Vi har endnu ikke afsluttet overvejelsen af Kristi ord: “Jeg vil erklære Dit navn for Mine brødre.” Vi kan faktisk aldrig, komme til afslutningen, men den nuværende artikel, vil afslutte vort studium af teksten. Lad os læse forbindelsen igen.
“Thi både den, som helliger, og de, som helliges, har alle samme Fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre, idet han siger: Jeg vil kundgøre dit navn for mine brødre, midt i menigheden vil jeg prise dig! Og et andet sted: Jeg vil sætte min lid til ham. Og videre: Se, her er jeg og de børn, Gud gav mig.” Hebræerne 2,11-13
Vi har allerede set omstændighederne disse ord fremkom under, og at de blev sagt af Kristus som et menneske, til et menneske. Han sagde dem i den dybeste fortvivlelse og fristelse, som vi også, eller snarere at Han i Os, må kunne gør den samme erklæring. For vi må altid huske at det at det var vore synder som Han bar, og at Han sejrede beviser også at vi kan. At tro at Kristus sejrede i kødet for 1800 år siden, er at tro at han kan sejre i os på trods af vore synder og svaghed, eftersom de synder vi må kæmpe med, er de samme som Han bærer. Men på trods af dem, erklærede Han Herrens navn.
Hvad er Herrens navn?
I Bibelen ser vi at navnene får betydning. For os, er navnene kun et spørgsmål om behag, men sådan er det ikke for Gud. Hvor Han end giver en person et navn, beskriver navnet personens karakter. Navnet ”Jesus” blev givet til Frelseren, fordi ordet betyder Frelser, og det er netop hvad Jesus er. Han er Frelser i Sig selv. Han er en fuldkommen Frelser, og intet andet en Frelser. Han frelser ved Sit liv, Hans eksistens. Romerne 5,10. Hans navn betyder således hvad Han er, så at vi frelses ved Hans navn. Apg 4,12
Jakob fik sit navn fordi ordet betød ”afløser”, som er ham der griber den anden i hælen, eller ved fodsålen, og spænder ben for ham, og Jakob tog sin broder ve hælen i fødslen. Navnet passede nøjagtigt til ham, for han forstod godt hvordan han skulle udnytte sine medmennesker, og som han gjorde; men da han fik fuldstændig sejr over hans onde temperament, gav Gud ham navnet “Israel,” som betegner en kriger, en fyrste.
Så Guds navn indikerer præcis hvad Han er – Hans karakter. “Herrens navn er et stærkt tårn” (Ordsp 18,10), fordi Herren selv er en “fæstning” og et “højt tårn.” Sal. 18,2. Med Guds ord er der ting, som indikeres ved at vi i den hebræiske Bibel kun har et ord for to engelske ord: “ord” og “ting.” Guds navn er ikke blot en tom lys, men er Guds egen personlighed. Derfor når Kristus siger: ”Jeg vil kundgøre Dit navn for Mine brødre” er det det same som om Han havde sagt: ”Jeg vil åbenbare Din karakter for dem.” Grunden til at folk ikke stoler på Herren, er at de ikke kender Ham. Nogle vil aldrig gå med at kende Ham, kun dem som vil stole på Ham, for Ordet siger: ”Herren blev de fortryktes tilflugt, en tilflugt i trængselstider; og de stoler på dig, de, som kender dit navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, herre.” Sal. 9, 10. 11.
Kristus, Faderens respræsentant
”Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk. Joh. 1,18. Dette er det same som jeg sagde til vor tekst: “Jeg vil kundgøre Dit navn.” Ved at kundgøre Guds navn, kundgører Kristus Gud Selv. Og det gør Han, fordi Han er “hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede.” Hebræerne 1,3. Derfor er det at Gud sagde til Ham: “Mit Navn er i Ham.” 2.Mos 23,21
Før Han blev født ind i denne verden, fik Jesus navnet “Emmanuel,” som fortolkes som, “Gud med os.” Mattæus 1,23. Det er hvad Han er; Hans tilstedeværelse er Gud med os. Så når Filip sagde til Ham; “Herre vis os Faderen, og det er os nok,” Jesus kunne sige, “Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?” Joh. 14,5-11. “thi Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham,” endog “i ham bor hele guddomsfylden legemlig.” Kolossenserne 1,19; 2,9
Fordi Kristus kom, ikke I Hans eget navn, men I Faderens navn, - fordi “Gud var i Kristus, forligte verden med Sig selv” (2 Korinter 5,19), — Hans ord og gerninger — hele Hans — var Faderens, ikke Hans eget. “Når I får ophøjet Menneskesønnen, så skal I (Han) forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg ikke gør noget af mig selv; men som Faderen har lært mig, således taler jeg.” Joh. 8,28. “De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger.” Joh. 14,10. Han levede ved Faderen, (Joh. 6,57), Hans liv var kun Guds liv i Ham i sin fylde, så at det kunne siges at Gud købte kirken “med Sit eget blod.” Apg 20,28
Vi i Kristi sted
Jesus sagde, “Nu er jeg ikke mere i verden, disse er i verden.” Joh. 17,11. Han sagde også, “De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.” Vers 14. Han som skrev disse ord ned sagde, “Ligesom Han er, er også vi i denne verden.” 1 Joh. 4,17. Og Kristus sagde I den same bøn som der er referert til: “Ligesom Du har sendt Mig I verden, ligeså har jeg også sendt dem ud i verden.” Joh. 17,18.
Vi er derfor i verden med samme mål som Jesus havde, nemlig for at kundgøre Guds navn, og fremstille Guds egen karkater for verden. Bemærk ligheden mellem Joh 1,18 og 1 Joh. 4,12. 13. Det første sted siger, “Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” Det andet siger, “Aldrig har nogen skuet Gud; hvis vi elsker hverandre, bliver Gud i os, og hans kærlighed er blevet fuldkommet i os. Derpå kender vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin Ånd.” Ingen har nogensinde set Gud, men Kristus kom i verden for at åbenbare Ham. Men nu blev Kristus “for en stund” (Joh. 16,16) usynlig, og derfor må verden lære Guds karakter gennem Kristi efterfølgere. Da de forblev i kærlighed, er de også ”i Faderens skød,” så at de også kan kundgøre Ham.
Kristus blev fyldt med al Guds fylde, men det var som ”Menneskesønnen.” Det var ”Gud med os”, som er, Gud med mennesket. Det same er for os, for apostle Paulus bad for os under Åndens ledelse: ”at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter, og at I må blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Gudsfylde. Efeserne 3,17-19. Selvom Kristus her var repræsenterede Gud for menneskene, var han også her som det repræsentative menneske, der viser hvordan menneskene skulle være, og hvordan de ved Guds nåde kan blive.
Derfor har Gud givet os de samme ord at sige, som Han gav til Kristus. “Gud var i Kristus, forliger verden med Sig selv, tilskriver dem ikke deres overtrædelser; og har lagt forligelsens ord i os. Nu er vi anbassadører for Kristus, som om Gud gik i (din) forbøn på grund af os; vi anmoder (dig) i Kristi sted, vær da I forligt med Gud.” 2 Korinter 5,19. 20. Formaningen er: “Taler, nogen, skal han tale som Guds ord.” 1 Peter 4.11
Gud har ikke kun givet os de samme ord at sige, som Han gav til Kristus, men Han har givet os den samme opgave. “Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som tror på mig, ham skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen.” Joh. 14,12
Kristus var, og er, Guds herligheds glans, og Hans udtrykte billede. Hebræerne 1,3. Men Han siger, “Den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem.” Joh. 17,22. Han er kronet med herlighed og ære, for at Han kan kan fore “mange sønner til herlighed.” Kolossenserne 3,10. Vi skal derfor også være det samme billede i Kristus, eller Faderens væsens aftryk. I 2 Korinter 3,17. 18, får vi billedet og herligheden forenet således: “Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, dér er frihed. Og alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre.”
Alt dette er ikke desto mindre på grund af Kristi dydighed, ikke for vor egen. ”Gud, som sagde: Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv.” 2 Korinter 4.6, 7
Dette er for at kundgøre Guds navn og fremvise Hans karakter for verden, ved Åndens iboen. Sådan som Han har lagt Sit navn I Kristus, ligeså lægger Han Sit navn I os, for dem, som er frelst har Faderens navn skrevet på deres pander. Åbenbaringen 14,1. Og dette gælder ikke kun for nogle få, men for alle; for løftet har ingen afgrænsninger: ”Den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra; og jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himmelen fra min Gud, og også mit eget nye navn.” Åbenbaringen 3,12. Dette er ikke noget som kun sker i det sidste, men finder sted nu, og her må vi vinde sejr nu. Nu skal vi ”bygge sammen for en Guds bolig gennem Ånden,” vokse ”i et helligt tempel i Herren,” (Efeserne 2,21. 22), og Jerusalem som er ovenover er nu vor moder (Galatians 4.26), så at vi har hendes navn nu.
Hvad kan Gud gøre mere, end han allerede har gjort? Nok kan apostlen bede at vi kan få åbnet vore forståelses øjne, oplyst ved Ånden, så at vi kan kende håbet i Hans kald. Det er en ikke så lille sag, som Gud har kaldt os til.
Gud er åbenbaret i Hans værker, og har været det lige siden vor verden blev skabt. Romerne ,19. 20. Selv Guds “evige kraft og guddom” kan ses I det som Han har gjort, hvor menneskene må regnes med. Men mennesket har gjort oprør, og gør sit yderste for at udviske dette billede så det ikke fremstiller Gud. Ikke desto mindre er andre ting lydige mod Guds vilje; så at Gud har vidner i skiftende årstider og frugtbar jord. Apg 14.17. Det er dog ikke nok, at blot bruge en del af Sin skabelse, men Gud på repræsenteres ved det hele; og vidnerne om Guds kærlighed, kraft og guddommelighed vil ikke være fuldstændig, før mennesket, chefen for Guds værker, fremstiller Ham i Hans fylde. At dette må ske er det mål som Gud har med en menighed i verden.
Fordi kirken ikke har kendt til påskønnet sit kald, betvivler mange oprigtige sjæle Guds karakter, og endog Hans eksistens. Men bemærk igen at de vers som vi begyndte med at se, er resultatet af denne deklaration af Guds navn i Kristi folks liv. Guds navn kundgøres ved at sætte deres lid til Ham, og resultatet står således: ”Se, her er jeg og de børn, Gud gav mig.” Hebræerne 2,13. Det er når Guds bekendende folk kundgør Hans navn, ligesom Kristus gjorde, og som Han nu afventer at gore gennem dem ved Helligånden, så vil verden snart oplyses med Herrens herlighed, (Åbenbaringen 18,1) og de kan se resultatet af deres vidnesbyrd for de sjæle som beredes til at møde deres Gud.
Giv Gud dine øjeblikke, og Han vil sørge for at din dag lykkes.