Særlige vidnesbyrd om uddannelse kapitel 7fra side47

tilbage

Undervisere og lærdomme.

(47)  (47) Sand uddannelse er mere end blot at tage en række lektioner. Det er bredt. Det indbefatter alle de fysiske kræfter og mentale evners harmoniske udvikling. Den underviser i Guds kærlighed og Guds frygt, og er en forberedelse til at udføre livets opgaver trofast. ret

(47)  Der er en uddannelse som er væsentlig i det verdslige liv. Dens mål er succes i verden, tilfredsstille selvisk ærgerrighed. For at få denne uddannelse bruger mange studerende tid og penge på at fylde deres sind med unødig kundskab. Verden regner dem for lærte; men Gud er ikke i deres tanker. De spiser af træet med verdslig kundskab, som nærer og styrker stoltheden. De er blevet ulydige i deres hjerter og fremmede for Gud; og deres betroede gaver er sat på fjendens side. Mange af nutidens uddannelser er af den karakter. Verden kan betragte denne uddannelse som højt ønskværdigt; men den udsætter den studerende i større fare. ret

(48)  (48) Der er en anden slags uddannelse som er meget anderledes. Dens grundprincip er, som det siges af største Lærer verden nogensinde har kendt: "Søg først Guds rige og hans retfærdighed." Dens mål er ikke selvisk, det er at ære Gud, og tjene ham i verden. Begge studier, som tilstræbes og oplæres flittigt, har dette mål for øje. Guds ord studeres; en vital forbindelse med Gud fastholdes, og de bedre følelser og karaktertræk kommer i anvendelse. Den slags uddannelse giver resultater som varer ud i evigheden. For "Herrens frygt er visdoms begyndelse," og bedre end al anden kundskab er forståelsen af hans ord. ret

(48)  Hvordan skal uddannelsens karakter være på vore skoler? Skal det være efter denne verdens visdom, eller efter den visdom, der kommer ovenfra? Vil lærerne ikke vågne op til deres ansvar i denne sag, og se at Guds ord har en større placering i undervisningen på vore skoler? ret

(48)  Lærere skal gøre mere for de studerende end bøgers kundskaber kan give. Deres position som de unges vejleder og instruktør er meget ansvarsfuldt; for de har fået til opgave at forme sind og karakter. Dem som påtager sig denne opgave bør have velafbalancerede og symmetriske karaktertræk. De bør være ædle i optræden, pæne i tøjet, omhyggelige med deres levevaner, og de bør have sand kristen belevenhed, som vinder tillid og respekt. Lærerne bør selv være det, som han ønsker at hans elever skal blive. ret

(48)  Lærerne skal våge over deres studerende, ligesom fårehyrden vogter over den hjord han har (49) fået betroet. De bør sørge for sjæle, da de skal aflægge regnskab derfor. ret

(49)  Læreren må forstå mange ting om det fysiske univers; han kan vide alt om dyrelivets orden, naturvidenskabens opdagelser, mekaniske opfindelser; men han kan ikke kaldes for uddannet, han udrustes ikke som ungdomsinstruktør, medmindre han selv er elev af Kristus, får uddannelse fra den guddommelige instruktør. ret

(49)  Gud er al visdoms kilde. Han er uendelig klog, og retfærdig og god. De klogeste mænd som nogensinde har levet kan ikke fatte ham. De kan bekende at være kloge; de kan have ærefulde mål; men blot en forstandsmæssig kundskab, borte fra de store sandheder som kredser sig i Kristus, er intet værd. "Den vise rose sig ikke af sin visdom, . . . . .men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden." ret

(49)  Hvis mennesker blot et øjeblik kunne se ud over det begrænsede syn, hvis de kunne gribe glimtene af det evige, ville enhver mund stoppe deres pral. Mennesker der lever i dette lille atom af en verden, er begrænsede; Gud har utallige verdener som er lydige mod hans love, og ledes med henblik på hans ære. Når mennesker er gået så langt ud i deres videnskabelige undersøgelser, som de har magt til, er der stadig en evighed bagved, som de ikke kan fatte. ret

(50)  (50) Før mennesker kan være sandt kloge, må de erkende deres afhængighed af Gud, og fyldes med hans visdom. Gud er kilden til det forstandige såvel som den åndelige kraft. De største mænd, som har nået det verden ser som fantastiske videnskabshøjder, kan slet ikke sammenlignes med den elskede Johannes eller den store apostel Paulus. Det er når de forstandsmæssige og moralske styrker kombineres at manddommens højeste standard nås. Gud vil acceptere en sådan mand som sin egen medarbejder, til at oplære menneskesind. ret

(50)  At kende sig selv er den største kundskab. Den lærer som værdsætter sig selv vil lade sig forme af Gud og disciplinere hans tanker. Og han vil anerkende hans krafts kilde. "Thi hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?" 1 Kor. 4,7. Kendskab til sig selv fører til ydmyg og tillid til Gud; men det går ikke i stedet for selvforbedringens værk. Han som erkender sine egne mangler, bør ikke spare på kræfterne for at nå den højst mulige standard i fysisk, mental og moralsk udmærkelse. Ingen som er tilfreds med en lavere standard, bør tage del i oplæring af unge. ret

(50)  Den sande lærer vil prøve at vinde sjæle til Kristus ved forskrift og eksempel. Han tager imod sandheden i kærlighed til den, og lad den rense hans hjerte, og forme hans liv. Enhver lærer bør være under Helligåndens fulde kontrol. Så kan Kristus tale til hjertet, og hans stemme er kærlighedens stemme. Og Guds kærlighed, modtaget i hjertet, er en aktiv kraft for godt, der opkvikker og udvider sindet og (51) sjælen. Læreren vil med sit eget hjerte varmet af guddommelig kærlighed, opløfte Golgatas menneske, og ikke give de studerende et tilfældig glimt, men tilskynde deres opmærksomhed indtil Jesus er for dem den "største blandt titusinde", og Ham der er helt igennem elskelig. ret

(51)  Helligånden er en effektiv hjælper der genopretter Guds billede i menneskesjælen, og den har en virkekraft der ikke påskønnes i vore skoler. Den kom ind i profeternes skoler, der endog fik tankerne i harmoni med Guds vilje. Der var en levende forbindelse mellem himlen og disse skoler, og hjerternes glæde og taksigelse kom til udtryk i lovsange som englene stemte i med. ret

(51)  Helligånden kommer til verden som Kristi repræsentanter. Den taler ikke kun med sandhed, men den er sandheden – det trofaste og sande Vidne. Det er den store hjerteransager, og er kendt med alles karaktertræk. ret

(51)  Helligånden er ofte kommet til vore skoler, og genkendes ikke, men er blevet behandlet som en fremmed, endog måske som en ubuden gæst. Enhver lærer bør kende og byde denne himmelske gæst velkommen. Hvis lærerne vil åbne deres egne hjerter for at tage imod Ånden, vil de være parat til at samarbejde med den, for deres studerende; og får den lov at undervise frit, vil den udføre forunderlige forvandlinger. Den vil arbejde med ethvert hjerte, rette selviskhed, forme og forædle karakteren, og endog bringe tanker i fangenskab med Kristus. ret

(51)  Lærerens største mål bør være udvikling af kristen karakter, i ham selv og i hans studerende. Lærere, lad jeres lamper være (52) fyldte og holdt brændende; og de vil ikke kun være lys for jeres studerende, men vil sende klare og tydelige stråler ud i hjemmene og nabolagene, hvor jeres studerende bor, og langt ud i verdens moralmørke. - 15. maj, 1896. ret

næste kapitel