Profetiens ånd bind 1 kapitel 13fra side118

tilbage

kapitel XIII
Jakob og englen

(118)  Jakobs fejl i at tilvende sig sin broders velsignelse ved list bliver atter alvorligt fremholdt for ham, og han frygter for at Gud vil tillade Esau at tage hans liv. I sin elendighed beder han til Gud hele natten. Det blev fremstillet for mig hvorledes en Guds engel stod for Jakob og foreholdt ham hans fejl i sit rette lys. Da englen vender om for at forlade ham tager Jakob fat på ham og vil ikke lade ham gå. Han bønfalder med tårer. Han forsikrer at han har dybt angret sine synder og sin fejl imod sin broder, der har adskilt ham fra hans faders hus i tyve år. Han drister sig til at henvise til Guds forjættelser og gunstbevisninger imod ham fra tid til tid medens han har været borte fra sin faders hus. Jakob stred med engelen hele natten, og bad om en velsignelse. Englen syntes at modstå hans bøn, idet han bestandig foreholdt ham sine synder, og på (119) samme tid søgte han at slide sig løs fra ham. Jakob var fast besluttet på at holde englen, ikke blot ved fysisk styrke, men ved levende tro. I sin elendighed henviste Jakob til sit hjertes anger og den dybe sønderknuselse han havde følt over sine fejl. Englen hørte på hans bøn med tilsyneladende ligegyldighed, og vedblev at anstrenge sig for at komme fra Jakobs favnetag. Han kunne have brugt sin overnaturlige kraft og med magt løsrive sig fra jakob, men han valgte ikke at gøre dette. Da han så at han ikke kunne overvinde Jakob, så overbeviste han ham om sin overnaturlige magt idet han rørte ved hans hofteskål, hvilken øjeblikkelig gik af led. Men legemlig smerte kunne ikke bevæge Jakob til at høre op med sine alvorlige anstrengelser. Hans hensigt var at få en velsignelse; og legemlig smerte kunne ikke bortvende hans sind fra det han havde for øje. Hans beslutning var stærkere i de sidste øjeblikke af striden end i begyndelsen. Hans tro blev mere alvorlig og udholdende indtil det sidste, indtil det dagedes. Han ville ikke slippe englen før han velsignede ham. "Og han sagde: jeg vil ikke lade dig gå, uden du får velsignet mig." Kap 32,26. Da spurgte englen: "Hvad er dit navn? Og han sagde: Jakob. Og han sagde: dit navn skal ikke fremdeles kaldes alene Jakob, men Israel; thi du har holdt dig fyrstelig med Gud og med mennesker, og fik overhånd." vers 27,28. ret

(119)  Jakobs udholdende tro vandt sejr. Han holdt fast ved englen indtil han fik den ønskede velsignelse og forsikring om sine synders forladelse. Da blev hans navn Jakob – en som fortrænger –forandret til Israel hvilket betyder en Guds fyrste. "Og Jakob spurgte og sagde: kære, kundgør (120) mig dit navn; og han sagde: hvorfor spørger du om mit navn? Og han velsignede ham der. Og Jakob kaldte stedets navn Peniel; thi han sagde; jeg har set Gud, ansigt til ansigt, og min sjæl er frelst." vers 27,30. Det var Kristus som Jakob kæmpede med den nat, som han holdt fast med så stor udholdenhed indtil han velsignede ham. ret

(120)  Herren hørte Jakobs bøn, og forandrede Esaus hjertes hensigter. Han billigede ikke nogen fejl som Jakob havde begået. Hans liv havde været fuldt at tvivl, bekymring og samvittighedsnag, på grund af hans synd, indtil denne alvorlige kamp med englen, og den forsikring han her fik, at Gud havde tilgivet hans synder. "Ja, han holdt sig fyrstelig med en engel, og overvandt, han græd, og bad ham om nåde; han fandt ham i Betel, og der talte han også med os." Hoseas 12,5 ret

(120)  Esaus marcherede imod Jakob med en Armé. Det var hans hensigt at dræbe sin broder. Medens Jakob kæmpede med Englen den nat, blev en anden engel sendt for at bevæge Esaus hjerte medens han sov. Han så Jakob i drømme som en flygtning fra sin faders hus i tyve år, fordi han frygtede for sit liv. Og han mærkede hans sorg over at finde sin moder død. Han så i drømme Jakobs ydmyghed og Guds engle rundt omkring ham. Han drømte at når de mødtes havde han ikke hjerte til at gøre ham ondt. Da Esau vågnede fortalte han drømmen til sine fire hundrede mænd, og sagde at de ikke måtte tilføje Jakob nogen skade, thi hans Faders Gud var med ham. "Og Jakob opløfte (121) sine Øjne, og så, og se, Esau kom, og fire hundrede mænd med ham; og han delte børnene til Lea og til Rakel, og til begge tjenestekvinderne. Og han satte tjenestekvinderne og deres børn først, og Lea og hendes børn derefter, og Rakel og Josef derefter. Og han selv gik frem foran dem, og bøjede sig til Jordan syv gang, indtil han kom til sin broder. Og Esau løb mod ham, og tog ham i favn, og faldt om hans hals, og kyssede ham; og de græd." 1. Mos. 33,1-4. Jakob bad Esau at modtage et forsoningsoffer, hvilket Esau afslog men Jakob nødte ham: "Kære, tag min velsignelse, som er bragt til dig; thi Gud skænkede dig den, og jeg har aldeles nok; så nødte han ham, og han tog det." vers 11. ret

(121)  Jakob og Esau repræsenterede de to klasser af mennesker: Jakob, de retfærdige; og Esau, de ugudelige. Jakobs ængstelse, da han fik at vide at Esau kom imod ham med fire hindrede mænd, fremstiller de retfærdiges nød, når befalingen udgår at ihjelslå dem, kort før Herren komme. De ville blive fulde af ængstelse når de ugudelige samles omkring dem; thi ligesom Jakob, kunne de ikke se nogen vej til at frelse livet. Englen stod for Jakob, og han tog fat på englen, og holdt ham fast, og kæmpede med ham hele natten. Således ville også de retfærdige, i trængslens og nødens tid, kæmpe i bøn med Gud, ligesom Jakob kæmpede med englen. Jakob bad i sin nød hele natten om frelse fra Esaus hånd. De retfærdige ville råbe nat og dag til Gud, i deres sinds ængstelse, om frelse fra de ugudelige som omringer dem. ret

(121)  Jakob bekendte sin uværdighed: "Jeg er ringere end alle de miskundheder, og al den trofasthed, som du har gjort mod din tjener." 1. Mos. 32,10. De retfærdige ville også have en dyb følelse af sin elendighed i sin nød, og ville (122) erkende sin fuldkomne uværdighed. Ligesom Jakob ville de henvise til Guds forjættelser i Kristus, som er skænkede til netop sådanne afhængige, hjælpeløse og angergivne syndere. ret

(122)  Jakob holdt fast ved englen i sin nød og ville ikke lade ham gå. Når han bad med tårer, påmindede Englen ham om hans forbi gangne synder, og forsøgte at undfly fra Jakob for at prøve ham. Således ville de retfærdige også på trængslens dag blive prøvede og forsøgte, for at bevise sin tros styrke, udholdenhed og urokkelige tillid til Guds magt, som frelser dem. ret

(122)  Jakob ville ikke lade sig vise bort. Han vidste at Gud var barmhjertig, og han beråbte sig på hans barmhjertighed. Han viste tilbage til sin forbigåede anger og sorg over synden, og var påtrængende med sin bøn om frelse fra Esaus hånd. Således vedblev han med sin bøn og kamp hele natten. Når han så tilbage på sine forbigåede synder drev det ham næsten til fortvivlelse. Men han vidste at han måtte have hjælp fra Gud, eller omkomme. Han holdt fast ved englen og fremholdt sine begæringer under dyb sjælekamp, med alvorsfulde råb, indtil han vandt sejr. Således vil det også gå med de retfærdige. Når de ser tilbage på sit forbigåede liv vil deres håb næsten synke. Men når de betænkte at liv og død står på spil, vil de råbe alvorligt til Gud, som har været vidne til deres forbigåede ydmyge anger og sorg over deres mange synder, og de ville holde fast ved hans forjættelser. Således vil deres inderlige bønner opstige til Gud nat og dag. ret

(122)  Gud ville ikke have hørt Jakobs bøn og frelst hans liv i nåde, dersom han ikke (123) tidligere har angret sin synd idet han fik sin faders velsignelse ved list. ret

(123)  Ligesom Jakob ville de retfærdige vise ubøjelig tro og alvorlig bestemthed, som ikke vil lade sig afvise. De føler sin egen uværdighed, men de har ingen skjulte synder at åbenbare. De ville blive overvældede af forfærdelse dersom de har synder som ikke har bekendt og forkyndt, medens de plages af frygt og angst tilligemed en dyb følelse af sin egen uværdighed. Fortvivlelse ville afskære deres inderlige tro, og de kunne ikke have den tillid som behøves for at bønfalde Gud alvorligt om frelse, og de kostbare øjeblikke ville blive spildt til at bekende hemmelige synder, og beklage deres håbløse tilstand. ret

(123)  De som har bekendt Kristi navn, men som dog er uforberedte i trængslens tid, ville i fortvivlelse bekende sine synder for alle, med stor angst, medens de ugudelige hovmodede sig over deres elendighed. Alle sådanne er i en hjælpeløs tilstand. Når Kristus står op og forlader de allerhelligste, begynder plagernes tid. Da er ethvert menneskes skæbne afgjort, og der er ikke mere noget forsonende blod som kan rense fra synd og besmittelse. Jesus taler med afgørende stemme og kongelig autoritet, når han forlader det Allerhelligste: "Lad den, som gør uret, fortsætte at gøre uret, og de uterlige fortsætte at øve uterlighed, og den retfærdige fortsætte at blive retfærdig, og den hellige fortsætte at blive helliget. Og se, jeg kommer snart, og min løsn er med mig, til at betale hver, som hans gerning monne være." Åb. 22,11.12. ret

(123)  De, som har efterladt at berede sig for herrens dag kunne ikke berede sig i pagernes tid, ej heller siden efter. De retfærdiges (124) vedblive med deres alvorlige, ængstelige Råb om frelse. De kunne ikke erindre nogen særdeles synd, man de kunne ikke se noget godt i deres hele liv. Deres synder er gået forud til dom, og de har fået misgerningens forladelse. Deres synder er bortførte til forglemmelsens land, og de kunne ikke mere ihukommes. Uundgåelig ødelæggelse truer de, men ligesom Jakob tillod de ikke sin tro at blive svag fordi deres bønner ikke øjeblikkelig blev bønhørte. Selvom de plages af uger ville de dog ikke høre op med deres bønner. De holder fast ved Guds styrke, ligesom Jakob holdt fast ved Englen, og dette er deres hjertes sprog: "Jeg vil ikke lade dig gå, uden du får velsignet mig." De hellige få overhånd til sidst, ligesom Jakob; og fik en herlig forløsning når Guds stemme lyder. ret

(124)  Denne angstens og trængslens tid udkræver alvorlig anstrengelse og fast tro, som kan udholde at vente og lide hunger, som ikke slår fejl under Svaghed hvor hårdt den end prøves. Prøvens tid er den tid som Gud giver enhver til at berede sig for Herrens dag. Dersom nogen efterlader at berede sig, og ikke adlyder de trofaste advarsler som Gud giver, så ville de ingen undskyldning have. Jakobs alvorlige, udholdende kamp med englen er givet til et eksempel for kristne. Jakob fik overhånd fordi han havde en fast beslutning og var udholdende. Enhver som ønsker at få Guds velsignelse, ligesom Jakob, som ville holde fast ved forjættelsen ligesom han gjorde, og være lige så alvorlig og udholdende som han var, vil også vinde sejr ligesom han vandt sejr. Mange, som bekendte sig til sandheden, er efterladne i åndelige ting, derfor er der så lille virkning af sand tro og så lille interesse for sandheden hos dem. De er uvillige til at anstrenge sig og fornægte sig selv, til at ydmyge (125) sig for Gud, at bede længe og alvorligt om hans velsignelse, derfor får de den ikke. Den tro, som skal bestå gennem plagernes tid, må øves daglig nu. De som ikke nu anstrenger sig alvorligt og øver sig i udholdende tro, ville blive helt uforberedte til at øve den tro som gør dem i stand til at bestå i trængslens tid. ret

(125)  Alle Jakobs sønner var ikke retfærdige. De var til dels besmittede med afguderi. Gud billigede ikke Jakobs sønners grusomme og hævngerrige opførsel mod sikemiterne. Jakob var uvidende om deres hensigt indtil den grusomme gerning var udført. Han irettesatte sine sønner, og sagde at de havde forstyrret ham og gjort ham foragtelige for landets indbyggere, og at de ville vise deres vrede ved at ødelægge ham og hans hus. I sin ængstelse kalder Jakob atter på Gud: "Og Gud sagde til Jakob: gør dig rede, far op til Betel; og bliv der; og byg den Gud der et alter, som åbenbaredes for dig, der du flyede for din broders Esaus ansigt. Da sagde Jakob til sit hus, og til alle, som var med ham: bortkast de fremmedes guder, som er iblandt eder, og renser eder, og omskift eders klæder. Og lad os gøre os rede, og drage op til Betel; og jeg vil der gøre den Gud et alter, som bønhørte mig på min nøds dag, og har været med mig på vejen, som jeg har vandret. Så gav de Jakob alle de fremmedes guder, som var i deres hænder, og ringene som var i deres øre; og Jakob skjulte dem under Egen, hvor han gravede dem ned under Egen, ved Sikem." 1. Mos. 35, 1-4. Og Jakobs familie fandt dem aldrig igen. "Så rejste de; og (126) Guds rædsel var over de stæder, som lå rundt omkring dem, at de ikke forfulgte Jakobs Sønner." vers5. ret

(126)  Jakob var ydmyget, og forlangte af sin familie at de også skulle ydmyge sig og aflægge sine smykker, thi han måtte gøre forsoning for deres synder og ofre til Gud at han kunne bønhøre dem og beskytte dem imod de andre folkeslag. Gud fandt behag i Jakobs bestræbelser for at bortfjerne sin families synder og åbenbarede sig for ham, og velsignede ham, og fornyede forjættelsen til ham, fordi han frygtede Gud. "Så oprejste Jakob et kendetegn på det sted, hvor han talte med ham, et kendetegn af sten, og øste drikoffer derpå, og overøste det med olie." vers 14. ret

næste kapitel