Ved vort sidste stadium, i starten af andet kapitel i hebræerbrevet, lærte vi frelsens ord, “blev jo først forkyndt ved Herren selv,” er blevet overdraget til mennesker. Enhver som hører budskabet har fået til opgave at give det til andre, fortælle hvad han har set og hørt hos Herren. Selvom dette arbejde er betroet menneskene, så er det Guds arbejde, ”den, Gud udsendte, taler Guds ord” og derfor fembærer Gud dem vidner, eller, snarer, Gud frembærer vidner hos dem, “både ved tegn og undere og mange slags kraftige gerninger og ved at tildele mennesker Helligånden efter sin vilje.”
Men hvorfor er dette arbejde betroet menneskene, og ikke til englene, Guds budbringere, som Han har sendt med lynets hast og mægtige vindes kraft? —Skriften i den nærværende lektier giver os svaret: —
“Thi det var ikke engle, han underlagde den kommende verden, som vi taler om. Men der er en, der et sted har vidnet og sagt: »Hvad er et menneske, at du kommer ham i hu? eller en menneskesøn, at du tager dig af ham? Du gjorde ham en kort tid ringere end englene; med herlighed og ære kronede du ham, alt lagde du under hans fødder.« Når han »lagde alt under ham«, undtog han jo intet fra at være ham underlagt. Vel ser vi endnu ikke, at alt er ham underlagt.” Hebræerne 2,5-8
“Denne kommende verden.”—Hvad er “den kommende verden, som vi taler om?” og hvor har dette brevs forfatter talt om dette? —Svaret på det første spørgsmål finde i 2 Peter 3,13: “Men efter hans forjættelse venter vi »nye himle og en ny jord«, hvor retfærdighed bor.” Også her: “Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet.” “Og han, som sad på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt.” “Den, som sejrer, skal arve dette.” Åbenbaringen 21,1. 5. 7. Den kommende verden er den nye jord, og vi har allerede en henvisning til dette i hebræerne 1,10-12, hvor vi læser at himlene og jorden bliver gammel som et klæde gør, og som et gardin skal foldes op og ændres, som vil erstattes af nyt. Således ser vi at “den kommende verden, som vi taler om,” er den nye himmel og nye jord, hvori retfærdighed skal bo.
Hvem skal underlægges?—“Thi det var ikke engle, han underlagde den kommende verden, som vi taler om.” Men har Gud så underlagt verden under nogen?—Hvis ikke, vil englenes specifikation ikke betyder, ligesom dem den ikke er underlagt. Bemærk dog sammenhængen: Apostlen taler om at forkynde Evangeliet, frelsens ord; det talte Herren fra begyndelsen, og er overdraget dem som hørte Ham, hvad det er for mennesker, og for de engle Han ikke har underlagt den kommende verden. Således ser vi det helt nødvendigt at grunden til at evangeliets forkyndelse er overdraget til mennesker, er at verden er komme til mennesker og er blevet underlagt. Men vi skal ikke få lov at drage konklusioner om den sag, for vi har fået at vide, med teksten foran os, netop sådan som det skete.
Da det skete. —“Men der er en, der et sted [mest i den ottende Salme] har vidnet og sagt: »Hvad er et menneske, at du kommer ham i hu? eller en menneskesøn, at du tager dig af ham? Du gjorde ham en kort tid ringere end englene; med herlighed og ære kronede du ham, alt lagde du under hans fødder.« Når han »lagde alt under ham«, undtog han jo intet fra at være ham underlagt. Vel ser vi endnu ikke, at alt er ham underlagt.” Hebræerne 2.6-8. I begyndelsen, hvor Gud gjorde himelen og jorden, da de var helt nye, sagde han: “Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb,der kryber på jorden!” 1.Mos. 1,26. Og Gud gjorde præcis, som vi læser i i vers 23, og også i Sal. 8, som Apostelen citerer fra: “Du gjorde ham lidet ringere end Gud. Med ære og herlighed kroned du ham; du satte ham over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder, småkvæg og okser til hobe, ja, markens vilde dyr, himlens fugle og havets fisk, alt, hvad der farer ad havenes stier.” Hvad var det som underlagde mennesket så fuldstændigt?—Det var “den kommende verden, hvorom vi taler,” som er den nye himle og den nye jorde, jord hvori kun retfærdigheden bor.
Fuldstændig herredømme, Fuldstændig underlæggelse. — Det var ikke for nysgerrighedens skyld, men for at vi må kende Evangeliets kraft, og den kraft som Gud ønsker at alle skal proklamere den ved, at vi skal dvæle over det herredømme som Gud fra begyndelsen gav menneskene. Herredømmet blev givet til ham; som er at han blev konge, og hans kongerige ve himlene og jorden som Gud lige havde gjort. Derudover kronede han det med herlighed og ære. En krone betyder kongedømme, og kronens natur indikerer kongerigets natur; derfor blev mennesket kronet med herlighed. Han blev gjort herlig, og blev sat over et herligt rige.
Fuglene, dyrene og fiskene, ja, hele jorden selv blev underlagt mennesket. Sådan er det ikke nu, men spor af det ses fra tid til anden, og vi ser det særligt i Kristus. Han var alene i ørknen med de vilde dyr (Mark 1.13), alligevel skadede de Ham ikke. Vindene og vandende adlød ham. Mattæus 8,27. Figntræet var også lydig. Mark 11,13. 14. 20. Det uprøvede ungføl bar Ham gennem mængden der råbte og vejede med palmegrene, ligeså fast som de ældste og mest veltrænede dyr kunne have gjort. Markus 11,1-9. Elias befalede, og himlene holdt regnen og duggen tilbage, og himlene gav atter en overflod af regn. 1 Konge 17,1; Jakob 5,17. 18. Gud gav ravnene befaling om Elias, at de skulle give ham føde, og to gange om dagen gav de gudsmenneskets mad, adlød deres ordre lige så trofast som et menneske kunne have gjort. 1 Konge 17,1-6. Gud talte til en stor fisk, og den kom og opslugte Jonas der skulkede, og satte ham atter på tørt land efter Herrens ord. Jonas 1,17; 2,10. Daniel var i løvekulen lige så sikker som i sit eget hus. Daniel 6,16-22. I disse ting ser vi spor af det fuldkomne herredømme som mennesket fik ved begyndelsen.
Mennesket, Guds repræsentant på Jorden. — Nogen kan sige at de ting vi har citeret er tilfælde hvor Herrens kraft og herredømme vises. Netop, men det betyder ikke at det ikke kan bruges til vort emne. “Gud har talt en gang, jeg har hørt dette to gange: den kraft tilhører Gud.” Sal. 62,11. “Der er ingen anden kraft end fra Gud.” Romerne 13,1. Selvom han fik herredømme over Guds hænders værk, er han ikke kun herske ved Guds kraft. Gud er konge over alle; Han er “kongernes Konge.” “Riget er Herrens” (Sal. 22,28), og vor daglige bekendelse skal være, “Dit er riget.” Han trak sig ikke fra denne del af universet da Han gav herredømmet til Adam. Langt fra. Det var Hans mål at herske verden gennem mennesket. “Sandelig, du er en Gud, som er skjult, Israels Gud er en Frelser!” Esajas 45,15. Han er “sagtmodig og ydmyg af hjertet” (Mattæus 11,29), og glæder sig mere over andres velbefindende end over Sit eget. Hvor forunderligt! Tænk på universets Skaber, “kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed,” og deri finde Hans højeste ære. Og det er den sande Gud” for Han er alt som han forventer af os. Således var Gud tilfreds med denne del i Hans rige som viste ved mennesker. Ikke at mennesker på nogen måde tager Guds sted, for det er umuligt, men at Gud skal herske i mennesket.
Ordet blev gjort til kød. —Kristus kom for at “genoprette alle ting.” Det er umuligt for os at erkende “Guds høje kald i Kristus Jesus” medmindre vi tænker over “det første menneske Adam, hvis tilstand var helt bedre, skal vi genoprettes I Kristus, som kom for at “opsøge og frelse det fortabte.” Alt blev til ved Guds ord. “I begyndelsen var ordet, og Ordet var hos Gud, og ordet var Gud.” “Alt blev til ved Ham.” Joh. 1,1-3. “I Ham blev alle ting skabt;” “Han er før alt og I Ham består alle ting.” Kolossenserne 1,16. 17. Alt kommer fra ham og opretholdes ved Hans liv, så at der også kan siges om bjergene at de er blevet “frembragt'” (Sal. 90,2), som er født, som det star i andre og mere bogstavelige oversættelser. Ordet er liv; så da Gud sagde, “Lad jorden frembringe græs,” “blev det således;” ordet blev græs. Og da mennesket blev gjort ved de samme ord, ”blev ordet kød.” Således blev Adam ”Guds søn” (Luk. 3.38), selvom det kun er jorden støv. Gud fyldte ham med Sin ånd, og satte ham over Sine hænders værk, så at al magt blev givet til ham i himlen og jorden; det vil sige, al magt i himlen som særlig angår denne jord. Derved ser vi at han også er hersker over himlens fugle. Men den magt fik mennesket ikke indarvet, for det var kun støv; den magt var Guds ords magt, og et glimt af det blev givet os da Elias styrede regnen. Det er i denne magt og herredømme at Kristus vil frembringe dem der tror på ham; for “riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den højestes helliges folk” Daniel 7,27. For os er Kristus Menneskesønnen al kraft i himlen og på jorden givet, for at Han kan give den til os; men dette kommer ikke med i denne lektie.
“Hvad er et menneske?” —Dette er et spørgsmål som vi ikke må glemme at besvare, og svaret må tages til sinde. “Da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld.” Så at Gud kunne sige til mennesket, ”Af støv er du.” Gud tog støvet, og satte det over Sine hænders værk. Med al Guds herlighed og ære er mennesket kun støv. Hvor forunderlig er Guds kraft! Med en håndfyld støv kan Han styre en verden! Intet under at Han ikke vil foragte “et sønderbrudt, sønderknust hjerte” ringe” (Sal. 51.18), som at et hjerte ikke er andet end støv, - brødebetinget, forpulvret, - og som hele tiden anerkender at det ikke er noget. Gud vil ikke foragte det, for intet er for småt eller ubetydeligt for Ham, og Han kan gøre undere med det. Hans herlighed er at gøre de største ting med de svageste redskaber. Det at Gud skabte mennesket af jordens støv, og dækkede det med ære og herlighed, og satte dem over Hans hænders værk, er den omvendte sjæls glæde og styrke. Ved menneskets skabelse, erfarer vi hvad Gud kan gore med den brødebetyngede sjæl, som er “en ny skabning” i Kristus. Mennesket er intet, men Gud er alt. Enhver som erfarer denne sandhed, har nøglen til universets visdom.
Evangeliet Guds kraft.—Evangeliet er Guds kraft til at frelse enhver der tror. Romerne 1,16. Men Guds evige kraft ses i de ting Han har gjort. Romerne 1,20. I skabelsen ses Guds kraft, og derfor gør Evangeliet, som er Guds kraft til at frelse, en ny skabning, eller “en ny skabelse.” Men ”din frelses Evangelium” er ”sandhedens ord.” Efeserne 1,13. Evangeliets kraft er derfor ordets kraft, men det er ordets magt, som skaber himlene og jorden, og gav mennesket herredømmet over dem. ”Den kommende verden” er den verden Gud gav mennesket herredømme over i begyndelsen. Dette herredømme skal genoprettes fuldstændigt ved Evangeliet. Men den anden herlighed vil overgå den første, for når Satan prøver at forpurre Guds plan, giver det kun Gud anledning til at vise Hans kraft på en mere forunderlig måde. I begyndelsen herskede Gud over verden gennem menneskene, selvom de var støv, var det i en majestætisk form, og fuldkommen i alle detaljer. Satan prøvede at vise Gud ikke kunne gøre noget, og nu vil vise at Han kan gøre det for mennesker der er faldet så lavet at de er tilsmudsede, ødelagte og deformerede, at de knapt nok kan kaldes mennesker. ”Alt, hvad Gud virker, bliver evindelig.”Prædik 3,14. Eftersom Gud gav mennesket herredømme over jorden, har Han ikke trukket gaven tilbage, men har overdraget mennesket Evangeliets arbejde, ved at udøve Sit evige mål, hvorigennem alle ting bliver skabt nyt. Fordi Han ikke har givet engle lov til at underlægge den kommende verden. Mennesker taler om Evangeliets kraft til at omvende sjæle, når de taler om den, har de glemt den magt den har over sjæle, er målet af den magt som Gud har givet menneskene til at forkynde det. Menneskene har fået overdraget arbejdet, men kraften er fra Gud. Derved siger Han: “Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge for at udspænde himmelen og grundfæste jorden og sige til Zion: »Du er mit folk.« Esajas 51,16. Mennesket har fået herredømmet over den nye jord, fra begyndelsen; evangeliet er den magt hvorved alle ting gøres nye; derfor har menneskene fået til opgave at forkynde Evangeliet, og når Gud har givet menneskene dette, fået magt over kommende verden.