“Derfor, hellige brødre, I, som har fået del i en himmelsk kaldelse! se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus.”
Under denne overskrift er det meningen af Present Truth’s læseres opmærksomhed skal henledes uge for uge til en del af Hebræerbrevet og til andre dele af Skriften som antyder dette helt naturligt. Studiet vil ligne noget som var i Romernes bog for to eller tre år siden, selvom vi ikke har til hensigt at vise det mindste af dette, og lavet studiet af hele Brevet, men kun de første fire eller fem kapitler. Planen er at ordne tekstens ord så grundigt så muligt at ikke kun læserens hukommelse men også tanker, at den Hellige skrift må åbne deres forståelse. Når dette er sket, vil Ordets rigdomme kunne ses, og indehaveren vil få en stadig kilde af glæde og styrke hos sig.
Formålet med Bibelstudium er at finde ud af hvad Gud siger; for det er ikke kun dem som aldrig læser skrifterne, som ikke kender til denne dette. Mange læser Bibelen regulært, og har stadig kun en lille idé om hvad Gud virkelig siger til dem. Al betydningen i Herrens ord ligger ikke på overfladen; Bibellærerens mål er at få den dybere mening frem; for den sande Bibellærer følger blot Guds Ånds ledelse, ”Ånden ransager jo alt, endog Guds dybder.” Der er en hel verden forskel mellem den slags bibelstudium, og det (ufuldendte) studium som er at lægge en mening i teksten, og sige dogmatisk: ”Det betyder det og det.” I dette tilfælde følger den enkelte sit eget sind eller fantasi, og ikke Åndens tankesind. Forskellen mellem de to lærermetoder kan ses i dette, at hvor læreren sætter en konstruktion på teksten, giver sine meninger og idéer, siger hårdnakket at det betyder sådan og sådan, må den studerende, som accepterer hans vejledning, at have hans ord i tanke; for når den fortolkede mening ikke helt er i teksten, men tillægges den, er det meget tydeligt at læseren ikke kan se det i tekstens ord, men må se gennem lærerens ord; med andre ord; hvis læreren i virkeligheden kun er Helligåndens redskab, ser den studerende en mening i Bibelens ord som han ikke har set før, men som han klart kan se virkelig står der; og han ser det nu så tydeligt, at han undres over han ikke har set det før. Troens ånd må lignes et forstørrelsesglas, eller te teleskop, som kan få os til at se virkeligheder som er skjult for de hjælpeløse øjne.
Vidende at dette brev er Herrens ord, skal vi ikke bruge tid på at bevises at det blev skrevet af Paulus, eller spekulere over spørgsmålet om det der skrevet af Apollos, eller nogen andre. ”Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til troen. Og enhver tjente, som Herren gav ham.” 1 Korinter 3,5. Lad os med bøn til Gud for Helligåndens velsignelse og oplysning, hellige os meditation over dette brevs ord, så forunderligt rig på lære, irettesættelse, rettelser og instrukser i retfærdigheden.
“Efter at Gud fordum mange gange og på mange måder havde talt til fædrene ved profeterne, har han nu ved dagenes ende talt til os ved sin Søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden.” Hebræerne 1,1. 2
Lad os spørge ud om teksten nogle få minutter, for at vi kan vide hvad der står. Vi vil lade det svare med sine egne ord.
“I begyndelsen skabte Gud.”—Her holder vi en pause. Da dette blev sagt, blev alt der var sagt og gjort; “af ham og ved ham og til ham er alt; ham tilhører æren i evighed! Amen.” Romerne 11,36. Det er iøjnefaldende og tydeligt at de første ord I dette fører os til ansigt med ansigt for Gud, og at teksten ikke gives på godt engelsk uden af have ”Gud”, som det første ord. Og derudover, når vi læser teksten, føres vi af denne sætningsopbygning, til at stoppe op, efter at titlen kom. Det lader til at vi skal se hvad Gud er, og at dette enkle, store faktum omfatter alt. Vi er nødt til at stoppe op og tænke over Hans navn er ”Jeg er” 1. Mos. 3,14. ”Jeg er Herren, så lyder mit navn.” Esajas 42,8. ”Før mig blev en Gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er Herren, uden mig er der ingen Frelser.” Esajas 43,10. 11
“Gud er.” — For at tro hvem Gud er, opsummeres alt i frelsens nødvendighed. Enok behagede Gud og blev overført til himlen, fordi han troede. ”Men uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.” Hebræerne 11,6. Der er færre folk som tror hvad Gud er, end man normalt mener. Han er – hvad? – Liv, kærlighed, styrke, retfærdighed. Han er god. Mange personer tror at Gud har styrke, og liv, og kærlighed og er god; men det er ikke troen om Ham. For at tro hvad Han er, betyder at tro at han er præcis det Han er. ”Jeg ER den jeg ER.” Gud er godheden selv, liv og styrke. Der er ingen godhed, intet liv, ingen styrke som ikke kommer direkte fra Ham. Tror du dette? Tror du at han er – alt der er værd at være? Gør du det, så anerkender du din fuldstændige afhængig af Ham, og lader Ham bruge Sin styrke I dig, efter Sin egen vilje, efter Hans ære. Og det er frelse. Gud er – hvor? – Der er “en Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle!” Efeserne 4,6. “Hvorhen skal jeg gå for din ånd, og hvor skal jeg fly for dit åsyn? Farer jeg op til himlen, da er du der, reder jeg leje i dødsriget, så er du der; tager jeg morgenrødens vinger, fæster jeg bo, hvor havet ender, da vil din hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!” Sal.139,7-10. Gud er det sandelig! Hvis dette faktum bliver fremholdt for os, formålet med vore betragtninger, vil det visselig forvandle hele vore liv. Vi vil da påskønne hvilken kraft der er i navnet. Lad os ikke glæde at vi står i Guds nærhed, idet vi gennemgår vort studium, og at Han er den Han er.
Tavshed!—“Men Herren er i sin helligdom; stille for ham, al jorden!” Habakkuk 2,20. Hvorfor være stille? — Fordi han taler, og vi behøver at høre. “Hør, i himle, lyt, du jord, thi Herren taler.” Esajas 1.2. “Hold inde og kend, at jeg er Gud.” Sal. 46,11. Der er god grund til at folk generelt finder det vanskeligt at forstå Herrens Ord, og at de ikke tier længe nok stille, for at høre hvad Han siger. Hvis en lærer begynder at tale, kunne alle hans tilhørere straks falde i diskussion med hinanden, og betvivle og modsige ham, vil ingen undres over at de ikke forstår ham; og ingen vil få ret når de siger at han taler så utydeligt eller på en dunkel måde, at han ikke kan forstås. Hvis de beklager sig, vil de få denne bemærkning: ”Hvis du blot vil tie, og lytte, vil du ikke være så vanskelig at forstå.”
Det er præcis den måde at Herren taler på. Lige så snart at et ord siges, begynder folk at beklage sig; uden at være stille for Hans Ord, eller endog vente med at høre hvad Han har at sige, begynder de med: ”Jeg kan ikke se dette; ”ja men hvordan med dette?” ”Det stemmer ikke overens med den anden udtalelse;” ”hvad tænker du om dette?” ”hvad er din mening om denne sag?” ”Det kan ikke betyde dette;” ”det er hvad der menes”; og sådan fortsætter det bare. Ikke så mærkeligt at de ikke forstår. Hvis en lært professor skulle begynde at tale over sit speciale, vil alle fornuftige personer tale respektfuldt og opmærksom til ham, fordi de tænker at den eneste kloge ting er at lytte til ham, når han er klogere end dem; og de vil spidse deres ører og ikke miste et ord, så at de vil forstå. Skal vi ikke lytte mere tavst, når universets Herre, den ”eneste kloge Gud” taler?
Guds røst.—Gud har mange måder at tale på. Han talte i gammel tid ”på guddommelige måder”. ”Underfuldt lyder Guds tordenrøst, han øver vælde, vi fatter det ej.” Job 37,5. Der er kraft når Han taler, “Thi han siger til sneen: »Fald ned på jorden!« til byger og regnskyl: »Bliv stærke!« og sådan er det. ”Når han løfter sin røst, bruser vandene i himmelen, og han lader skyer stige op fra jordens ende.” Jeremias 10,13. “Herrens røst er over vandene, ærens Gud lader tordenen rulle, Herren, over de vældige vande! Herrens røst med vælde, Herrens røst i højhed, Herrens røst, den splintrer cedre, Herren splintrer Libanons cedre.” “Herrens røst udslynger luer. Herrens røst får ørk til at skælve, Herren får kadesj's ørk til at skælve!” Salme 29,3-5. 7. 8. Dog taler Herren også med en “stille og svag røst” (1 konge 19,9), og den røst er ligeså kraftig som når Han tordner. Det er med denne tone at Han normalt taler til mennesker med, fordi vore ører ikke kan klare konstant torden, og derfor er det nødvendigt at vi er tavse over for ham, for at vi kan høre.
Gud taler endnu.—“Guds ord er levende og virkende.” Hebræerne 4,12. Guds ord “liver og forbliver for altid.” 1 Peter 1,23. De Ord Herren sagde for seks tusinde år siden, er lige så nye og aktive, fulde af liv i dag, som dengang. Derfor taler ethvert ord, Gud nogensinde har sagt, stadig. Vi har udtalelsen i disse sidste dage Gud har sagt til os ved Sin Søn, som bringer ordet direkte til os; men det er ikke alt, for ”alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf.” (Romerne 15,4), og idet ordet lever, altid friskt og nyt, får vi det talt direkte til os. Hvilken fantastisk tanke! Gud taler! Hvem taler? —Gud taler. Hvad er det Gud gør? —Han TALER. Hvad siger Han? —Lyt og du vil vide det. “Bøj eders øre, kom til mig, hør, og eders sjæl skal leve!” Esajas 55,3. Hvis mennesker virkelig blot troede de kendsgerninger som Gud har sagt, - og stadig siger, - vil de uvægerligt lytte; og når de gør dette, vil de se Hans ord og høre Hans røst i alt Han har gjort. Den mægtige kraft som er i den tanke Gud siger til os, må erfares, for den kan ikke beskrives.
Genkender røsten.—Da Jesus engang underviste, fremsagde Han en bøn til Faderen, som straks og hørbart blev besvaret fra himlen. ”Da sagde skaren, som stod og hørte det: »Det tordnede;« andre sagde: »Det var en engel, der talte til ham.« Jesus svarede og sagde: »Ikke for min skyld lød denne røst, men for jeres skyld.” Joh. 12,29. 30. For Jesus var røsten fra himlen et tydeligt budskab, - der var artikulerende ord, - men for andre var det kun meningsløs bulder. Hvorfor? – Fordi Jesus kendte Herrens røst, og andre gjorde det ikke. Hvis de havde vænnet sig til Herrens røst, ville de have fundet trøst i budskabet fra himlen. I den niogfirsindstyvende salme, hvor vi får sat Guds herlige trone foran os (vers 1-15), - den trone hvorfra der udgår ”lyn og bulder og tordenskrald” (Åbenbaringen 4,5), - fik vi at vide at ”Saligt det folk, der kender til frydesang, vandrer, herre, i dit åsyns lys! De lovsynger dagen igennem dit navn, ophøjes ved din retfærdighed.” Hvis vi kender til Gud vil vi glæde os over at høre Hans røst, endog gennem Hans torden. Da Gud tordnede fra Sinai, og folk “holdt sig skælvende i frastand, medens Moses nærmede sig mulmet, hvori Gud var.” 2. Mos 20,18-21 Folk havde ingen grund til at frygte, og hvis de blot havde troet, kunne de også drage nær, og finde almægtige løfter i de tordnende bud. Gud på bød Sine tjenere i de sidste dage, at proklamere trøstesbudskabet fra et højt bjerg, med høj røst (Esajas 40,9); og Han satte selv et eksempel.
Jo mere Guds røst toner tordnede, des større forsikring for løftets kraft. Den røst der genlød fra Sinai var den samme som stadig siger: ”Kom til mig, alle I som slider og bærer på tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Mattæus 11,28. Når Gud siger, “Du skal,” vidende om at vi er helt kraftesløse, er hans befalling en forsikring for at Han selv vil arbejde i os “både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske.” Derfor når vi erfarer at Guds røst er “en glad lyd” ikke mindre når den torner end når den hviser, så får vi hvile, glæde og fred i Hans bud.
Hvordan ved vi det? — Der er et spørgsmål der ofte stilles: “Hvordan ved du at det er Gud der taler? Hvordan ved du at Bibelen er Guds Ord?” — På den mest naturlige måde: ved at lytte. Hvis mine venner taler til mig, vil jeg ikke være klar over det, hvis jeg er så optaget af min egne tanker, at jeg ikke tager mig af det; men når jeg lytter, og hører hans røst, og ser forskel på ordene, så skal jeg ikke have nogen andre til at sig til mig at han taler til mig. Vi ved at Bibelen er Guds Ord, fordi vi hører Ham tale personligt til os. Ingen i verden kan bevise for hinanden at Bibelen er Guds Ord, men alle i verden har muligheder for at selv vide det. Stop op og lyt; hold dig op afstand fra mennesker, og endog fra dine egne tanker, kun med Ham der taler, og du vil vide at det er Gud som taler.
Hos Profeterne; Hos Sønnen. — Ud fra den revised version ser vi at Gud talte til fædrene “i profeterne,” og har nu talt til os “i Sin Søn.” “Gud var i Kristus.” 2 Korinterne 5,19. Hans navn er Emanuel, Gud med os. “Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig.” Joh. 14,11. Hvor Sønnen end er, der er Faderen også. Derfor ser vi at det var Gud der talte i profeterne, når vi læser at “Kristi Ånd som var i dem” (1 Peter 1,11) var et vidneudsagn. “Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.” 2 Peter 1,21. Således må vi droppe enhver menneskelige tanke når vi læser Bibelen ud af vore sind, og kun lytte til Gud. Når vi lytter således får vi velsignelser. “Derfor takker vi også uophørligt Gud for, at I, dengang I modtog Guds ord, som vi forkyndte, ikke tog imod det som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er.” 1 Thessalonikerne 2,13.
Det talte ord. — Mist ikke det af syne at Gud taler. Ordet er levende, og består ikke blot af trykte bogstaver ordnet i ord. Dette siges ikke for at nedvurdere Bibelen, men for at vi må påskønne den mere, og finde mere kraft i den. De ord som vi har trykt er blot formen, billedet af virkelige ord. Et ord er en levende ting, formet af det direkte livets brød. Et menneske kan læse Bibelen, og læse meget kritisk, og ikke udlede noget rigtigt godt fra den, men han ser kun kold og død tryk. Han ser tanker, idéer, ganske vidst, men de krystaliseres til døde. I bedste fald får han kun honningkrukken, men intet honning. Det levende ord er hvad øjnene ikke kan se, eller ørerne høre, men åbenbares for hjertet ved Guds Ånd. Der kan ikke være nogen modsætning mellem bogstav og Ånd, skønt bogstaven dræber og Ånden giver liv; for så længe bogstaven blot dræber, eftersom den selv er død, vil Ånden der gør levende, ikke modsige bogstaven, eftersom den kun er en virkelighed af det som bogstaven giver formelt.
“Ved dagenes ende.” — I Hebræerne 1,2 i revised version står der, “ved disse dages ende,” i stedet for “i disse sidste dage.” Men i sammenligning med alle andre steder hvor det samme græske ord forekommer, som er her, viser det sig at vi ligeså godt kan læse det I den almindelige version, “I disse sidste dage.” Således står det i mange andre oversættelser. Men der ikke er tvivl om at det var i de sidste dage da Jesus talte i Judæa og Galilæa, at vi læser i både gamle og reviderede versioner i Apg. 2,17, at det er ”i de sidste dage” at Ånden udgydes over al kød, som blev opfyldt ved pinsedagen. Der er ingen undskyldning, derfor ingen forklaringer, frem for en skriftstedshenvisning, der siger meget eftertrykkeligt at vi lever ”i de sidste dage.”
“Arving til alle ting.”—Gud har udpeget Sønnen, der er arving til alle ting. Men “alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn,” ”men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham. Romerbrevet 8,14. 17. “Den, som sejrer, skal arve dette.” Åbenbaringen 21,7. En herlig arv! Men vi må ikke glemme lidelsen er en del af denne arv, for dem som led sammen med Ham er herliggrøres sammen med Ham. Dette skal ikke gøre os modløse: for Gud siger ikke at lidelser går forud for ære, men at det kommer før herlighedens åbenbaring. Da Jesus var på jorden, “så vi hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen” (Joh. 1,14), men mennesker begreb det ikke, fordi det var ”nådens og sandhedens” form, som de afviste. Han siger at han har givet Sine disciple den samme ære, som Faderen gav Ham. Joh. 17,2. Alle ting er nu i Kristus, for “han er før alt, og alt består ved ham.” Kolossenserne 1,17. Derfor selvom vi lader til at få al skam og lidelse, får vi al himlens magt og herlighed givet, så vi kan bære det; for “Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?” Romerne 8,32, Her er forvisningen: ”Alt hører jer til, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død eller det, der er nu, eller det, der skal komme: alt hører jer til; 1.Kor.3,23. men I hører Kristus til, og Kristus hører Gud til.” 1 Korinter 3,21-23. Hvile velsignede ting siger Gud dog.
Skyldig i uvidenhed. — “Frels dem, der slæbes til døden, red dem, der vakler hen for at dræbes. Siger du: »se, jeg vidste det ikke« mon ej han, der vejer hjerter, kan skønne? Han, der tager vare på din sjæl, han ved det, han gengælder mennesker, hvad de har gjort.” Ordsp. 24,11.12