Bind fem's tidsperiode

(5) Over lidt mindre end et årti spænder Vidnesbyrd nr 31 til 33, og udgør bind 5. Det første blev udgivet i 1882, men indeholder budskaber fra 1881 og fremefter. Nr 32 blev udgivet i 1885 og nr 33 kom fra trykken i 1889. I samme år, blev de to samlet i en bog - bind 5.

Det var en uhyre interessant periode for syvende-dags adventisternes rivende udviklende arbejde. I Nordamerika blev der startet nye videregående skoler, i 1882, en i South Lancaster, Massachusetts og en anden i Healdsburg, Californien. SåLedes begyndte undervisningsarbejdet at række ud mod jordens ender, fra vort center i Battle Creek. Ti år tidligere var vor første skole blevet åbnet i Battle Creek og to år senere var dens nye bygninger blevet indviet. I løbet af disse ti år blev mange problemer, som hører med i opstarten af denne nye og meget vigtige arbejdslinie, imødekommet. Nogle gange var spørgsmålene store og i ikke så få tilfælde blev der givet særlige råd igennem profetiens ånd til at vejlede dette arbejde. Disse budskaber omhandler problemerne fra disciplin til undervisningsplaner, i en del af denne bog.

Dette binds niårs periode, blev også en tid med omfattende skrivning og udgivelse fra Ellen Whites side. I 1882 blev der gjort foranstaltninger til at genoptrykke En skildring af den kristne erfaring og ELLEN G. WHITEs syner og Åndelige gaver, bind et. Samme år blev disse to bøger samlet i et bind med titlen Budskaber til Menigheden. For at imødekomme den stadige efterspørgsel på Vidnesbyrdene, blev de første tyve numre genoptrykt i 1885 i fire bøger: Bind 1 til 4, som de ser ud i dag. Skildringer fra Paulus' liv forløberen til Mesterens Efterfølgere, blev udgivet i 1883. I 1884, fuldendte Mrs. White sit arbejde på Profetiens Ånd, bind fire - Den Store Strid og den blev straks (4) udgivet. Den banede hurtig vej gennem kolportører til mange tusinde hjem og ti udgaver rullede ud fra trykkemaskinerne i periodens tre korte år. I 1888 blev den udvidede Den Store Strid, den bog vi kender så godt i dag, udgivet og kom i stedet for det tidligere, kortere bind.

På samfundets hovedkvarter i Battle Creek var der en stadig vækst. Nyt udstyr blev lagt til forlagshuset. Sanatoriet og colleget havde stor fremgang og fortsatte med at vokse. Denne udvikling bragte mange syvende-dags adventister til den by. Faren ved at så mange adventister var samlet på et sted, med uundgåelig tendens til at nære mindre ansvarlighed og gå mod en lavere standard, peges ud i den første del af dette bind. Disse institutionelle udviklinger blev også ladet med fare for at arbejdet ville blive mekanisk og miste sin første enkelhed. Sådanne farer viste sig især i forlagshuset. Dette binds vidnesbyrd dækker over økonomisering, flid, årvågenhed og skaffe ledere og formænd med vejledende belæring til opgave.

Samtidig, medens det længe-etablerede arbejdes problemer blev imødekommet ved vort hovedkvarter, blev der udviklet nye marker ude i The Pacific Nordvest og mange antog budskabet. Med opåbelsen af disse yderregioner, var der mange nye problemer. Ellen White selv aflagde to besøg i Nordvest og i forbindelse den sidste rejse, skrev hun mange råd til dem, der arbejdede dér - råd om praktiske spørgsmål, livsvigtige for arbejdets trivsel og de prædikanter som arbejdede iblandt stærke, selvstændige mænd og kvinder, som var flyttet mod vest og etableret deres hjem i disse helt nyåbnede regioner. Dette var mænd og kvinder med en energisk, robust forvoven personlighed; og mange blev dybt overbeviste og antog adventbudskabets kald.. Disse livskraftige pionere behøvede Guds Ånds stærke formende indflydelse, i udviklingen af kristen karakter. De behøvede (5) advarsler imod pengekærlighed og verdslig ærgerrighed.

Til forkyndertjenesten blev sendt alvorlige råd, der udpeger fare for at deres budskaber kan formes af psykisk stærke menighedsmedlemmers meninger. Der blev givet råd mod uovervejet kirkebyggeri, som det var set i nogle tilfælde. Der blev også givet advarsler imod tage let på løfter om gaver til Guds sag. Alt dette og andre råd om mange andre problemer med disse nye territorier har fremstående plads i dette bind.

Syvende-dags adventisternes øjne blev vendt mere og mere til verdensmarken. I ti år havde vi haft gang i arbejdet i Europa. I 1885, blev ældrene S.N. Haskell og J.O. Corliss, sammen med et hold arbejdere, sendt til Australien, for at åbne op for arbejdet i dette sydlige kontinent. Afrika blev indtaget to år tidligere af ældrene D.A.Robinsom og C.L.Boyd og budskabet blev bragt til Hong Kong samme år af en lægmand, bror Abraham La Rye. Så i 1889, begyndte kolportørerne deres arbejde i Sydamerika. Endog Mrs. White blev kaldt over søen og rejste til Europa i 1885. Her tilbragte hun to og halvt år på at rejse, give råd, tale og skrive. I juni 1887, i Moss, Norge, deltog hun i det første syvende-dags adventist lejrmøde uden for de Forenede Stater. Hendes oversøiske tjeneste blev værdsat meget.

Der blev også, i bind 5's tidsperiode, en anseelig modstand fra en lille gruppe utilfredse sjæle, som nogle år tidligere havde forladt vore rækker. Deres angreb var primært rettet mod den profetiske gaves redskab og hendes skrifter som har styrket og opbygget menigheden igennem årerne. Igennem dette binds tiårsperiode, forlod en af vore ledende evangelister sin vej og kom hurtig i gang med at nedbryde et arbejde han tidligere havde arbejdet på at etablere. To meddelelser blev skrevet af Ellen White, for at forhindre dette menneske fra det spring (6) han var ved at tage og dette står i denne bog. Den ene i begyndelsen af side 571 og den anden på side 621. Forsøget på at redde han var frugtesløst og han vendte en bitter ordstrøm mod Mrs. White og den profetiske gave. Selvom sådanne angreb, selvfølgelig ikke afskrækker syvende-dags adventisternes arbejde, er det klart at de er erkendt som forstyrrende elementer, der skulle modvirkes.

Det er da ikke så mærkeligt, at adskillige afgørende artikler, der blev skrevet den gang berører profetiens ånds gave. En af disse danner grundlag for indledningen til Den Store Strid, 1888 udgaven. Andre findes i dette bind. Det var også på det tidspunkt at Mrs White opsamlede alle udgivede vidnesbyrd som hun havde skrevet i samme retning som og under indflydelse af, Vidnesbyrd for Menigheden og samlede dem i en otteogtyve sider stor artikel, som er i slutningen af dette bind.

Om efteråret 1888, blev der holdt en vigtig generalkonferense-samling i Minneapolis, Minnesota. Ved dette møde kom de tilstedeværende til en bredere og større forståelse af de store sandheder om retfærdiggørelse ved tro. Nogle som ikke åbnede deres hjeter for det lys som skinnede så klart, tilskyndede Mrs. White til at komme med en opmuntring til ihærdige bibelstudier og nedbryde barriererne, så sandheden kan erkendes. Ved generalkonferense-samlingen året efter, 1889, rapporterede medarbejdere og lægfolk ligeledes ved deres sociale sammenkomster, at "det sidste år" havde "været det bedste i deres liv; lyset der skinner frem fra Guds ord, har været klart og tydeligt - retfærdiggørelse ved tro, Kristus vor retfærdighed... Det gennemgående vidnesbyrd fra dem, som har talt, har været at dette lysets og sandhedens budskab som er kommet til vort folk, er netop sandheden for denne tid; og hvor vi end går hen i menighederne, er Guds lys, hjælp og velsignelse med vished kommet ind." - E.G.White Ms 10,1889, citeret i Åndelige gavers frugter side 234. Guds budskab til sit folk (7) vendte den truende nederlagsbølge til en herlig sejr.

Da skrivningen af dette bind blev bragt til en afslutning, truer en krise i De Forenede Stater i form af forslag om national søndagslov. I denne forbindelse fik Mrs White frembragt syner om den forestående kamp og de problemer som menigheden må imødekomme, såsom at den frafaldene protestantisme sammen med katolicismen gennemtvinger tyranniserende love. Deres ynkelige sløvhed, som forstod problemerne, blev klart skildret og der blev kaldt til handling.

I bind 5 er der større variation af emnerne, end i nogen andre af de ni vidnesbyrd-bind. Det var den sidste samling af vidnesbyrd-bindene der indeholder "Personlige Vidnesbyrd" rettet til enkeltpersoner. Der skulle gå en periode på elleve år før udgivelsen af bind 6 af vidnesbyrd-skrifterne.

Dette bind er af stor værdi for menigheden i dag på grund af dets betimelige advarslers og råds praktiske natur. Der betones hele tiden højtidelige udtalelser, der peger på den nære ende og den beredelse, som der er brug for i lyset af den forestående kamp. Prædikanter kaldes til dybere indvielse. Ledere formanes. Læger får råd. Lærere advares imod at antage verdslige principper og opmuntres til at lede deres studerende ind i sjælevindende arbejde. Kolportørevangelister tilskyndes til en højere standarder. Forældre får belæring om hjemmelivet og børneopdragelse. Dem med såkaldt nyt lys, men med et budskab stik imod lærens grundstene, irettesættes. Folkets rang og rækker kaldes til vækkelse og fornyelse.

Undervisningen og advarslerne i dette bind udøver en stabiliserende og mere nøgtern indflydelse på syvende-dags adventister, idet de blev bragt ud under mange bestræbelser. De udøver den samme indflydelse i dag.

            Ellen G White udgivelsernes betroede folk.