17. oktober - erkendelse af Guds ejendomsret

(291)  »Din munds lover mig mere værd end guld og sølv i dynger.« - Sl. 119, 72. ret

(291)  Salmistens ord: »Din munds lover mig mere værd end guld og sølv i dynger,« forkynder det, som er sandt, også fra andre synspunkter end det religiøse. De forkynder en ubetinget sandhed, der også anerkendes inden for forretningsverdenen. Selv i denne pengebegærlighedens tidsalder, hvor konkurrencen er så hård og fremgangsmåden så samvittighedsløs, indrømmes det stadig i vide kredse, at for en ung mand, der skal begynde sin livsbane, er retskaffenhed, flid, mådehold, renhed og sparsommelighed en mere værdifuld kapital end et hvilket som helst pengebeløb. . . . ret

(291)  Det, der ligger til grund for uangribelighed i forretningsanliggender og for, at disse virkelig skal lykkes, er erkendelsen af, at Gud ejer alt. Som alverdens Skaber er han den oprindelige ejer. Vi er hans forvaltere. Alt, hvad vi ejer, er blevet os betroet af ham, for at vi skal bruge det efter hans anvisning. ret

(291)  Dette er en forpligtelse, der påhviler hvert eneste menneske. Den står i forbindelse med alt, hvad der har med menneskelig virksomhed at gøre. Enten vi erkender det eller ej, så er vi husholdere, der af Gud er udstyret med evner og muligheder, og som har fået vor plads tildelt her i verden for at udrette det arbejde, som han har anvist os. ret

(291)  Enhver har fået anvist »sin gerning«, den gerning, som hans evner gør ham skikket til, den gerning, som vil være til størst gavn for ham selv og for hans medmennesker, og til størst ære for Gud. ret

(291)  Således er vor gerning eller vort kald en del af Guds store plan, og så længe det udføres i overensstemmelse med hans vilje, er han selv ansvarlig for, at det lykkes. Som »Guds medarbejdere« består vor andel i trofast at følge hans anvisninger. På denne måde bliver der ikke plads for ængstelig bekymring. Flid, troskab, omhu, sparsommelighed og takt er, hvad der kræves. Enhver evne skalopøves til sin højeste ydeevne, og det afhænger ikke af, hvor godt vore bestræbelser lykkes, men af Guds løfter. Det ord, som mættede Israel i ørkenen og sørgede for Elias i hungersnødens tid, har i dag den samme kraft. »Derfor må I ikke være bekymrede og sige: 'Hvad skal vi spise?' eller 'Hvad skal vi drikke?' . . . ret

(291)  Han, som giver mennesker evner til at skaffe sig rigdom, har knyttet en forpligtelse til gaven. Af alt, hvad vi erhverver os, kræver han en bestemt del. Tiendedelen tilkommer Herren. . . . »Bring hele tienden til forrådshuset,« sådan lyder Guds befaling. Der appelleres hverken til taknemmelighed eller gavmildhed. Dette er en sag, som kun angår ærlighed. Tiendedelen tilhører Herren; og han befaler os at give ham det tilbage, som er hans eget. ret

(291)  »Af husholdere kræves nu i øvrigt, at de skal findes tro.« Hvis ærlighed er en væsentlig grundregel i forretningslivet, må vi så ikke erkende vor forpligtelse over for Gud - den forpligtelse, der ligger til grund for enhver anden? ret

næste kapitel