I vort studie af hebræerbrevet lærer vi meget om ”den kommende verden.” ”Det var ikke engle, han underlagde den kommende verden”, men Han har underlagt den mennesket; for den kommende verden er de nye himle og den nye jorde hvor Gud har underlagt mennesket fra begyndelsen, hvor alt er meget godt.
Alt dette har vi gentaget flere gange i vore studier, men vi kan aldrig udhule den sandhed der i det. Jorden som var ny og ubesmittet af synd, da Gud gav det til menneskene. Ved menneskenes ulydighed mistede han herredømmet. Således ”blev verden som var dengang, oversvømmet af vand og gik til.” ”Men himlene og jorden som, som nu bevares ved de samme ord, er til ild indtil dommens dag og ugudelige mænds fortabelse.” ”ikke desto mindre ser vi, ifølge Hans løfte, de nye himle og en ny jord, hvori retfærdighed bor.” 2 Peter 3,6. 7. 13. Dette er det ”bedre land, som er et himmelsk,” som patriarkerne ser hen til. Hebræerne 11,16. Fordi de ser hen til det bedre land, bekender at de var ”fremmede og pilgrimme på jorden” (Hebræerne 11,13), skammede Gud sig ikke ved at kaldes deres Gud. Alle som således er “Guds børn ved troen i Kristus Jesus” (Galaterne 3,26) og således Abrahams børn, og deres arvinger med Ham (Galaterne 3,7. 29), har deres borgerskab i himlen (Filipperne 3,20.), hvor Gud har beredt en stad for dem.
“Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse.” Galaterne 3,29. Dem som tilhører Kristus er kristne. Al virkelig kristene er således Abrahams sæd, og sammen med ham er denne jords fremmede og pilgrimme, med deres borgerskab i himlen. Hvad har de at gore med “denne nuværende onde verden;” hvad er deres forhold til den? – de er fremmede og udlændinge i den, og skal udfris fra den. Galaterne 1,4. Deres eneste opgave her er at holde sig selv “uplettet fra verden” (Jakob 1,27), og frelse så mange folk fra den som de overhovedet kan.
Hvad med den fremherskende idé om at kristne brude selv have travlt med at regere over denne jord, og at denne verdens regering tilhører dem frem for alle andre? Hvad erfarer vi om den fremherskende tanke at menigheden bør interesserer sig selv for politik, og få en styrrende indflydelse over statens anliggender? Den fuldstændige vildfarelse i disse tanker kommer frem, når det er den kommende verden, og ikke denne verden, som Gud har givet Sit folk. I stedet for at være dem der hersker denne verden, bør de kristne være dem der holder deres hænder borte, frem for alle andre. De er fremmede og udlændige i denne verden, og har ingen ret til at blande sig i dets anliggende, eller prøve at kontrollere, ligesom en franskmand ikke har det i Tyskland, eller en tysker har det i England.
Denne verden hører til verdslige mennesker. ”Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig, tid.” 1 Joh. 2,17. Han som gør Guds vilje forbliver for altid, fordi han ikke er af denne verden, ligesom Kristus ikke er af denne verden; men de som kæder deres liv til denne verden må nødvendigvis då bort fra den.
Satan er denne verdens gud, og de som besidder den og hersker over den, må hylde ham. Han gav denne verdens riger på den betingelse, men Frelseren vragede ofret. Mattæus 4,5-10. Således må enhver gøre, som vil følge Kristus.
Når kristendomsbekendere er fulde helt ivrige for denne verdens ting, og prøve at få et fremtrædende sted i dets sager, viser de at de ikke kender håbet i deres kald, ej heller herlighedens rigdomme i arven. Efeserne 1,18. 19. Hvordan kan de faktisk overbevise verden om noget bedre for menneskeheden, når de ikke søger efter noget andet end hvad resten af menneskeheden søger efter? Hvis de er helt optaget i denne verden, hvordan kan de så forvente at folk tror på dem, når de taler overgår rigdommene i den kommende verden. Vil et menneske som har diamanter på sig, fylde sine lommer med mudder, som betalingsmiddel? Vil et menneske som er fyrste, og som har et rige og et palads, og rigdomme som ikke kan tælles, slås med en tigger, for at have en brødskorpe, eller skændes med en skraldemand for pjalterne i randestenen?
Denne verden er kun et ventested. Vi forventer at Herren kommer med den evige arv, og vi ved ikke hvilken time Han kommer. Vi har rimeligvis ikke tid til at tage ophold her, meget mindre end søge embede; og spørgsmålet om hvem der skal tage embederne, har ikke den mindste interesse for os, eftersom vi skal kun skal være der en nat, og ”morgenstjernen kommer.” Men en mand der rejser med nattoget gennem Frankrig, på vej fra London til Genova, vil ikke tænke om han har tid til at gå ind i fransk politik. Sådan er det også med kristne i denne verden.
For kristne angår den kommende verden. Frelsens ord, som Gud lægger i sine børns mund, er ordet som fornyer himlene og jorde, såvel som alle folk der tager imod det. Evangeliets kraft er den kommende verdens kraft. Men hvis kristnes interesse splittes mellem denne verden og den kommende verden, forklejnes deres kraft i et omfang som denne verden går i stedet for den kommende verden; og derved giver den basunen en svag og usikker lyd. Lad os forlade denne verdens anliggender til dem som lukker deres ører og øjne for noget bedre, medens vi arbejder med den kommende verdens kraft for at frelse så mange det er muligt, fra fordærv.