Vidnesbyrd for menigheden bind 9 kapitel 5fra side49

ren side - tilbage

»For intet har I fået det, for intet skal I give det«

(49)  (49) [Selvopofrelse er grundtonen i Kristi lære. Ofte omtales og indskærpes selvopofrelse i ord, som synes bydende, men det sker, netop fordi Gud ved, at der slet ingen anden mulighed gives, hvorpå menneskene kan frelses, end ved at borttage fra dem den selviskhed, som, hvis den næres, vil fordærve både sjæl og legeme. ret

(49)  Kristus blev fattig, for at vi skulle blive delagtige i »en evig fylde af herlighed.« 2kor 4,17 Vi må praktisere den samme selvopofrelse, som bevægede ham til at lide døden på korset for at gøre det mulig for menneskene at opnå evigt liv. I alle vore pengeudlæg bør vi søge at virke i harmoni med den plan, som blev lagt af ham, der er begyndelsen og enden til enhver kristen dåd. ret

(49)  Alle de midler, vi kan spare, skal bringes til Herrens forrådshus. Trængende, urørte missionsmarker venter på disse midler. Fra mange lande hørtes kaldet: »Kom ud og hjælp os!« Vore menighedsmedlemmer burde være levende interesseret i missionen hjemme og ude. De, som ved selvopofrende bestræbelser er med til at hejse sandhedens fane på nye steder, vil høste store velsignelser. Midler, som sættes ind i en sådan gerning, vil give stort udbytte. Nye troende, som kommer til at glæde sig i lyset fra Guds ord, vil da på sin side yde af sine midler til forkyndelsen af sandheden blandt endnu andre. ret

(49)  Guds godhed med menneskene.
Gud skænker os regelmæssig, villig og overflødig af sine gaver. enhver jordisk velsignelse tilflyder os fra Herrens hånd. Tænk om Gud skulle slutte med at skænke os af sine gaver! Hvilket skrig om elendighed, lidelse og mangel ville der da ikke opstige fra jorden! Daglig står vi i behov af den aldrig svigtende fylde af Herrens godhed. ret

(50)  (50) Jorden skabtes og vedligeholdes ved skaberens forbarmende kærlighed. Gud giver os alt det, vi har. Han kræver, at vi skal give en del af den overflod, han har skænket os, tilbage til ham. Tænk på hans omsorg for jorden, idet han sender regn og solskin til bestemte tider, så alt vækstliv kan trives. Han skænker sine gaver både til retfærdige og de ugudelige. Bør da ikke vi som modtagere af hans gaver vise vor taknemmelighed ved at yde af vore midler til hjælp for den lidende menneskehed? ret

(50)  Der er mange mennesker, som skal gøres bekendt med sandheden til Frelse. Den forlorne søn er langt borte fra faderhuset og nær ved at omkomme af hunger. Han har krav på vor medlidenhed. Da spørger du måske: "Hvorledes betragter Gud dem, som går til grunde i sine synder?" Se på Golgata. Han »gav sin søn, den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh 3,16 Tænk på Frelserens uforlignelige kærlighed. medens vi endnu var syndere, døde Kristus for at frelse os fra evig fortabelse. for denne hans uendelige kærlighed, hvormed han elskede dig, skal du bringe ham dit takoffer. Du skal give dig selv til ham. Din tid, dine talenter, dine midler - alt skal tilflyde verden som en kærlighedsstrøm til frelse for de fortabte. Jesus har gjort det muligt for dig at modtage hans kærlighed og ved et lykkeligt samarbejde med ham arbejde under denne kærligheds velgørende indflydelse. Han kræver af dig, at du skal bruge dit jordiske gods til uegennyttig tjeneste for ham, så hans værk for at frelse sjæle kan føres fremad med kraft. Han venter, at du skal vie dine evner udelt til hans gerning. ret

(50)  Ønsker du at bringe din ejendom i sikkerhed? Læg den da i hans hånd, som bærer korsfæstelsens naglemærker. (51) Hold den for dig selv, så vil det medvirke til den evige fortabelse. giv den til Gud og fra det øjeblik bærer den hans navnetræk. Den bliver stemplet med hans uforanderlighed. Ønsker du at have glæde af dit Gods? Brug det da til velsignelse for de lidende. ret

(51)  Verden behøver hjælp.
Værkets store omfang nødvendiggør, at Guds folk må vise uegennyttig offervillighed. I Afrika, i Kina, i Indien er der tusinder, ja millioner af mennesker, som ikke har hørt sandhedens budskab for denne tid. De må høre advarslen. Havets øer venter på oplysning om Gud. På disse Øer skal skoler oprettes, hvor elever kan få de fornødne forkundskaber til at overvære højere skoler og uddannes til missionsarbejdere for efter endt skolegang at vende tilbage til sine hjem på øerne og forkynde det Guds ord, de har modtaget. ret

(51)  Der er også meget at udrette i vort eget land. Der er mange byer, hvor virksomhed burde optages. Evangelister bør søge at finde indgang på alle de steder, hvor søndagslovgivning og bibelundervisning i de offentlige skoler er brændende spørgsmål. På grund af at syvende-dags Adventisterne forsømmer at benytte disse forsynets anledninger, hindres sagen. ret

(51)  Herren har gjort os til sine husholdere. Han har betroet os sit gods med det for øje, at vi skal være tro i fordelingen deraf. Han opfordrer os til troskab i at give ham det, som er hans. Han har forbeholdt sig tienden som sin egen hellige del til hjælp i forkyndelsen af evangeliet overalt på jorden. Mine brødre og søstre, erkend og afstå fra jeres selviskhed og kom med jeres gaver og ofre til Herren. Giv ham også den tiende, som I ikke har betalt. Kom og bekend jeres forsømmelse. (52) Prøv dog Herren, som han har sagt, I kan gøre. »Jeg vil true æderen for eder, så den ikke skal fordærve jordens frugt for eder; og vinstokken på marken skal ikke slå eder fejl, siger Herren Hærskarerens Gud.« Mal. 3,11 ret

(52)  Vor selviskhed en hindring for Guds sag.
Det er blevet vist mig, at der er dem, som ikke er trofaste i at betale tienden; denne burde punktlig føres til Herrens forrådshus, så at prædikanterne og missionærerne, som oplader skriften for folket og går fra hus til hus, må blive understøttet. Verdens evangelisme er blevet meget forsinket ved vor selviskhed. En del af dem, som bekender sig til at være kristne, fatter ikke, at evangeliets værk skal understøttes ved de midler, som Kristus har betroet dem. Penge behøves, så at de midler, Kristus har betroet dem. Der er brug for penge, så at værket, som er påbegyndt overalt i verden, stadig kan føres fremad. Tusinder og atter tusinder omkommer i synden og det er mangelen på midler, som gør, at sandheden ikke kan blive forkyndt for hver æt, stamme, tungemål og folk. Missionærer står rede til at rejse ud som Herrens budbærere, men på grund af at der fattes midler i skatkammeret, kan de ikke sendes til de steder, hvor der er folk, som indtrængende har søgt om at få nogen til at undervise dem om sandheden. ret

(52)  Mange mennesker overalt på jorden længes efter at høre livets ord. Men hvorledes kan de høre, uden at der er nogen, som forkynder? Og hvorledes kan de som bliver udsendt til at undervise dem i skriften, leve uden at blive understøttet? Gud ønsker, at man skal have omsorg for hans arbejderes liv. De er hans ejendom og han vanæres ved at se dem virke under forhold, som svækker deres helbred. Han vanæres også, når der ikke kan sendes arbejdere ud til trængende missionsmarker af mangel på midler. ret

(53)  (53) I stedet for at dadle generalkonferensens embedsmænd, fordi de ikke kan efterkomme de øgede opråb på mænd og midler, burde vore menighedsmedlemmer ved sit selvfornægtende liv og sine liberale gaver til Guds sags fremme vise, hvilken kraft Herrens sandhed besidder. lad vore søstre spare ved at afholde sig fra at udstyre sine klæder med kostbar pynt. Enhver unødig udgift bør standses. Lad enhver familie føre tienden og gaverne til Herren. ret

(53)  Guds præster.
De, som i sandhed er omvendte, vil anse sig som Guds præster og de vil bruge de midler, Gud har betroet dem, til fremme for hans værk. Adlød man Kristi ord, ville der være tilstrækkelige midler i Herrens forrådshus til at afhjælpe værkets behov. Gud har betroet mænd og kvinder en overflod af midler til fuldbyrdelsen af sine nådige hensigter til menneskehedens bedste. Han opfordrer dem, som er sat til husholdere over penge, at bespise de hungrige, klæde de nøgne og forkynde evangeliet for de fattige, ved hjælp af disse midler. Vi kan ikke udvikle en fuldkommen karakter uden selvopofrelse. ret

(53)  Aldrig har der været en vigtigere tid i vort værks historie end nu. Budskabet i det tredje kapitel i Malakias' bog lyder for os med formaningen om at være ærlige i vort forhold til Herren og hans sag. Mine brødre, de midler I bruger til køb og salg og til egen vinding, vil blive jer til forbandelse, hvis I nægter at betale Herren det, som er hans. De midler, Herren har betroet jer til værkets fuldbyrdelse, bør benyttes til kundgørelsen af evangeliet i alle dele af verden. ret

(53)  Vi er Kristi vidner og må ikke lade (54) verdslige interesser eller gøremål lægge beslag på vor tid og opmærksomhed. »Søg først Guds rige og hans retfærdighed.« Matt 6,33. Kristus hengav sig villig og frejdig til fuldbyrdelsen af Guds vilje. Han var lydig lige ind i døden, ja til og med korsets død. Skal vi i lyset af alt det, han har gjort, anse det som en genvordighed at fornægte os selv? Skal vi unddrage os fra delagtigheden i Kristi lidelser? Hans død burde sætte hele vort væsen i bevægelse, gøre os villige til at hellige os selv og alt det, vi har, til hans værk. Når vi grunder på alt det, han har gjort for os, burde vort hjerte fyldes med taknemmelighed og kærlighed og vi burde give afkald på al selviskhed. Er der nogen pligt, som Hjertet kan nægte at udføre, når det påvirkes af Kristi kærligheds fængslende indflydelse? ret

(54)  Bør vi ikke fornægte os og gøre alt det, vi formår, for at fremme Guds nådeværk på jorden? Kan vi betragte den guddommelige nedladenhed, den lidelse, Guds søn udstod for os, uden at fyldes med ønsket om at få en anledning til at opofre noget for ham. Han forlod sit himmelske hjem for at frelse os. Skal vi så ikke blive hans underhyrder og søge efter det bortkomne og tabte? Bør ikke vort levned afspejle hans guddommelige ømhed og medlidenhed? ret

(54)  Herren ønsker, at hans folk skal være betænksomme og omsorgsfulde. Han vil, at de skal være sparsommelige i alt. Kunne arbejderne på de udenlandske missionsfelter blot råde over de midler, som bliver brugt til kostbare møbler og til personlig prydelse, så ville Kristi evangelium blive forkyndt på mange flere steder. ret

(54)  Det er ikke muligt for alle at give store gaver; ej heller kan alle udføre store gerninger, fantastiske heltebedrifter; men alle kan lære at fornægte sig og alle kan lære at åbenbare Kristi uselviske sindelag. En del kan (55) bringe store gaver til Herrens forrådshus, andre kun en skærv, men hver gave, som skænkes i oprigtighed, er velbehagelig for Herren. ret

(55)  Vi beder indtrængende om at få de penge, som bruges til unødige ting. Mine brødre og søstre, brug ikke jeres midler til indkøb af genstande, I ikke trænger. I kan måske tænke, at disse småsummer ikke beløber sig til stort, men husk, at mange bække små gør en stor å. Stands ethvert ødselt forbrug af penge. Hengiv jer ikke i noget som bare skal se godt ud. Jeres midler kan tjene til at frelse sjæle. Lad alle være med til at give systematisk. En del magter ikke at give betydelige summer, men alle kan lægge lidt til side hver uge for Mesteren. Giv også børnene anledning til at gøre sin del. Forældre bør oplære børnene til at spare sine skillinger, så de kan have noget at give til Herren. Evangeliets forkyndere skal underholdes ved selvfornægtelse og opofrelse. Ved Guds børns selvfornægtelse vil andre mennesker blive vundet for troen og disse vil igen forøge de offergaver, som gives for at fremme Herrens værk. ret

(55)  Umiskendelige tegn viser os, at verdens ende er nær. Vejen må beredes for fredsfyrstens komme. Lad ikke menighedens medlemmer klage over, at de så ofte formanes til at give til Guds sag. Hvad er det, som gør de mange opråb nødvendige? Er det ikke netop den hurtige fart, hvormed missionsvirksomheden udbreder sig? Skal vi vægre os ved at give og således forsinke virksomhedens vækst? Skal vi glemme, at vi er Guds medarbejdere? Enhver menighed bør bede Gud om større fromhed og gavmildhed. Brødre og søstre, bed ikke om, at virksomheden skal begrænses. Så længe som der er sjæle at frelse, bør vor interesse for evangeliets frelsende gerning aldrig aftage. Menigheden kan ikke formindske sine bestræbelser uden at fornægte mesteren. Alle kan ikke rejse til udlandet som missionærer, (56) men alle kan fremme den udenlandske mission ved at give af sine midler. ret

(56)  Arbejde bør optages på nye missionsfelter og I må hjælpe os. Skal vi foragte kaldet til at forkynde evangeliet og således gå glip af de goder, som følger med kaldet? Skal Guds folk blive skødesløse og ligegyldige nu og vægre sig ved at give af sine midler til forfremmelsen af hans sag? Kan de gøre det uden at afskære sin forbindelse med ham? De tror måske, at de derved kan spare; men det er en skæbnesvanger sparsommelighed, som skiller dem fra Gud. ret

(56)  Brødre og søstre, I er kommet for langt hen i tiden til at vie al jeres tid og styrke til selvnydelse. Måtte I ikke stå blottet for den himmelske skat på verdens sidste nådedag. Søg at fremskynde korsets sejr, søg at oplyse sjæle, arbejd for jeres medmenneskers frelse og jeres gerning vil bestå i den vanskelige ildprøve. ret

(56)  Enhver sand selvforsagende arbejder for Gud er villig til at ofre både penge og kræfter på andre. Kristus siger: »Den, som elsker sit liv, mister det og den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.« Joh 12,25 Ved sine alvorlige og forstandige bestræbelser for at hjælpe dem, som trænger hjælp, åbenbarer den sande troende sin kærlighed til Gud og sine medmennesker. Måske mister han sit liv i tjenesten; men når Kristus kommer for at hente sine efterfølgere, vil han finde det igen. ret

(56)  Brødre og søstre, anvend ikke megen tid og mange penge på jer selv bare for udseendets skyld. De, som gør det, må lade meget stå ugjort, som ville være til trøst for andre og skænke nyt mod til deres eget trætte hjerte. Vi behøver alle at lære, hvorledes vi bedst skal benytte enhver anledning, vi får, til at (57) bibringe andre lys og håb. Hvordan kan vi benytte disse anledninger, når vore tanker optages helt med os selv! Den, som ser mest på sit eget, mister utallige anledninger til at gøre det, som ville blive til velsignelse både for ham selv og andre. En Kristi tjener bør under enhver omstændighed spørge sig selv: »Hvad kan jeg gøre for at hjælpe mine medmennesker?" Når han har gjort sit bedste, overlader han resultatet til Gud. ret

(57)  Gud har sørget for, at vi skal nyde en glæde, som både rige og fattige kan få, nemlig den glæde, der findes i at opelske renhed i tanke og uselviskhed i arbejde, den glæde, som findes i at tale trøstefulde ord og at øve ædle gerninger. Gennem dem, som udfører en sådan tjeneste, strømmer der velsignelse fra Kristus til mennesker, hvis liv er formørket ved mange sorger. ret

(57)  Du vil måske blive fristet til at sætte dine penge i jordisk gods. Dine børn vil måske råde dig til at gøre noget sådant. Men kan du ikke vise dem en bedre vej? Har ikke Gud betroet dig disse penge, for at du skulle bruge dem viseligt, sætte dem ud på renter, så at når herren kommer, han må finde, at talenterne har fordoblet sig? Fatter du ikke, at han vil, at du ved dine midler skal hjælpe til med opførelsen af forsamlingshuse og sanatorier? ret

(57)  Vi må nu skatte sjæle højere end penge. Hvis du ved om nogen gerning i verden, der er bedre end den at frelse de fortabte, en gerning, som vil give større udbytte af de anbragte midler, så lad os så få det at vide, at også vi kan sætte os ind i den. ret

(57)  Jeg frygter for, at vore søskende ikke fatter, hvor betydningsfuldt Guds værk er. Fra en, til hvem jeg skrev om penge, fik jeg følgende svar: "Jeg modtog dit brev, hvori du beder mig om at låne dig penge. Men da der var et stykke land, som børnene mente, det var fordelagtig for mig at købe, (58) satte jeg mine opsparede skillinger i denne jordejendom." Hvor meget bedre ville det ikke have været for denne bror at anbringe sine midler i nye sanatorier, hvorfra der udgår vidnesbyrd om sandheden for denne tid, eller i skoler, hvor ungdommen kan stilles under gunstige forhold og blive uddannet til missionærer for Gud. ret

(58)  Brødre og søstre, giv jeres midler til oprettelsen af kristelige missionsanstalter, hvorfra sandhedens lys kan skinne ud og føre sjæle til Gud. En sjæl, som giver sig helt til Gud, bliver en missionær for ham og vil vinde andre for Frelseren. ret

(58)  Gud selv lagde planerne til fremme af sit værk og han har betroet sine tjenere med et overflødighed af midler, så at når som helst han gør et opråb om hjælp, de da kan sige: "Herre! dit pund har kastet af sig ti pund.” ret

(58)  Om de, som er sat til husholdere over Guds midler, vil være tro i at forære pengene, som er lånt dem, til Herrens forrådshus, vil hans sag hurtig udbrede sig. Mange sjæle vil antage sandheden og dagen for Kristi genkomst vil blive påskyndet. Mænd og kvinder skal komme i berøring med arbejdere, som er oprigtige, alvorlige og helhjertede, som virker for sjæle som dem, der må aflægge regnskab for Gud. Alle, som er blevet delagtige i nogen grad af den apostolske ånd, vil føle sig forpligtet til at blive missionærer for Gud. Dersom de er oprigtige og rodfæstede i troen og ikke vil sælge sin Herre for ussel vinding, men i stedet altid anerkende Guds overhøjhed og ledelse, vil Gud berede vejen for dem og udgyde store velsignelser over dem. Han vil hjælpe dem til at fremholde hans godhed, kærlighed og nåde for verden. Og Herrens herlighed skal slutte deres tog. Der vil blive glæde i (59) himlen og glæde, ren, himmelsk glæde, vil fylde arbejdernes hjerte. For den sags skyld at frelse sjæle vil de være villige til at opofre både tid og kræfter og deres hjerte vil fyldes med kærlighed og taksigelse. Forvisningen om Guds nærværelse vil lutre og forædle deres livserfaring og berige og styrke dem. Guds nåde vil blive åbenbaret i deres gerning og sejre, idet de vinder sjæle for Kristus. ret

(59)  På denne måde skal Guds sag på jorden føres frem til sejr. De trofaste husholdere må bringe tienden til Herrens forrådshus, så at missionærer kan blive udsendt til alle verdensdele. Menigheden på jorden må yde Gud sin tjeneste ved selvfornægtelse og opofrelse. Således vil Herrens værk fremmes og de mest glimrende sejre vindes. ret

(59)  Kærlighed til de fortabte førte Kristus op på Golgatas kors. Kærlighed til faldne mennesker vil bevæge os til at fornægte og opofre os for at bidrage til at frelse dem som er fortabt. Og når Kristi Efterfølgere giver herren hans eget tilbage, samler de sig skatte, som bliver deres, når de hører ordene: »Vel, du gode og tro tjener!... gå ind til din herres glæde!« hans, »som for den glæde, som ventede ham, led tålmodig korset, uden at agte vanæren og nu sidder på højre side af Guds trone.« Matt 25, 21; Heb 12,2. Glæden over at se sjæle evig frelst vil blive den belønning, alle de får, som følger i Forløserens fodspor.

------------
ret

(59)  »Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham for os alle, hvorledes skal han kunne andet end give os alle ting med ham? Rom 8,32 ret

(59)  Det er et dyrebart offer, himmelens Herre gav. Guds godhed blev udøst i fuldeste (60) mål; det var umuligt for Gud at give en større Gave. Han elskede verden så højt, »at han gav sin søn, den enbårne, for at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh 3,16 Hvorfor yder vi ham ikke større tak? vor tak er som et svagt bølgeslag på overfladen sammenlignet med den flodbølge af kærlighed, som vælder ud mod os fra vor Fader i himmelen.

------------
ret

(60)  Tegnene, som bebuder Kristi genkomst, går hurtig i opfyldelse. Skal vi lade menneskene være i uvidenhed om de vigtige begivenheder, som forestår og lade dem gå den frygtelige dag i møde uforberedte? Vor himmelske Fader gav et fyldestgørende offer til forsoning for verdens synd. Skal så de, som bekender sig til at elske Gud og holde hans bud, være ligegyldige med hensyn til sjæles Frelse? Nej og atter nej! Det kan de umulig være. ret

(60)  De som har modtaget den nærværende sandheds lys, bør med utrættelig iver bestræbe sig på at lade det skinne for dem, som sidder i mørke. Ved gudhengivne bestræbelser, ved selvfornægtelse og opofrelse skal de virke i den styrke, som Israels Gud forlener dem med. Budskabet skal forkyndes i fjerne lande; det skal kundgøres for indbyggerne i vort lands egne stæder og byer. De trætte og besværede længes efter det sandhedens budskab, som kan give dem hvile og fred i Kristus. Hvem vil gå med budskabet til dem, som endnu ikke har hørt det? Hvem vil søge den Herrens glæde og herlighed, som den får, der fører syndere til ham, som gav sit liv til et sonoffer for hver sjæl? Hvem vil vise menneskene hen til Frelseren som det »Guds Lam, som bar verdens synd«? Joh 1,29 Vidnesbyrd 9. bd side 31-40.]

------------
ret

næste kapitel