I det tredje kapitel af Hebræerbrevet bemærker vi Kristi trofasthed i Guds hus, “og hans hus er vi, såfremt vi til det sidste holder urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb.“ Hebræerne 3,6. Lad os studere nature af Guds hus nærmere.
Guds hus er en forunderlig bygning – den vokser. Vi siger om en almindelig bygning af mursten, at de vokser fra dag til dag under arbejdsfolknenes hænder, men Guds hus vokser anderledes, den vokser som et træ eller et menneske vokser, fordi den er levende. Se, Kristus er fundamentet, for “andre fundamenter kan intet menneske lægges, som er Jesus Kristus. 1 Korinter 3,11. Men Han er et levende fundament, ”en levende Sten,” med kraft der giver alle liv, som kommer i kontakt med Ham, - så selvom vi er døde, kan vi, når vi kommer til Ham ”I også, som levende stene, bygges op til et åndeligt liv, et helligt præsteskab, der giver åndelige ofre antagelig for Gud gennem Jesus Kristus.” 1 Peter 2,5. Kristus er fundamentet, hoved-faktoren i huset, “I hvem hele bygningen, sættes sammen, vokser til et helligt tempel i Herren, i hvem i også bygges sammen til et bosted for Gud i Ånden.” Efeserne 2,12. 22
Apostlen Paulus taler om den som tager imod Herren Jesus Kristus sin “roden og bygges op i Ham.” Kolossenserne 2,7. Derved ser vi at huset får del i fundamentets natur, de dødes materiale bliver levende, og slår rod og vokser som et træ.
Hvad er formålet med Guds hus? Det er til ”en Guds bolig.” Gud bygger et hus for at Han kan bo i det. Men hvornår vil Han bo i det? Vi Han vente indtil huset er fuldendt før Han tager bolig? – På ingen måder; for det er Hans tilstedeværelse ”gennem Ånden,” som giver liv til dødt materiale, og får det til at vokse, og i Ham, er den fuldendt og fuldkommen til alle tider, (Kolossenserne 2,10), medens den vokser hele tiden. Huset vil vokse ud I al evighed, for hvor der er liv må der være vækst. Nu er det på tide at Gud bor i Sit hus. ”I er Guds tempel, og Guds Ånd bor i jer?” Som Gud har sagt: ”Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: »Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.« 2 Korinter 6,16
Den levende trone
Vi skal nu blot overveje: “Hvad karakteriserer Gud eget virkelige hus?” Der er en del af skriften som giver alt det vi behøver på dette område. Det er det første kapitel i Ezekiel, et kapitel som vi må tænke over, som vi meditere over til gavn for mange en lang dag. Dette kapitel beskriver Guds trone, sådan som et menneskeligt sprog ikke kan gøre, og sådan som Guds trones natur er, sådan må templets natur være, hvor tronen er. Lad os læse kapitel 1: —
“I det tredivte år på den femte dag i den fjerde måned da jeg var blandt de landflygtige ved floden Kebar, skete det, at himmelen åbnede sig, og jeg skuede syner fra Gud. Den femte dag i måneden det var det femte år efter at kong Jojakin var bortført kom Herrens ord til præsten Ezekiel, Buzis søn, i kaldæernes land ved floden Kebar, og Herrens hånd kom over ham der.
Jeg skuede og se, et stormvejr kom fra nord, og en vældig sky fulgte med, omgivet af stråleglans og hvirvlende ild, i hvis midte det glimtede som funklende malm. Midt i ilden var der noget ligesom fire levende væsener, og de så således ud: De havde et menneskes skikkelse; men de havde hver fire ansigter og fire vinger; deres ben var lige og deres fodsåler som en kalvs; de skinnede som funklende kobber, og deres vingeslag var hurtigt; der var menneskehænder under vingerne på alle fire sider. De fire levende væseners ansigter vendte sig ikke, når de gik, men de gik alle lige ud«.
For at deres ansigter ligner, enhver havde et menneskes ansigt; enhver af de fire havde en loves ansigt på den højre side, enhver af de fire havde en okses ansigt på venstre side, og enhver af de fire havde en ørns ansigt. Sådan var deres ansigter. Deres vinger strakte sig opad, den enkelte med to vinger der rørte hinanden, og to vinger der dækkede deres legemer. Og hver enkelt gik fremad, de gik hvor ånden ønskede de skulle gå, og de vendte sig ikke om når de gik.
Idet de lignede levende skabninger, så de ud som brændende ildkul, så som fakler der gik frem og tilbage blandt levende skabninger. Ilden var klar, og uden for ilden lynede det. De levende skabninger løb frem og tilbage, og så ud som lynglimt.
Ansigterne så således ud: De havde alle fire et menneskeansigt fortil, et løveansigt til højre, et okseansigt til venstre og et ørneansigt bagtil; vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to rørte hinanden, og to skjulte deres legemer. De gik alle lige ud; hvor ånden ville have dem hen gik de; de vendte sig ikke, når de gik. Midt imellem de levende væsener var der noget som glødende kul at se til, som blus, der for hid og did imellem dem, og ilden udsendte stråleglans, og lyn for ud derfra. Og væsenerne løb frem og tilbage, som lynglimt at se til Videre skuede jeg, og se, der var et hjul på jorden ved siden af hvert af de fire levende væsener; og hjulene var at se til som funklende krysolit; de så alle fire ens ud, og de var lavet således, at der i hvert hjul var et andet hjul; de kunne derfor gå til alle fire sider; de vendte sig ikke, når de gik. Videre skuede jeg, og se, der var fælge på dem, og fælgene var på dem alle fire rundt om fulde af øjne. Og når de levende væsener gik, gik også hjulene ved siden af, og når væsenerne løftede sig fra jorden, løftede også hjulene sig; hvor ånden ville have dem hen, gik hjulene, og de løftede sig samtidig, thi det levende væsens ånd var i hjulene; når væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også de, og når de løftede sig fra jorden, løftede også hjulene sig samtidig, thi det levende væsens ånd var i hjulene.
Oven over væsenernes hoveder var der noget ligesom en himmelhvælving, funklende som krystal, udspændt oven over deres hoveder; og under hvælvingen var deres vinger udspændt, den ene mod den anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres legemer. Og når de gik, lød vingesuset for mig som mange vandes brus, som den Almægtiges røst; det buldrede som en hær. Det drønede oven over hvælvingen over deres hoveder; men når de stod, sænkede de vingerne.
Men oven over hvælvingen over deres hoveder var der noget som safir at se til, noget ligesom en trone, og på den, ovenover, var der noget ligesom et menneske at se til. Og jeg skuede noget som funklende malm fra det, der så ud som hans hofter, og opefter; og fra det, der så ud som hans hofter, og nedefter skuede jeg noget som ild at se til; og stråleglans omgav ham. Som regnbuen, der viser sig i skyen på en regnvejrsdag, var stråleglansen om ham at se til. Således så Herrens herlighedsåbenbarelse ud.” Ezekiel 1
”Men Herren er Gud i sandhed, han er en levende Gud og en evig konge.” Jeremias 10,10. Intet kan være i Hans nærhed, og ikke leve. Hans trone er en levende trone; midt fra din flyder floden med livets vand, og ved den vokser livets træ. Vi har allerede set at Guds tempel er et levende hus, der består af levende stene, og denne beskrivelse af Guds trone, som bor I huset, er nok til at vise os nature af husets ledelse og kontrol.
Læs hvad der står i det tyvende vers om de levende skabninger, der udgør Guds trone: ”Hvor Ånden gik hen, der tog de hen,” ”for livets Ånd var i hjulene.” (usikker tekst). Gud er ikke begrænset til et sted; Han bevæger sig.
Gud begrænses ikke til et sted; Han bevæger sig. Han “har Sin vej i hvirvelvinden og i stormen, og støvskyerne er støvet fra Hans fødder.” Nahum 1,3. Og hvor han end går hen, tager Hans trone med Ham. Den bevæger sig ved Hans Ånds indflydelse som gennemtrænger den. Gud tænker, og tanken fører straks til handling over for de levende skabninger omkring ham.
Bemærk at de skabninger der udgør Guds trone, er alle forskellige. Ligeså forskellige fra de andre, som man kan forstille sig. Dog er der ingen uenighed. Den ene begynder ikke starter ikke op i den ene retning, og den anden i en anden retning, så der må gå lidt tid for at afgøre hvilken vej de skal gå. På den måde ville det være nødvendigt med selv de bedste instruktioner, hvis de hver i sær har deres eget sindelag. Men Guds sindelag, og kun dette, gennemtrænger enhver, så at alle bevæger sig unisont. Det er organisationens perfektion.
Den nærmeste jordiske tilnærmelse af perfektion hos en samstemmende handling, er en veldisciplineret hær. Se den i bevægelse; de forskellige delinger bevæger sig som et urværk, og alle medlemmerne i alle delinger, bevæger som om de kun var en mand. Hvad er skyld i dette? – Officerens befalingsord. Han tænker det han ønsker de skal gøre, og fører det ud i ord. Straks overføres tanken til alle de mænds sind som er under ham, og det forvandles til handling. Lang eksersits har oplært dem til at deres tankesind er tomt, så vidt det angår deres egne tanker, og er blot maskiner der bevæger sig efter befalingsmandens sind. Han tænker for dem.
Fuldkommen enighed ses i Kristi kirke
Det nærmer sig næsten Guds fuldkomne organisering, som mennesker kan yde, og mennesker har fejlagtigt udformet kirken efter samme forbillede, og en meget god maskine som de ofte har haft held med at lave; men alt I alt var det kun menneskeligt, og ikke Guds kirke. I hæren, såvel som I kirken var det den højest fuldkommenhed for menneskelige ledelse at vi kan danne samstemmighed; men i Guds kirke, Guds hus, har vi enhed. Alle medlemmerne er forskellige, med forskellige enhver og har forskelligt arbejde at gøre, men alle er forenet som legemets forskellige lemmer. Herren er legemets Hoved, - Hans Ånd fylder huset, - sådan som Han mener at kroppens lemmer, husets dele, handler. Hans liv er deres liv der glemmer den sande kirkes historie, aldrig er blevet nedskrevet på jorden. Selvom hele naturen er blevet ødelagt ved menneskers synders forbandelse, så bærer den vidne om Gud, fordi alt som Gud har gjort, er helt underlagt Ham. Mennesker alene er oprørske. Men vidnet må være lige så fuldstændig gennem mennesker, som den er gennem den lavere skabning. ”Når menneskeagenter vælger Guds vilje, og er tilpasset Kristi karakter, handler Jesus gennem deres organer og evner.” (Healthful Living 11) Hvilken forunderlig tilstand af tingene! Hvor ønskværdigt, og hvor salig er den forvisning at dette er en mulighed!
Hvilken kraft vil kirken have når hver enkelt medlem er Guds bolig gennem Ånden. Det vil ikke være mindre end uendelig kraft. Så vil denne bøn hurtigt blive opfyldt: ”Dit rige komme. Din vilje ske på jorden, som den er i himlen.” Den tid vil komme lige så snart at Guds ord, det levende og kraftfulde Ord, betragtes som den højeste og endelige autoritet, og få fri udgang. Da vil huset på jorden, ligesom husholdningen i himlen, ”adlyde Hans bud, og tage sig agt for Hans Ords røst.”