Lad os se lidt tilbage på det som vi allerede har været igennem. I det første kapitel lærer vi at Gud taler til os ved Sin Søn, som er alle tings arving, ved hvem alt blev skabt, og som, fordi Han er genskinnet fra Faderens herlighed og Hans virkelige billede, og bærer alt på Sit eget liv, har gjort forsoning for synder, og er sat ved Majestætens højre hånd i himlene, har ”et navn som er over alle navne.” Han er bedre end engle, fordi han ikke er skabt, Skaberens enbårne Søn. Om ham, og ikke om englene, er der sagt: “Sid på Min højre hånd, indtil jeg gør Dine fjender til min fodskammel.” Ikke desto mindre er engle ikke ubetydelige væsener, eftersom de har vindenes hastighed og styrke, og lynets blink og klarhed. Disse herlige væsener er tilfreds med at tjene dødelige mennesker, som er frelsens arvinger, eftersom det er Mesterens vilje.
Men selvom engle overgår i styrke, har de ikke fået betroet arbejdet at forkynde frelsens ord. Og da de først begyndte at blive talt af Herren, og ved Ham, er det blevet betroet at lytte. Grunden til at Evangeliet ikke blev betroet engle, at ” det var ikke engle, han underlagde den kommende verden, som vi taler om,” er de nye himle og den nye jord, hvori retfærdighed bor, og er identisk med den verden der var i begyndelsen, da mennesket blev gjort til konge over det, og alt hvad det indbefatter. ”At alt, hvad Gud virker, bliver evindelig” (Præd. 3,14), og derfor blev jorden engang betroet til menneskene, altid forblive hans. Derfor er det at mennesket har fået til opgave at forkynde Evangeliet, ved kraften fra ”det første herredømme” genoprettet. Himlene er Herrens himle; men jorden har Han givet til menneskebørnene.” Sal. 115.16
“Men nu ser vi at alt dog ikke er lagt under ham. Men vi ser, Jesus, som var gjort lidt lavere end englene, for dødens lidelser kronet med herlighed og ære, så Han ved Guds nåde skal smage døden for ethvert menneske. Det var ikke denne ”nuværende onde verden,” der er fordærvet af den forbandelse Gud gav mennesket.” Nej; fra dette er vi udfriet ved Kristus, som gav Sig selv i denne hensigt. Galaterne 1,4. Denne verden går bort, men “den kommende verden” er menneskets evige besiddelse, og retten til at fortjene Kristi liv og død og opstandelse. Eftersom verden i begyndelsen blev givet til menneskene, således har Kristus fået autoritet til at udøve dom, ”fordi Han er Menneskesønnen.” Joh. 5,27. Hvem har ret til at dømme, hvis det ikke er Kongen? Og denne ret har Kristus opnået for alle mennesker, eftersom Han “smagte døden ved Guds nåde” “for alle mennesker.” Alle som accepterer Kristus er oprejst til at sidde med Ham, og lave til konger og præster. ”Han rejser ringe af støvet, af skarnet løfter han fattige for at bænke og give dem ærespladsen.” 1 Samuel 2,8
“For ethvert menneske” — Denne ret har Kristus købt til alle mennesker. For at bevise at fattige ikke lukkes ude, men at de mest miserable og foragtede får herredømme over den kommende verden de får, hvis de vil tage imod dette, blev Kristus, som menneskets repræsentant, som er ved Majestætens højre hånd som Forløber, så lev Kristus det ringeste menneske der nogensinde har levet på jorden. Han fødsel var den mest ydmyge; og Hans død den mest forsmædelige, og i hele Hans liv havde han kun de ejendomme som var de klæder Han bar. Han havde ikke noget at lægge Sit hoved, og fik han ikke noget ly af en venlig ven, var kun bjerget Hans seng. Ved at tage denne lave position, indikerede Kristus at Han vandt sejre for alle mennesker. ”Alle mennesker” – enhver sjæl – har retten, ved Kristus, at kalde Gud for ”min Fader.”
”Thi når han, for hvis skyld alt er til, og ved hvem alt er blevet til, ville føre mange sønner til herlighed, sømmede det sig for ham at føre, deres frelses banebryder til fuldendelse gennem lidelser Thi både den, som helliger, og de, som helliges, har alle samme Fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre.” Hebræerne 2,10-12
Bringe Sønnerne til herlighed. —I begyndelsen var Adam “Guds søn.” Lukas 3,38. For disse blev han “kronet med herlighed og ære.” Men “alle har syndet, og mange herligheden fra Gud.” Romerne 3,23. Det er grunden til at vi ikke nu kan se ”alt der er underlagt mennesket.” Herlighedens rige er sådan fordi det er et retfærdigehdens rige. Men Gud i Kristus ”fører mange sjæle til ære,” så er, herredømmet over kommende verden. Det at han giver dem herligheden, viser at de mangler den. Men herlighed og retfærdighed er uadskillelige, er den virkelig ene og samme ting, som vi så fra Romerne 3,23, hvor tabet af retfærdigheden er tabet af herlighed. Gud fører mange sønner til retfærdighed.” Tænk blot! Han bringer herlighedens sønner til retfærdighed! Så anerkender han fattige, syndige og vanærede udskud som Hans sønner, hvem Han længes så elskelig at sætte over alle hans goder. Ja, den bekymrede fader for den fortabte undlod ikke et eneste øjeblik at tænke på ham som hans søn.
“Til fuldendelse gennem lidelser”—Hvad betyder dette udtryk? Hvad manglede Kristus, som Han behøvede for at gøres fuldkommen? – Intet; for Hans karakter var fuldkommen fra begyndelsen. Han er ikke kun, men ”var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet”. ”Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham.” Det enkle citat af nogle få tekster vil være nok til at vise os hvad der gøres fuldkomment. Når nogen fortalte Jesus at Herodes prøvede at slå Ham ihjel, svarede han: ”Gå hen og sig til denne ræv: Se, jeg uddriver onde ånder og helbreder syge i dag og i morgen, og på den tredje dag er jeg ved målet.” Luk. 13,32. “Selvom Han var en Søn, lærte Han lydighed ved de ting som han led; og ikke gøres fuldkommen, Han blev den evige frelses ophavsmand for alle der adlød Ham.” Hebræerne 5,5-9. Sammenlign med Apg 2,32. 33. Apostlen Paulus sagde at hans eneste ønske er at blive forligt med Kristi død; ”Om jeg dog måtte nå frem til opstandelsen fra de døde. Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen.” Filipperne 3,10-12. Og om de trofaste patriarker og profeter, som døde i troen, ude at have fået de den udlovede arv, men som venter på opstandelsen, da den kom for dem (1 Peter 1,3-5), siger han at Gud har tilvejebragt en bedre ting for os, “at de uden os skal gøres fuldkomne.” Hebræerne 11,39. 40. De døde i troen, med en karakter så fuldkommen som den kan være, for de er fuldstændig i Kristus; men i et evangelium der indbefatter “kroppens genløsning,” er det tydeligt at der kun er fuldkommenhed i opstandelsen, og i skiftet fra det forgængelige til det uforgængelige. Det var passende at Gud gør Mennesket Kristus Jesus, som er frelsens Ophavsmand, fuldkommen gennem lidelser, fordi mennesket allerede er i en lidende tilstand, og bør ikke komme under nogen ære end gennem de lidelser som han blev sat til.
“Har alle den samme” —“Thi både den, som helliger, og de, som helliges, har alle samme Fader.” Dette er forunderlige ord, hvori vi er forvisset I Kristi enhed med menneskeslægten. Heri får vi forvisning for Hans forståelse. Han er én med os, bundet til os med bånd der aldrig kan brydes. Han er Menneskesøn, og som sådan kender han enhver svaghed, alle tendenser til synd, al fristelse, enhver smerte, og alle sorger der fortrykker menneskevæsener, så en verden med trøst i udtalelsen at vi ”har alle den samme”, at vi får præcis de samme rettigheder til at kalde Gud for vor Fader som Kristus har ret til.
“Hans brødre”—Fordi alle er ét, skammer Jesus sig ikke ved at kalde dem brødre. Hvem er det som Han ikke skammer sig ved at kalde brødre? – er det den rige, den lærte og den retfærdige? – Åh, der vil ikke være nogen kraft i udtalelsen hvis det blot var det. Hvad for man ud af at ikke være flov over et folk, hvor der ikke er noget at være flov over? Hvem er de, som Jesu ikke skammer sig over at kalde for Sine brødre? – De er dem som Han erklærer Herrens navn; som bevis på at han ikke skammer sig over at kalde dem brødre, er kendsgerningen at Han siger: ”Jeg vil erklære Dit navn for Mine brødre.” Nu er kun dem, som behøver at få Guds navn erklæret for sig, er dem som ikke kender det – som inkluderer enhver person i alle lande, som ikke kender Herren som sin Frelser. Det betyder at frelsens ord kommer frem for alle menneskene. Jesus ser i himlen, ned på faldne, syndige mennesker, der vakler fra vejen som fortabte får, ”uden håb, og uden Gud i verden,” og siger til Faderen: ”Jeg vil erklære Dit navn for Mine brødre.” Ligesom Adam var Guds Søn, ligeså er hans efterkommere, selvom de er faldet. Sådan som Adam var Guds søn, sådan er alle hans efterkommere, selvom de har faldet. De har mistet deres fødselsret, og deres ret til navnet, så at de i må fødes på ny for at virkelig blive hans sønner; men Han skammer sig ikke desto mindre over at kalde dem brødre. Her er håbet for hele menneskeheden. Og her er der en lektie til os. Hvis Kristus ikke skammer sig ved at kalde fattige, syndige og forskudte for Sine brødre, hvad er vi da så ikke blevet til? Hvem er vi, at vi holder os borte fra dem? Nej, eftersom Han ikke skammer sig over at kalde os for brødre, hvordan tør vi da skamme os over at anerkende vort slægtskab med hele den faldne menneskehed, og indrømme deres krav på os? Måske når vi har lært den fulde betydning af ordene, ”derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre,” skal vi erfare evangeliets fulde kraft i vort arbejde for at frelse menneskene. Nej, der er intet ”måske;” det er sikkert. For bemærk forbindelsen, at Han ikke skammer sig ved at kalde dem brødre; viser Han Sin enhed med dem i deres yderste hjælpeløshed, ved at sige, ”jeg vil sætte Min lid til Ham;” og så følger ordene: ”Se, jeg og de børn som Du har givet mig.” Succesen fra Kristi eget arbejde må følge deres arbejde som med Kristus erkender degraderede syndere som deres brødre, og som arbejder for dem, med den samme kærlighed som fylder Hans hjerte.