(116) Frelserens liv på Jorden var et liv i bøn. Mange timer tilbragte han alene med Gud. Ofte opsendte han inderlige bønner til sin himmelske Fader. Derved fik han kraft og visdom og styrke til sin gerning og blev bevaret fra at falde for Satans fristelser. ret
(116) Efter at Jesus havde spist påskemåltid med sine disciple, gik han med dem ud til Getsemane have, hvor han så ofte var gået hen for at bede. På vejen derud talte han til dem og underviste dem, men efterhånden som de nærmede sig haven, blev han så mærkelig tavs. ret
(116) Gennem hele sit liv havde Jesus levet i samfund med Faderen. Guds Ånd havde været hans stadige vejleder og støtte. Altid gav han Gud æren for det, han udrettede hernede. Og han sagde: "Jeg kan slet intet gøre af mig selv". Joh. 5,30. ret
(117) Vi kan intet gøre af os selv. Det er alene ved at modtage al styrke fra Kristus, at vi kan sejre og fuldbyrde hans vilje på Jorden. Vi må have den samme barnlige, enfoldige tro på ham, som han havde på sin Fader. Jesus sagde: "Skilt fra mig kan I slet intet gøre". Joh. 15,5. ret
(117) Den frygtelige angstens nat begyndte for Frelseren, da de nærmede sig haven. Det forekom ham, at Faderens nærværelse, som altid havde holdt ham oppe, var veget fra ham. Han begyndte at forstå, hvad det ville sige at være skilt fra sin Fader. ret
(117) Jesus måtte bære verdens synd. Da den nu blev lagt på ham, syntes den tungere, end han kunne udholde. Syndeskylden var så overvældende, at han blev fristet til at tro, at Gud ikke længere kunne elske ham. Idet han følte Faderens forfærdelige mishag over for det onde, trængte ordene sig frem: "Min sjæl er dybt bedrøvet til døden". ret
(117) Ved indgangen til haven havde Jesus efterladt alle sine disciple undtagen Peter, Jakob og Johannes, som han havde taget med sig ind i haven. De var hans mest hengivne efterfølgere og havde været hans fortroligste ledsagere. Men han tålte end ikke, at de skulle være vidne til den lidelse, han skulle igennem. Han sagde til dem: ret
(118) "Bliv her og våg med mig!" Matt.26,38. Derpå gik han et lille stykke bort fra dem og faldt ned med ansigtet mod jorden. Han følte, at han på grund af synd var ved at blive skilt fra Faderen. Kløften imellem dem forekom ham så dyb, så bred og så mørk, at han gyste derved. Jesus led ikke for sine egne synder, men for verdens synder. Han følte Guds mishag over for synden, således som synderen vil føle det på dommens dag. ret
(118) I sin sjæleangst klyngede Jesus sig til den kolde jord. Fra hans blege læber lød det bitre råb: "Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke, som jeg vil, men som du vil". Matt. 26,39. I en hel time udholdt Jesus disse lidelser alene. Da gik han hen til sine disciple i forventning om et deltagende ord. Men han fandt ingen forståelse, for de var faldet i søvn. Nu vågnede de ved lyden af hans stemme, men de kunne næsten ikke kende ham, så forandret så han ud efter sin sjælekamp. ret
(119) "Og han siger til Peter: "Simon, sover du? Kunne du ikke våge en time?" Mark. 14,37. Lige før Jesus gik ud til haven, havde han sagt til disciplene: "I denne nat skal I alle forarges på mig". De havde givet ham den stærkeste forsikring om, at de ville gå med ham både i fængsel og i døden. Og den stakkels selvtillidsfulde Peter havde tilføjet: "Om så alle forarges på dig, vil jeg dog ikke gøre det". Matt. 26,31. og 33. Men disciplene stolede på sig selv. De så ikke hen til den mægtige hjælper, således som Jesus havde rådet dem til. Da Frelseren derfor mest behøvede deres deltagelse og forbønner, blev de fundet sovende. Selv Peter sov. ret
(120) Også Johannes, den elskede discipel, som havde lænet sig mod Jesu bryst, lå og sov. Johannes kærlighed til Mesteren burde visselig have holdt ham vågen. Hans alvorlige bønner burde have blandet sig med hans elskede frelsers bønner i denne kvalfulde time. Genløseren havde tilbragt hele nætter i bøn for sine disciple, at deres tro ikke måtte svigte i prøvens stund. Alligevel kunne de ikke våge med ham blot en time. ret
(120) Havde Jesus nu spurgt Jakob og Johannes: "Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme, eller døbes med den dåb, som jeg skal døbes med?" så ville de ikke have svaret så rask, som de gjorde før: "Ja, vi kan". Mark. 10,38-39. Frelserens hjerte fyldtes af medlidenhed og medynk med sine disciple i deres skrøbelighed. Han frygtede for, at de ikke ville kunne udholde den prøvelse, som skulle komme over dem ved hans lidelse og død. Og dog gav han dem ingen hård irettesættelse for deres skrøbelighed. Han tænkte på de prøvelser, der ventede dem, og sagde: ret
(121) "Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse!" Han undskyldte deres efterladenhed i at opfylde deres pligt over for ham: "Ånden er villig, men kødet er skrøbeligt". Matt. 26,41. Hvilket eksempel på Frelserens ømme, kærlige medfølelse! Atter blev Guds Søn grebet af en overmenneskelig sjæleangst. Afmægtig og udmattet vaklede han hen igen og bad den samme bøn som før: "Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!" Matt. 26,42. ret
(121) Under den dødsangst, som hans bøn gav udtryk for, brød blodsdråber gennem hans porer. Igen søgte han medfølelse hos disciplene, og igen fandt han dem sovende. Hans tilstedeværelse vækkede dem. De så på hans ansigt og blev forfærdede, thi det var plettet af blod. De kunne ikke forstå den sjælekval, hans ansigt bar præg af. ret
(122) For tredje gang gik han hen for at bede. Et uudholdeligt mørke overvældede ham. Han havde mistet samfundet med sin Fader. Og han frygtede, at han i sin menneskelige natur ikke kunne stå prøven igennem uden Faderens nærværelse. Tredje gang beder han den samme bøn. Engle længes efter at bringe lindring, men det må ikke ske. Guds Søn må drikke denne kalk, ellers vil verden gå evig fortabt. Han ser menneskenes hjælpeløshed. Han ser syndens magt. En fordømt verdens lidelser passerer forbi hans blik. ret
(122) Han træffer sin endelige beslutning. Han vil frelse mennesket, hvor meget det end skal koste ham. Han har forladt Himmelens boliger, hvor alt er renhed, lykke og herlighed, for at frelse det ene fortabte får, den eneste verden, som var faldet i overtrædelse, og han vil ikke afvige fra sit forsæt. Hans bøn ånder nu kun underkastelse: "Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå mig forbi, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!" ret
(123) Frelseren falder døende til jorden. Der er ingen discipel til stede, som ømt kan lægge sin hånd under hans hoved og bade den pande, som i sandhed er mere forgræmmet end noget andet menneskes. Kristus er alene; af alt folket er der ingen hos ham. ret
(123) Men Gud lider med sin Søn. Englene betragter Frelserens sjæleangst. Der er tavshed i Himmelen. Ingen harpe bliver rørt. Kunne menneskene have set englehærens forbavselse, da den i stum smerte så Faderen unddrage sin elskede Søn sine stråler af lys, kærlighed og herlighed, ville de bedre forstå, hvor afskyelig synden er i hans øjne. ret
(123) En mægtig engel kommer nu hen ved siden af Jesus. Han løfter den guddommelige lidendes hoved op til sit bryst og peger mod Himmelen. Han fortæller ham, at han har vundet sejr over Satan. Som resultat heraf vil millioner af mennesker stå som sejrvindere i hans herligheds rige. ret
(123) En himmelsk fred hviler over Frelserens blodplettede ansigt. Han har udholdt det, som intet menneskeligt væsen nogensinde kunne udholde; han har smagt dødens lidelser for hvert eneste menneske. ret
(124) Atter opsøgte Jesus sine disciple, og atter fandt han dem sovende. Havde de holdt sig vågne og våget og bedt med deres frelser, så ville de have fået hjælp til den prøve, der forestod. Men da de undlod dette, havde de ingen kraft i den stund, de behøvede den. ret
(124) Idet Jesus sørgmodigt ser på dem, siger han: "Sover I stadig og hviler jer? Se, timen er nær, da Menneskesønnen skal forrådes i synderes hænder". Medens han endnu talte disse ord, hørte han fodtrin af skaren, som søgte efter ham, og han sagde: "Stå op, lad os gå; se, han, som forråder mig, er nær". Matt. 26,45-46. ret