Før vi begynder på det fjerde kapitel af Hebræerne, så lad os kort se tilbage på det tredje kapitel; for, selvom vi overfladisk har set det, er der det mindste brud i temaet. Det er umuligt at forstå det fjerde kapitel medmindre det tredje kapitel står klart for os.
I begyndelsen af det tredje kapitel får vi fortalt om Guds hus, den regel der er trofasthed. “Gud er trofast,” og Kristus Sønnen var to over for Sit hus, ligesom Moses var to som en tjener. Vi er Guds hus, og med dette holder vi fast i vor tillid, og med dette er vi trofaste til enden.
Hvis vi således er trofaste, vil vi finde hvile i Guds, hus, for det er et hvilested. Da Naomi bad sine to svigerdøtre at gå tilbage til deres eget folk, fordi hun selv var ved at tage tilbage til Judæa, sagde hun: ”Herren give eder, at I må finde ro, hver i sin mands hus!” Ruth 1.9. Gud støtter mange relationer til Sit folk; faktisk er han trofast med alle forhols, så at Han er Far, Bror, Konge og Ægtemand, for Han viser Sig som indgiftet med Israels hus. Således giver han os hvilens velsignelse i Sit hus. Vi bliver medlemmer af Guds husholdning ved tro (for det er en “troens husholdning” (Galaterne 6,10), og tro giver hvile, idet vi lærer af udtalelsen at “de kunne ikke gå ind på grund af vantro.” Hebræerne 3.19
Det gamle Israel så, ligesom folk for den tid, Herrens gerninger, men blev ikke kendt med Hans veje, og derfor gik de ikke ind i hans hvile. Der skal ingen argumenter til for at vise det er umuligt at gå ind til Herrens hvile, selvom man ikke kender til Hans veje; det er selvindlysende. At kende Gud er evigt liv, og der er intet evigt liv uden kendskab til Ham; men evigt er evig hvile, fordi det er en evig ungdom. Det er uomtvisteligt. Liv i lyset og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det. Jo mørkere det er, des klarere ser det sande lys ud. Hvil derfor, Guds hvile, den eneste virkelige og varige hvile, findes kun i Guds liv, er en erfaringsmæssig kundskab til Hans veje.
Hvad karakter hvilen
Hvile må gå efter arbejdet. Faktisk forudsætter arbejde en hvile. Men mere end det: hvile betyder fuldendt arbejde. Ingen kan hvile fra et arbejde, der ikke er gjort færdigt. Det er rigtigt at vi kan ophøre med vore fysiske udfoldelser for en tid, men vi hviler ikke fra arbejdet, før vi har gjort det. Vi kan sige at vi hviler; men hvis vi skal tage vor arbejdsgang igen, som viser at vi ikke hviler fra vort arbejde. Endnu mere: man hviler ikke fra en ufuldendt opgave, heller ikke for en tid, hvor han forlader sit arbejde, for hans sind hviler ikke. Hvis natten kommer, og vi ser at der er en opgave vi må have udført, men som stadig er ufuldendt, er vor hvile utilfredsstillende. Vi beklager fortiden og er bekymret for fremtiden; og selvom vi lægger vore kroppe ned for at sove, så brydes vor hvile. Det er en ubestridelig sandhed at,
“Vi vil arbejde med den iver,
Noget forbliver ugjort,
Noget er ikke blevet færdigt
Venter til solen står op.
“Ved sengekanten, og på trappen
På tærsklen, til porten,
Med sin trussel eller sin bøn,
Venter den som en tigger;
“Venter, og vil ikke gå bort;
Afventer og vil ikke siges imod;
Med gårsdagens bekymringer
Hver dag bliver gjort tungere;
“Indtil byrdens længde virker
Større end det vi har kræfter til,
Tungere som drømmenes vægt,
Presser os overalt
Og vi står fra den ene dag til den anden,
Ligesom tidernes dværge går forbi,
Hvem, som nordiske legender siger:
Himlen hviler på deres skuldre.”
Et fuldkomment arbejde. — Men for at der kan være en virkelig fuldkommen hvile, er noget mere nødvendigt end et lille stykke arbejde der blot skal gores, ordets bogstaveligste forstand, må det gores godt. Dette forstås virkelig i sit udtryk, “opgaven udført,” for intet kan gøres før det er gjort rigtigt. Fuldkommen hvile må følge det fuldkomne arbejde – al arbejdet må gores, og arbejdet gores godt. Når arbejdet gores sådan, så må hvilen følge efter; det ene kan ikke ophøre på nogen made end hvile, og Oh, hvor liflig er en sådan hvile! Hvor uudsigelig en nydelse! Hvad vil ikke gives for en sådan hvile? Og så ikke kun tænke på en dags hvile – eller en times hvile – men for altid! Dette alene vil gøre himlen, selv på denne gamle jord.
Ukendt for denne verden. – En hvile som denne kan verden ikke give, fordi den ikke kender til den. Ingen kan finde den i sit eget arbejde, for ingen menneske kan, som det allerede er set, gøre arbejdet perfekt. “Se, i håndsbredder målte du mine dage ud, mit liv er som intet for dig.” Sal 39,6. “som en tilsølet klædning al vor retfærd.” Esajas 64,5. Om hele verden siges det: “afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste.” Romerne 3,12. “Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det.” Romerne 8,7. Enhver finder beviset hos sig selv for dette. Ingen kan nogen sinde gøre noget der ikke er forbedret, og som han selv ikke ser nogen mulighed for at forbedre. Hvis et menneske opfinder en maskine, bruger han resten af sit liv på at gøre den bedre. Hvis han skiver en bog, vil den ikke være afsluttet før han vi gå i gang med en ny udgave. Hvem har ikke engang sagt: ”Hvis jeg kunne have gjort det om igen” – eller ”Hvis jeg havde et helt liv til at leve om igen.” Hvordan kan et menneskesind finde hvile i sine egne gerninger? Umuligt; for eftersom hans gerninger altid er ufuldkomne og ufuldendte, har han altid noget der kan gøres. Og således slider og kæmper mennesker forgæves, i forsøg på at opnå fuldkommenhed, og derved finde sjælefred. Det er faktisk nyttesløse forsøg, for jo mere han slider og kæmper, des mere træt bliver han. ”Men de gudløse er som det oprørte hav, der ikke kan komme til ro, hvis bølger opskyller mudder og dynd.” Esajas 57.20. Vedholder han at finde hvile i sine egne bestræbelser, vil han arbejde sig selv I graven, bogstavelig træt til døden.
Fuldkommen hvile i Gud. – “Fuldkommen er Guds vej” Sal. 18.31. Han gør alt rigtigt, og det rigtigt første gang. “Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans åsyn.” Præd. 3.14. Gud har aldrig sagt, “Skulle jeg gøre det om igen, ville jeg gøre det bedre.” Hans godhed er uransagelig, og Hans retfærdighed varer altid. Og Han har givet sig selv for os, så vi kan få del i Hans fuldkommenhed. “Hvor stor er dog din godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for menneskebørnenes øjne!” Sal 31.20. Således siger Kristus, der i sin Guds fylde, og hvis navn er “Gud med os,” siger, “Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.” Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.” Mattæus 11,28-30
Hvile i tillid. —I Guds hus er der hvile, og vi er Hans hus og “holder urokkelig fast ved vor frimodighed.” Hebræerne 3.6. En hvile kommer ved tro. Dette er selvklart idet et mennesket ikke kan få hvile i sig selv. Man får kun hvile i sagtmodighed og ydmyghed. Et menneske må anerkende sandheden, især at der ikke bor noget godt i ham, før han vil acceptere den fuldkommenhed Gud giver. “ Thi således sagde den Herre Herren, Israels hellige: Ved omvendelse og stilhed skal i Frelses, i ro og tillid er eders styrke.” Esajas 30.15. ”Men I ville ikke.” Nej; menneskene i disse dage, præcis som det gamle Israel “ De forstår nemlig ikke retfærdigheden fra Gud, men søger at opstille deres egen retfærdighed og har derfor ikke bøjet sig under retfærdigheden fra Gud.” Romerne 10.3. Mennesker som anerkender at de ikke kan gøre deres eget arbejde, såvel som de gerne ville gøre, så de ikke kan udrette så meget som de ville, gøre, føler at de selv kan gøre Guds arbejde. Som om, nogen der er mindre end Gud, kunne gøre Guds arbejde! Som om skabningen kunne gære Skaberens arbejde!