“Derfor, hellige brødre, I, som har fået del i en himmelsk kaldelse! se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus, der var tro imod den, som gjorde ham dertil, ligesom også Moses var tro i hele hans hus. Thi han er fremfor Moses agtetværdig til så meget større herlighed, som den, der bygger et hus, nyder større ære end selve huset. Hvert hus bygges jo af en eller anden, men den, der har bygget alt, er Gud. Og vel var Moses tro i hele hans hus, som tjener, så han vidnede om det, der engang skulle forkyndes;. men Kristus er tro som Søn over hans hus. Og hans hus er vi, såfremt vi til det sidste holder urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb, som vi priser os lykkelige over.” Hebræerne 3.1-6
I dette citat får vi to eksempler der fraviger den almindelige oversættelse, og er i stedet gengivet fra den Revised version, eftersom det er mere bogstaveligt, og således klarer. I fjerede vers får vi ”i stedet for ”nogle mennesker”, i Revisionen ”nogen”, som tydeligvis er den rigtige gengivelse. Gud er ikke et menneske, alligevel har Han bygget et hus. Og i vers får vi, som i Revisionen, udeladt ordet ”egen” i den første linje, eftersom det ikke findes i originalen. Som vi skal se, er udtalelsen ikke at Kristus var trofast som en Søn er for Sit eget hus, men at Han ligesom Moses var trofast i Guds hus, som en tjener, ligeså var Kristus trofast i Guds hus som en Søn.
“Derfor.” — Bemærk at der ikke er noget skille mellem kapitlerne to og tre, end der er mellem et og to. Faktisk, er der ikke skille nogen steder, eftersom hele bogen er et enkelt brev, skrevet i et særligt øjemed, og har et eneste stort formal. At begynde at læse kapitel to, uden tanke for det første, vil næsten være ligeså utilfredsstillende, som at begynde en historie lektie med spørgsmålet: “Hvad er det næste?” “Betragt derfor Kristus Jesus,” som summen af det første vers. Hvorfor, og i hvilken grad skal vi betragte Ham? Han har været et menneske, og vi skal betragte Ham som en af brødrene I alle ting, ligesom alle andre brødre, blot at Han var trofast i alle henseender. Uanset hvor højt Kristus er ophøjet, hvor stor Hans kraft og herlighed er, må vi anse Ham i alle grader som adskilt fra os, ikke som ”Mennesket Kristus Jesus,” frarøver vi os selv i den grad Evangeliets trøst.
Kristus sammenlignes med Moses. —Kristus var tro mod Ham, som upegede Ham, ligesom Moses var. Som vil sige, Kristus var ligeså trofast som Moses. Umiddelbart vil man tro at det var mere passende at sammenligne Moses med Kristus, og sige at Moses var ligeså trofast som Kristus; men det vil ikke være sandt, for Moses gjorde mindst en fejltagelse efter at han forlod Ægypten, medens Kristus aldrig begik nogen fejltagelse. Men det er fuldkommen rigtigt at Kristus at Han var ligeså trofast som Moses; og at det samtidig er den højeste fordømmelse af Moses, at nogen kunne få. Folk er tilbøjelige til at forklejne Moses, og tale nedsættende om ham og hans skrifter; men blot i det omfang hvor de viser at de selv ikke kinder Herren. Da Gud forudsagde Kristi arbejde, sagde han til Moses: “Jeg vil oprejse en profet bland deres brødre, ligesom hos jer.” Femte mod 18,18. Og Kristus sagde: “Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skulle I da kunne tro mine ord?” Johannes 5,46. 47. Derfor enhver som forkaster eller taler nedsættende om Moses behandler Kristus må samme måde.
Hvems hus? —Kristus var tro mod Ham som udpegede Ham, ligesom Moses også var tro mod hele Sit hus. I hvems hus? — Det var tydeligvis Hans hus som udpegede Kristus, og vi behøver ikke bruge tid på at vise, at det var Gud. Men vi må have Herrens ord: 3. Mos. 12.5-8: “Føder hun derimod et pigebarn, skal hun være uren i to uger ligesom under sin månedlige urenhed; og derpå skal hun holde sig hjemme i seks og tresindstyve dage, medens hun har sit renselsesblod. Når hendes renselsestid er omme, skal hun, både efter et drengebarn og et pigebarn, bringe et årgammelt lam som brændoffer og en dueunge eller turteldue som syndoffer til præsten ved åbenbaringsteltets indgang; og han skal frembære det for Herrens åsyn og skaffe hende soning, så hun bliver ren efter sit blodtab. Det er loven om en kvinde. der føder, hvad enten det er en dreng eller en pige. Men hvis hun ikke evner at give et lam, skal hun tage to turtelduer eller dueunger, en til brændoffer og en til syndoffer, og præsten skal skaffe hende soning, så hun bliver ren.”
”Da sagde han: »Hør, hvad jeg siger: når der ellers er en profet iblandt eder, giver jeg mig til kende for ham i syner eller taler med ham i drømme. Anderledes er det med min tjener Moses: han er tro i hele mit hus; med ham taler jeg ansigt til ansigt, ikke i syner eller gåder, han skuer Herrens skikkelse; hvor tør I da tage til orde mod min tjener Moses« Når Gud således viser sig for dem, som i disse tage taler let om Moses, og drager dem til regnskab, vil de sige, ligesom Aron: ”Vi har handlet tåbeligt.” Men denne tekst viser klart at det var i Guds hus at Moses var trofast.
Hvad er Guds hus? —Dette spørgsmål kan let besvares. Apostlen Paulus sagde til Timotius at han har skrevet til ham, du “skal vide, hvordan man bør færdes i Guds hus, som jo er den levende Guds kirke” 1 Timotius 3,15. Moses var derfor trofast i Guds menighed, at det er den menighed som Han ”købte med sit eget blod.” Stefanus fyldes også med Helligånden, sagde at Moses var ”som dengang menigheden var i ørkenen, både færdedes sammen med engelen, der talte til ham på bjerget Sinaj.” Apg 7,38
Hvor mange menigheder? — Vi har allerede set at Guds hus er Guds menighed. Men menigheden er Kristi legeme, som vi får det at vide i Efeserne 1,22. 23 og Kolossenserne 1,18. Der er derfor liges så mange huse eller menigheder som der er legemer. I Efeserne 4,1-6 læser vi, “et legeme og en Ånd, ligesom I også blev kaldet til et håb ved jeres kaldelse, en Herre, en tro, én dåb, en Gud, alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle!” Eftersom der kun er et legeme, og legemet er menigheden, må det være at der er kun er en kirke som er Guds hus. Og således må både Moses og Kristus være de samme medarbejdere i samme hus, eller i samme kirke. De tilhører begge den samme menighed.
Bygmesteren. – “Ham som har bygget alt er Gud.” Men ved hvem byggede Han? Han “skabte alle ting ved Jesus Kristus.” Efeserne 3,9. Kristus er “Guds visdom” (1 Korinter 1,24), og i Ordsp 8,29. 30, Kristus siger, i egenskab af Guds vidsom, at da Gud lagde jordens fundamenter, “så blev jeg som en Foregangs bygningsmand ved Ham.” R.V. Således er “dette menneske”—Kristus—“regnet for mere ære værdig end Moses, i betragtning af at Han som har bygget huset, får mere ære end huset.” Kristus byggede huset, og Moses var en del af huset, som vi ser det senere.
Den kristne kirke. —Det er ganske almindeligt at sætte date for den kristne kirke på pinsen, som er næsten lige så korrekt, som om verden blev skabt ved pinse. Vi har allerede set at der var en “kirke i ørknen” på Mose tid, og kirken er Guds Gud, som Moses var tro imod; ellers ville der kun være en kirke, - et Guds hus; - så at både Moses og Kristus var trofaste i samme hus, eller i samme kirke, den ene som tjener, den anden som en Søn. Men den kirke som Kristus er en Søn i, er naturligvis den kristne kirke; og når der kun er en kirke, er det tydeligt at “kirken i ørknen” var den kristne kirke. Moses, som påskønnede Kristi bebrejdelse som højere rigdomme, end Ægyptens skatte (Hebræerne 11,26), var som en Kristus, som nogen på den tid kunne være glade for at være. Det menneske som har en god kristen rapport, ligesom Moses havde, vil på ingen måde miste himmelens rige.
Hvad er kirken? – Ordet “kirke” er fra det græske sammensatte ord ekklesia, som er i det engelske ord “ecclesiastical” gejstlig, der hører til “kirke”. Ordet betyder “kaldes ud.” Kirke består derfor at dem som er kaldt ud, og som kommer ud. Det gamle Israel, blev kaldt ud af Ægypten, som hele Guds folk må komme ud af, for det ord der angår Kristus er, “Ud af Ægypten har jeg kaldt Min søn.” Mattæus 2,15. I det gamle testamente har vi ordet forsamling og det ville han hellere hvis vi brugte i det nye, i stedet for “kirke”, for dem der kommer ud, som følge af kaldet, kommer naturligvis ud til Ham, der kalder dem, således er kon-grega-tion, at flokkes, eller samles sammen. ”Kongregation” kommer af to ord der betegner en forsamling eller kvæghjord; og denne tanke beholdes i Kristi kirke, som er Hans hjord, som Han er Hyrde over. 1 Peter 5,4; Apg 20,28. Alle der hører Hyrdens røst og følger Ham, er Hans hjord, hans kirke. Han blev kaldt ud fra Ægypten, og de som virkelig kom ud af Ægypten, dannede Hans gamle kirke. Hvis vi hører Hans røst, så er vi Hans hus. Men når der kun er et hus, udledes det at alle kristne må have fuldt fællesskab med dem, der tjente Gud på Mose tid.
Vi er Hans hus. – Moses var trofast i Guds hus, som en tjener, men Kristus som en Søn; begge dog i samme hus. ”Og hans hus er vi, såfremt vi til det sidste holder urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb, som vi priser os lykkelige over.” Kristus er den levende sten, og når vi kommer til Ham skal vi også som levende stene, opbygge et åndeligt hus. 1 Peter 2.4, 5. Men den samme Sten, den Åndelige klippe, var i Sinajs ørken, - Klippen som Kristus er bygget på. Det samme hus som Moses tjente i, og som Kristus er sønnen, er det hus vi bliver en del af, hvis vi accepterer og beholder glædens salvelsesolie.
Gud forandrer sig ikke. Jesus Kristus er den samme i går, i dag og for altid. Derfor ændrer Guds krav sig ikke; Hans planer er altid de samme. Menneskers foragter jødernes navn, og forhåner at have nogen forbindelse med de mennesker, Gud har ført ud af Ægypten. Sådan var det i gamle tider. Det var en skam at være knyttet til Israels børn; men det var Kristi skam, og Moses fandt større glæde ved dette, end alle Ægyptens rigdomme; ”for frelsen er jødernes” (Johannes 4,22), eftersom Kristus er jødernes konge, og som disse blev “foragtet og forkastet af mennesker.”
Han er trofast.—“Er vi utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke.” 2 Timotius 2,13. Han er to mod Ham, som udpegede Han. Han var tro som en Søn over Guds hus. Men vi er det hus, og også sønnerne, hvis vi er Kristi ejendom. “Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.” Romerne 8,16. 17. Kristus, refererer til det samme, når Han siger at fortsætter vi i Hans Ord, er vi virkelig Hans disciple, og vi skal kende sandheden, og sandheden skal sætte os frie. Johannes 8,31. 32. At blive sat fri vil siges at antages som sønner; for husbonden bliver ikke i huset for altid; men Sønnen bliver der for altid. Som sønner i Gud hus, skal vi udøve den samme trofasthed som Kristus gjorde, og dette kan vi gore fordi Han giver os Sin egen tro. ”Det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn.” Galaterne 2,20. Kristus bor I hjertet ved tro, udøver Sin egen tro, hvrved Ha holdt Faderesn bud, og forblev i Hans kærlighed, så at det kan siges: “Her er de der holder Guds bud og Jesu tro. Åbenbaringen 14,12. Alene denne tro overvinder verden. “Derfor, som har fået del i en himmelsk kaldelse! se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus der var tro imod den, som gjorde ham dertil,” “som en søn over Sit hus.”