Lad enhver, før man begynder dette studie, atter læse det første kapitel af Hebræerne, vær forsigtige med alle de udtalelser. Tænk på den uendelige modsætning mellem Kristus og engle, en modsætning som er grænseløs, ikke fordi engle er ubetydelig væsener, overmådelige styrke som de er, er Kristus meget større. Med de sidste ord i tanke, navnlig at alle engle er tjenende ånder, der sendes ud for at tjene for dem, som skal være frelsens arvinger, så lad os begynde det andet kapitel, som er tæt forbundet med det første, ligesom nogen af de førstes vers gør med hinanden.
“Derfor.” —Dem som kun læser Bibelen kapitel for kapitel, stopper altid med læsningen ved afslutningen, uanset om emnet slutter eller ej, og som begynder næste gang med næste kapitel, uden tanke for hvad der er forud, de mister en stor del. Meget som de læste er helt uden mening for dem. Ordet ”derfor” er overgangen mellem det efterfølgende og det der var før. Selvom engle er underdanige under Kristus, er de mægtigere i kraft, endog som vinde og flammende ild, og dog kun Guds tjenere, der venter på at tjene mennesker, bør vi være meget opmærksom på de ting der siges, ikke af engle, men af Kristus.
“Det ord talt ved engle.”—“Det ord, som var talt ved engle, stod fast, og hver overtrædelse og ulydighed fik sin velfortjente straf.” Det som siges her indikerer at “de ord som var talt ved engle”, var en befaling. Enhver overtrædelse udløser en straf. I Apg 7,53 får vi Stefanus anklage imod sine dommere, så ”de modtog loven, formidlet ved engle,” og har ikke holdt. Også i Galaterne 3,19 læser vi at “formidlet ved engle, ved en mellemmands hånd.” eller som revsierede version står der, ”forordnet gennem englene ved en Mellemmands hånd.” Disse tekster viser os at englene havde en vigtig del at gøre med at give loven, men netop hvad de gjorde; får vi ikke noget til at vide det af. Eftersom Herren ikke har fortalt os det, er det ikke nødvendigt, for os at vide; og det er syndigt af os at spekulere. For os er vort nuværende studium tilstrækkeligt, at vide at ordene siges af engle, hvordan de sige og hvornår det siges, var det ligeså nagelfast som Guds eget ord, og enhver overtrædelse hjemsøges med sikker straf. “Gud stadfæster sine tjeneres ord, fuldbyrder sine sendebuds råd.” Esajas 44,26
Dom og frelse. —“Ordet talt ved engle” dømte. Hvis sådanne ord blev stadfæstede, og ikke kunne omgøres, så al overtrædelse altid fik en dom, hvilket håb kan der så være for dem, der forsømmer frelsens ord, som begyndte at tales ved Herren selv? De ord som Kristus siger, er frelsens ord. Hans navn er frelse, Hans liv er frelse, og de ord Han siger er liv (Joh. 6,63), —Hans eget liv. Her er situationen: Menneskene har overtrådt buddet, og har mistet deres liv. De er fortabte. Men her kommer frelsens budskab – ikke kun frelse fra overtrædelsens konsekvenser, men frelse fra overtrædelsen selv, så at ikke er nogen synd tilbage at straffe. Der er fuldstændig frelse. Nu nægter nogle af disse tilsyneladende fortabte menneske at høre dette frelsesord, og afviser al ofre for hjælp, hvilket håb om udvej er der så for dem? – Tydeligvis ingen. De går fortabt før det sikre frelsesløfte blev givet dem, men de forkaster det; hvis de gik tabt tidligere, så vil de visselig gå fortabt nu.
Begynd med Herren. —Denne “store frelse” “blev talt ved Herren fra begyndelsen.” Bemærk ordene, “talt fra begyndelsen.” Kristus afsluttede det værk Han har fået at udrette, og det ord Han talte var fuldkomment, men ikke desto mindre begyndte Han det blot, overlod det til dem som ville høre det og bringe videre. Eftersom ordet kun begyndt at blive talt af Herren, er det tydeligt at de samme ord, med samme kraft, må proklameres af dem som Han har betroet det til. Det er tydeligt ud fra teksten, også om vi læser det i den revisered version, ”er først blevet talt gennem Herren, blev bestyrket os, af dem som hører.” Det ord som blev talt ved dem, der hørte, er det selvsamme frelsesord som Kristus proklamerede.
Hvem kan proklamere Budskabet? — Teksten siger simpelthen det faktum, at dem som har hørt ordet talt ved Kristus, proklamerede det til andre. Men hvem har ret til at proklamere Evangeliets budskab? Nej, hvem er pålagt at proklamere dette? Her er svaret: “Og Ånden og Bruden siger, “Kom!” og ham som hører, lad ham sige “Kom!” Åbenbaringen 22,17. Ordet blev bekræftet for os, af dem der hører det, og når vi hører det skal vi bekræfte det for andre. Alle har ikke de samme talenter, heller ikke den samme indflydelse; men alle som hører skal sige: ”Kom,” enhver på sit sted efter sine evner. I Kristi kirke er der ingen præsteklasse mellem Gud and og folket; men “Mennesket Kristus Jesus,” ypperstepræsten, “Ham der er mellemmand mellem Gud og mennesker” (1.Timotius 2,5), og enhver troende er en præst. Hele organet af sande troende danner et “kongeligt præsteskab” (1 Peter 2,9), med Kristus som Leder. I Kristi kirke er der ikke rang og klasse, — nogle som er højere i position end andre, - ingen er har særlige privilegier for at gøre Evangeliet om Guds nåde kendt, og uddele dets gaver til andre. ”Men hver enkelt af os blev nåden givet, alt efter som Kristus har tilmålt ham sin gave.” Efeserne 4,7. “Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn.” 1 Korinter 12,7. Der er mange forskellige gaver, “men alt dette virker den ene og samme Ånd, som efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave.” vers 11. “Lad ham som hører sige, “Kom!” Sagen er meget enkel: enhver som kender Herren skal sige at Han har set og hørt sammen med Herren.
“Sendebud på Kristi vegne.”—“Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; [eller, der er en ny skabning] det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste; thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os.” 2 Korinter 5,17-19
Bemærk at apostlen taler om dem som er i Kristus, og ikke af en særlig klasse blandt kristne. Gud har forligt os, som betyder at alle troende I Kristus, til Sig selv; og med alle som er forligt med Gud, har han givet forløsningens ord, så at alle sande troende er ”sendebud på Kristi vegne,” gennem hvem Gud opfordrer syndere til det samme, som Han gjorde gennem Kristus, da Han var på jorden. Det samme arbejde som blev overdraget Kristus, blev overdraget Kristi efterfølgere, og den samme Gud som “var i Kristus” til at gøre arbejde, er i Hans efterfølgere. Hvilken forunderlig og alvorlig, og samtidig inspirerende tanke at fattige, svage mennesker sendes ud til verden ”i Kristi sted.” Hvorfor udfylder Kristne ikke den plads som Gud har tiltænkt dem? — Dels fordi de ikke erkender “Guds høje kald i Kristus Jesus,” og dels fordi de ikke vil at Gud udfylder dem, ligesom Han udfyldte Kristus.
“Gud frembærer vidner.” —De som hører, sagde “Kom,” men det var Gud som bekræftede. I den gængse version står der, “Gud frembærer dem vidner, men “dem” er interessant, så at vi får det i Revisionen, “Gud frembærer vidner med dem.” Det er hvad Gud did gjorde med de hellige profeter og apostlene, idet vi læser i Apg 1,16 om det som “som Helligånden forud havde talt gennem Davids mund om Judas;” og i Apg 3,18 om de ting som “Gud tidligere havde vist ved alle Sine profeters mund.” Gud sagde til Ezekiel, “Menneskesøn, gå til Israels hus og tal mine ord til dem!” Ezekiel 3,4. Sådan er det med dem der proklamerede budskabet som de havde hørt fra Herren; talte de kun Herrens ord. Gud vidnede gennem deres mund. Sådan må det være med alle som lytter, og som adlyder formaningen, “Lad ham der hører sige, “Kom!” Det er det samme budskab som Ånden og Bruden giver udtryk for. Gud siger til Sine tjenere, “Jeg har lagt Mine ord i din mund.” Esajas 51,16. “Ham som Gud har sendt, siger Guds ord.” Joh. 3,34. “Taler, nogen, skal han tale som Guds ord; har nogen en tjeneste.” 1 Peter 4,11. Hvis vi faktisk har hørt, og hvis vi er nye skabninger i Kristus, og således vidner der repræsenteer Kristus, er det “som om Gud opfordrede, gennem os.” 2 Korinter 5,20
Vidner med tegn og undere.—De som er i Kristus, sendes i Kristi sted. De same ord siges til os, som de blev til de tolv; for Jesus talte ikke kun til tolv, men til alle der tror på Ham, gennem deres ord, “Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden.” John 17,18. 20. Det siges dog om Jesus at Han var “en mand udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham.’” Apg 2,22. Og salvet med Helligånden og med kraft, “drog han omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham.” Apg 10,38. Når Gud bor i Sit folk, vil den same kraft ledsage dem.
Men lad ingen længes efter en kraft til at udvirke mirakler, for han vil længes forgæves, når han har sådanne ønsker og derved viser at ønsker forfængelighed. Selviskhed og trang til applaus er grundlaget for hans ønske; og fra troldmandens Simons tilfælde (Apg 8.18-23) lærer vi at Helligåndens gave ikke gives disse. Kraften er fra Gud, og Han bruger den kun gennem dem som af ydmygt hjerte erkender at det ikke er noget. Derudover har Gud aldrig lovet at alle Hans folk skal have gaver til at udføre mirakler. 1 korinter 12,8-11. Kristus bevidnede selv at der ikke var opstået nogen større profet end Johannes Døber (Mattæus 11,11), alligevel “gjorde Johannes ingen mirakler.” Joh. 10,41. Ud fra disse ting kan vi dog forvisses om, at Guds Ord er i dem, som har ordets eller Åndens kraft. Når de taler om Guds orakler, endog i deres hverdagsarbejde, vil ordet få samme kraft som den miraklerne udføres ved. ”Se, jeg og de børn, Herren gav mig, er varsler og tegn i Israel fra Hærskares Herre, som bor på Zions bjerg.” Esajas 8,18
“Helligåndens gaver.”—Alle de troende er givet Helligånden. Efeserne 1,13. Men “der er forskellige kraftige virkninger” medens det “den same Gud, som virker alt i alle.” 1 Korinter 12,6. Gud fordeler Helligåndens gaver “efter Hans egen vilje.” “Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn.” 1 Korinter 12,7. Hvem skal det gavne? Ham selv? —Nej, men for at gavne andre; “for ingen af os lever for os selv.” Romerne 14,7. Gud velsigner folk, for at gøre dem til en velsignelse. 1.Mos 12,3. Derfor, “Som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde skal I tjene hverandre, hver med den nådegave, han har fået.” 1 Peter 4,10. Forunderligt kald! At tjene Guds Ånd for mennesker. Dette er blevet lovet, for Kristus sagde: “Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.” Det sagde han om den Ånd.” Joh. 7,38. 39
Ikke engles arbejde. —“For det var ikke engle, han underlagde den kommende verden.” Hvad har dette med sagen at gøre? Rigtig meget, når bemærker det lille ord “for” (”thi”) som viser det som følger efter, beror på det der kommer forud. Gud har betroet mennesker arbejdet med at forkynde evangeliet. Gud selv bærer vidner og beder indstændigt gennem dem. Frelsens ord, som Herren begyndte at forkynde ved mennesker, fortsætter ved mennesker, ikke ved engle. Og hvorfor så ikke til engle? – Fordi “det var ikke engle, han underlagde den kommende verden”. Derved ser vi at “den kommende verden” har en tæt forbindelse med Ordets forkyndelse, og det er hvad alle forventer naturligt; men bemærkelsesværdigt er at Evangeliets forkyndelse er ikke betroet andre end dem som verden er blevet underlagt, og at engle er deres ledsagere og tjenere i dette arbejde. Hvad den kommende verden er, for hvem den er underlagt, og hvordan og hvornår, sammen med dens forbindelse med evangeliets forkyndelse, må vente til studierne længere fremme.