De foregående studier fra de to første kapitler i Hebræerne, har vist os Jesus i Hans uendelige kraft og herlighed, men ikke desto mindre som Menneske, så at vi kan vide at “Guds kraft og Guds visdom” gives til menneskene. I Hebræerne 2,13-18 får vi den same sandhed som fremlægges til vor trøst. Efter udtalelsen at Kristus ikke skammer sig ved at kalde os brødre, er der tre citater som beviser dette faktum, hvor vi begynder med det andet af disse:—
“Og et andet sted: »Jeg vil sætte min lid til ham.« Og videre: »Se, her er jeg og de børn, Gud gav mig.« Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen, og udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom. Thi det er jo ikke engle, han tager sig af, det er Abrahams slægt, han tager sig af. Derfor måtte han i et og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder. Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.” Hebræerne 2,13-18
•Hvilken udtalelse fra Kristus er allerede blevet citeret, der viser at Han ikke skammer sig ved at kalde syndige mennesker for Sine brødre?
o “Jeg vil kundgøre Dit navn for Mine brødre?”
•Hvad er der ellers at Han bliver én af os i erfaringer?
o ”Jeg vil stole på Ham.”
• Hvordan identificerer Han Sig ellers med os?
o “Se jeg og de børn som Du har givet Ham.”
• På hvilken made har “børnene” del?
o “I kødet og blodet.”
• Med hvilken del har Han taget del?
o“Med samme del.”
•Hvorfor?
o Så Han kan udslette ham, som fik dødens magt.”
• Hvem er han, som fik magt over døden?
o Djævelen.”
• Og hvordan er det so at Han udsletter ham?
o ”Ved døden.”
• Og hvad gør Han derved?
o“Udfrier dem, som. . . var underlagt trældommen for livstid.”
•Hvad holder dem i denne trældom?
o “Frygt for døden.”
•Hvad tog Kristus ikke på Sig Selv?
o “Engles natur.”
• Hvad tog Han på Sig selv?
o “Han påtog sig Abrahams sæd.”
• Hvad udstyrede ham og var nødvendigt for Ham?
o “Derfor måtte han i et og alt blive sine brødre lig.”
• Hvorfor?
o “For at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst.”
•Til at gøre hvilket?
o“Til at sone folkets synder.”
• Hvordan har Han Selv lidt?
o“Han selv er blevet fristet og har lidt.”
• Hvad er han derfor i stand til at gøre?
o “Han kan komme dem til hjælp, som fristes.”
“Kød og blod.”—Hvad betyder udtalelsen at børnene har del i kød og blod? Forbindelsen viser det klart, men vi får også en antydning af det i 1 Korinter 15,50: “Men det siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed.” Kød og blod er fordærvelig; det har at gore med død. Børnene har del i kød og blod, vil sige at de er genstand for død; derfor tog Kristus det sammen, og smagte døden ”for ethvert menneske,” for at Han kan udfri børnene fra død.
“Ham som fik magt over døden.”—Hvem er det? —Djævelen. Hvad er graven da? — Det er Satans fæstning, hans fængselshus. Hvordan kan nogle sige, at døden er en ven? —Da jeg ikke ved det, for Bibelen erklærer at det er en fjende. “Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden.” 1 Korinter 15,26. Det at døden er den sidste fjende, som er slået ihjel, viser at den er den største og stærkeste af alle fjender. Det er en hård og grusom fjende, så meget som at Bibelen ikke kender formørket plads, det sorte begravelsestog, eller hvis dette ikke var til stede, ville ufrivillige tårer have hulket, det skælvende hjerte, og tomrummet som er tilbage var de elskede, som blev revet brutalt bort, bevidner alt sammen at døden er en fjende, uanset hvad folk, vildført af hedningene, med storisk filosofi måtte sige om det. Det er en grusom og bitter fjende, uden et eneste forløsende attraktivt træk.
Døden besejret. — Ved en anledning, da Jesus havde uddrevet en djævelen af en mand, sagde han: “ Eller hvordan kan nogen gå ind i den Stærkes hus og røve hans ejendele, uden at han først binder den Stærke? Så kan han plyndre hans hus.” Matthew 12.29. Den “Stærke” er Satan, men Kristus er “stærkere end han.” Lukas 11,21-23. Han kom for at berøve Satan hans magt, ja, og for at udslette djævelen selv. Formålet med at Krustus kommer er “at opsøge og frelse de fortabte, som Satan har omsnærret og bundet. Men han må først binde den stærke mand. Dette gjorde Han, demonstrerede Han i hele livet. Hvor han kom hen, havde djævelene ingen magt; men denne magt over Satan var Hans retfærdigheds magt. Fordi der ikke var nogen uretfærdighed i Kristus, fordi Satan ikke kunne få indflydelse over Ham i mindste grad, ”var det ikke muligt at Han kunne holdes” af døden, skønt Han led den frivilligt. Apg 2.24. Han gik I graven som sejrherrer og således kom han sejrrigt ud. Han ”udslettede magter og myndigheder,” og ”gjorde det til et åbenlyst skuespil for dem, besejrede dem alle” – med Sit kors. Kolossenserne 2,15. Således blev Satans rustning,s om han stolede på, vendt imod ham selv, og da døden opslugte ham, så skal døden selv blive udryddet.
Udfrielse. —Men for alle reelle formal er døden allerede udryddet for Guds folk; for hvis graven ikke har magt over Kristus, så den ikke har magt til at holde dem tilbage som er i Kristus. Satan er sjælefjenden, og graven er hans fængsel, men Kristus holder nøglerne. ”Jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets nøgler.” Åbenbaringen 1,18. Hvem vil frygte det mørkeste fangehul, når hans dyrebareste ven, som er almægtig, holder nøglerne? Kristus bar den forbandelse, så vi kan modtage velsignelsen. Galaterne 3,13. 14. Således modtog Kristus dødens brod hos Sig selv, så vi kan blive udfriet fra dets fængsel. Endog over døden ”er vi mere end sejrherrer gennem Ham, som elskede os.” Romerne 8,35-37
Synd og død. —“Dødens brod er synd.” 1 Korinter 15,56. Kristus modtog broden, fordi “Han der ikke kendte til synd” fik Gud gjort til synd for os, så vi kan blive Guds retfærdighed i Ham.” 2 Korinter 5,21. Således har den udfrielse Kristus har vundet for “dem der I frygt for døden blev underlagt trældom,” er der udfrielse fra synd. Synd er det eneste som kan skabe dødsangst; udfrielse for synd befrier fra dødsfrygt; befrielse fra synd befrier fra dødsangst. Kristi kraft over døden, og over Ham som har dødens magt, er kun målet af Hans magt til at befri sjælen fra synd. Og denne udfrielse kundgøres for alle. Jesus kom med Helligåndens salvelse forkyndte frihed for fanger. Esajas 61,1. Han råber til enhver fanget sjæl: ”Du er fri fængselsdøren er åben.” Til alle fangerne siger han: ”Gå ud.” Esajas 49,9. Enhver som forbliver i trældom er der fordi Han elsker trældommen mere end friheden, eller også tror han ikke budskabet. Men den herlighed sandhed, som Kristus hverver Sine tjenere til at forkynde, er at Satans grusomme magt er brudt, og alle har deres frihed. Dette er sand religiøs frihed, og det eneste som har ret til navnet; og denne frihed findes ingen andre steder end i Kristus.
“Abrahams afkom.” —Kristus påtag sig ikke engles natur. Hvorfor ikke? Fordi Han ikke havde underlagt englene den kommende verden. Kristi manifestation på denne jord har intet at gøre med engle, fordi de aldrig har gjort krav på det. ”Men Han påtog Sig Abrahams slægt.” ”Nu blev forjættelserne tilsagt Abraham og hans afkom; det hedder ikke: ”dine afkom” ”som om det gjaldt mange, men ”dit afkom”, som når der tales om én, og det er Kristus.”Galaterne 3,16. Derved ser vi udtrykket, “det er Abrahams slægt, han tager sig af” betyder bogstavelig at Han blev Abrahams sæd; som er at Han blev menneske i fuldeste betydning, ligeså meget som mennesket på alle måder ligesom Isak var; for ”Gennem Isak skal en slægt få navn efter dig.”Heri ligger evangeliets trøst.
Den nødvendige konsekvens. — “Derfor måtte han i et og alt blive sine brødre lig.” Ellers vil han ikke være Abrahams afkom ”i et og alt”, uden undtagelse, omgik Han sig med Sine brødre. Han er et med dem. Herren siger: ”Ophøjed en yngling af folket” Sal. 89,20. Og siger også til Moses, “Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre.” 5.Mos 18,18. Den romerske kirke, der følger menneskenaturens tendenser, har gjort en stor afgrund mellem Kristus og mennesket. I stedet for at præsentere Ham som Han er, en af folket, adskiller den ham så langt fra det folk som skal tro at nogen behøves for at bringe deres bønner til Ham, og gøre Ham villig til at frelse dem. Men Bibelen fremstiller ham som en kærlig Ledsager, som er bebyrdet med alle vore svagheder og fristelser, og som derved har sympati med os, men som samtidig har al kraft, så at Han kan vise os hvordan der vindes sejr; nej mere end det, som er vor Frelse.
Hvordan Han led.—“Han led, blev fristet.” Der var ikke noget skuespil med Ham. Han kom ikke kun til jorden for at levendegøre noget. Fristelserne kom ikke til Ham som til nogen der var følelsesløs mod deres tillokkelser og kraft, så de i virkeligheden ikke var fristelser. Nej; Han led. Han blev gjort til synd for os. Han påtog sig Abrahams natur, med al dets svaghed, så at fristelsen for at synde var en virkelig erfaring. Men ”Han syndede ikke,” og således led Han mere. Han har virkelig ” kæmpet mod synden har endnu ikke stået imod indtil blodet.” Synd var ligeså meget en virkelig i Hans kød som det var for Hans brødre, for Han blev ”født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven.” Galaterne 4,4. 5. I Kristus som Menneske er der alt som er almindeligt for “det menneske der er født af en kvinde.” Men Han sejrede. Den syndige menneskenatur som Han påtog Sig, som Han blev til, fik aldrig herredømme. Han har altid været sejrherren, og sejrherrer for vor skyld, så at vi kan sige, “Men Gud ske tak, som altid fører os i sejrstog i Kristus.” 2 Korinter 2,14
Han kan komme til hjælp. —Hvorfor kan Han hjælpe os?—Fordi “Han Selv er blevet fristet.” Ikke kun fordi Han blot sejrede, men fordi han har kæmpet. Hvis der ikke var kampe; hvis Han så at sige var blevet forsikret på forhånd imod synd, så dets angreb på ham og Hans modstand kun var opvisning, - en uægte kamp, - så kunne han ikke hjælpe os, for vore konflikter er virkelighed. Men det at Han sejrede fuldstændigt i alt, sammen med det at Hans fristelser var lige så virkelige som vore, fordi Han blev gjort lig Sine brødre i alle ting, er en evig trøst. Fordi Han vandt sejr, forsikres vor sejr, nej, den er allerede vundet; for vor tro er sejren ”at han overvandt verden.” 1 Johannes 5,4; Johannes 16,33. Han led i vort kød. Han påtog Sig Abrahams afkom, og hvis I er i Kristus, så er I Abrahams afkom, og arvinger ifølge forjættelsen.” Galatians 3,29. Han led i kødet (1 Peter 4,1), i vort kød; når vi således lider fristelser, lider vi sammen med Ham, og hvis vi blot erkender at vi leder sammen med Ham, og kun med Ham, så er vi sikre på sejren, da vi er det som Han overvandt. Romerne 8,17
Hans styrkes kilde. — Det som er: “Jeg vil sætte min lid til Ham.” “Han stolede I Herren, så Han vil udfrie Ham.” Kristus sagde: “Du gjorde Mig til din tillid, da jeg var ved min moders brøst.” Sal. 22,9. Og således: “Mig hjælper den Herre Herren, så jeg ikke beskæmmes.” Esajas 50.7. “Jeg kan ikke gore noget i mig selv.” Johannes 5,30. Intet menneskekald kan være hjælpeløst end dette. Men Han stolede på Gud, og blev ikke lagt til skam. For på hvilken måde stolede han på Herren? — For alt; for visdom og styrke til enhver nødsituation; for Han er “Guds visdom og Guds kraft.” 1 Korinter 1,24. “Sådan som Han er, sådan er vi I denne verden.” 1 Johannes 4,17. Det eneste problem hos er at vi ikke er ligeså villig som Han til at bekende at vi ikke er noget – ”uden styrke”. Enskønt den enbårne Søn som var i herlighed med Faderen før verden var, endog ”fra evighedens dage,” besad Han al magt i Sig selv som Skaber, så ”udtømte han Sig selv” (Fillipperne 2,7.), så da Han var på denne jord var ikke andet end det som Han lod Faderen lægge i Sig. Og det behagede Faderen at al fylden skulle bo i Ham (Kolossenserne 1.19), fordi Han stolede på Ham. Og “du får Ham besjælet med Kristus, giver os den same Ånd i samme mål med Kristi gave (Efeserne 4.7) som styrkes ved Sin Ånd med det indre menneske, så Kristus kan bo i hjertet ved tro, så at vi også kan ”kan fyldes med hele Guds fylde.” Efeserne 3,16-19. Dette er Evangeliets trøst; derfor “Men ham, som over al måde formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår. ham være ære i kirken og i Kristus Jesus gennem alle slægterne i evighedernes evighed! Amen” Efeserne 3,20. 21