| Genløsningens historie kapitel 65. Fra side 421 | ren side tilbage |
(421) Nu viser Kristus sig igen for Sine fjender. Langt over Staden, på blankpoleret guld, står en trone, højt og opløftet. På denne trone sidder Guds Søn, og omkring Ham er borgerne i Hans rige. Kristi magt og majestæt kan intet sprog beskrive, ingen pen kan skildre det. Den evige Faders herlighed omgiver Sin Søn. Hans nærheds klarhed fylder Guds stad og flyder ud over portene, oversvømmer hele jorden med dens stråleglans. ret (422) Nær tronen er dem som tidligere var nidkære for Satans sag, men er som brænde revet ud af det brænde bål, har fulgt deres Frelser med dyb og intens helligelse. Dernæst er dem som har udviklet kristne karaktertræk midt i falskneri og hedenskab, som ærede Guds lov da den kristne verden erklærede den for ugyldig, og millioner fra alle tider, som var martyr i deres tro. Og derudover er »en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne.« Åbenbaringen 7,9. Deres krig er til ende, deres sejr er vundet. De har løbet væddeløbet og fået prisen. Palmegrenene i deres hænder er et symbol på deres sejr, hvide klæder er et emblem for Kristi pletfrie retfærdighed, som nu er deres. ret (422) De Genløste hæver i en lovsang som genlyder ud i himlens hvælvinger: »Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.« En engel og seraf stemmer sammen i tilbedelse. Og de genløste har beskuet Satans magt og ondskab, de har som aldrig før, set at ingen anden Kraft end fra Kristus, kan gøre dem til sejerherrer. I hele den skinnende skare er der ingen til beskrive frelsen for sig selv, som om de havde vundet sejr ved deres egen kraft og godhed. Intet kan siges om det de har gjort eller lidt; men enhver sangs byrde, enhver hymnes grundtone er »Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.« Åbenbaringen 7,10. ret (422) Under jordens og himlens beboeres tilstedeværelse finder den endelige kroning af Guds Søn sted. Og nu erklærer kongernes Konge, udstyret med den højeste majestæt og kraft, dom over oprørerne imod Hans regering, og afsiger ret over dem som har overtrådt hans lov og fortrykt Hans folk. Guds profet siger: »Og jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger.« Åbenbaringen 20,11. 12. ret (422) Ligeså snart at optegnelsesbøgerne åbnes, og Jesu øjne ser på de onde, er de bevidst om alle de synder de overhovedet har begået. De ser blot hvor deres fødder har veget fra renhedens og hellighedens sti, lige hvor langt stolthed og oprør har ført dem til at overtræde Guds lov. De forlokkende fristelser som opmuntrede dem til at føje sig i synd, blev velsignelserne forvanskede, nådens bølger slog tilbage ved et hårdnakket og ikke-angrede hjerte – alt viser sig som skrevet med ildbogstaver. ret (423) Panoramaet for den store konflikt (423) Og nu blev de sidste scenerier åbenbaret over for den svajende skare: den tålmodige lidelsesmand betrådte Golgatas sti; himlens Fyrste hang på korset; de hovmodige præster og den hånende pøbel bespotte Hans døende pinsel; det overnaturlige mørke; skælvende jord, iturevne klipper, de åbne grave, det øjeblik hvor verdens Genløser opgav Sit liv. ret (424) Det imponerende skue viser sig præcis sådan, som det var. Satan, hans engle, og hans undersåtter har ingen kraft til vende sig fra billedet med deres eget værk. Enhver medspiller genkalder den del som han har medvirket i. Herodes, som slog uskyldige børn ihjel i Betlehem, så han kunne udslette Israels konge; den nedrige Herodias, hvis skyldige sjæl hvilede på Johannes Døbers blod; den svage og tidsforhalende Pilatus, den hånende hob af soldater; præster og herskere og den vanvittige skare der råbte: »Hans blod skal være over os, og over vore børn« – alle så deres store skyld. De forsøgte forgæves at skjule sig for den guddommelige majestats ansigt, der skinne som den herlige sol, medens de genløste kastede deres kroner for Frelserens fødder, og udbrød, »Han døde for mig!« ret (424) Midt i den genløste skare er Kristi apostle, den heroiske Paulus, den fyrrige Peter, den elskede og elskende Johannes, og deres oprigtige brødre, og sammen med dem en umådelig hær af martyrer; medens der uden for murerne, sammen med listige og afskyelige ting, er dem de blev forfulgt, fængslet og slået ihjel af. Der er Nero, det grusomme og onde monster, der ser deres glæde og jubel som de tidligere har tortureret, og hvis overordentlige pinsel finder satanisk fryd. Hans moder er der for at være vidne til resultatet af hendes eget værk; og se hvordan onde karaktertræk overført til hende søn, den passion der blev opmuntret til og udviklet ved hendes indflydelse og eksempel, har båret frugt i forbrydelser der har fået verden til at skælve. ret (424) Der er papisternepræsterne og prælaterne, som hævdede at være Kristi ambassadørere, men brugte dog torturstativer, fangehuller og bålpælen for at styre Hans folks samvittighed. Der er stolte biskopper som satte sig selv over Gud og formastede sig til at ændre den Allerhøjestes lov. Dem som gav sig ud for at være kirkens fædre har et regnskab at lægge over for Gud, som de var nød til at undskylde sig over for. De så forsent at den Alvidende Gud er nidkær med Sin lov, og at Han på ingen måde vil kunne rense skylden. Nu erfarer de at Kristus identificerer sig med Sit lidende folk; og de mærker kraften ved Hans egne ord: »Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.« Matthæus 25,40. ret (425) Ved Domstolen (425) Det er nu tydeligt for alle at syndens løn ikke er ædel uafhængighed og evigt liv, men slaveri, fordærv og død. De onde ser hvad de har mistet ved deres oprørske liv. Den langt højere og evige vægt af herlighed blev foragtet da de blev ofret; men hvor det dog ser ønskværdigt ud nu. »Alt dette,« råber den fortabte sjæl, »kunne jeg have haft, men jeg valgte at lægge disse ting langt fra mig. Oh, en besynderlig forgabelse! Jeg har byttet fred, lykke og ære med elendighed, skændsel og fortvivlelse.« Alle ser at deres udelukkelse fra himlen er retfærdig. Med deres liv har de erklæret: Vi vil ikke have denne Jesus til at regere over os. ret (425) Som i en henrykkelse, har de onde set på kroningen af Guds Søn. De ser at den guddommelige lov i Hans hænder, de forordninger som de har foragtet og overtrådt. De er vidne til at de frelste bryder ud mirakuløst, i henrykkelse og tilbedelse; og når en melodisk bølge fejer over skarerne uden for staden, udbryder alle som en: »Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge!« (Åbenbaringen 15,3), og falder lamede ned og tilbeder livets Fyrste. ret |