“Og han er blevet så meget mere ophøjet end englene.” - Hvor meget bedre? — Så meget bedre at han får sæde ved Majestætens højre hånd deroppe, et sted som er uendeligt højere end den højeste engel har besat; og dette sted har Han ret til, fordi ” det navn, han har arvet, er over deres.”
“Det navn er over deres.” — Hvad er et navn “over deres”? Det er et navn som fra arv, og må derfor være Faderens navn. Gud Faderen selv taler til Sønnen Gud, og siger, “Din trone, Oh Gud, er for evig og altid.” Han er ligeså fremragende som englene, som Skaberen er over de skabte ting. I Kristus blev himlenes engle skabt (Kolossenserne 1,16), således er det umuligt at nogen engle skulle stå lige med Sønnen i rang og magt. Det sted som han besidder, har ved sin arveret, som Guds enbårne Søn.
“Thi til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: »Du er min Søn, jeg har født dig i dag?« og et andet sted: »Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn?«”
Til dette spørgsmål kan der ku nvære et svar – ingen af dem. Men Gud har sagt det til Sønnen. Han har sagt det til Sønnen, fordi det er Sønnens sandhed. Engle er Guds sønner (Job 38,7), men ikke i den forstand som Kristus er. Han står i forhold til Faderen som den højeste engel ikke kan opnå, fordi de ikke er født til det, som Kristus var.
Vi er også Sønner.—Men “se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn!” “Før verdens grundlæggelse,” Han “har forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ifølge sin egen viljes beslutning.” Efeserne 1,4. 5. To os siger Gud at Han ikke har sagt til nogen engel, men Han har sagt til Kristus, den enbårne Søn: “Jeg vil tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre.” 2 Korinter 6,17. 18.
Der er intet i dette som kan få sjæle til at føle sig stolte eller ophøjede, selvom den udlovede position er det højeste som er i Guds magt at give. Tværtimod, giver det sand ydmyghed, og det højner Guds uendelige kærlighed, og den uendelige kraft som kan tage støvets skabninger, og faldne skabninger ved dette, og få dem til at ”gøre jer skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset.” Det er kun de sagtmodiges arv. Fordi Kristus, endog i himlen, var ydmyg af sind, så Han påtog sig en tjeners skikkelse, så Han allerede har en tjeners karakter; derfor “har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne.” Filipperne 2,5-9. Det er kun i Guds venlighed og ydmyghed, at vi kan blive store. Men alle som ydmygt acceptere Ham, deler Kristus alt Han arver, - Sin karakter, Sine ejendomme, Sin herlighed, Sit navn. Se Romerne 8,17; Åbenbaringen 21,7; Joh. 17,22; Åbenbaringen 3,12
Menneskesønnen ophøjes.—Jesus sidder ved Majestætens højre hånd der oppe – men i hvilken egenskab? - Som Menneskesøn; for ”han først var steget ned til jordens de lave egne? Han, som steg ned, er også den, som steg op højt over alle Himlene, for at fylde alt.” Efesernes 4,9. 10. Alt dette skete for “menneskesønnen.” Mattæus 20,17-19. Det var ikke mere om mennesker forventer at Gud vil give Hans enbårne Søn det sted, som Han fik ret til fra evighed; men her ser vi Menneskesønnen ophøjet til same position, - at Menneskesønnen “som mange blev målløse over ham, så umenneskelig ussel så han ud, han ligned ej menneskenes børn” (Esajas 52,13. 14), så at Hen knapt så ud som et menneske, og sagde i sin fuldstændige ydmygelse: ” jeg er en orm og ikke en mand, til spot for mennesker, folk til spe”. Sal. 22,6. “Denne Jesus har Gud oprejst,” og ved opstandelsen fra døde demonstrerede Han at Han er Guds Søn, såvel som menneskesøn. Romerne 1,4. Ved opstandelsen blev han erklæret for Guds Søn med kraft “ifølge Helligheds ånd med vælde,” fordi han havde Sin hellighed gennem Ånden, at det var umuligt for graven at holde ham. Apg 2,24. Fordi Kristus blev ødelagt, slået og fornedret mere end noget menneske, og viste alligevel ved Hellighedens ånd at være Guds Søn, og ophøjet til Majestætens trone der oppe, er der ikke tvivl om, at de allerlaveste mennesker, kan nå samme position, gennem Ham. ”Han rejser ringe af støvet, af skarnet løfter han fattige for at bænke og give dem ærespladsen.” 1 Samuel 2,8
“Og igen, når Han indfører den førstefødte i verden, som Han siger, og lade Guds engle tilbede Ham.”
Gud gør intet egenmægtigt. Uanset hvad Han gør, står han fast for evig og altid, fordi det har evighedens – navnlig sandhedens – substans. Han gør det ikke, sådan som mennesker gør, sætter personer i en position som er rent kunstnerisk, og kræver at de skal få hyldes, på grund af deres position og omgivelser; men med Gud dannes karakteren i positionen. Han krævede ikke at alle englene skulle tilbede Kristus, fordi han egenmægtigt havde sat Ham over dem, men fordi Kristus var værd at tilbede; og englene så det i ham, som påbød deres tilbedelse. I Kristi dybeste ydmygelse, da Han hang og bar syndens byrde og konflikten med Satan, da han var forslået, blev Hans ansigt dækket med skam og spyt, - også når Han første kongelig autoritet og værdighed med Sig, så de følte, der havde forhånet Ham på grund af Hans udseende, som ville have givet Ham Hyldest, hvis Han var kommet med en konges ydre pomp og staffage. Han var konge i kraft af karakter, og blev tilstået den hyldest en konge fik, også selvom han blev regnet for en fornedret forbryder. I hans ydmygede position fik Han kongelig ære, for at vise os den mest sande og ophøjede position der kan være ydmygelse. Den sandt ædle ophøjer ikke sig selv – det har han ikke brug for. Kun ved storheds fravær kan man prale af navne og titler, og tilrane sig position og hyldest. Jesus demonstrerede sin ret som den højeste over alle, og fik universets beundring og hyldest, ved at besidde den dybeste armod og en karakter-fornedrelse som tvang Guds højeste engle til tilbedelse.
“Og medens han om englene siger: »Sine engle gør han til vinde og sine tjenere til ildslue,« siger han om Sønnen: »Din trone, O Gud! står i evighed fast, og retfærds stav er din kongestav. Du elskede ret og hadede uret, derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie fremfor dine fæller.« Og: »I begyndelsen har du, O Herre, lagt jordens grundvold fast, og himlene er dine hænders værk. De skal forgå, men du består; alle skal de ældes som en klædning, og som en kappe skal du rulle dem sammen, som en klædning skal de skiftes; men du er den samme, og dine år får aldrig ende.« Hebræerne 1,7-13
Gud har ikke ophøjet Sønnen på bekostning af engle. Menneskers stolthed og ærgerrighed overgår sig selv, når man prøver at ophøje sig selv på bekostning af andre. Det er en almindelig fejl hos mennesker at hævde sig over andre, for at man selv kan stå højest. Når vi gør dette, tror vi ikke at vi skal undervurdere andre, for at vor værdi kan ses er meget lille, mindre end dem som vi prøver at nedvurdere. Kun den sande værdi, kan vi se som værd. Kapitlet vi står med, viser Kristi uendelige overhøjhed over for engle, men det ikke på mindste måde engle en lav position. Vi vil dog tale om deres storhed og arbejde i næste artikel. Lad det nu blive noteret hvad Sønnen siger.
Kristus er Gud. — “Din trone, oh Gud, står for evig og altid.” Hvem siger dette? - Gud, Faderen. Hvem siger Han til dette til?—“Til Sønnen.” Faderen taler således til Sønnen som Gud, derved vises det, at Han er al tilbedelse værd. Det er at give Ham den allerhøjeste position i universet, eller snarere, at erkende Han ret til det, den position som Han har ved Majestætens højre hånd.
Guds Ord. — Det er værd at lære en lektie hvordan vi skal læse Skrifterne. Ordene, “Din trone, O Gud, er for evig og altd,” citeres fra Sal. 45,6. Han som læser at salmerne naturligt siger at de er ord, som David taler til Gud. Som er helt rigtige, men ikke hele sandheden. Sandheden, som vi ser fra begyndelsen af Hebræerbrevet, er at ordene er Guds egne ord, der viser os at når vi læser Skrifterne, vil læse dem, ikke som menneskers ord, men de virkelig er, Guds ord. Dette er en illustration på udtalelsen i det første vers: Gud talte ved profeterne.
Et retfærdighedens rige. —“Et retfærdighedens scepter er Dit riges scepter.”Det er et symbol på magt. Det er et emblem på kongelig magt og myndighed. Det at Kristi riges scepter er et retfærdighedens scepter, viser at riget er et retfærdighedens rige. Kristus hersker i retfærdighed. Han vinder ikke ved magt eller styrker, sådan som mennesker forstår dette, med ved Hans sags nedarvede retfærdighed. ”Retfærd og ret er din trones grundvold.” Sal. 89,14. I margin af den gense udgave står der ”establishment” eller “fundament.”Guds trone — Kristi trone — er for evig og altid, fordi det funderes på retfærdighed, — det er retfærdigt. Hvad der end er rigtigt, må stå for altid. Heri har vi en lektie at lære: Vi skal ikke bekymre os om at forsvare os selv og vore sager; alt hvad vi skal gøre er at overlade os selv i Guds hænder, så Han kan udvirke sin retfærdige vilje i os, og vor sag må holde, uanset hvad der siges og gøres for at forkaste den. ”Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig, tid.” 1 Joh. 2,17
“Elsker retfærd – hader uret” .—“Du elskede ret og hadede uret.” Mennesker plejer at bytte om på tingene, og sætte uret først. Og så glemmer de for ofte det første begreb. At elske retfærdighed må gå forud for at hade uret. Når det sker, er der ikke fare for at hadet mod uret udelades; for det første inkluderer det andet. Hvis man virkelig elsker retfærdighed, der i sig selv hader syndighed; ”for hvad har retfærdig til fælles med uretfærdighed? og hvad har lys tilfælles med mørke?” 2 Korinter 6,14. Retfærdighed er lys; uretfærdighed er mørke. Lys har intet fællesskab med mærke, ikke fordi det egenmægtigt udelukker mørket fra fællesskabet, men fordi mørke slet ikke kan være der hvor lyset er. Hvor der er lys, kan mørket ikke være. Folk har en almindelig måde at tale mod uretfærdighed på, for at vise ens had mod det. Det er som om et stearinlys hele tiden lyser op i mørket, for at vise at det ikke har fællesskab med mørket, men når det altid taler imod mørket, for at vise sin afsky mod det, beviser det at det ikke er andet end mørke. Det menneske som på ingen måde viser sin egen godhed, uden ved at tale imod andres onde gerninger, har ikke nok retfærdighed der kan ses. Lyset har intet andet end at skinne; og derved driver det mørket bort, og det er langt meder end dets snak imod det.
Vi er ikke send ud i verden for at jage efter synd, - for at fange det, opspore det på dets arnested, undersøge det, angribe det, eller udsætte det for at blive hadet – og derefter elsket. Hvad skal vi da gøre med synden? – Lad det være; kun elske retfærdigheden; være en tydelig kraft i stedet blot være negativ. Hvis nogen går mod nord, må han nødvendigvis gå bort fra, mod syd. Så at man ikke kan elske og søge retfærdigheden uden at fly fra syndigheden. Et glædens rige.—Gud har salvet Jer med glædens olie over dine fæller.” Hvad betyder salvelse? – adskillelse fra et særligt embede. Præster, profeter konger er indsat i embedet. Kristus er Profet, Præst og Konge, men frem for alt, Konge, Hans magt som Profet og præst kommer fra Hans myndighed som Konge. Men hvilken natur er Hans rige af? Vi har allerede set at det er et retfærdighedens rige; nu ser vi at det er et glædens rige, med salvende olie viser karakteren af riget. Kristus blev salvet med Helligånden. Apg 10,38. Således er Guds rige “retfærdighed, og fred, og glæde i Helligånden.” Romerne 14.17
Borgerne i Kristi rige må derfor være glæde. Det burde de være, men de må være det. Ikke glæde sig i Gud er bevis på at Kristus, ikke er anerkendt som Konge. Han som accepterer Kristus, og Guds retfærdighed, som nødvendigvis kommer i Kristus, kan ellers ikke blive glade i Herren. ” Du elskede ret” – derfor har Gud salvet dig med glædens olie. Glæde følger lige så visselig retfærdighed, som lyset følger den opstående sol.
Men bemærk; vi skal ikke gøre os selv glade. Vi skal ikke tvinge glæden frem; eller simulere den. Hvis glæde ikke er spontan, er det ikke glæde. I verden er glæde ofte opdigtet; det er enten resultatet af forpassede begivenheder, og således momentære, men den skal påtaget at dække over virkelig lykke. Dette er den måde verden giver fred og glæde. Men Kristus giver ikke som verden giver. Hans glæder kan ikke påvirkes af omgivelserne. Jesus Kristus var “en smertens mand og kendte sygdom,” og han sagde at Han disciple skal forfølges i verden: dog var han en glad mand, for Han sagde: ”Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal være i jer, og jeres glæde kan blive fuldkommen.” Joh. 15,11. Og selv når forfølgelserne kommer, siger Han: “Vær ved godt mod.” Joh. 16,33. Glæde som ikke påvirkes af forfølgelser og pinsler, er værd at have. Bland de mange rygter som er spredt imod Kristus, siges det at Han aldrig smilede. Som om en mand med langt ansigt og sorgmodig mine nogensinde kunne tiltrække et barn til sig. Nej; ”for at få den glæde, der ventede Ham” satte Ham i stand til at udholde korset. Hebræerne 12,2. Ham havde Herren for Sit ansigt, i hvis nærvær er der “glædens fylde;” og fordi Han var “glædens fylde” fra Faderens ansigt, kan vor glæde blive fuld i Ham. Guds ansigt er fuld af glæde. Sammenlign Sal. 16; Apg 2,25-28; Joh. 15,11. På grund af Hans salvelse ved Ånden, giver Han os ”glædens olie for sørgeklædning” (Esajas 61,1-3), så at vi ved ham kan blive “bedrøvet i mange slags prøvelser,” alligevel, tro på Ham, kan vi “ fryde jer med en usigelig og forherliget glæde.” 1 Peter 1,5-8
Nye himle og ny jord. — Læs Hebræerne 1,10-12 nøje igen. De siger, hvad vi allerede har lært, at Kristus er skaberen. Faderen Selv bevidner kendsgerningen at Kristus har lagt jordens fundament, og at himlene er Hans hænders værk. Da Han gjorde dem var de naturligvis nye; og de vil altid forblive ny, om synden ikke var kommet ind i verden; for retfærdighed er evig og evighedens karaktertræk er altid ungt. Men på grund af synd er de blevet gamle og nedslidte, ligesom klæder der er brugt længe. Sådan er det med klæder, de skal foldes ud og ændre. Når en klædning er nedslidt, og skal således skiftes, hvad følger efter? – en ny klædning. Hvis den gamle klædning ikke blev erstattet af en ny, ville der ikke være grund til at ændre den. Derfor får vi med ordene “alle slides de op som en klædning; som klæder skifter du dem;” løfte om at ”den nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.” De samme ord som i begyndelsen fik dem til at fremstår af intet, gælder stadig at ”skabe alting nyt.”
Jesus Kristus er den same for altid.—“ Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid.” Hebræerne 13,8. “De skal forgå, men du består; alle skal de ældes som en klædning, og som en kappe skal du rulle dem sammen, som en klædning skal de skiftes; men du er den samme, og dine år får aldrig ende.” Hvilken forsikring! Alt andet om os kan ændre; vi ændrer os selv; men Han er uforanderlig. I vort foranderlige humør, bilder vi os ind at Kristus har forandret sig. Sådan er det ikke; vi har set på os selv, i stedet for på Kristus. Al denne verdens synd og elendighed kommer af at sætte selvet i stedet for Kristus. For en stund glæder vi os over Guds tilgivende kærligehd; men ser bort fra Kristus, falder vi i synd, og så bilder vi os ind at Hans følelser over for os har forandret sig. Umuligt! ”Er vi utro, forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke.” 2 Timotius 2,13. Vi strejser bort I synd, men vi skal ikke fortvivle, for vi kan ikke gå så langt bort, at vi ikke kan finde ham, om vi ønsker dette. Han “er ikke langt fra nogen af os,” og Han er altid den samme. Han elsker ”med evig kærlighed.” Jeremias 31,3. “Herrens miskundhed er ikke til ende, ikke brugt op, Klag.3,23. hans nåde er ny hver morgen, hans trofasthed stor.” Klagesangene 3,22.23. Og “denne Gud er vor Gud for altid.” Fra evighed til evighed er Han Gud, og I alle slægter er Han vort bosted. Sal. 90,1. 2. Himlene kan fordufte som røg, og jorden kan fjernes, dog kan vi være sikre, for den evige Gud er vor tilflugt, og “nedenunder er de evige arme.” 5. Mos. 33,27. “Du er den same, og Dine år sviger ikke.” Han forandrer sig ikke, derfor skal “de der stoler på Herren, være som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes. Jerusalem ligger hegnet af bjerge; og Herren hegner sit folk fra nu og til evig tid.” Sal. 125.1, 2