12. juli - det tabte fårs værdi

(194)  »Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os.«- 1 Joh. 4, 10. ret

(194)  Farisæerne sagde, at hvis Jesus var en sand profet, ville han være i harmoni med dem og forkynde deres leveregler, og behandle de stakkels toldere og syndere, som de gjorde. Herren Gud viste, efter hvilken målestok han værdsætter mennesket ved at give sin Søn i døden for verdens synd; for ved at ofre Jesus for verden, gav han Himmelens bedste gave. Dette dyrebare offer kræver ethvert menneskes dybeste taknemmelighed. Sorte eller hvide, uanset folkeslag, slægt eller tungemål, så bærer mennesket Guds billede. Når man studerer mennesket, må det ske på grundlag af, at menneskeheden er løskøbt ved Kristi blod. Man åbenbarer derfor Satans egenskaber ved at vise foragt eller had over for en nation. ret

(194)  Gud fastsatte menneskets værdi ved at lade Jesus ofre sig selv og leve under usle kår, forkastet og foragtet. Han led døden, for at mennesket, hans tabte får, kunne blive frelst. Er det da mærkeligt, at hele Himmelen interesserer sig for menneskets forløsning? Er det ikke en forunderlig kendsgerning, at ti tusinde gange ti tusinde og tusinder gange tusinder af engle aktivt stiger op og ned ad den mystiske stige for at betjene dem, der skal arve frelse? Engle kommer ikke til J orden for at fordømme eller ødelægge, for at herske eller blive hyldet. De er nådens budbringere, der samarbejder med Fyrsten over Herrens hær og samarbejder med de menneskelige redskaber, der opsøger og redder det tabte får. Englenes opgave er at bevogte området omkring dem, som frygter og tjener Gud. ret

(194)  Hele Himmelens sympati er på det fårs side, der er strejfet bort fra folden. Havde farisæerne arbejdet i harmoni med Gud, i stedet for at forene sig med Guds og menneskets fjende, ville de ikke have ringeagtet Kristi dyrebare blod. Når Satans vildfarelser fjernes fra menneskers sind, og synderen ser det dyrebare offer på Golgata, der frelser et frafaldent og ruineret folk, betragter han Guds kærlighed, der bevæger ham dybt, og det fører til omvendelse. »Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os.« ret

(194)  Kunne vi blot fatte Guds kærlighed, så vi i det mindste forstår den medfølelse, han viser det faldne menneske! H vor ville vi da se og leve! Ved at beskue Kristus forandres mennesket, og karakteren forvandles fra herlighed til herlighed. Så er kampen mellem lys og mørke begyndt. Se da hen til korset, du stakkels synder, det er dig, der er fremstillet som det tabte får, hyrden søger efter! . . . Den ulykkelige, blinde mand, som fik sit syn igen af den medfølende Hyrde, var en, de selvretfærdige farisæere mente kun fortjente had! ret

næste kapitel