Påskefejringen skulle både pege tilbage på hebræernes mirakuløse befrielse og vise fremad mod Guds Søns død, før det skete. Ved den sidste påske, som vor Herre fejrede sammen med sine disciple, indstiftede han Herrens nadver i stedet for påsken, til at fejre mindet om hans død. Fra nu af var der ikke længere behov for påsken, fordi han som det store, sande Offerlam allerede var ofret for verdens synd. I Jesu død blev symbolet til virkelighed.