Vor sidste lektie var over “den kommende verden,” og dets forhold til at forkynde Evangeliet. Evangeliet er ikke overdraget til engle, fordi Gud ikke har underlagt den kommende verden under dem. Evangeliet er Guds kraft til at frelse, for enhver som tror; Guds kraft ses i de ting Han har gjort, for skabelsen er et mål for Guds kraft; formålet med evangeliet er at genoprette det som var gjort tabt; - og skabe på ny; - derfor er dets kraft den samme, som den skabte verden var ved begyndelsen. Jorden blev givet til menneskene i begyndelsen, og derfor fik menneskene overdraget arbejdet med at genoprette den; men når kraften er at genoprette den, er den samme kraft som mennesket fik over den ved begyndelsen, indbefatter det også at dets kraft er den kommende verdens kraft; for den kommende verden er verden som den var i begyndelsen.
Vi betragtede omfanget af det herredømme som Gud gav mennesket da Han skabte det. Al Guds kraft skal, så vidt det angår denne jord, udøves gennem menneskene. Fuglene, dyrene, fiskene, og hele jorden selv, alt blev underlagt mennesket. Herredømmet var fuldstændigt.
“Når han »lagde alt under ham, undtog han jo intet fra at være ham underlagt. Vel ser vi endnu ikke, at alt er ham underlagt; men ham, som »en kort tid var blevet gjort ringere end englene«, Jesus, ham ser vi, fordi han led døden, »kronet med herlighed og ære«, for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden.” Hebræerne 2,8. 9
Da nogle grækere kom til Fillip, og sagde: “Herre, vi vil se Jesus,” og Filip førte dem hen til Ham, sagde Jesus: “Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt.” Joh. 12,23. 24. Dette er emnet vi har for os i denne lektie, for det viser os med for ord at Jesus giver alt og opnår alt.
Vor opmærksomhed henledes til mennesket i sin oprindelige herlighed og ære, med alle de ting der er under det. Men når vi ser på dets rang, ser vi pludselig at herredømmet er gået tabt.
Det tabte herredømme. — For “vel ser vi endnu ikke, at alt er ham underlagt.” Når vi ser, ser vi mennesket falde, og i stedet for at have en verden under sig, har de det hele på sig. I stedet for at regere verden, regerer verden mennesket. Mennesket synker fra det højeste sted, til det laveste sted. Vi taler nu om menneskene, uanset hvilket lavt sted som nogen kendes for, eller hvor lavt nogen kan være sunket, viser det kun hvor lavt mennesker har faldet. Det er kun en manglende mulighed, eller bedre omstændigheder, udover Guds nåde, der kan holde nogen i verden fra at udøve den samme skammelige ondskab, som ses i de laveste tilfælde. “Alle har syndet, og kommer til kort for Guds herlighed.” Romerne 3,23. Herredømmet var herligt og ærefuldt, for mennesket blev “kronet med herlighed og ære.” Derfor er det tydeligt at se tabet af herlighed, på grund af synd, var det i sig selv tab af herredømme. Fra at være over alt, har mennesket faldet levere end alt andet, for mennesket er faldet lavere end dyrene.
Er ikke under Ham nu. — Den udbredte opfattelse er at mennesket ikke begyndte med noget herredømme, og at de gradvist har fået herredømme, indtil de nu næsten har fået opfyldt løftet til fulde: ”Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.” Men dette er direkte imod Bibelens tydelige lære. Det fuldstændige heredømme var fra begyndelsen, men er nu tabt, og der har aldrig været en tid i verdens historie, hvor menneske har så lidt af sit oprindelige herredømme, som nu. ”Se hvordan umådelige territorier har åbnet sig op for forskere, og hvordan vilde dyr er blevet undersøgt så at folk kan bo der i sikkerhed, siger nogen, som bevis på at mennesket får herredømme. Ok, men det at dyrene er vilde, og at menneskene må bevæbne sig imod dem, og ødelægge dem før de kan bo i landet, viser at de ikke har herredømme. Den konge som altid er nødt til forsvare sig mod dem, han kalder sine borgere, og som kun kan herske dem ved at dræbe dem, har ikke meget at prale af, når det gælder hans autoritet. Også husdyr må bindes, eller holdes i bidsel og tøjle. De er ikke lydige over for menneskers ord, som de er mod Guds regler, som de var fra begyndelsen. De få fantastiske tilfælde med lydige dyr over for mennesker ord, viser kun hvor langt mennesker er fra deres første dominans.
Hvor vi ser Jesus.—Vor opmærksomhed henledes til mennesket i dets første herredømme, kronet med herlighed og ære. Når vi ser, ser vi ham falde, og når vi fortsat betragter det, med vore øjne fæstnede på det sted mennesket faldt, så ”ser vi Jesus.” Hvor ser vi Ham? – Netop der hvor mennesket faldt. Jesus kom ”for at opsøge og frelse det fortabte” (Lukas 19,10), og kun de måde findes en ting som er fortabt, er det at gå hvor det er; den eneste måde at rejse de faldne op på, og som ikke kan hjælpe sig selv, er at gå hen til det sted hvor han faldt. Det er hvad teksten siger os. Hvis vi ser Jesus, må vi gå dertil hvor mennesket faldt. Heri er der en tilskyndelse, en indikation af hvordan vi bør arbejde; men der er også en røst, og trøsten kommer først. Hvor der end er faldne mennesker, der kan vi se Jesus; derfor kan vi se Jesus i os. ”Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte (nemlig det troens ord, som vi prædiker). Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst.” Romerne 10.8, 9. Den kundskab at Kristus bor i os, syndig mennesker, er det eneste som kan få os til at frembære Evangeliets salige forsikring til andre.
Forbandelsen og korset. — På grund af synden kom forbandelsen, og forbandelsen er død. Men eftersom mennesket ikke har liv i sig selv, er det umuligt mennesket i sig selv kan klare forbandelsen, for fik han den, ville man dø, og ikke længere eksistere. Det er ikke muligt for menneskene at udholde døden. Men Kristus har liv i Sig selv (Joh.5,26), og kan lægge Sit liv ned og tage det op igen; og derfor har Han genløst os fra forbandelsen, der er gjort til forbandelse for os; som der står skrevet, forbandet enhver som hænger på et træ. Galaterne 3,13. Forbandelsen bærer Kristus på korset; ikke kun menneskets forbandelse, men ligeså meget jordens forbandelse; for Han bar vore synder med Sin egen krop på træet (1 Peter 2,24), og Han bar også tornene, som jorden blev forbandet ved. Sammenlign Joh. 19,2; 1.Mos. 3,17. 18. Men menneskene lever, og jorden giver frugt, uanset forbandelsen, intet er fuldkomment, alligevel er der liv. Hvorfor? – fordi Kristus bærer forbandelsen, og har båret det fra begyndelsen. Hvis forbandelsen var kommet over mennesket, ikke over Kristus, ville de dø med det samme, og der ville ikke være nogen anden generation. Men Ordet, som blev kød i begyndelsen, fortsatte mennesket da det faldt. Da mennesket gik ned i de laveste dybder, gik Herren med det. Det at mennesket lever, beviser tilstedeværelsen af Kristi liv. Intet i naturen er fuldkomment; dog er der en vækst på trods af forbandelsen, der viser Hans tilstedeværelse, som alene kan bære forbandelsen. Hvor der end er nogen forbandelse, nogen synd, eller nogen effekter af synden, der er Herren Jesus, for han bærer verdens synder. Men det er Kristus korsfæstet, som bærer forbindelsen; derfor finder vi Kristi kors netop der hvor mennesket faldt. ”Vi ser Jesus” – Hvor? – hvor mennesket faldt. Hvordan ser vi Ham? – Korsfæstet, udholde faldne menneskers lidelse. Vi ser Ham lide døden for ethvert menneske. Og hvor vi end ser synd og forbandelse, der ser vi Jesus Kristus korsfæstet, hvis vi åbner vore øjne op. Forbandelsen er over al skabningen; Kristus bærer al forbandelse på korset; derfor er det sandt at ”Kristi kors er præget på alle blade på skovens træer.” Alt forkynder Kristi evangelium. Også ugudelige mennesker, som bruger deres Gudsgivne styrke, til at kæmpe imod Gud, og som fornægter Hans eksistens, og på trods af dem selv er vidner om Hans barmhjertighed og langmodighed.
Kaste byrden på Herren.—Der er saligt håb og mod I den tanke. ”Hvordan kan jeg lægge min synd, på Herren?” Åh, det er allerede gjort; for ”Herren har lagt al vor synd på Sig.” Esajas 53,6. Fordi Kristus “er kommet i kødet”” (1 Joh. 4,3), Han bærer al køds synder. Ikke at Han vil tage dem, men at Han har dem. De er på Ham ligeså hurtigt som de er begået. Vor del er blot at bekende os til Ham,—at bekende Herren Jesus med vor mund, vi bekender Ham korsfæstet i kødet – i vort kød. Derved bærer Han vore synder. Men Han bærer forbandelsen på korset; derfor bekender vi Ham korsfæstet i kødet, når vi bekender Herren Jesus med vor mund, - i vort kød, - og således er vi korsfæstet med Ham. Og når vi blot tror i vort hjerter – og fortsætter med at tro – har den Gud oprejst Ham fra de døde, til at vide at Han bor hos med den genopstandende kraft. Hvilket saligt Evagnelium at tro på frelse, og hvor saligt at få lov at forkynde det for faldne mennesker!
“Lidt lavere end engle.” — Det er sandt at teksten siger at vi ser Jesus kronet med herlighed og ære, men vi må ikke glemme at det var ”på grund af dødens lidelse, at Han blev kronet med herlighed og ære. Så før vi ser ham kronet med herlighed og hære må vi se Ham ”lidt lavere end engle,” som er, som et menneske, for mennesket blev gjort lidt lavere end engle. Det er som ”menneskesønnen” at vi skal se Jesus. Det er det navn hvorved han altid har betegnet sig selv. Kristus har identificeret Sig med menneskeheden, for aldrig at adskilles. Det var som menneskesønnen, at Han blev korsfætet og begravet; det var Menneskesønnen, som vækkede ham fra graven og steg ned til himlen og Menneskesønnen, som nu er ved Faderens højre hånd, hvem Han skal forventes at se ham komme i himlens skyer.
“For ethvert menneske.” —Ved Guds nåde smagte Jesus døden for ethvert menneske. Det var ikke nødvendigt at han kom til jorden for sin egen skyld. Han døde ikke for vore egne synder, - for han “kendte ikke til synd” (2 Korinter 5.21), — men for andres synder. Hvad enten han led for alle mennesker, og hvad han har vundet for enhver, eller, mere nøjagtigt – for hver enkelt. Kristi offer har at gøre med den enkelte, ligesom Kristendommen er en personlig sag. “Gud elskede således verden,” er rigtigt, men Han elskede dem som enkeltpersoner, fordi han gav Sin Søn så enhver der tror på Ham skal frelses.
“Kronet med herlighed og ære.” — Bemærk antydningen. Da Gud gjorde mennesket, kronede Han det med ære og herlighed, og satte det over Sine hænders værker. Som det allerede kan ses, var herligheden og herredømmet uadskilleligt. Husk at det var mennesket – menneskeheden – som således var den kronede konge over det Gud havde gjort. Men de mistede herligheden og herredømme. Er alt således tabt for altid? – Nej på ingen måder. Nu ser vi at Jesus ikke står så langt væk, ikke står der hvor mennesket var, og ser ikke ned på det sted hvor mennesket faldt, og ikke giver ham råd om hvordan man kan rejse sig, - men vi ser Jesus lige derned hvor mennesket faldt, bære sin synd med sig. Og det er som Menneskesønnen, at vi ser Ham kornet med herlighed og ære. Satan påtænkte at kuldkaste Guds værk. Han ville demonstrere at Gud ikke kunne herske over Sit herredømme gennem mennesket, også selvom mennesket var fri for syndens besmittelse og forbandelse; men Satans voldsomme angreb gav Gud blot en anledning til at vise Sin magt er endnu store mål, I det som han nu tager mennesket I den lavest mulige position, og ophøjer det til ære og herlighed.
Så højt ophøjet. — Fordi Jesus “tømte Sig selv, påtog sig en tjeners skikkelse,” og blev lydig til døden, endog “korsets død;” derfor “ ophøjede Gud Ham højt, og gav Ham navnet over alle navne.” Filipperne 2,7-9, R.V. Ja, da Gud oprejste Ham fra døden, “satte ham ved sin højre hånd i den himmelske verden, højt over alle magter og myndigheder og kræfter og herskere og hvert navn, der nævnes kan, ikke blot i denne verden, men også i den kommende.” Efeserne 1,20. 21. Tænk på den højeste kraft, ikke kun i denne verden, men også i den kommende, og som menneskesønnen er Jesus langt over dem alle. Bemærk at Gud “har lagt alt under Hans fødder.” Effeserne 1,22. Således har Menneskesønnen alt som Adam havde. Den anden Adam har al herredømmet som den første Adam havde. Men da synden bredte sig ud, bredte Guds nåde sig mere ud, og Satans angreb påkrævede en større manifestation af Guds kærlighed og kraft, så den anden Adam, begyndte at kæmpe fra et lavere plan end den første Adam stod på, har vundet et meget højere sted. Kristus, menneskesønnen, har det højeste sted i universet, næst efter Gud Faderen. Se 1 Korinter 15,27. 28
Og også vi. —Da Kristus blev oprejst fra de døde, blev han oprejst til Guds højre hånd i de himmelske steder, ”langt over alle myndigheder, magter, magt og herredømme,” ”ikke kun i denne verden, men også i den kommende verden.” “Og jer har han levendegjort”. Effeserne 2,1. For hvis vi ser “begravet med Ham i dåben,” er vi også “oprejst med Ham gennem tro i Guds virke, som oprejst Ham fra døde.” Kolossenserne 2.13. “Så mange af dem som blev døbt til Jesus Kristus blev døbt ind i Hans død.” Romerne 6,3. Når vi er oprejst sammen med Ham, skal vi dele kraften og herligheden I Hans opstandelse. Således læser vi at Gud har levendegjort os, sammen med Kristus, ”han har opvakt os med ham og givet os plads med Jesus Kristus i den himmelske verden.” Efeserne 2,5. 6. Det er, som vi ser Kristus i kødet, der lider vor forbandelse, sådan ser vi Ham kronet med herlighed, og os selv med Ham, ser vi ham når vi er besjælet. For Kristus sagde til Sine disciple: “Den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem.” Joh. 17,22. Ligesom Kristus sættes over den kommende verden, har vi i Ham underlagt os den kommende verden. Hvor meget mere så ikke denne nuværende verden. At være en kristen er, selvom man er den ringeste og mest ubetydelige person i verden, at have en højere position end nogen jordisk konge. Uanset hvor ydmyg og foragtet, så er den sande kristne oprejst i Kristus ”langt over myndigheder, magter og mag og herredømme.” Jordiske herskere kan ikke føje noget til denne, de kan ikke rådslå sig til noget for ham, for de har intet han behøver og derfor kan han ikke anmode dem om noget. Derimod har han sendt dem et budskab, og kan give dem de rigdomme som verden ikke kender til, endog ”Kristi uransagelige rigdomme.”