12. november - Hvad intet øje har set og intet øre hørt

(324)  Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham. 1. kor. 2,9 ret

(324)  De, som virkelig elsker Gud, vil nære ønske om at forøge de talenter, han har betroet dem, så de kan blive en velsignelse for andre. Og ingen længe vil Himmelens porte blive åbnet på vid gab for at lade dem, og fra herlighedens konges læber skal denne velsignelse lyde i deres øren som den sødeste musik: »Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt« (Matt. 25, 34). Således bliver de genløste budt velkommen til de boliger, som Jesus gør rede til dem. Der skal de ikke være i selskab med jordens udskud, men med dem, der ved Guds hjælp har dannet en fuldkommen karakter. Hver syndig tilbøjelighed, hver ufuldkommenhed, er blevet fjernet med Kristi blod, og hans overvældende, strålende herlighed, som langt overgår Solens glans ved middagstid, bliver dem tilregnet. Og hans moralske skønhed, hans karakters fuldkommenhed, genspejles i dem langt herligere, end den ydre glans. De står dadelfri for den store hvide trone og nyder samme værdighed og privilegier som englene. ret

(324)  »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.« »Hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl« i betragtning af den herlige arv, han kan opnå? Han er måske fattig, men han har i sin en rigdom, en værdighed, som verden aldrig ville kunne give ham. En sjæl, som er frelst og renset fra synd og har helliget alle sine åndsevner til tjenesten for Gud, er af uovertruffen værdi. (IHP 367) ret

(324)  For evigt at bo i de saliges hjem; i ånd, sjæl og legeme at være et fuldkomment afbillede af Skaberen, oc ikke at besidde syndens og forbandelsens sørgelige karakter; gennem endeløse tider at gå frem i visdom, kundskab og hellighed, og bestandig at udforske nye åndelige områder, stadig at opdage nye undere og nye herligheder, stadig at blive bedre i stand til at erkende, nyde og elske, og så at vide, at der foran os er en uendelighed af glæde, kærlighed og visdom – alt dette er genstand for den kristnes håb. (CT 55) ret

næste kapitel