(210) (210) [Herren pålagde Moses at fortælle Israels børn om hans handlemåde med dem, da de blev udfriet fra Ægypten og hvordan de på underfuld måde blev bevaret i ørkenen. Han skulle minde dem om deres vantro og knurren, når de kom ud for prøvelser og Herrens store nåde og miskundhed, som aldrig havde svigtet. Dette ville opildne deres tro og styrke deres mod. Når de ville blive ledet til at erkende deres egen synd og svaghed, ville de også forstå, at Gud var deres retfærdighed og styrke. ret
(210) Det er lige så væsentligt, at Guds folk i dag husker, hvordan og hvornår de er blevet prøvet og hvor deres tro har svigtet og hvor de har bragt hans sag i fare ved deres vantro såvel som deres selvtillid. Guds barmhjertighed, hans bærende forsyn og hans uforglemmelige udfrielser skal vi fortælle om skridt for skridt. Når Guds folk på den måde ser tilbage på fortiden, vil de opdage, at Herren stadig gentager sine handlinger. De bør forstå de advarsler, der gives og passe på ikke at gentage deres fejlgreb. Idet de giver afkald på al selvtillid, bør de stole på, at han vil frelse dem fra på ny at vanære hans navn. Ved enhver sejr Satan vinder, bliver sjæle stillet i fare. Nogle bliver et bytte for hans fristelser og bliver aldrig befriet igen. De, der har fejlet, bør vandre forsigtigt og bede for hvert skridt: »Hold mine skridt i dine spor, så mine fødder ikke snubler.« Sl. 17,5 (KJV.Eng. overs) Den danske lyder: "Mine skridt har holdt dine spor, jeg vaklede ej på min gang." ret
(210) Gud sender sine prøvelser for at se, hvem der vil forblive trofaste under fristelser. Han bringer alle i prøvende situationer for at se om de vil stole på en kraft udenfor og over dem selv. Enhver har ukendte karaktertræk, som er nødt til at (211) komme frem i lyset gennem prøvelser. Gud tillader, at de selvsikre bliver fristet hårdt, for at de må forstå deres hjælpeløshed. ret
(211) Når prøvelser kommer til os og vi foran os kan se, ikke forøget velstand, men et pres der gør det nødvendigt for os alle at ofre, hvordan skal vi da kunne møde Satans antydninger om, at vi går en meget vanskelig tid i møde? Hvis vi lytter til hans forslag, vil mistillid til Gud vælte frem. På et sådant tidspunkt bør vi huske, at det værk han har udført og de reformer, han har frembragt. Vi bør samle vidnesbyrdene om himmelens velsignelser, tegnene på det som er godt og sige: "Herre, vi tror på dig, på dine tjenere og på dit værk. Vi vil stole på dig. Forlaget er dit eget redskab og vi vil ikke svigte eller blive modløse. Du har æret os ved at knytte os til dit center. Vi vil følge Herrens veje og øve ret og retfærdighed. Vi vil gøre vor del og være tro mod Guds værk." ret
(211) Når vi mangler tro, der hvor vi er, når vanskeligheder viser sig, vil vi mangle tro på et hvilket som helst sted.
(211) Vort største behov er tro på Gud. Når vi retter blikket mod den mørke side, vil vi miste vort tag i Herren, Israels Gud. Når hjertet åbnes for frygt og formodninger, vil vantro spærre vejen til fremgang. Lad os aldrig føle, at Gud har svigtet sit værk.
(211) Vantro tale og forestillinger om at denne eller hin står i vejen bør der være mindre af. Gå fremad i tro. Stol på at Herren bereder vejen for sit værk. Da vil I finde hvile i Kristus. Når I opelsker (212) tro og stiller jer i det rette forhold til Gud og ved alvorlig bøn strammer jer selv op til at gøre jeres pligt, vil I blive ledet af Helligånden. De mange problemer, som nu er så gådefulde, vil I selv kunne løse ved fortsat tillid til Gud. I behøver ikke at være så pinligt ubestemte, for I lever under Helligåndens vejledning. I kan vandre og arbejde i tillidsfuldhed. ret
(212) Vi må have mindre tro på det vi selv kan gøre og mere tro på hvad Herren kan gøre for os, hvis vi vil have rene hænder og hjerter. Det er ikke jeres eget værk, I giver jer af med; I udfører en gerning for Gud. ret
(212) Det er nødvendigt med mere kærlighed, mere åbenhed, mindre mistænksomhed og færre onde tanker. Vi må være mindre tilbøjelige til at bebrejde og anklage. Det er dette, som er så anstødeligt for Gud. Hjertet trænger til at blive blødgjort og undertvunget af kærlighed. Vort folks magtesløse tilstand er resultatet af den kendsgerning, at deres hjerter ikke er helt med Gud. Adskillelse fra ham er årsag til den trykkende tilstand i vore institutioner.
(212) Vær ikke bekymrede. Når I ser på det udvortes og beklager jer, når vanskelige og trykkende forhold kommer, åbenbarer I en sygelig og svækket tro. Vis ved jeres ord og gerninger, at jeres tro er uovervindelig. Herren er rig på ressourcer. Han ejer verden. Se hen til ham som har lys og kraft og almagt. Han vil velsigne enhver, som søger at videregive lys og kærlighed til andre. ret
(212) Herren ønsker, at alle skal forstå, at deres fremgang er skjult med ham i Kristus; at den er afhængig af deres ydmyghed og sagtmodighed og deres helhjertede lydighed og helligelse. Når den store lærer får lært dem at dø fra selvet, ikke at sætte deres lid til mennesker (213) eller holde kød for deres arm og de kalder på ham, da vil Herren være dem nær med sin hjælp når som helst, der er brug derfor. Han vil lede dem med retfærdighed. Han vil være ved deres højre hånd for at give dem råd. Han vil sige til dem: »Her er vejen, I skal gå.« Es. 30,21. ret
(213) Lad brødrene i ansvarsfulde stillinger tale tro og mod til arbejderne. Kast jeres garn ud på den højre side af båden, på troens side Vis, så længe nådetiden varer, hvad der kan udrettes af en helliget levende menighed.
(213) Vi forstår ikke, således som vi burde, den store strid, som udkæmpes mellem de usynlige magter, kampen mellem tro og utro engle. Gode og onde engle kæmper om hvert eneste menneske. Dette er ingen indbildt strid. Det er ikke uvirkelige kampe, vi er indviklet i. Vi må møde de mægtigste modstandere og det står til os at afgøre, hvem der skal vinde. Vi må finde vor styrke der, hvor de første disciple fandt deres. »Disse deltog alle enigt og udholdende i bønnen.« »Da lød der med eet fra himmelen en susen som af et vældig åndepust og den fyldte hele huset, hvor de sad.« »Og de blev alle fyldt med Helligånden.« Apg. 1,14; 2,2.4. ret
(213) Der er ingen undskyldning for at falde fra eller opgive håbet, fordi alle løfter om den himmelske nåde gælder dem, som hungrer og tørster efter retfærdighed. Ønskets styrke, der er fremstillet ved hunger og tørst, er garantien for, at den eftertragtede gave vil blive givet. ret
(213) Lige så snart vi indser vor manglende evne til at gøre Guds værk og overgiver os til at blive vejledt af hans visdom, kan Herren samarbejde med os. Hvis vi vil tømme sjælen for selvet, vil han give os alt, hvad vi trænger til. ret
(214) (214) Læg dit sind og din vilje der, hvor Helligånden kan nå det, for han vil ikke arbejde gennem et andet menneskes sind og samvittighed for at nå dem. Gør under alvorlig bøn om visdom Guds ord til dit studium. Søg råd på baggrund af helligede motiver, fuldt overgivet til Gud. ret
(214) Se hen til Jesus i enfoldighed og tro. Fæst blikket på Jesus, indtil ånden falder i afmagt under det overvældende lys. Vi beder ikke halvt så meget, som vi burde. Vor tro er ikke halvt så stor, som den burde være. "Bed, så skal der gives jer." Luk. 11,9. Bed, tro, styrk hverandre. Bed, som I aldrig før har gjort, om at Herren vil lægge sin hånd på jer, for at I må blive i stand til at fatte længden og bredden og dybden og højden og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde.
(214) Den kendsgerning, at vi er kaldet til at udholde prøvelser, beviser, at Herren Jesus i os ser noget meget dyrebart, som han ønsker at udvikle. Hvis han ikke kunne se noget i os, hvormed hans navn kunne herliggøres, ville han ikke bruge tid på at rense os. Vi gør os ingen særlig umage for at beskære brombærranker. Kristus kaster ikke værdiløse sten ind i sin smelteovn. Det er værdifuld malm, han prøver. ret
(214) Smeden lægger jernet og stålet ind i ilden, for at han kan se, hvilken slags metal det er. Herren tillader, at hans udvalgte kommer i prøvelsernes smelteovn, for at han kan få deres sindelag at se og afgøre, om han kan forme og danne dem til sit værk. Vejl f menigh bd. 3 side 166-169]