(35) De jødiske ledere opstillede mange regler for folket og forlangte, at de skulle gøre mange ting, som Gud ikke havde befalet. Selv børnene skulle lære disse regler og rette sig efter dem. Men Jesus gjorde ikke forsøg på at lære det, som rabbinerne sagde. Han var forsigtig med ikke at tale nedsættende om disse lærere; men han studerede skrifterne og adlød Guds befalinger. ret
(35) Ofte blev han irettesat, fordi han ikke gjorde som andre. Men så beviste han med skriften, hvad der var det rigtige. Jesus søgte altid at gøre andre lykkelige. Og fordi han var så venlig og mild, håbede rabbinerne, at de kunne få ham til at gøre som de. Men det lykkedes dem ikke. Når de formanede ham til at følge deres regler, spurgte han efter skriftens lære. Han ville gøre, hvad skriften lærte. ret
(36) Dette vakte rabbinernes vrede. De vidste, at deres bud var i modstrid med skriften, og alligevel kunne de ikke lide Jesus, fordi han ikke ville adlyde dem. De beklagede sig over ham til hans forældre. Josef og Maria anså rabbinerne for fromme mænd, og Jesus måtte udholde beskyldninger, som var tunge at bære. ret
(36) Jesu brødre stillede sig på rabbinernes side. De hævdede, at deres lære skulle agtes som Guds ord. De anklagede Jesus for at ophøje sig over folkets ledere. Rabbinerne følte sig bedre end andre mennesker og blandede sig ikke med den jævne befolkning. De ringeagtede de fattige og ulærde. Selv de syge og lidende lod de uden håb og trøst. Jesus viste kærlig interesse for alle mennesker. Hver nødlidende, han mødte, søgte han at hjælpe. Han havde ikke mange penge at give bort, men ofte nægtede han sig selv et måltid for at kunne hjælpe andre. ret
(37) Når hans brødre brugte hårde ord over for fattige og elendige stakler, kunne Jesus gå hen til de samme mennesker og tale venligt og opmuntrende til dem. De, der var sultne og tørstige, gav han et bæger koldt vand og ofte den mad, han selv skulle have haft. Alt sådant mishagede hans brødre. De truede ad ham og søgte at skræmme ham, men han vedblev at gøre, som Gud havde sagt. ret
(37) Jesus blev udsat for mange fristelser og prøvelser. Djævelen benyttede enhver anledning til at overvinde ham. Hvis han havde fået ham til at begå blot en forkert handling eller tale blot et utålmodigt ord, kunne Jesus ikke være blevet vor frelser, og hele verden ville være gået fortabt. Det vidste Satan, og det var årsagen til, at han gjorde sig så store anstrengelser for at få Jesus til at synde. Frelseren blev altid bevogtet af hellige engle, men hans liv var en lang kamp mod mørkets magter. Ingen af os vil nogensinde komme ud for så stærke fristelser som han. ret
(38) Men til hver fristelse havde han et svar: "Der står skrevet!" Sjældent påtalte han sine brødres forseelser, men han gjorde dem opmærksom på, hvad Gud havde sagt. Nazaret var en ugudelig by og både børnene og de unge søgte at få Jesus med på gale veje. Han var glad og munter, og de syntes godt om hans selskab. ret
(38) Men hans gudfrygtige principper vakte deres harme. Når han ikke ville være med til noget, der var forbudt, kaldte de ham tit en kujon. Ofte hånede de ham for at være alt for nøjeregnende med småting. Hans svar på alt dette var: "Der står skrevet" "Se, Herrens frygt, det er visdom; at sky det onde er indsigt". Job 28,28. At elske det onde er at elske døden, "thi syndens løn er døden". Rom. 6,23. Jesus kæmpede ikke for sin ret. Blev han hårdt behandlet, bar han det tålmodigt. Hans arbejde blev ofte strengere end nødvendigt, fordi han var så villig og aldrig beklagede sig. Dog blev han ikke mismodig, for han vidste, at han havde Guds velbehag. ret
(39) Sine lykkeligste timer tilbragte han alene i naturen og sammen med Gud. Når arbejdet var til ende, holdt han meget af at gå ud på marken for at hengive sig til betragtninger i de grønne dale og bede til Gud på bjergskråningen eller blandt skovens træer. Han lyttede til lærken, som slog sine triller til Skaberens pris, og glad istemte han en takkesang. Med sang bød han dagen velkommen. Ved morgengry var han ofte at finde på et ensomt sted, hvor han tænkte på Gud, studerede skriften eller holdt bøn. ret
(39) Efter disse stille stunder vendte han tilbage til sit hjem for at genoptage sine pligter og give et eksempel på tålmodigt slid. Hvor han end færdedes, syntes han at bringe englene med sig. Alle samfundsklasser mærkede indflydelsen af hans rene, hellige liv. Uskyldig og ubesmittet færdedes han blandt de tankeløse, de rå og de uhøflige; blandt de urimelige skatteopkrævere, den sorgløse ødeland, de uretfærdige samaritanere, de hedenske soldater og de grove bønder. ret
(40) Han talte et venligt ord her og et venligt ord der, når han så mennesker, der var trætte, men som alligevel blev tvunget til at bære tunge byrder. Han hjalp dem med at bære byrderne og fortalte dem, hvad han havde lært i naturen om Guds kærlighed, mildhed og godhed. Han lod dem forstå, at de havde dyrebare talenter,,som ved en rigtig anvendelse kunne sikre dem evige rigdomme. Ved sit eksempel viste han, at hvert øjeblik er kostbart og må bruges til noget nyttigt. ret
(40) Han betragtede ikke noget menneske som uværdigt, men søgte at opmuntre selv de værste og mindst lovende. Han sagde, at Gud elskede dem som sine børn, og de kunne blive ham lig i karakter. Lige fra barndommen virkede Jesus således på sin stille måde for andre. Denne gerning kunne ingen af de lærde rabbinere og heller ikke hans egne brødre få ham til at give afkald på. Med fast forsæt virkeliggjorde han hensigten med sit liv, thi han skulle være verdens lys. ret