroppe eller på jorden dernede. Det væsen der skabte alle disse ting er Gud. Sådan er det fjerde buds lære.

Men Skrifterne foreskriver tydeligt at syndens menneske skal ophøje sig selv over alt som kaldes Gud, eller det som tilbedes, og skulle ”TÆNKE AT ÆNDRE TIDER OG LOVE.” 2 Tessaloniker 2; Daniel 7,25. Der står ikke at han skal være i stand til at ændre dem; men han skal påtænke at gøre det; eller, som den katolske version skriver: ”Han tror om sig selv at han vil KUNNE ændre tider og love.” De er ikke menneskers tider og love som han tror ændres, for dette vil han være i stand til at ændre, ligesom andre magter har gjort; men det er en arrogant handling hvor det ikke oplyses om ham. Guds tider og love er utvivlsomt tilsigtede. Dette frafald begyndte i apostlenes tid (2 Tessaloniker 2,7), og det forte til den fulde udvikling af syndens menneske, og hans blasfemiske handlinger, blandt hvilke vi måtte ændre ændringen af det fjerde bud. Ingen kan give nogen anden autoritet for at ændre sabbaten end romerske traditioner.

Lyt til denne skærende irettesættelse fra en Romer: -

“Guds ord befaler at den syvende dag skal være vor Herres sabbat, og skal holdes hellig; I [protestanter] som ikke har nogen anvisning i Bibelen, ændrer den til den første ugedag, kun bemyndiget af vore traditioner. Diverse engelske puritanere modsatte sig dette punkt, at overholdelsen af den første ugedag er bevises ud fra bibelen, hvor der står den første dag i ugen. Apg 20,7; 1 Korinter 16,2; Åbenbaringen 1,10. Har de ikke spundet betydelig tråd ved at citere fra disse steder? Skulle vi ikke gøre det bedre for skærsilden og bede for den døde, de helliges påkaldelse, og sådanne ting, må de faktisk have en god grund til at latterliggøre os.”

Ikke desto mindre pålægger det fjerde bud de klareste frister for at overholde Herrens helliggjorte hviledag, næsten hele verden følger undrende efter vilddyret, og holder søndagens hedenske fester, som det store frafald har erstattet med den hellige sabbat. Ved overholdelse af sabbaten, anerkender mennesker den store Skaber som deres Gud; men når de forstandsmæssigt vælger syndens menneskes sabbat i stedet for, anerkender de ham frem for alt som kaldes Gud, eller som tilbedes, og lige så god til at ændre Guds tider og love. Der er ingen mellemvej. Hvis vi overholder Herrens sabbat, og også den med frafaldet, gør vi blot syndens menneske lige med Gud. Men når vi vanhelliger Herrens sabbat, og overholder søndagens romerske fest i dets sted, anerkender vi pavedømmet være over Gud, og kan ændre tider og love. Vi taler om dem som har sandhedens lys og handler imod det. Dem som aldrig endnu har forstået at søndagsoverholdelsen er fædrenes tradition som sætter det fjerde bud ud af kraft, dem henvises der ikke til. Det at sætte dette sabbatsfrafald på prøve som vil udgøre det mærke eller den magt som skal påtænke at ændre tider og love. Der er ingen anden paveinstitution som direkte har tilsidesat en af de ti bud, som hele den protestantiske verden overholder. Dette mærke er meget iøjnefaldende i panden eller på hånden, og betegner ikke et bogstaveligt mærke, men en offentlig bekendelse, eller handling, som alle kan se eller kende til.

Nummeret på vilddyrets navn skal også gennemtvinges som en test på at underlægge sig det. Dette navn, som des siges er et menneske, ses uden tvivel, i titlen ”Guds Søns Vikar,” som paven har ladet indskrive på sin bispehat. Det er skrevet på Latin, og numeriske bogstaver bruges til at danne summen 666. Planen med denne test er at få mennesker til at anerkende pavedømmets myndighed.

Den måde som den protestantiske kirke ville gennemføre syndens menneskes sabbat på, om det havde magt til det, udtrykkes godt af en fremtrædende gejstlig præst.

Dr. Durbin siger. “Jeg konkluderer således at den borgerlige underretsdommer ikke kaldes til at gennemføre sabbatsoverholdelsen, sådan som det forlanges i Kristi åndelige rige; men når kristendommen bliver statens moralske og åndelige liv, så er staten bundet, gennem sine underretsdommere, til at forhindre den åbenlyse overtrædelse af den hellige sabbat, som et mål for selvopretholdelse. Den kan, uden at skade sig egen vitalitet og pådrage sig guddommelig mishag, være genskabende for sin egen pligt i denne sag.

Det er rigtigt at vi bør tale forsigtig om de ting som angår fremtidige begivenheder. At sceneriet som afsluttes i Åbenbaringen 13 angår trængselstiden foran os, som den aldrig har været, er vi ikke i tvivl om. Det er tydeligt at skillelinjen i Guds forsyn mellem dyrets tilbedere og dets billede på den ene siden, og dem som holder Guds bud og Jesu tro på den anden side, vil være meget adskilt og tydeligt. Den tredje engelsk proklamation vil forberede Guds folk for den kommende krise; og dannelsen af billedet og modtage mærket vil forberede hele de forskellige klasser af tilhængere til dyret, og modtage bægeret med Guds vrede, de syv plager. Vilddyrets billede som vi har set, er sat op som frafaldne religiøse organisationer. Vilddyrets billede, sådan som det gives i vers 1 er ”Bespottelse.” 2 Mærket vil afgøre hvilken klasse hver enkelt tilhører. Vi har set årsagen til den fare der lægges åbent for os i Åbenbaringen 13. Vi vender os til advarselsrøsten som den præsenteres i kapitel 14,9-11.

Advarselen om faren er en advarsel der går direkte til trængselssceneriet beskrevet i Åbenbaringen 13,11-18. Denne advarsel viser at trængslen er stadig ved at komme. Dens frygtelige karakter kan erfares fra det gribende og den skæbnesvangre betydning i englens budskab. Bibelen beskriver ikke en så frygtelig vrede nogen andre steder. På den ene side står vilddyrets dekret som vil udøve al det første vilddyr magt, som var før det, og at alle som ikke vil tilbede billedet og modtage dets mærke skal lægges i døden; på den anden side står den tredje engels højtidelige advarsel. Her, ligger det snævre stræde foran os. Vi kan tilbede vilddyret og dets billede, og som straf, drikke af Guds vredesvin, eller vi kan nægte, og bringe vore liv i fare her, da vi kan adlyde Gud.

Dette budskab vil trække en linje mellem Gudstilbederne og vilddyrets og dets billedes tilbedere; for på den ende side åbenbarer det en skæbnesvanger straf, og giver ingen chance for halvvejs arbejde. Dem som ignorer denne advarsel vil findes sammen med vilddyrets og dets billedes tilbedere, og vil drikke af Guds vredesvin. Dem som giver agt på denne advarsel vil adlyde Gud med risiko for deres liv. Den ene klasse udpeges af vilddyrets mærke, den anden klasse ses i de helliges udholdenhed, holder Guds bud. At Guds lov således gøres til en prøvende sandhed der trækker en linje mellem det fjerde og femte riges indbyggere, er ikke en uværdig idé for bibelens Gud. At Guds bud er det store tema i striden mellem dragen og kvindens sæds restfolk, er klart ud fra Åbenbaringen 12,17. Spørgsmålet om denne kamp kan ikke være et tvivlsspørgsmål; for ligesom i alle tidligere tider, har dem som havde Guds ark og holdt hans bud sejret, sådan vil det også være nu.

Hvad vil det da sige at tilbede vilddyret? for det er en fremtrædende del af den handling hvorved Guds vrede ublandet med nåde erklæres, og, som vi har set, hele verden skal gå sammen i denne handling. Det er værd at bemærke konklusionen i denne skæbnesvangre advarsel, hvor de hellige introduceres som dem der holder Guds bud og Jesu tro. Derved forstår vi at tilbedelse af vilddyret og dets billede, og tage imod dets mørke, er det modsatte af at holde Guds bud og Jesu tro. Og vi har set at en af Guds bud er blevet fortrængt af en institution i det romerske frafald.

En bemærkning ved professor Bliss om dette punkt, er værd at huske til sidst: ”Uanset hvornår en borgerlig eller gejstlig forordning, konflikter med Jehovas forlangender, vil den magt dyres som adlydes frem for den anden. ”Ved I ikke, at når I stiller jer til rådighed for en som lydige trælle, så er I trælle under ham, som I lyder, enten under synden til død eller under lydigheden til retfærdighed?” Romerne 6,16.” 1

Vi har allerede set at konflikten er mellem Guds bud og vilddyrets forlangender; og at en paveinstitution, som har tronranet stedet fra en af Guds bud, skal gøres til en prøve ved det tohornde vilddyr. Det er således ikke vanskeligt at se hvordan mennesker vil føres til at tilbede vilddyret; for når som helst de tilbyder vilddyrets forlangender, i stedet for Guds bud, tilbeder de vilddyret; for de anerkender det som den Allerhøjeste. Det er bemærkelsesværdigt at søndagens hedenske fest, som det store frafald har erstattet med bibelens sabbat; nu gennemtvinges ved lov i det fleste af unionens Stater. En pavelig institution som går direkte imod det fjerde bud, gennemtvinges således af en protestantisk regering!

Men mange af vore statsregeringer har allerede forordnet at bibelens(?) sabbat skal holdes på søndagen, og dommerne har besluttet at disse love skal være forfatningsmæssige! Hvis regeringen har ret til at ophæve det fjerde bud, er det afslutning på det religiøse frihedsprincip; for det har lige ret til at annullere alt det andet.

Det er på sin plads at vi noterer os nogle af de mest sandsynlige årsager som vil få det tohornede vilddyr til at skabe billedet, og forlange at mærket modtages: -

1. Det første som vi bær nævne er åndernes arbejde med at udføre mirakler, m.m. Det er sikkert at dette foretagende, som vi allerede har set, skal bedrage jordens beboere, og få dem til at gøre det billede som alle må tilbede i dødssmerte. Vi kan roligt forsikres os at denne ekstraordinære udvikling af satanisk magt er blevet forbeholdt af ham til at gøre en vigtig del for at berede mennesker til de syv sidste plager. Hvis vore offentlige mænd blev medier (og nogle af dem er det allerede), og vore borgere kommer til at tro dette nye guddomssystem, eller regeringen er håbløst i Djævelens hænder. Dette vil hverken være usandsynligt eller fjernt.

2. En anden grund, og også en grund som ikke skal overgås så let er dette; Forkyndelsen af Guds bud og Jesu tro. Dette er årsagen til konflikten mellem dragen og den sidste stump af kirken. Herefter skal vi vise at Guds bud, som de adskilles fra Jesu tro eller vidnesbyrd, betyder de ti bud. Det fjerde af disse bud har dragen prøvet at ændre. Det er fordi de hellige holder alle Guds bud, at dragen fører rov mod dem. Denne profeti (Åbenbaringen 12,17) referer utvivlsomt til den scene konklusionen i Åbenbaringen 13 beskriver. Mr. Miller bemærker om denne profeti: ”Jeg er således tvunget til at tro at kampen med dragens sidste magt, vil være Amerika; og er det sådan, må det hovedsaligt være i disse Forenede Stater.” 1

Det er fordi Guds bud vil forsvares, og søndagssabbatens ubibelske karakter vil vises frem, at det tohornde vilddyr vil kræve at alle tager imod mærket. Det manglende bibelske argument har været den største årsag til at mennesker har tyet til bål og brand for at overbevise anderledestænkende.

Kapitel VIII – Den tredje engel truer med straffen

En frygtelig straf – De syv sidste plager – Det tredje ve - Ildsøen – Den endelige udslettelsesbrand varer i begrænset tid – Nye himle og ny jord – Den retfærdiges løn – De ondes tilinetgørelse

Den frygtelige straf I forbindelse med den tredje engels advarsel kræver nu vor opmærksomhed. Den består af to ting: 1. Guds vredesvin udgydes ublandet i hans harmes bæger. 2. Plagerne med ild og svovl i de helliges og Lammets tilstedeværelse. Lad os nøje overveje hver i orden. Hvad er Guds vredes vin? Det næste kapitel forklarer dette punkt klart: ”Og jeg så et andet tegn i Himmelen, stort og underfuldt: Syv engle med de syv plager, som bliver de sidste; thi med dem er Guds harme fuldbyrdet.” ”Og et af de fire livsvæsener (vilddyr) gav de syv engle syv guldskåle fyldte med Guds harme, han, som lever i evighedernes evigheder.” Vers 1,7. Således er det at Guds vredes vin er de syv sidste plager. Dette vil mere tydeligt idet vi går i gang med at vise disse plager og fremtiden, og at de angår fremtiden tror vi der ikke kan strides om.

1. Guds vrede, som den tredje engel truer med, udgyder i de syv sidste plager, for den første plage gælder netop den klasse som den tredje engel truer. Sammenlign Åbenbaringen 14,9. 10; 16,1. 2. Det som beviser at plagerne må være fremtid når den tredje engels budskab gives; og det viser også Guds vredes identitet ublandet med de syv sidste plager.

2. Vi har vist at Guds plager og vrede ublandet er det samme. Og vrede uden nogen blanding må være vrede uden noget andet; som er vrede uden nåde. Gud har endnu ikke hjemsøgt jorden med ublandet vrede; ejheller kan han når vor store Ypperstepræst tjener i den himmelske Helligdom, og opholde Guds vrede ved sin mellemkost for syndige mennesker. Når plagerne udgydes, har barmhjertigheden givet plads for hævn.

3. Herfra er det at den syvende engel fremstilles som ham der modtager Guds vredesskåle; - de syv sidste plager – efter opåbning af Guds Tempel i himlen. Hvis vi vender os til Åbenbaringen 11,15-19, finder vi at Templets opåbning i himlen er en begivenhed som sker under den syvende engels lyd. Og den beretning konkluderes med en kort udtalelse om den syvende skåls begivenheder, eller sidste plage. Hvis vi nu vender os til kap. 11,5-8; 16,1-21, skal vi læse en udvidelse af det som stod i kap. 11,15-19, og vi vil finde at de to beretninger konkluderer på samme måde, nemlig hvad der skete i den sidste plage. Disse skriftsteder viser at de syv engle ikke modtager Guds vredsskåle til udgydelse udover jorden, før templet i himlen er åbnet op. Dette Tempel er åbnet under den syvende engels røst. Det tredje ve er på grund af den syvende engels røst. Åbenbaringen 8,13; 9,12; 11,14. De syv plager udgydes under denne engels lyd; derfor plagerne er fremtid, og udgør det tredje ve.

De foregående begrundelser fastsætter at plagerne er fremtid. Vi ser ingen grund til at de ikke har samme karakter som dem der blev udgydt over Ægypten, medens deres konsekvenser vil være langt mere enorme og skæbnesvangre. Vi vil nu kort sammenligne beretningen med disse plager med andre skrifter, for at sprede lys over dette emne. Det første bæger præsenteres således: ”Og den første gik hen og hældte sin skål over jorden. Da kom der ondartede og slemme bylder på de mennesker, som havde vilddyrets mærke, og som tilbad dets billede.” Åbenbaringen 16,2.

Dette kan bedst forstås ved at henvise til 2. Mosebog 9,8-11. “Derpå sagde Herren til Moses og Aron: »Tag begge eders hænder fulde af sod fra smelteovnen, og Moses skal kaste det i vejret i Faraos påsyn! Så skal det blive til en støvsky over hele Ægypten og til betændelse, der bryder ud i bylder på mennesker og kvæg i hele Ægypten!« Da tog de sod fra smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses kastede det i vejret; og det blev til betændelse, der brød ud i bylder på mennesker og kvæg. Og koglerne kunne ikke holde stand over for Moses på grund af betændelsen, thi betændelsen angreb koglerne såvel som alle de andre ægyptere.”

Hvorfor vil symbolet ikke være som det virkelige og bogstavelige? Guds vredesvin der er ublandet medbarmhjertighed må være langt mere skæbnessvanger end dommene der plagede Ægypten. Det andet og tredje bæger præsenteres således: ”Og den anden engel hældte sin skål i havet, og det blev til blod som af en død; og hvert levende væsen i havet døde. Og den tredje engel hældte sin skål i floderne og kildevældene, og de blev til blod. Og jeg hørte vandenes engel sige: »Retfærdig er du, som er, og som var, du Hellige, at du har fældet denne dom; fordi de har udgydt helliges og profeters blod, så har du givet dem blod at drikke; det har de fortjent.« Og jeg hørte alteret sige: »Ja, Herre vor Gud, du Almægtige! sande og retfærdige er dine domme.« Åbenbaringen 16,3-7.

Som illustration på disse plager, læs 2. Mosebog 7,17-21: “Så siger Herren: Deraf skal du kende, at jeg er Herren: se, jeg slår vandet i Nilen med staven, som jeg holder i min hånd, og det skal forvandles til blod, fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og ægypterne skal væmmes ved at drikke vand fra Nilen.« Og Herren sagde til Moses: »Sig til Aron: tag din stav og ræk din hånd ud over ægypternes vande, deres floder, kanaler, damme og alle vandsamlinger, så skal vandet blive til blod, og der skal være blod i hele Ægypten, både i trækar og stenkar.« Og Moses og Aron gjorde, som Herren bød; Moses løftede staven og slog vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans tjenere, og alt vandet i Nilen forvandledes til blod; fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så ægypterne ikke kunne drikke vand fra Nilen, og der var blod i hele Ægypten.”

Den tredje skål er en gengældelsesstraf for de helliges blod. Ligesom alle de retfærdiges blod som var blevet udgydt på jorden kom over den slægt som forkastede Kristus ved hans første komme (Matthæus 23,34-36), ligeså må det også være nu. Man bør huske at disse frygtelige domme tildeles på grund af gerningerne beskrevet i Åbenbaringen 13’s konklusion. ” Og den fjerde engel hældte sin skål ud over solen. Da fik solen magt til at hærge menneskene med ild. Og menneskene blev hærget af den store hede, og de gav sig til at spotte Guds navn, hans, som har magt over disse plager; og de omvendte sig ikke, så de gav ham ære. Og den femte engel hældte sin skål ud over dyrets trone. Da blev dets rige indhyllet i mørke. og folk bed sig i tungen af pine. Og de spottede Himmelens Gud for deres smerter og for deres bylder; og de omvendte sig ikke fra deres gerninger.” Åbenbaringen 16,8-11.

At ilden brænder midt I deres trængsler vil være aller mest frygteligst. 2. Mosebog 10,21-23 vil illustrere den femte vredesskål: ”Derpå sagde Herren til Moses: »Ræk din hånd op mod himmelen, så skal der komme et mørke over Ægypten, som man kan tage og føle på!« Da rakte Moses sin hånd op mod himmelen, og der kom et tykt mørke i hele Ægypten i tre dage; den ene kunne ikke se den anden, og ingen flyttede sig af stedet i tre dage; men overalt, hvor israeliterne boede, var det lyst.”

Om dette emne kommer Litch med denne bemærkning: ”Hvilket mægtigt sceneri! Med alle deres frygtelige sår, blod at drikke – stillestående blod – og rådne fisk der fylder vandene, afsvedet af brændende varme; og så kronen af det hele, Antikrists rige skal være fuld af mørke. Oh, hvilket billede af ve! Læser, skynd dig for at undfly dette! Våg derfor, og bed altid, så I kan regnes værdige til at undfly alle disse ting som skal ske, og stå over for menneskesønnen.’ ”

“Og den sjette engel hældte sin skål ud over den store flod Eufrat. Da udtørredes flodens vand, så vejen var banet for kongerne fra solens opgang. Og jeg så, at der ud af dragens mund og ud af dyrets mund og ud af den falske profets mund kom tre urene ånder, som lignede frøer. De er nemlig dæmoners ånder, som gør tegn; og de går ud til kongerne på hele jorderige for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. (»Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, som våger og bevarer sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam!«) Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon.” Åbenbaringen 16,12-16.

Effekten af det sjette skål vil først være at berede vejen for Østens konger at komme frem til det store slag; og dernæst at sende djævelens ånder ud for at, ved mirakler, bedrage hele jordens konger, og deres hære, og for at samle dem.

Slaget på Guds den Almægtiges store dag beskrives til fulde i Jeremias 25: -

“Thi således sagde Herren, Israels Gud, til mig: »tag dette bæger med min vredes vin af min hånd og giv alle de folk, jeg sender dig til, at drikke deraf; de skal drikke og rave og rase for sværdet, jeg sender iblandt dem!« Og jeg tog bægeret af Herrens hånd og gav alle de folk, han sendte mig til, at drikke deraf.” “Alle nordens konger, nær og fjern, den ene efter den anden. alle riger på jordens overflade; og kongen af Sjesjak skal drikke efter dem.” ”Og du skal profetere alle disse ord for dem og sige: Herren brøler fra det høje, løfter sin røst fra sin hellige bolig; han brøler over sin græsgang, istemmer vinperserråbet over alle, som bor på jorden. Drønet når til jordens ende, thi Herren går i rette med folkene; over alt kød holder han dom, de gudløse giver han til sværdet, lyder det fra Herren. Thi så siger Hærskares Herre: Se, ulykken går fra det ene folk til det andet, et vældigt vejr bryder løs fra jordens rand. Herrens slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken.” Versene 15-17. 26. 30-33.

Kristi komme som en tyv (se Matthæus 24,42-44) finder ikke sted før efter det sjette bæger er udgydt. At nationerne samles til det store slag, som fuldføres af ånderne, kommer frem i mange skriftsteder. Joel 3,1. 2. 9-16; Zefenias 3,8; Åbenbaringen 19,19-21.

Den nuværende udvikling af djævleånder i vort land, betragter vi ikke som andet end deres forberdende arbejde; for der er altid en periode hvor Forsynet forbreder disse argenter som skal opfylde profetien; men profetiens opfyldelse begynder det punkt hvor agenterne forberedes til at gøre den forudsagte del. Således blev Rom, selvom det udgjorde det fjerde imperium, gundlagt da Babylon, det første imperium, var i sin højeste herlighed. Men da Grækenland, det tredje imperium, havde fuldbyrdet sin del, blev Rom forberedt til at gøre den del der var fastsat i profetien. Det er sådan at vi forstår åndernes arbejde. Under det sjette plage, vil ånderne forberedes til at gøre den forudsagte del i vers 13.

“Og den syvende engel hældte sin skål ud i luften. Da lød der fra templet en høj røst, som kom fra tronen og sagde: »Det er sket.« Og der kom lyn og bulder og tordenskrald, og der blev et stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden så stort og vældigt var det jordskælv. Og den store by skiltes ad i tre dele, og folkeslagenes byer styrtede sammen; og Gud kom det store Babylon i hu, så han rakte det bægeret med sin vredes harmes vin. Og hver en ø forsvandt, og ingen bjerge fandtes mere. Og store centertunge hagl faldt ned fra himmelen på menneskene; og menneskene spottede Gud på grund af haglplagen; thi stor var denne plage, såre stor.” Versene 17-21.

Røsten fra templet kan illustreres ved følgende tekster: ”Herren brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin røst; himmelen og jorden skælver. Men Herren er ly for sit folk og værn for Israels børn.” Joel 3:21. “Og du skal profetere alle disse ord for dem og sige: Herren brøler fra det høje, løfter sin røst fra sin hellige bolig; han brøler over sin græsgang, istemmer vinperserråbet over alle, som bor på jorden. Drønet når til jordens ende, thi Herren går i rette med folkene; over alt kød holder han dom, de gudløse giver han til sværdet, lyder det fra Herren.” Jeremiah 25:30, 31.

Det store jordskælv kan også findes omtalt i andre skrifter: ”Jorden smuldrer og smuldrer, jorden gynger og gynger, jorden skælver og skælver; jorden raver og raver som drukken og svajer som vogterens hytte; tungt ligger dens brøde på den, den segner og rejser sig ikke.” Esajas 24,19. 20. “Og himmelen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen, og alle bjerge og øer blev flyttet fra deres plads.” Åbenbaringen 6,14; 11,19.

De store hagl fra himlen illustreres godt med disse skrifsteder: ”Da sagde Herren til Moses: »Ræk din hånd op mod himmelen, så skal der falde hagl i hele Ægypten på mennesker og dyr og på alle markens urter i Ægypten!« da rakte Moses sin stav op mod himmelen, og Herren sendte torden og hagl; ild for ned mod jorden, og Herren lod hagl falde over Ægypten; og der kom et haglvejr, med ildsluer flammende mellem haglen, så voldsomt, at dets lige aldrig havde været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket; og i hele Ægypten slog haglen alt ned, hvad der var på marken, både mennesker og kvæg, og alle markens urter slog haglen ned, og alle markens træer knækkede den”. 2. Mos. 9,22-25. “Har du været, hvor sneen gemmes, og skuet, hvor hagelen vogtes, den, jeg gemmer til trængselens tid, til kampens og krigens dag?” Job 38,22. 23. “Og jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyet ned, vand skylle gemmestedet bort.” Esajas 28,17.

Sådan er et kort overblik over de syv sidste plagers skæbnesvangre virkelighed, - den tredje ve! Hvor forfærdeligt vil tingene ikke ske ved dette ve! Måtte Gud regne os værdige til at undfly de ting der kommer over jorden, og til at stå over for menneskesønnen.

De syv sidste plager udgydes over de onde der lever, men den anden del af straffen, der vedhæftes den tredje engels advarsel, er ikke forvoldes ikke nogen før de tusinde år er til ende, når alle de onde er oprejst og lider sammen. Denne del af straffen vil vi nu betragte.

”Han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne. Og røgen fra deres pine stiger op i evigheders evigheder; og de har ikke hvile hverken dag eller nat”. etc. De ugudelige menneskers endelige fortabelse i ildsøen er uden tvivl temaet for disse alvorsfulde ord. At vi må forstå denne tekst rigtigt, skal vi henlede opmærksomheden til nogle vigtige kendsgerninger.-

1. Straffen af de onde vil blive påført dem på denne jord; for vor klodes endelige kæmpebrand skal udgøre den ildsø hvori de skal belønnes, enhver efter sine gerninger. ”En retfærdig reddes med nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.” Ordsp 11,31. ”Og de nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes.” 2 Peter 3,7. “Men de feje og utro og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.” Åbenbaringen 21,8. “Thi se, dagen kommer, luende som en ovn; og alle de frække og alle, som øver gudløshed, skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskares Herre, så der ikke levnes rod eller gren at dem.” Malakias 4,1. “Og når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel. Og han skal gå ud for at forføre folkeslagene ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig; de er talløse som havets sand. Og de drog op over landets høj slette og omringede de helliges lejr og den elskede stad. Da faldt der ild ned fra Himmelen fra Gud og fortærede dem.” Åbenbaringen 20:7-9.

2. Profeten Esajas (kap. 34) beskriver vor klodes endelige storbrand i et sprog som er helt parallelt med den tredje engels beskrivelse af de ondes straf. Dem som påstår at Esajas kun referer til gamle Edom, må indrømme at tidsperioden der i dette stærke sprog må til sidst nå en afslutning. Og dem som indrømmer at Esajas, i det sprog vi er ved at citerere, referer til jordens storbrand, vil i nedenstående finde gode bevis for at det sceneri vil lukke af til sidst.

”Thi en hævndag har Herren til rede, Zions værge et gengældsår. Dets bække forvandles til tjære, dets jord til svovl, og landet bliver til tjære, der brænder ved nat og ved dag, det slukkes aldrig; evigt stiger røgen op, det er øde fra slægt til slægt, ingen skal færdes der. Esajas 34,8-10.

3. Dette mægtige sceneri med den endelige storbrand, skal ikke vare evigt ved. For jorden er blevet brændt op, og alle elementerne er smeltet, nye himle og en ny jord skal følge, idet det den nuværende jord går videre med det som engang blev udslettet ved vand. Og når jorden gøres således ny skal den retfærdige have sin løn. ”Men Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op. Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte. Men efter hans forjættelse venter vi »nye himle og en ny jord«, hvor retfærdighed bor.” 2 Peter 3,10-13. “Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere.” Åbenbaringen 21,1.

4. Således vi den straf, uanset hvor frygtelig og langvarig de ondes straf vil være (for enhver skal straffes efter hans svigt), til sidst resultere i alle overtræderes fulde udslettelse. Alle de onde vi Gud udslette. Salme 145,20. De skal dø den anden død. Åbenbaringen 21,8; Romerne 6,23; Ezekiel 18,4. 20. De skal gå tabt, fortæres op i røg. Salme 37,10. 20. 38. De skal strafes med evig udslettelse, brændes op med uudslukkelig ild. 2 Thessaloniker 1,9; Matthæus 3,12. Og når det således er blevet fortærret, rod og gren, skal de være som om de aldrig havde været til. Malakias 4,1. Obadias 16.

Kapitel IX – Den tredje engels kronologi

De helliges udholdenhed – Guds bud – Templets åbning i himlen – Guds ublandede vrede – Jesu tro – Praktiske pligter - Trængselstiden – De helliges sejr - Konklusion

Vi vil nu kort henvise til flere vigtige kendsgerninger, som beviser at nutiden er den periode hvor den tredje engels advarsel gives. Vi har bevist at den første og anden engels proklamationer går til den slægt som skal være vidne til alle jordiske magters endelige onstyrtelse, og genkomstens ophøjede scenterier; og at den nuværende er den slægt som skal være vidne til disse frygtelige begivenheder. Vi har også vist at de to tidligere proklameringer allerede er givet, og således er den tredje engels advarsel det store tema som nu fanger alle menneskers opmærksomhed. Tidslinjen i dette budskab lader til at være tydeligt markeret ved at det gives i tidsperiodens for de ”helliges udholdenhed,” som følger efter de to tidligere budskabers proklameringer. ”Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.” Vers 12. Og denne periode med de helliges udholdenhed markeres ved det vigtigste faktum: nemlig at holde Guds bud og Jesu tro. Vi ønsker at henlede opmærksomheden på flere punkter:

1. Vi har vist at den første engels budskab henviser til den højtidelige proklamation af umiddelbar forestående genkomst, således må den udholdenhedsperiode som kommer til syne her, være den samme som i mange skriftsteder om den forestående genkomst. Nogle få tekster må være tilstrækkelige: ”Så kast da ikke jeres frimodighed bort, den har nemlig stor løn i følge; thi I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet. Thi »der er endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke; og min retfærdige skal leve af tro;« men »hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham.« Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.” Hebræerne 10,35-39.

“Så vent da tålmodigt, brødre! indtil Herrens komme. Se, bonden bier på jordens dyrebare afgrøde og venter tålmodigt på den, til den har fået tidligregn og sildigregn. Vent da også I tålmodigt, styrk jeres hjerter; thi Herrens komme er nær. Vær ikke vrantne mod hverandre, brødre! for at I ikke skal blive dømt; se, dommeren står for døren. Brødre! tag profeterne, der talte i Herrens navn, til forbillede i at lide ondt og være tålmodige. Jakob 5,7-10.

“Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige for at prøve dem, der bor på jorden. Åb.3,11. Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans.” Åbenbaringen 3:10, 11.

“På hin dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er Herren, som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans frelse.” Esajas 25,9.

2. Perioden med de helliges tålmodighed kommer til syne, og skiller sig klart ud ved at de holder Guds bud, og Jesu tro. Det bør bemærkes tydeligt at de bud der kommer til syne, ikke er Kristi bud. I en vis forstand kan alle Frelserens forskrifter kaldes for Guds bud; hvis det altså anses som udgående fra Faderens suveræne autoritet; men når Guds bud omtales adskilt fra vidnesbyrdet om Jesu tro, er der kun en ting som referancen gælder; nemlig de bud som Gud gav i person, - de ti bud. Se Johannes 15,10: ”Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.” Og derved finder vi Guds lov, som proklameres i person, henvist i det Nye Testamente som ”Min Faders bud” (Guds bud) eller som ”budene”.

”Da svarede han ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Kun, én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spørger: »Hvilke bud?« Jesus svarede: »Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og din moder, og: du skal elske din næste som dig selv.« Matthew 19:17-19.

“Så vendte de tilbage og tilberedte vellugtende salver og olier; men sabbaten over holdt de sig stille efter lovens bud.” Lukas 23,56.

“Tro ikke, at jeg er kommen for at ned bryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme Thi sandelig siger jeg Eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå før det er sket alt sammen. Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget.” Matthæus 5,17-19.

»Ær din fader og din moder,« dette er jo det første bud, der er knyttet forjættelse til: »for at det må gå dig vel, og du må få et langt liv på jorden.«. Efeserne 6,2. 3.

“Men han svarede og sagde til dem: »Hvorfor overtræder I selv Guds bud for jeres overleverings skyld? Thi Gud har sagt: »Ær din fader og din moder,« og: »Den, der forbander fader eller moder, skal lide døden.« Men I lærer: »Hvis nogen siger til sin fader eller sin moder: »Det, du skulle have haft som hjælp fra mig, det skal være tempelgave« så behøver han slet ikke at ære sin fader eller sin moder.« Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.” Matthæus 15,3-6.

“Hvad skal vi da sige? er loven synd? Nej, langtfra! Men jeg havde ikke lært synden at kende uden ved loven; thi jeg havde jo ikke vidst af begær, om ikke loven havde sagt: »Du må ikke begære.« Men da synden fik en anledning ved budet, vakte den alskens begær i mig; thi uden lov er synden død. Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde, og det viste sig, at budet, som var til liv, blev mig til død; thi da synden fik en anledning ved budet, bedrog den mig og dræbte mig ved det. Altså er loven vel hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt. Blev da noget godt til død for mig? Nej, langtfra! Men det var synden, der blev det, for at det skulle blive åbenbart, at den var synd (da den jo ved noget godt bragte død over mig), for at synden ved hjælp af budet skulle vise sig i sin grænseløse syndighed. Vi ved jo, at loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt som træl under synden.” Romerne 7,7-14.

Det er en ubestridelig kendsgerning at det fjerde bud, for nogle tidsaldre side, blev ændret fra Herrens hviledag til søndagens hedenske festdag. Denne ændring blev gjort i klar modsætning mod de hellige skrifter, som overalt erkender den syvende dag som Herrens eneste ugentlige sabbat. Det blev udført ved et stort frafald, som Daniel forudsagde ”skal sætte sig for at ændre tider og lov.” Denne magt er i væsentlighed det samme som det vilddyr som skal tilbedes af hele verden. Og det er kendsgerning at det har stor interesse at dette bud, som er blevet trådt ned så længe, nu retfærdiggøres og renses, og Guds folk kæmper for at overholde det, sammen med de andre ni. Takket være Gud forbereder han nu et restfolk til deres sidste kamp med dragen, og forbereder dem til adgang gennem portene til den hellige stad. Åbenbaringen 12:17; 22:14. Retfærdiggørelsen af det fjerde bud går imod sabbatsfrafaldet, og forkyndelsen af alle Guds bud, er et slående vidnesbyrd om at nutiden er de helliges tålmodigheds-periode, og den tredje engels advarsels-periode.

3. Opåbningen af det allerhelligeste i Templet i himlen, hvor arken kan ses, er noget der finder sted under den syvende engels basunstød. Og idet vor store Ypperstepræst skifter tjeneste til den afdeling ved slutningen af de 2300 dage, 1 forstår vi at Templets opåbning markeres ved afslutningen af den periode, som den første engels proklamation giver. Vor Ypperstepræsts indgang i det allerhelligste for tjene foran Guds ark, henleder menighedens opmærksomhed til Guds bud, som er inde i den ark. Guds bud har skinnet ud fra den himmelske helligdom siden den gang.

Perioden mellem vor Herres indgang til det allerhelligste for at rense Helligdommen (Hebræerne 9,23) og fuldende sin store tjenestegerning, og afslutningen af den periode markeres ved syv engle der kommer ud af Templet for at udgyde Guds vredeskåle over jorden (Åbenbaringen 15,5. 6), forstår vi det er perioden for de helliges tålmodighed. Der er de dage med den syvende engels røst hvor Guds hemmelighed skal afsluttes; det er den periode hvor menneskers prøvetid bringes til afslutning. Udover det at de 2300 dage skal afsluttes, som markere Templets opåbning i himlen, er nationernes vrede et vigtigt vidnesbyrd, at vi nu er i den syvende engels røsts dage. Åbenbaringen 11,18. Nutiden er således den rigtige periode for det sidste nådesbudskab for fortabte mennesker; og det markeres ved egentlige præsentation af den advarselsrøst, og ved Guds bud og Jesu tro.

4. Et andet vigtigt faktum som fastlægger den tredje engels tidslinje er at de syv sidste plager udgydes over dem, som forkaster hans advarsel, den første plage påføres den klasse som den tredje engel truer. Den syvende og sidste plage er Guds vredesvin, udgydt ublandet i hans harmes bæger. Vi har allerede set at de ikke forvoldes noget før nådesværket for mennesker er fuldført. Den tredje engel advarer os om denne udgydelse af Guds udryddende vrede, og derfor gives det sidste nådesbudskab. Guds hemmelighed, eller frelsesarbejde for syndige mennesker, (Efeserne 3) afsluttes i den syvende engels røsts dage, hvor han begynder at udstøde i basunen (Åbenbaringen 10); og da den tredje engel har det sidste advarselsbudskab før Guds vredesbægre udgydes, må det da være givet i de dage hvor den syvende engel begynder at støde i basun. Det er på samme måde tydeligt at konklusionen af vor store Ypperstepræsts arbejde i den himmelske helligdom også må finde sted i de dage hvor den syvende engel begynder at støde i basun; for det er der at Guds hemmelighed afsluttes.

Grunden til at det tredje ve, eller de syv sidste plager, ikke begynder straks når den syvende begynder at støde i basunen, er fordi at der går en periode med dage på at afslutte Guds hemmelighed. I denne periode gives den tredje engels advarsel, at enhver som har ører til at høre med må kunne undfly Guds vredesbægre; og i denne periode fuldender Frelseren også sit værk i Helligdommen i himlen. Når dette fuldføres, udgydes Guds vredesskåle ud på de onde menneskers forsvarsløse hoveder. Vi tror således at beviset er afgørende, at det nu er tid til at den tredje engels advarsel. En falsk opfyldelse af profetien kan ikke ske i den tid hvor det sande skulle forventes. Det er sikkert at en af Guds bud har været trådt ned af vilddyret længe, og at næsten hele verden i dette har fulgt undrende efter dyret. Dette bud såvel som alle andre, skal nu retfærdiggøres, så at restfolket kan beredes for deres endelige kamp med dragen. Måtte Gud vække interesse i hele hans folks hjerter i dette værk

Vi har allerede kort talt om Guds bud; nogle få ord bør brugs på Jesu tro. Dette begreb bruges til forskel fra Guds bud. Hvad skal vi således forstå ved ”Jesu tro”? Vi tror at det ikke refererer til en særlig grad eller slags tro som Frelseren udøvede ved at udføre sine mirakler; for det viser sig at han udvirkede disse ved den magt som han allerede havde modtaget fra sin Fader. Matthæus 8,2. 3; Markus 1,40. 41; 5,23. 24. Verden selv blev til ved ham. Johannes 1. Han havde magt nok, til at udføre alle de mirakler som han bearbejdede. Dette er kun en af de ting som dette begreb referer til; nemlig at vor Herres forskrifter og doktriner, som de står nedskrevet i det Nye Testamente. Således må ”troen på evangeliet” (Filipperne 1,27) referer til evangeliets forskrifter og doktriner. ”Troen” som en skare af præster var lydige for (Apg. 6,7), som troldmanden Elimas , modsatte sig (Apg. 13,8), som blev overdraget til apostlene for alle folkenes lydighed (Romerne 1,5), som Paulus bevidner at han havde holdt (2 Timotius 4,7), og som skal fastholdes i alvor, som en gang blev overdraget ti de hellige (Judas 3), må henvise til, mener vi, til det evige evangeliums forskrifter og doktriner. At Jesu tro bruges i denne forstand i Åbenbaringen 2,13, mener vi ikke kan fornægtes. “Du holder fast i mit navn,” siger Jesus, “og har ikke fornægtet min tro.” At det er den måde det skal bruges på i Åbenbaringen 14,12, er endnu tydeligere ud fra det som siges skal overholdes på samme måde som Guds bud skal overholdes.

Det står tilbage at vi noterer få at de allervigtigste praktiske pligter som påligger os i denne tid:-

1. Først og fremmest må vi nævne det hellige liv. Gud har betroet os de mest dyrebare sandheder, og dragger os til ansvar for det lys som vi er blevet betroet. “Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.” Matthæus 5,16. Sandhedens helliggørende virkning må være vore vidner over for andre, hvis vi vil gøre dem godt. Vi må specielt våge i bøn. Årvågenhed og bøn er mægtige våben som djævelen kan modstås med. Deres vigtighed kan ses ud fra disse skriftsteder:

”Vær ædru og våg; jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge. Stå ham imod, faste i troen; I ved jo, at jeres brødre her i verden må igennem de samme lidelser.” 1 Peter 5,8. 9. “Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i Ånden, og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige.” Efeserne 6,18. “Og jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. Thi enhver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.” Lukas 11,9. 10. “Vi fejler jo alle i mange ting; hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme.” Jakob 3,2. “Alle tings ende er nær; vær derfor besindige og ædru, så I kan bede.” 1 Peter 4,7. “Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.« Matthæus 12,36. 37.

2. Vækst i nåden. Der er meget at frygte at der kan mistes for meget af syne ved denne vigtige sag. Hvis vi til sidst vinder sejr og står på Zions bjerg, må vi daglig overvinde vor store sjælefjende. Guds langmodighed har vor frelse i sit sindelag. Lad os udnytte de dyrebare anledninger der tilstås os til at udvikle hellighed i Herrens frygt.

“I skal derimod vokse i vor Herres og frelsers Jesu Kristi nåde og erkendelse.” 2 Peter 3:18. “Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren.” Hebræerne 12,14. “Men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd; thi der står skrevet: »I skal være hellige; thi jeg er hellig..” 1 Peter 1,15. 16.

3. Pligt til at ransage skrifterne. Dette har vor Herre pålagt os alvorligt og højtidligt. Johannes 5,39. Uden dette kan vi ikke adlyde Peters forskrift: “Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed og frygt og med god samvittighed.” 1 Peter 3,15.16. Åndens sværd, Guds ord, er en vitig del af den rustning som Gud har forberedt for os. Efeserne 6. Det er sikkert at de begivenheder der ligger foran os er sådan at alle personer vil proves. Hvis Guds sandhed ikke forstås, værdsættes og elskes af os, må vi selv ransage skrifterne. Hvis de ikke elskes, er tiden ikke langt bort hvor vi skal sigtes fra. Alt der bedrager og leder på vildspor er foran os. Onde ånder er ved at udføre ekstraordinære mirakler. De vil gøre det, og bekender at være ånder fra vore bortgåede venner. Derfor er det så vigtigt med grundigt kendskab til bibelens lære om de dødes søvn. Herren vil ikke have at vi er udvidene om dem som sover.

4. Pligten at ofre, for at kunne støtte Guds sag. I bibelen er der ingen pligt som er tydeligere end dette. Os selv, vor tid, vore midler, alt hvad vi har, alt hvad vi er, tilhører Gud alene. Dem som går ud for at forkynde Guds ord kaldes til at gøre det største ofre. Alle er ikke kaldet til at gøre dette; men dem som ikke er det, hvis de elsker Kristus og sandheden, vil gladelig støtte dem som stødes sådan ud. Lad ikke sandhedens sag lide mangel på midler, der kan støtte den. Læs Romerne 12,1; 2 Korinter 8; Lukas 12,33. 34; 1 Johannes 2,15; Matthæus 6,19-34.

5. Pligten at vente og våge for vor Herres tilbagekomst. Lad dette være vort standpunkt, og lad alle vore ord og handlinger være i overensstemmelse med vor bekendelse, at alle tings ende er nær. “Våg derfor! thi I ved ikke, når husets herre kommer, om det bliver ved aften efter ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry Lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer« Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: våg!«” Markus 13,35-37. “Men I, brødre! lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. Thi alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til. Så lad os da ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru!” 1 Thessaloniker 5,4-6. “Anden gang komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse for dem, som bier på ham.” Hebræerne 9,28. “Hav bælte om lænd og lysene tændt. Og vær I ligesom mennesker, der venter på, at deres herre vil bryde op fra gæstebuddet, for at de straks, når han kommer og banker på, kan lukke op for ham. Salige er de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg eder: han skal binde op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv gå hen og varte dem op.” Lukas 12,35-37.

6. Til sidst – lad os i virkeligheden være bibelkristne. Lad Guds bud og Jesu tro være den stadige regel I vore liv, og det herskende princip i vor optræden. Måtte menighedens store Overhoved hjælpe os alle til at fuldkomme hellighed i Herrens frygt.

KONKLUSION

Nu har vi kort og ufuldkomment gennemgået dette allervigtigste emne. Tilstrækkelige beviser er anførte, mener vi at for at tilfredsstille ham der spører oprigtigt, at vi dækker en af de alvorligste og mest interessante perioder i kirkens historie. Den første og anden proklamation i Åbenbaringen 14 er fortid, og den tredje engels advarende røst henvender sig nu til os; de mægtige scenerier i Åbenbaringen 13,13-17 er ved at åbne sig op for os; og vigtigst af alt, de de syv sidste plager er ved at udgydes over dem, som er mere opmærksomme på vilddyrets dekret end den tredje engels advarsel, skal findes i bøn for vilddyret og dets billede, og besidde dets mærke. Hvem blandt os vil kunne stå den frygtelige prøve mellem den tredje engels advarsel og vilddyrets dekret? Lad ham tænke og stå, og passe på at han ikke falder.

Når dekretet går ud at alle skal tilbede vilddyrets billede i dødssmerte, vil kirkens situation være præcis den som de tre hebræiske ærværdige mænd som Nebukadnezzar befalede at tilbede guldstøtten. Læs omhyggelig Daniel 3. Gud frelste dem ved direkte mellemkost. Han har lovet at lægge sig sådan imellem for sit folk; men det vil ikke være før trængselstiden, som den aldrig har været, har åbnet sig fuldt op for verden. Med denne frygtelig udsigt om kommende storm over os, kan vi godt påskønne de ord som fulgte med i den tredje engels advarsel: »Og jeg hørte em røst fra Himmelen sige: »Skriv: Salige er de døde, som dør i Herren fra nu af. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, thi deres gerninger følger dem.« Åbenbaringen 14,13. De efterfølgende skriftsteder vil vise os hvorfor disse kaldes salige, som nu sover hen i Kristus, og vil også vise de helliges situation på det tidspunkt hvor Gud udfrier dem:

“Til den tid skal Mikal stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. Men på den tid skal dit folk frelses, alle, der er optegnet i bogen.” Daniel 12,1. “Thi stor er denne dag, den er uden lige, en trængselstid for Jakob, men fra den skal han Frelses.” Jeremias 30,7. “Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu!” Job 14,13. “Jeg hørte det; da bæved min krop, ved braget skjalv mine læber; edder for i mine ben, og under mig vakled mine skridt. Jeg bier på trængselens dag over folket, som volder os krig.” Habakkuk 3,16. “Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger!”

”Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem? Jeg siger jer: Han skal skaffe dem ret i hast. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?« Lukas 18,6-8.

Til sidst, ser vi de urene ånder berede sig til det store slag. Vi ser forberedelen af den lov som skal tvinge alle menneker til at overholde sødagen. Vi ser pavens magt vågne op og erklære sig selv ufejlbarlig, og påberåbe sig magt på ny til at herske over jordens riger. Vi hører den tredje engels alarmerende røst, og vi ser allerede mange tusinde reagere på hans advarsel og vende sig til overholdelsen af Guds bud. Disse ting er slående tegn på at Guds store dag er lige foran os.

Kampen med vilddyret og dets billede er uundgåelig; men spørgsmålet i denne konfllikt er der ikke tvivl om. Gud vil lægge sig imellem for at redde sit folk. Selvom Satans sidste handling er at forene alle jordens onde mennesker i tilbedelsen af vilddyret, og forsøge at udrydde de hellige helt, har Gud sagt at de hellige skal sejre!

“Og jeg så noget ligesom et glarhav, isprængt med ild. Og jeg så dem, som var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder. Og de sang Moses, Guds tjeners, sang og Lammets sang: »Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge!” Åbenbaringen 15,2. 3.

De helliges sejer vil virkelig være herlig! Læser, matte det være din lod at forene dig i sejrssangen på glarhavet.

----------------------------