“Jeg vil kundgøre dit navn for mine brødre, midt i menigheden vil jeg prise dig!” Hebræerne 2,12
Hvem er det som burger disse ord? — Det er Kristus — “Ham som helliggør.” Og stedet hvor vi finder dem er i Sal. 22,22, som vi må studere nøje, hvis vi skal lære alt som det er meningen vi skal lære af dem. I vort stadium har vi så vidt set set Herrens udtalelse: ”Dit navn vil jeg kundgøre for mine brødre,” viser os Hans forunderlige kærlighed og underdanighed; Han skammer sig ikke ved at kalde os stakkels syndere for brødre; skal vi nu lære en lektie af endnu større trøst og opmuntring – en lektie om hvordan vi sejrer ved tro, troen på Jesus Kristus. Han som læser ordene, ”Dit navn vil jeg kundgøre for mine brødre,” uden at overveje de omstændigheder de siges under, mister den forunderlige og dyrebare lektie i hele Bibelen. Lad os derfor studere billedet som vi får i den toogtyvende salme.
I sin helhed er Salmernes bog Kristi ord. ”David, Isajs søn, så siger manden, højt ophøjet, Jakobs Guds salvede, helten i Israels sange: ved mig talte Herrens Ånd, hans ord var på min tunge.” 2 Samuel 23,1. 2. I hele Bibelen har vi faktisk Kristi Ånd, I profeterne, der bevidner (1 Peter 1,10, 11), selvom skriverne ofte skriver, som i så mange salmer, deres egen personlige erfaringer. Således får vi inkarnationens mysterium i det inspirerede ord. Kristus i kødet, som Menneske, har alle menneskehedens erfaringer, så at ingen kan lidt noget eller gennem sådanne prøvelser som Kristus ikke har været igennem; nej mere end det, at Kristus ikke deler i dette øjeblik. Når vi læser Bibelen, især Salmerne, med dette I tanke, finder vi uransagelige trøstende rigdomme i dem.
Sal. 22
Men dette gælder særlig den toogtyvende salme, for heri får vi et umiskendeligt bevis for at det er Kristi erfaring der beskrives, og alligevel er den dybt menneskelig. Kampene, fristelserne og modløsheden kan læses i enhver sjæl, - og hvis han har tro, så hans egne sejre.
Før vi kan tage salmer op i regulær orden, så lad os bemærke nogle få vers, som viser os at det kommer helt rigtigt fra Kristi hjerte.
Vers 1: “Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig.” Sammenlign Mattæus 27,46, og forbindelsen.
Vers : “Jeg er en orm og ikke en mand, til spot for mennesker, folk til spe.” Sammenlign med Esajas 52,14; 53,3
Versene 7, 8: “Alle, der ser mig, håner mig, vrænger mund og ryster på hovedet: Han har væltet sin sag på Herren; han fri ham og frelse ham, han har jo velbehag i ham.” Sammenlign Mattæus 27,39. 43
Vers 16: “De gennemborede mine hænder og mine fødder.” Vers 18: “Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod.” Sammenlig med Joh. 19, 23. 24
Disse vers viser os at salmerne udgyder Kristi sjæl med sin mest prøvende jordiske erfaringer. Ikke desto mindre er det “en Davids salme.”
“Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt?” “O min Gud, jeg råber i daggry, men du hører ikke; og i nattestunden, og jeg er ikke tavs.”
Disse ord viser os den erfaring som dækker mere end de få timer da Kristus hang på korset; for her læser vi om at råbe dag og nat. Det var ikke kun den tid Han hang på træet, at han følte sig forladt, men der er mange andre stunder i Hans liv hvor mørke og fortvivlelse synes at overvælde Ham. Dette forklarer de nætter der blev tilbragt i bøn.
Ikke forladt – Gud er trofast
Hvor mange personer tror ofte at Gud virkelig har forladt dem? Hvilken salig trøst at vide at de deler den følelse med Jesus; nej, mere end det er Hans egen erfaring med os.
“Oh, ja,” siger man, “men det er anderledes for mig, for jeg er en stor synder, og det er mine synder som har skjult Hans ansigt fra mig.”
Ja; der er intet andet end synd som kan adskille mellem Gud og nogen sjæl, og det er netop dette som har fået Kristus til at føle at Han var forladt af Gud; for Herren ”oplagde Ham vores alles uretfærdigheder.” ”Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødres skyld.” Esajas 53,5. 6. Det var vore synder på Ham, som Han bar som om de var Hans egne, som gav Ham høje råb og tårer. Vore synder, de samme afmagtsfølelser som er så velkendte. Godt! Så når vi får disse følelser, vil vi huske at Jesus også fik dem, og vi vil lade Ham skille os af med dem, netop som Han gjorde da Han var på jorden.
Nu kommer der en håbets lysstråle der gennemborer mørket: “Og dog er du den hellige, som troner på Israels lovsange. På dig forlod vore fædre sig, forlod sig, og du friede dem; de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til skamme.” Versene 4-6
Hvis sjælen med trænglser blot vil holde fast ved den evindelige sandhed, at Gud er hellig og god, så Hans barmhjertighed varer for evigt, så er han et sikkert anker. Det er det som ”kommer inden for forhænget.” Men når jeg ved at Gud er god, så ved jeg at Han ikke forlader mig. Og så tanken om Guds godhed til menneskene i tidligere tider, hvordan Han udfriede Noa, Lot, Josef, Jeremias, Daniel og mange andre, og at Han stadig er den samme Gud. Ja, Gud er sandelig god mod menneskebørnene.
En håbløs sag
“Men jeg er en orm og ikke en mand, til spot for mennesker, folk til spe.” Vers 7.
Således prøver temperamentet at tilbageholde den trøst vi begyndte at få, fra tanken om Guds godhed med gamle mennesker.
“Ja; men de var bedre mænd end jeg er; Gud kunne ligeså godt befri dem, for Han havde godt materiale at arbejde; men jeg er kun en orm, uværdig at lægge mærke til.” Hvem har ikke haft sådanne tanker? Hele rigdommen af Guds kærlighed, som blev udvist må de gamle mænd er gået tabt på os, fordi vi føler os så uværdige, på grund af vore synder. Hvilken trøst at vide at vore synder fik Jesus til de samme følelser om uværdighed; for han fik ligeså visselig sejr over dem, således skal vi være i Ham.
Men det er håbløst. “Alle, der ser mig, håner mig, vrænger mund og ryster på hovedet: »Han har væltet sin sag på Herren; han fri ham og frelse ham, han har jo velbehag i ham.” Versene 7, 8. “Mange, som siger om min sjæl: »Der er ingen Frelse for ham hos Gud!” Sal. 3,2. Foragtet af mennesker, forhånet af Satan på grund af vore synder, fristes vi til at tro at der ikke er hjælp til os hos Gud. Men lad os aldrig glemme at Jsus fik den samme erfaring.
Han regnede sig selv som ”forhånet og slået af Gud, og forpint.” ”Men Han havde ingen synd til at betynge Sin samvittighed med,” siger ham som ikke vil tage Kristi trøst. I virkeligheden fik han vore synder, og de hvilede på Ham, netop som Han selv havde overdraget dem; for ham ”som ikke kendte til synd” fik Gud til at være synd for vor skyld.” 2 korinter 5,21. “Han blev fristet på alle punkter ligesom vi er.” Hebræerne 4.15. Det er umuligt at nogen kan blive mere fortrykte og underlægges af synd, end Kristus var, og når vi husker at det var vore synder som bevirkede det, vil vi lade Ha, eftersom Han stadig lever, gøre mellemkomst for os, og føre Hans egen erfaring ud i os til fulde.
Der kan komme trængsler fra alle kanter, alligevel holder Herren fast ved Guds godhed. “Ja, du drog mig af moders liv, lod mig hvile trygt ved min moders bryst; på dig blev jeg kastet fra moders skød, fra moders liv var du min Gud.” Versene 9, 10. Syndere er vi, og uværdige til at leve? Ja; men ikke destomindre lever vi, som det er ved Guds kraft og nåde, at vi har levet til denne stund. “Herrens miskundhed er ikke til ende, ikke brugt op, hans nåde er ny hver morgen, hans trofasthed stor.”Klag 3,22. 23. Hvorfor har Herren ladet os leve I alle disse år, og ikke kun lader os leve, men holder os i live? – Fordi Han ønsker vor frelse, for ”vor Guds langmodighed er der frelse.” 2 Peter 3,15. Han som ikke har “har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve!” (Ezekiel 33,11), har ikke behag i trængsler og langmodighed. Hvis Han ønskede at gå til vil han ikke holdes os i live til i dag. Han som har holdt os så langt, vil fortsætte med at bevare os, og meget mere, idet vi erkender Hans tilstedeværelse og kraft. Varden har et udsagn: “Så længe der er live r der håb,” men få erkender hvor meget det betyder. Kristus er livet, hvor der er liv er der bevis for Hans tilstedeværelse; og hvor Han er, er der evigt håb. Alt er muligt for ham, som ønsker frelsen, og som stoler. “Din miskundhed være over os, herre, så som vi håber på dig.” Sal. 33,22
Råb om hjælp
Nu kommer der et råb om hjælp i det ømmeste behov: “Vær mig ikke fjern, thi trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper! Stærke tyre står omkring mig, basans vældige omringer mig, spiler gabet op imod mig som rovgridske, brølende løver. Jeg er som vand, der er udgydt, alle mine knogler skilles, mit hjerte er blevet som voks, det smelter i livet på mig; min gane er tør som et potteskår til gummerne klæber min tunge, du lægger mig ned i dødens støv. Thi hunde står omkring mig, onde i flok omringer mig, de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine ben; med skadefryd ser de på mig. Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod. Men du, o Herre, vær ikke fjern, min redning, il mig til hjælp! Udfri min sjæl fra sværdet, min eneste af hundes vold! Frels mig fra løvens gab, fra vildoksens horn,” Sal. 22.11-21
I disse vers får vi Kristi tilstand, ikke kun da Han hang på korset, men i Hans liv før dette hjørne, og særlig da Han var i ørknen ”med de vilde dyr” (Mark 1,13), fristet af djævelen. Han bad om at blive reddet fra løvens mund, og således kan vi, for vor ”modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge.” 1 Peter 5,8. Det er på grund af synd at dyrene er vilde og glubske; og Satan er syndens ophavsmand; al flugt og sluge, hvad enten det er af mennesker eller dyr, er Satans værk. Således omgav de voldsomme vilde dyr Kristus i ørknen, truede med at sluge Ham, hvor djælvelen blev fremstillet på livagtig måde, som forsøgte Hans sjæls fordærv.
I fristelsens ørken fik Kristus lov at lide, som intet andet væsen havde lidt. Han var svag i koppen, truet af vilde dyr, og omgivet af Satans og hans ære; for ”samlingen af de onde” omgav Ham. Den sidste sætning i vers 21 viser at Han kom ud i den yderste yderlighed. “Frels mig fra løvens gab, fra vildoksens horn.” Intet kan udtrykke det stærkeste behov mere; ingen kan udsættes for større fare; på spidsen af det vilde oksehorn, nogen tænker at der ikke er mere håb om liv, end at han er helt forladt; men fra netop et så farligt punkt, råbte Herren om hjælp, og blev hørt.
Sejr og paradis midt i trængslen
Medens den frygtelige tilstand beskrives i dette kapitel, og tilsyneladende er helt forladt af Faderen, omgivet af vilde dyr og dæmoner, hvor alt håb synes udelukket, så siger han: -
“Dit navn vil jeg kundgøre for mine brødre, prise dig midt i forsamlingen.”
Her er det hvor sejrene er: “Herrens navn er et stærkt tårn.”Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd.” 2 Mos 34,6. 7. Hvis nogen er i trængsler, og i trængsel på grund af synd, så lad ham kundgøre dette navn, og han vil få hjælp. Jesus sagde: ” I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Joh. 16,33. Hvordan overvandt Han?—Ved at hurtigt beskue at Gud er evig kærlighed og en mægtig Udfrier.
Læs nu resten af salmen, og du fil se fra dette punkt, at der ikke længere er mørke eller trængsler omtales. All tanker om trængsler er væk i lovprisningssange. Men husk at alle disse prisende ord siges, på betingelsen der står i foregående vers. Dette er sejrens hemmelighed.
Hvor forunderlig er disse Kristi ord, “Jeg vil kundgøre dit navn for Mine brødre” viser de omstændigheder de siges under. De kommer fra dybe fortvivlelser, med en kraft og tillid som tvinger fjenden til at flygte. Og hvor dyrebar er nu ordene når vi skal huske at de tales for vor skyld. Det er Kristus i kødet, som siger ordene, og derfor er det os der skal se dem, når vi har problemer.
Lader du til at overvældes af trængsler og fristelser, og ser alt sort og fortrydeligt ud, så det ser ud til at der selv var håb for døde? – Der er en sikker kur: erklære det navn som er Herrens barmhjertighed og godhed, til andre som har behov. I stedet for at tale om dit mørke og modløshed, så begynd at fortælle hvor god Herren er, og pris Ham. Dette kan du gøre, for det er rigtigt uanset om du føler det eller ej. Vær ikke bange; der er ikke fare for at overdrive tingene i dette tilfælde, når du synger om Herrens nådegaver. Tænk ikke på følelser, gå til kendsgerningerne. Solen skinner, også når der kommer skyer imellem. Kristus svigter ikke, og mist ikke mødet. I tro bliver Hans mod til dit, og når andre opmuntres, bliver du altid ved nyt mod.