Den bedste uddannelse og dens formål.

(231)  (231) Den bedste uddannelse man kan give børn og unge er den tættest mulige tilknytning til fremtiden, nemlig det udødelige liv. Denne slags uddannelse burde gives af gudfrygtige forældre, af helligede lærere og af menigheden med det formål, at ungdommen til sin tid kan blive nidkære missionærer enten hjemme eller på fremmede missionsmarker. De skal undervises alvorligt i Bibelens sandheder, for at de kan blive støtter i menigheden, forkæmpere for sandheden, rodfæstede og grundfæstede i troen. De skal vide, hvad de tror på og have en sådan erfaring i de guddommelige ting, at de aldrig vil forråde hellige, betroede hverv. ret

(231)  Ungdommen bør undervises ved forskrift og eksempel på, at de er befuldmægtigede for Gud, barmhjertighedens budbringere, rede til at give ethvert godt ord og gøre ethvert godt arbejde, for at de kan være til velsignelse for dem, der er i fare for at omkomme. Vi mangler meget uddannet duelighed. De talenter, der er betroet til ungdommen, burde helliges til Guds tjeneste og beskæftiges i hans arbejde. Der skulle være mænd og kvinder, der er kvalificerede til arbejde i menighederne med at oplære vore unge mennesker til særlige filter af arbejdet, for at sjæle kan bringes til at se Jesus. De skoler, der er oprettet af os, skulle have denne sag for øje og ikke ledes som andre trossamfunds skoler eller som verdslige seminarier eller højere skoler. De bør helt igennem være af en højere standard, hvor intet stadium af vantro skal grundlægges eller støttes. Eleverne skal uddannes i praktisk kristendom og Bibelen bør betragtes som den højeste og vigtigste lærebog. ret

(231)  Der er et stort behov i alle dele af verden for kristne lærere og lægemissionærer. I alle dele af missionsmarken, både hjemme og ude i verden, er der åbne døre for dem, der kan hjælpe legeme og sjæl, ved at fremholde sandhedens dyrebare (232) lys. Fortidens forsømmelse i den retning må ikke fortsættes uafbrudt. Et stort lys der skinner på vor vej i nogle retninger mere end i andre og alligevel har vore fremskridt i disse retninger været langt bagud for det lys, vi har haft. Mange af vore mest lovende mænd og kvinder har ofret deres bedste evner på afguders altre og har bragt sig selv som et offer til det ondes fyrste. Å, om de unge på vore skoler alle som en ville overgive sig til Herrens Ånds kostelige anstrengelser for, at de kunne komme til at kende hans forsyns tilkendegivelser og så vente på Gud, for at de kunne komme til kende og gøre hans vilje. På denne måde ville de åbne hjertets dør for Jesus. ret

(232)  Vi høster store fordele ved at overgive os selv til Gud. For hvis vi har svagheder og det har vi alle, forener vi os med en, som er mægtig til at frelse. Vor uvidenhed vil blive forenet med uendelig visdom, vor svaghed med varig kraft og som Jakob kan vi hver især blive en fyrste for Gud. Forbundet med Herren, Israels Gud, vil vi få kraft fra oven, som vil sætte os i stand til at blive sejrvindere; og ved bibringelsen af guddommelig kærlighed, skal vi finde adgang til menneskers hjerter. Vort skælvende greb om den Uendeliges trone skal Vinde fasthed og vi skal sige: »Jeg slipper kig ikke, før du velsigner mig.« Forsikringen er givet, at han vil velsigne os og gøre os til en velsignelse og det er vort lys, vor glæde, vor triumf. Når ungdommen forstår, hvad det vil sige at eje Guds gunst og kærlighed i hjertet, vil de begynde at blive klar over værdien af deres privilegier, der er købt med blod og så indvie deres evner til Gud og stræbe af al den magt, Gud har givet dem for at forøge deres talenter til brug i Mesterens tjeneste. ret

(232)  Den eneste sikkerhed for vore unge i denne syndens og kriminalitetens tidsalder består i at have en levende forbindelse med Gud. De må lære, hvordan de skal søge Gud, for at de kan blive fyldt med hans Hellige Ånd og handle, som om de var klar over, at hele Himlens hærskarer ser på dem med interesseret omsorg (233) og er rede til at hjælpe dem i farer og i nødens time. Ungdommen skulle være barrikaderet med advarsler og undervisning med fristelse. De burde lære om de opmuntringer, som de får vist i Guds Ord. Farerne ved at tage så meget som et skridt på det ondes afvej burde blive vist dem. De burde oplæres til at holde Guds råd i ære, som de står i hans hellige Ord. De burde oplæres således, at de vil sætte sig bestemt imod det onde og beslutte for, at de ikke vil gå på nogen vej, hvor de ikke kan vente, at Jesus vil gå med dem og hans velsignelse hvile over dem. De burde undervises i praktisk, hverdagsreligion, som vil hellige dem i ethvert forhold i livet, i deres hjem, i forretningslivet, i menigheden og i samfundet. De må undervises således, at de vel være klar over, at det er farligt at lege med deres begunstigelser og at Gud venter af dem, at de ærbødigt og alvorligt dagligt søger om at få hans velsignelse. Guds velsignelse er en dyrebar gave og den bør værdsættes så højt, at de ikke vil gå glip af den, koste, hvad det koste vil. Guds velsignelse gør rig og den bringer ingen sorg. ret

(233)  Jeg er rørt dybt i mit hjerte når jeg læser om ædle kræfters misbrug i Satans tjeneste. I regeringsdepartementer, i stillinger med stort ansvar og i offentlige tillidsposter bliver mennesker fristet af den onde; og fordærvelse og forbrydelser, underslæb, røverier og pengeafpresning er resultatet. Der er frygtelige sluser af fordærvelse, som hælder giftig indflydelse ud over vor verden og som fordærver samfundet. På ethvert sted har Satan sat sine fælder op, for at han kunne fange mennesker med uddannelse og med gode naturlige gaver, mennesker, der er i stand til at blive medarbejdere med Gud, engle og beboere af himlen, for at han kunne spænde dem for sin vogn som sine slaver. Og Jesus har dog løskøbt dem fra fjendens slaveri og de afslår at være i frihed og vil ikke være Guds sønner, Guds arvinger og medarvinger med Jesus Kristus til en udødelig arv. De lever som om jord, penge, position huse og grunde var hovedgrunden til deres skabelse. (234) Deres liv forlænges ved Guds ømme barmhjertighed; men er det ikke et ynkeligt syn at se mennesker med store evner leve på et så lavt plan? ret

(234)  Løsesummen er betalt og det er muligt for alle at komme til Gud og gennem et liv i lydighed at opnå evigt liv. Hvor sørgeligt er det ikke, at mennesker vender sig fra den evige arv og lever for at tilfredsstille stolthed, selviskhed og forfængelighed ved at overgive sig til Satans regime og miste den velsignelse, som de kunne få både i dette liv og i det tilkommende. De kunne gå ind i paladserne i himlen og forene sig i åremål af frihed og lighed med Kristus og de himmelske engle og med Guds fyrster; og alligevel vender de sig - så utroligt, det end kan synes, fra de himmelske tillokkelser. Skaberen af alle verdener har i sinde at elske dem, der tror på hans enbårne søn, som deres personlige Frelser, ligesom han også elsker sin søn. Selv her og nu er hans nådige ånd givet til os i dens storslåede udtrækning. Til mennesker har han givet himlens og Majestæt som gave og sammen med ham har han skænket alle himlens skatte. Lige så meget som han har lovet os i det kommende liv, skænker han os fyrstelige gaver og gør os til genstande for hans nåde også i dette liv, for at vi skal glæde os over alt det, der vil fordoble, udvide og udvikle vor karakter. Det er hans hensigt at gøre os skikkede til de himmelske sale oventil. ret

(234)  Men Satan kæmper for menneskenes sjæle og kaster sin helvedes skygge tværs over deres sti, for at de ikke skal se lyset. Han vil ikke, at de skal fange et glimt af den kommende ære, den evige herlighed, som er gemt til dem, der skal blive himlens beboere, eller få en erfaring, som giver en forsmag på himmelens glæde. Med de himmelske attraktioner holdt op for sindet til at inspirere til hån, vække ønsker og anspore til anstrengelse, hvordan kan vi så vende os fra disse udsigter og vælge synden, hvis løn er død? ret

(234)  De, der antager Kristus som deres Frelser har løftet om (235) det liv, som er nu og det som kommer. Den menneskelige agent skylder ingen del af sine evner til Satans tjeneste. Men hele hans troskab skylder han den uendelige og evige Gud. Den ydmygste Kristi discipel kan blive en indbygger i himmelen, en Guds arving til en uforgængelig arv, som ikke visner bort. Oh, om enhver ville vælge den himmelske gave og blive Guds arving til den arv, hvis navn er sikret mod en hver ødelæggelse i en verden uden ende. Oh, vælg ikke verden, men vælg den bedste arv. Anstreng dig, stræb efter at din vej må bære mærket for prisen på dit høje kald i Kristus Jesus. For Kristi skyld så lad din uddannelses mål blive formet af tillokkelsen fra den bedre verden. — The Review and Herald, 21.november, 1893. ret

næste kapitel