I vore studier er vi nu nået frem til det sjette vers i hebræerbrevets tredje kapitel. Det næste vers begynder med “Derfor,” referer til udtalelsen i vers 6 at vi er Guds hus, at “vi til det sidste holder urokkelig fast ved vor frimodighed og vort håb, som vi priser os lykkelige over.” Trofasthed er en central ting, formeningen “derfor” er at:
”Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud. Men forman hverandre hver dag, så længe det hedder »i dag« for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag. Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste. Da der blev sagt: »I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter som i forbitrelsen, hvem var det da, som hørte hans ord og dog gjorde ham forbitret? Var det ikke alle dem, der var draget ud af Ægypten, førte af Moses? Og hvem var det, han væmmedes ved i fyrretyve år? Var det ikke dem, som syndede, og »hvis døde kroppe faldt i ørkenen«? Og om hvem svor han, at de »ikke skulle gå ind til hans hvile«, undtagen om dem, som havde vist sig ulydige?” Hebræerne 3,12-19
Disse vers danner en direkte forbindelse med det sjette vers, men versene 7-11 har en forklaring i parentes, og disse må vi også have i øje for vort studium: —
Derfor, som Helligånden siger: »I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke eders hjerter som i »forbitrelsen«, på fristelsens dag i ørkenen, hvor eders fædre fristede mig og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger i fyrretyve år. Derfor væmmedes jeg ved denne slægt og sagde: »Altid farer de vild med hjertet; og de ville ikke vide af mine veje. Hebr.3,11. Så svor jeg i min vrede: Sandelig, de skal ikke gå ind til min hvil.« Hebræerne 3.7-11
Nogle få citater fra Teksten, henleder opmærksomheden direkte på hvad der siges, vil hjælpe os til at bedre forstå end sider med kommentarer. Vi begynder for begyndelsens skyld, med det sjette vers, der taler om teksten, i den orden vi har citeret den.
På hvilke betingelser er vi Guds hus?
Hvis vi holder fast i tilliden og glæder os over håbet helt til enden.”
Hvilken formaning er således relevant?
Pas på, brødre, at der ikke er et ondt vantroende hjerte hos jer.”
Hvad fører et ikke-troende hjerte til?
Forlade den levende Gud.”
Hvad er nødvendigt for at få virkelig del i Kristus?
At “vi fastholder vor tillid helt fra begyndelse til afslutning.”
Hvad blev der sagt i imedens?
“Hvis I hører Hans røst nu, så forhærd ikke jeres hjerter, som da I var i ‘forbitrelsen’.”
Hvad refererer Helligånden til under ‘forbitrelsen’?
Fristelsens dag I ørknen.” Vers 8
Hvem blev forbitret da de hørte det?
Alle der kom ud af Ægypten ved Moses.”
Hvor længe forbitrede de Ham?
I fyrre år.
Hvad sagde Gud at de gjorde?
Jeres fædre fristede Mig, provokerede mig, og så Mine gerninger i fyrre år.”
Hvad sagde Han om deres vej?
De begår altid fejl i deres hjerter.
Selvom de så Guds gerninger, men hvad lærte de da ikke?
De har ikke kendt Mine veje.”
Hvad svor han da?
At de ikke skal gå ind til Min hvile.”
Til hvem svor Gud at de ikke skulle gå ind til Hans hvile?
Til dem der ikke troede.”
Hvorfor kunne de ikke gå ind til hvilen?
På grund af vantro.”
Trofasthed er absolut væsentligt.—“Trofast er Gud, ved hvem I blev kaldet til samfund med hans Søn Jesus Kristus, vor Herre.” 1 Korinter 1.9. Trofasthed er reglen for Hans hus, også for menneskers manglende tro påvirker ikke Guds trofasthed. Romerne 3.3, Han er oprigtig sand, selvom alle mennesker er løgnere. Moses, Guds tjener, var trofast i hele Hans hus, og Kristus, Sønnen, var ligeså trofast, Hans trofasthed er identisk med Faderens, for “er vi utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke.” 2 Timotius 2,13. Er vi således ikke en del af Guds hus, medlemmer af Hans familie, må vi ”have fast tillid og glæde os i håbet helt til enden.” “Intet mindre end Jesu tro” (Åbenbaringen 14.12) , skiller Guds husholdning ud. Det er hjemsted for samme tro. Galaterne 6.10
“Hvorfor tage sig i agt?” — “Jer selv skal i ransage, om I er i troen.” 2 Korinter 13,5. Tro er det der forener os med Herren. “Et ondt vantro hjerte” betyder, “at forlade den levende Gud, som er den eneste kilde til husets liv. Huset bygges på den levende Sten; Guds tilstedeværelse giver liv til den trone, som Han disser på, og den sjæle som Han bebor. Forlader man Ham er en sikker død. Pas derfor på, og bevar troen.
“Et ondt vantro hjerte.” — Det er det onde hjerte som ikke tror. Det er den mørke tåge som rejser sig fra syndens lave sump som fordunkler udsynet, og gør det vanskeligt at se sandheden. Det er rigtigt at vantro er den største årsag til synd, men synd I sin type af vantro. Det ikke-troende hjerte er altid ondt, uanset hvor rimeligt det end måtte se ud. Så længe som et menneske elsker synd, så længe vil vantro omtåge hans tankesind; men ligeså snart at hjertet vender sig til Herren, vil sløret tages bort, og sjælen glæder sig i herligheden af Guds sollys. 2 Korinter 3,16-18; 4.2-4
Hvornår skal vi tro? — Der er kun een gang, og det er i dag. “Hvis I hører Hans røst i dag, forhærd ikke jeres hjerter.” “Forman hinanden daglig, så længe det kaldes i dag.” I går er forbi, det eksisterer ikke mere. Der er heller ikke en sådan stund i morgen; den eksisterer ikke, og når mennesker siger ”i morgen”, se så er det i dag. Alle har den tid der er, og det er i dag, Gud har ingen anden tid at give mennesker. ”Han siger jo: »I en nådig stund bønhørte jeg dig, og på en frelsens dag hjalp jeg dig.« Se, nu er det en nåderig stund, se, nu er det frelsens dag!” 2 Korinter 6,2. Hvad er navnet på frelsens dag? — I dag; “nu er det frelsens dag!.” Han som forkaster frelsen i dag, forkaster den for altid. “I dag” kan synes at være en meget lang dag, men natten kommer visselig.
Årsagen til døvhed. —“Hvis I vil høre Hans røst I dag, forhærd ikke jeres hjerter.” Her ser vi effekten af hvad hjertet har på ørerne. Hjertet er bedragerisk over alt, fordi det er syndigt “desperate ondt” (Jeremias 17,9; Mark 7,21-23), og synd er bedragerisk.
Guds gerninger og Hans veje. —Gud siger om Israels børn i ørknen: de ”så Mine gerninger i fyrre år,” men ”de har ikke kendt mine veje.” ”Han lod Moses se sine veje, Israels børn sine gerninger.” Salme 103,7. Bemærk at så længe alle Israels børn så Herrens handlinger og værker, nævnes Moses kun som at kende til Hans veje. Hvorfor? – Fordi Moses både havde åbne øjne og ører. Hans hjerte vendte sig til Herren, og der så han Ham med utilsløret ansigt. Et hårdt hjerte, ”et ondt og vantro hjerte,” gør man blind, såvel som døv. Den eneste grund til at Gud ikke gjorde Sine veje kendt for Israels børn, var at de ikke ville se; for Gud gjorde alt fra sin side. Han viste dem Sine gerninger, og det er den eneste måde en person kan virkelig gøre sig bekendt med. Hvis vi kender til alle menneskenes gerninger, så vil vi kende menneskes gerninger selv. Selvom Israel så Guds “forunderlige gerninger,” “glemte de hurtigt Hans værker,” “og Hans undere, som han havde vist dem” (Salme 78,4-11; 106.13); derfor kendte de ikke Hans veje.
De samme ting åbenbares for os. — Vi har ingen grund til at anklage isrelitterne, for vi er præcis ligeså skyldige som de. Vi har alle set Herrens forunderlige gerninger, og forbliver dog uvidende om Guds veje. “Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk.” Salme 19,1. “Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren. Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu,” eller, mere bogstavelig, “Han har gjort et mindesmærke for Sine forunderlige værker.” Salme 111,4. Hvad dette minde vil sige, vil vi se i vort næste stadium. Men kendsgerning er, at at Guds arbejde er overalt omkring os, og de vil vise Ham for os. ”Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af.” Romans 1.20. Vi har hver dag beskuet Guds gerninger, som klart åbenbarer ”hans usynlige væsen,” endog ”Hans evige kraft og guddommelig og dog har vi ikke kendt til Hans veje. Gud gør daglig så forunderlige mirakler, som at dele det Røde Hav, dog vil folk og stå og se på dette, og diskutere meget højtideligt at miraklernes tid ikke er forbi! Der er visselig brug for ophøjelse, ”Tag jer i agt.”
Kundskab og liv. — Hvad vil det sige at kende Gud?—Det er evigt liv. “Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.” Johannes 17,3. Han som kinder Gud, går ind I det evige liv, har gennemgået døden for livet. Sammenlign 1 Johannes 3,14 og 4,7. Vi må ikke begå den fejl at blande evigt liv med udødelighed. Både liv og udødelighed kommer til lyset ved evangeliet (2 Timotius 1.10), men evigt liv tilstås ikke før “Herrens komme og opstandelse ved sidste basun.” 1 Korinter 15.51-54. Det evige liv skal dog nydes nu, om nogensinde, for vi er kun frelst ved Kristi liv “manifesteret i vort dødelige kød.” 2 Korinter 4,11. Sammenlign med Romerne 5,10. Kun liv, evigt liv, kan besejre død, derfor vil han som besejrer døden og graven, må have evigt liv, som kun gribes ved tro. ”Den som er vis, og vil overholde disse ting,” som er Herres forunderlige gerninger, ”de skal endog forstå Herrens elskelige venlighed.” Salme 107,43. Således vil de glæde sig i håbet, som har det evige liv.
Evig liv og hvile.—Den sande Gud, kundskab til ham er evigt liv, er “den levende Gud og en evig Konge.” Jeremias 10.10. Men “Herren er en evig Gud, den vide jord har han skabt? han trættes og mattes ikke, hans indsigt udgrundes ikke.” Esajas 40,28. Det er fordi Han er den levende Gud. Evigheden karakteriseres af det friske. Evigt liv er evig ung, så at “de, der bier på Herren, de får nye svingfjer som ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.” Esajas 40.31. Evigt liv er hvile, altid hvile, — forblivende hvile, uanset hvad forstyrrer. Det er denne hvile at Gud kaldte det gamle Israel til, men de ikke kunne tilgå, på grund af vantro. Gud svor at de ikke ville gå ind i Hans hvile, ikke fordi Han ikke ville tillade det, men fordi det var umuligt. De forkastede tron, det eneste som giver hvile. ”Så vi ser at de ikke kunne gå ind til den på grund af vantro.” Hvis de troede, ville de kunne gå ind til den. Vi kan også gå indtil den samme hvile, som blev givet dem, og gå ind til den i dag, hvis vi ”hører” den røst der kalder. ”Hvis I i dag hører Hans røst, så forhærdes vore hjerter ikke.” Lyt og din sjæl skal leve, ”og hvile i Herren.”