7. august - Fuldkommenhed på det menneskelige område

(227)  Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen. - Matt 5, 48. ret

(227)  Vor frelser vidste alt om den menneskelige natur, og han siger til hvert eneste menneske: »Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.« Ligesom Gud er fuldkommen på sit område, således skal mennesket være fuldkomment på sit område. De, der. tager imod Kristus, hører til dem, som disse opløftende ord er talt til: »Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.« Disse ord siger os, at vi ikke burde være tilfredse med noget mindre end den bedste, ædleste karakter, en karakter, som er dannet efter det guddommelige forbillede. Når vi er i besiddelse af denne karakter, bliver livet, troen og den rene religion et belærende eksempel for andre. {MM 112. 113} ret

(227)  Men de, der venter at se en overnaturlig forandring finde sted i deres karakter uden selv at gøre nogen særlig anstrengelse for at sejre over synden, vil blive skuffede. Vi har ingen grund til frygt, så længe vi ser på Jesus, ingen grund til at tvivle på, at han helt og fuldt kan frelse dem, som kommer til Gud ved ham; men vi må nære en stadig frygt for, at vor gamle natur igen skal få magten, og at fjenden skal sætte en fælde for os, så han igen får taget os til fange. Vi skal arbejde på vor frelse med frygt og bæven, thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske. Med vore begrænsede evner skal vi være hellige på vort område, som Gud er hellig på sit område. Efter bedste evne skal vi lade den guddommelige karakters sandhed, kærlighed og ypperlighed komme til udtryk. Ligesom lakken får et aftryk af signetet, således skal sjælen have et aftryk af Guds Ånd og beholde Kristi billede. ret

(227)  Vi skal daglig gå frem i åndelig yndest. Vore forsøg på at efterligne det guddommelige forbillede vil ofte mislykkes. Tit må vi bøje os ved Jesu fødder og græde over vore mangler og fejltrin; men vi må ikke tabe modet; vi bør bede mere inderligt, tro mere oprigtigt, og med større standhaftighed på ny forsøge at blive vor Herre mere lig. Idet vi nærer mistillid til vor egen kraft, skal vi stole på Frelserens magt, og takke Gud, vort åsyns frelse og vor Gud. {1SM 336. 337} ret

næste kapitel